yemen2016/memo · Datasets at Hugging Face

text stringlengths 0 5.05k
lige så meget som de fattige var glade og taknemmelige for et opmuntrende ord eller råd af doktor hansen lige få meget frygtede de for at give anledning til at høre en bebrejdelse af ham
dette viste sig i deres livsførelse
de bestræbte sig for at være og blive gode mennesker de søgte at bære deres ulykkelige sociale stilling med værdighed de viste sig mere ihærdige og tål modige i kampen for at bøde noget på den nret som skæbnen og samfundet lod dem lide under
kort sagt de gjorde alt hvad de formåede for at vise sig værdige til den godhed kærlighed og overbærenhed som deres gode engel doktor hansen viste dem
det var den eneste belønnig de kunne give ham den eneste belønning som han brød sig om og attråede
navnet de fattiges ven var den unge doktors stolthed og lykke
den eneste lykke som hans liv ejede
x vi tro ikke at have sagt for meget når vi påstå at doktor hansen fandt sin eneste lykke for livet deri at gøre godt imod de fattige
han førte udenfor sin virksomhed som læge en stille g ensom tilværelse
han deltog ikke i livets glæder og adspredelser man så ham ikke i byens selskabskredse og i sit hjem blev han foruden af de fattige kun besøgt af nogle få gode venner
han syntes ikke at have nogen tilbøjelighed for det svage køn han var ugift og man vidste ikke at han nogensinde havde været forlovet
og dog ville det ikke være falden ham vanskeligt at finde en passende livsledsagerinde
der var i den stand hvori han hørte hjemme unge smukke damer i masse som syntes godt om ham og som med kyshånd ville have modtaget den unge doktor som deres bejler
man mumlede om at han i sine unge dage havde havt en ulykkelig kærlighed men der var dog ingen som vidste rigtig besked om dette punkt
doktor hansens sørgmodige og melankolske ydre det ensomme tilbagetrukne liv som han førte hans tilbageholdenhed ligeoverfor det smukke køn var imidlertid argumenter hvori man troede at finde en bekræftelse af det omtalte rygte
i 1således var skildret i få træk doktor hansens foregående liv
han vil komme til at spille en af hovedrollerne i det påfølgende drama og vi have derfor anset det for formålstjenligt at forudskikke de ovenstående bemærkninger
nu optage vi imidlertid atter tråden i vor fortælling og vi begynde på det tidspunkt da doktor hansen efter at have aflagt sit sidste sygebesøg vendte tilbage til sit hjem
viii
skelettet
da doktor hansen trådte ind i entr n til sin lejlighed blev han modtagen af en ældre propert klædt kone med et renligt godlidende ansigt
det var den kone der besørgede husholdningen for den unge doktor
hun havde et værelse oppe i kvisttaget medens doktor hansen selv beboede hele lejligheden nedenunder
allerede så tidlig igen her doktor sagde hun geskæftig jeg havde såmænd ikke ventet dem så snart de kommer næsten bag på mig ligesom juleaften på kællingen
han så på sit ur
den er hen ad otte madam mikkelsen så det er jo altså næsten den sædvanlige tid
madam mikkelsen slog sine hænder sammen
jøses allerede hen ad otte
hvor dog tiden kan løbe for en uden man mærker det
hun modtog doktorens hat og overfrakke og hængte tøjet op på en knagerække
imidlertid vedblev hun snaksomt det er såmænd ikke fordi at de kommer mig for tidlig hjem for jeg har allerede både theen og aftensmaden færdig
såmeget desto bedre madam mikkelsen
bring det ind til mig i mit studereværelse
jøses vil dokteren drikke the og spise derinde
jeg kunne såmænd ikke synke en mundfuld mad eller nyde en dråbe the i selskab med ham
denne

denne

hun afbrød sig selv idet hun trak på ansigtet som om hun havde set noget hæsligt
doktor hansen smilede let
ja bring de mig kun bladen derind madam mikkelsen det generer ikke mig tværtimod denne ham som de kalder ham er en af mine bedste venner
med disse ord forlod han korridoren og gik ind i et tilstødende værelse
madam mikkelsen blev stående et øjeblik så efter ham og mumlede hovedrystende gud fri mig for sådanne venner som doktoren har
og dem vil han hellere være sammen med end omgås andre skikkelige rigtige mennesker
nå ja ja hver mand sin lyst som gale ane sagde da hun slæbte sin kjole i rendestenen
men underligt er det rigtignok alligevel
hun rystede endnu engang på hovedet og gik derpå ud i køkkenet
imidlertid var doktor hansen gået ind i sit studereværelse
et eneste blik på dette røbede dets bestemmelse
det var opfyldt med bøger store og små gamle og ny der stod i de store bogreoler eller lå omkring på bordene
en mængde lægevidenskabelige apparater og instrumenter af det mest forunderlige og mystiske udseende stod rundt omkring
hist og her grinede et dødningehoved frem fra en reol eller fra et af bordene
i en krog af værelset stod der en figur i fuld menneskestørrelse
den var usynlig idet den fra top til tå var overtrukken med et let nigjennemsigtigt gevandt
dens omrids der aftegnede sig imod indhylningen lod imidlertid formode at det var et skelet
til trods for det kaos af de mest forskellige genstande og sager der fyldte værelset herskede der dog orden og properhed derinde
en orden for hvilken man måtte kunne komplimentere både den unge doktor og madam mikkelsen
doktor hansen tog plads i sofaen støttede kinden mod hånden og stirrede betænksomt frem for sig
det var måske sit sidste sygebesøg som han endnu tænkte på
nogle minutter efter blev døren åbnet og madam mikkelsen trådte ind
på en præsenterbakke bar hun doktorens aftensmad og the
hun kastede et skævt blik hen til skelettet der stod i krogen gjorde forsigtig en stor bue uden om det og satte derpå bakken på bordet foran doktoren
har der været nogen medens jeg var borte spurgte han
om der har
først var der jensens dreng fra vildersgade
han fik den medicin som doktoren havde fat frem til ham

han nikkede for at betegne at det var rigtigt
så var her marie skrøder fra smedegade

jeg gav hende som sædvanlig et stort stykke af det røde plaster
doktoren nikkede igen
endelig var her for en times tid siden ham den halvbliude gamle mand fra syndervoldstræde
han fik sine reglementerede tre kroner
det er godt

har der forresten ingen andre været her
jo så var der bud fra krogs i st pederstræde om de ikke ville fe derhen i margen formiddag
den lille er igen syg
og
lad mig se

nej andre har der ikke været her i eftermiddag
doktoren nikkede og begyndte at drikke sin the
diadam mikkelsen forlod værelset idet hun gjorde den tidligere store bue udenom den tilhyllede figur i krogen
doktoren drak theen og nød sin aftensmad
da han var færdig tog han nogle bøger ned fra en reol og begyndte at læse
det var værker der behandlede de nyeste videnskabelige erfaringer på sindssygdommenes område
ikke længe vedblev den unge doktor at studere
af og til så han op fra bøgerne og henfaldt i sine egne betragtninger
det var øjensynlig at det kostede ham umage at holde sine tanker ved det han læste
og dog var det et tilfælde af en sindssygdom der beskæftigede hans tanker
den vanvittige unge kvinde som han nylig havde set til
han lagde endelig bøgerne fra sig rejste sig fra sin plads og begyndte at spadsere op og ned ad gulvet
af og til standsede han ved den tilhyllede figur og stod længe i dybe tanker foran den
han drog under en af disse standsninger det skjulende dække til siden
der viste sig et menneskeligt skelet
en lang knoklet uhyggelig grinende benrad
doktoren lagde sin hånd ovenpå dens hjerneskal og samtidigt bevægede hans læber sig ivrigt som om hun talte enten til sig selv eller til skelettet

lige så meget som de fattige var glade og taknemmelige for et opmuntrende ord eller råd af doktor hansen lige få meget frygtede de for at give anledning til at høre en bebrejdelse af ham

dette viste sig i deres livsførelse

de bestræbte sig for at være og blive gode mennesker de søgte at bære deres ulykkelige sociale stilling med værdighed de viste sig mere ihærdige og tål modige i kampen for at bøde noget på den nret som skæbnen og samfundet lod dem lide under

kort sagt de gjorde alt hvad de formåede for at vise sig værdige til den godhed kærlighed og overbærenhed som deres gode engel doktor hansen viste dem

det var den eneste belønnig de kunne give ham den eneste belønning som han brød sig om og attråede

navnet de fattiges ven var den unge doktors stolthed og lykke

den eneste lykke som hans liv ejede

x vi tro ikke at have sagt for meget når vi påstå at doktor hansen fandt sin eneste lykke for livet deri at gøre godt imod de fattige

han førte udenfor sin virksomhed som læge en stille g ensom tilværelse

han deltog ikke i livets glæder og adspredelser man så ham ikke i byens selskabskredse og i sit hjem blev han foruden af de fattige kun besøgt af nogle få gode venner

han syntes ikke at have nogen tilbøjelighed for det svage køn han var ugift og man vidste ikke at han nogensinde havde været forlovet

og dog ville det ikke være falden ham vanskeligt at finde en passende livsledsagerinde

der var i den stand hvori han hørte hjemme unge smukke damer i masse som syntes godt om ham og som med kyshånd ville have modtaget den unge doktor som deres bejler

man mumlede om at han i sine unge dage havde havt en ulykkelig kærlighed men der var dog ingen som vidste rigtig besked om dette punkt

doktor hansens sørgmodige og melankolske ydre det ensomme tilbagetrukne liv som han førte hans tilbageholdenhed ligeoverfor det smukke køn var imidlertid argumenter hvori man troede at finde en bekræftelse af det omtalte rygte

i 1således var skildret i få træk doktor hansens foregående liv

han vil komme til at spille en af hovedrollerne i det påfølgende drama og vi have derfor anset det for formålstjenligt at forudskikke de ovenstående bemærkninger

nu optage vi imidlertid atter tråden i vor fortælling og vi begynde på det tidspunkt da doktor hansen efter at have aflagt sit sidste sygebesøg vendte tilbage til sit hjem

viii

skelettet

da doktor hansen trådte ind i entr n til sin lejlighed blev han modtagen af en ældre propert klædt kone med et renligt godlidende ansigt

det var den kone der besørgede husholdningen for den unge doktor

hun havde et værelse oppe i kvisttaget medens doktor hansen selv beboede hele lejligheden nedenunder

allerede så tidlig igen her doktor sagde hun geskæftig jeg havde såmænd ikke ventet dem så snart de kommer næsten bag på mig ligesom juleaften på kællingen

han så på sit ur

den er hen ad otte madam mikkelsen så det er jo altså næsten den sædvanlige tid

madam mikkelsen slog sine hænder sammen

jøses allerede hen ad otte

hvor dog tiden kan løbe for en uden man mærker det

hun modtog doktorens hat og overfrakke og hængte tøjet op på en knagerække

imidlertid vedblev hun snaksomt det er såmænd ikke fordi at de kommer mig for tidlig hjem for jeg har allerede både theen og aftensmaden færdig

såmeget desto bedre madam mikkelsen

bring det ind til mig i mit studereværelse

jøses vil dokteren drikke the og spise derinde

jeg kunne såmænd ikke synke en mundfuld mad eller nyde en dråbe the i selskab med ham

denne

hun afbrød sig selv idet hun trak på ansigtet som om hun havde set noget hæsligt

doktor hansen smilede let

ja bring de mig kun bladen derind madam mikkelsen det generer ikke mig tværtimod denne ham som de kalder ham er en af mine bedste venner

med disse ord forlod han korridoren og gik ind i et tilstødende værelse

madam mikkelsen blev stående et øjeblik så efter ham og mumlede hovedrystende gud fri mig for sådanne venner som doktoren har

og dem vil han hellere være sammen med end omgås andre skikkelige rigtige mennesker

nå ja ja hver mand sin lyst som gale ane sagde da hun slæbte sin kjole i rendestenen

men underligt er det rigtignok alligevel

hun rystede endnu engang på hovedet og gik derpå ud i køkkenet

imidlertid var doktor hansen gået ind i sit studereværelse

et eneste blik på dette røbede dets bestemmelse

det var opfyldt med bøger store og små gamle og ny der stod i de store bogreoler eller lå omkring på bordene

en mængde lægevidenskabelige apparater og instrumenter af det mest forunderlige og mystiske udseende stod rundt omkring

hist og her grinede et dødningehoved frem fra en reol eller fra et af bordene

i en krog af værelset stod der en figur i fuld menneskestørrelse

den var usynlig idet den fra top til tå var overtrukken med et let nigjennemsigtigt gevandt

dens omrids der aftegnede sig imod indhylningen lod imidlertid formode at det var et skelet

til trods for det kaos af de mest forskellige genstande og sager der fyldte værelset herskede der dog orden og properhed derinde

en orden for hvilken man måtte kunne komplimentere både den unge doktor og madam mikkelsen

doktor hansen tog plads i sofaen støttede kinden mod hånden og stirrede betænksomt frem for sig

det var måske sit sidste sygebesøg som han endnu tænkte på

nogle minutter efter blev døren åbnet og madam mikkelsen trådte ind

på en præsenterbakke bar hun doktorens aftensmad og the

hun kastede et skævt blik hen til skelettet der stod i krogen gjorde forsigtig en stor bue uden om det og satte derpå bakken på bordet foran doktoren

har der været nogen medens jeg var borte spurgte han

om der har

først var der jensens dreng fra vildersgade

han fik den medicin som doktoren havde fat frem til ham

han nikkede for at betegne at det var rigtigt

så var her marie skrøder fra smedegade

jeg gav hende som sædvanlig et stort stykke af det røde plaster

doktoren nikkede igen

endelig var her for en times tid siden ham den halvbliude gamle mand fra syndervoldstræde

han fik sine reglementerede tre kroner

det er godt

har der forresten ingen andre været her

jo så var der bud fra krogs i st pederstræde om de ikke ville fe derhen i margen formiddag

den lille er igen syg

og

lad mig se

nej andre har der ikke været her i eftermiddag

doktoren nikkede og begyndte at drikke sin the

diadam mikkelsen forlod værelset idet hun gjorde den tidligere store bue udenom den tilhyllede figur i krogen

doktoren drak theen og nød sin aftensmad

da han var færdig tog han nogle bøger ned fra en reol og begyndte at læse

det var værker der behandlede de nyeste videnskabelige erfaringer på sindssygdommenes område

ikke længe vedblev den unge doktor at studere

af og til så han op fra bøgerne og henfaldt i sine egne betragtninger

det var øjensynlig at det kostede ham umage at holde sine tanker ved det han læste

og dog var det et tilfælde af en sindssygdom der beskæftigede hans tanker

den vanvittige unge kvinde som han nylig havde set til

han lagde endelig bøgerne fra sig rejste sig fra sin plads og begyndte at spadsere op og ned ad gulvet

af og til standsede han ved den tilhyllede figur og stod længe i dybe tanker foran den

han drog under en af disse standsninger det skjulende dække til siden

der viste sig et menneskeligt skelet

en lang knoklet uhyggelig grinende benrad

doktoren lagde sin hånd ovenpå dens hjerneskal og samtidigt bevægede hans læber sig ivrigt som om hun talte enten til sig selv eller til skelettet