yemen2016/memo · Datasets at Hugging Face

text stringlengths 0 5.05k
i samme øjeblik blev der banket på døren og
madam mikkelsen trådte ind i værelset
hun kom for at tage th tøjet ud
ved synet af den afslørede benrad udstødte hun et skrig for tilbage mod døren og holdt begge hænder op foran øjnene
den unge doktor smilede svagt og melankolsk
han lod sin hånd vedblive at hvile på skelettets hjerneskal og sagde de behøver ikke at være bange madam mikkelsen
kom kun indenfor
konen spredte sine fingre lidt og så sky hen til ham
ja det kan de sagtens sige doktor
men denne hæslige

hun fuldendte ikke men samlede igen forskrækket sine fingre
hvad er de egentlig bange for madam mikkelsen
spurgte doktoren
konen så igen sky hen til ham
hvad jeg er bange for
jøsses må man ikke gå med livet i hænderne når man har sådan en

sådan en
hæslig
benrad i huset
doktoren smilede
det er dem selv de er bange for madam mikkelsen
ved disse ord tog madam mikkelsen determineret begge sine hænder bort fra ansigtet
hendes godlidende ansigt blussede i harme
mig selv
gentog hun
må jeg bede dem doktor ikke at sætte mig i lignemang med sådan en
sådan en

hun standsede som om hun ikke formåede at finde ord stærke nok til at udtrykke sin harme
doktoren lod sin hånd ligesom kærtegnende glide hen over benradens hjærneskal
ja men bedste madam mikkelsen sagde han venligt sådan sir vi alle ud i vor inderste kærne

sådan bliver vi alle
og først da er den sidste rest af ulighed forsvunden
al den tomme tant som vi mennesker opstiller under de intetsigende navne standsforskel ånds og legemsfortrin osv madam mikkelsen så på doktoren som om han kunne være det mest forhærdede uforbederlige menneske
vil de doktor som dog i alle andre henseender er så god og rar virkelig stille dem i lignemang med ham
doktoren nikkede
madam mikkelsen rystede på hovedet og vedblev en forbryder det siger de jo jelv der har ombragt sit eget barn
føj
hun spyttede i sin harme og indignation ad benraden
doktoren så mildt næsten kærligt på den som om han derved ville holde den skadesløs for konens hårde ord
en forbryder gentog han blidt ja således er det jo at samfundet benævner det
jeg ville foretrække at kalde ulykkelige mennesker som han og hans for sindssyge
vanvittige
madam mikkelsen slog sine hænder sammen
nej må vi nu være her doktor
jeg kender en kone hvis søn er idiot men han er dog ingen forbryder
han har ikke som han der spist sit eget barn
i sin harme forhøjede madam mikkelsen benradens synderegister
doktoren så eftertænksomt på skelettet og lige så meget til sig selv som til diadam mikkelsen sagde han langsomt enhver sindssyg er ikke en forbryder lige så lidt som ethvert dyr er en tiger
men jeg er tilbøjlig til at tro at enhver forbryder er en slags sindssyg
at forbrydelsen når man studere den i dens inderste kærne er en særegen form af vanvid
madam mikkelsen rystede flere gange hurtig på sit bekappede hovede
nej doktor det får de hverken mig eller noget andet menneske i det hele
taget til at tro og det forundrer mig og alle som høre det at de kan være så venskabelig mod ham der
de har nævnet det rette navn han der som de siger er i virkeligheden min ven
måske min bedste og eneste ven
med hængende underlæbe gabende mund og opspærrede øjne stirrede konen på doktoren som om han kunne være et i enhver hensende fortabt menneske
doktor hansen smilede sørgmodigt
ja vedblev han han er min ven thi han er mig en ubønhørlig påmindelse om hvor forgængelig og forfængelig al menneskelig højhed og storhed er
han minder mig om min egen svaghed og skrøbelighed og afværger derved at hovmod eller uret mod andre endogså de ringeste klæber sig ved mig
han minder mig endelig om hvad jeg selv hvad de kort sagt hvad vi alle uden
undtagelse er når den bliver taget bort den sky af tant og tomhed og flitter hvori vi indhyller os
han lod efter sine ord dækket atter falde til for benraden
madam mikkelsen benyttede øjeblikket og snappede thetøjet af bordet
er der mere i aften som doktoren ønsker
spurgte hun
nej madam mikkelsen de kan for mig gå op til dem selv når de vil det
kongen ønskede ham godnat og forlod stuen med et sidste skævt blik til den tilslørede benrad
ix
et sildigt besøg
efter at madam mikkelsen havde bortfjæernet sig tog doktor hansen igen fat på sine bøger
der syntes at være kommen mere ro over ham hans tanker syntes at være mere samlede og koncentrerede
det var som om samtalen med madam mikkelsen havde spredt noget af den uro der tidligere fyldte ham
og den melankoli det sørgmod der ellers plejede at hvile over hans smukke ansigtstræk forsvandt næsten

det var som om han glemte sig selv som om han helt og udelt hengav sig selv til sine studier
han var nu ikke mere menneske med subjektive følelser og stemninger han var i dette øjeblik kun en forskende objektiv videnskabsmand
der forløb næsten et par timer
klokken var bleven over ti
madam mikkelsen havde efter at have ordnet køkkenet for over en time siden forladt lejligheden og begivet sig op til sig selv på kvisten
doktor hansen vedblev uafbrudt at studere
han læste i sine bøger brugte sine dokforapparater og eksperimenterede med døde dyr og medicinske præparater der stod hist og her i værelset
undertiden gik han ind i det tilstødende værelse
det var et lille men fuldstændig kemisk laboratorium med et ildsted smeltedigler kemiske stoffer og glas og apparater i de mest forskellige og for den uindviede mest forunderlige former
larmen og støjen fra gaden blev efterhånden mindre og mindre nattens stilhed og ro begyndte at afløse dagens travle færden
med et hævede doktoren sit hoveds og så op fra den bog hvori han netop læste
hans ansigt fik et lyttende udtryk
det forekom ham at han havde hørt det ringe på dørklokken
det forekom ham således men han var ikke vis derpå få svag havde lyden været
i næsten et minnt vedblev han at lytte for at høre om ringningen ikke ville blive gentaget
men det skete ikke
den unge doktor var allerede enig med sig selv om at han måtte have hørt fejl at det måske var lyden fra en af de andre klokker i huset der havde nået hans øre han var allerede i begreb med af fortsætte sin afbrudte læsning da der blev ringet igen
hvilken forunderlig frygtsom og famlende svag og næsten uhørlig ringen
men alligevel havde han denne gang ikke hørt fejl det var på hans egen dørklokke der blev ringet
doktoren rejste sig
han så slet ikke ærgerlig ud over af blive forstyrret i sine studier thi det kunne jo være af det var en patient der trængte til hurtig hjælp eller et bud fra en farlig syg
han tændte hurtig et lys og gik ud i korridoren hen imod gangdøren

i samme øjeblik blev der banket på døren og

madam mikkelsen trådte ind i værelset

hun kom for at tage th tøjet ud

ved synet af den afslørede benrad udstødte hun et skrig for tilbage mod døren og holdt begge hænder op foran øjnene

den unge doktor smilede svagt og melankolsk

han lod sin hånd vedblive at hvile på skelettets hjerneskal og sagde de behøver ikke at være bange madam mikkelsen

kom kun indenfor

konen spredte sine fingre lidt og så sky hen til ham

ja det kan de sagtens sige doktor

men denne hæslige

hun fuldendte ikke men samlede igen forskrækket sine fingre

hvad er de egentlig bange for madam mikkelsen

spurgte doktoren

konen så igen sky hen til ham

hvad jeg er bange for

jøsses må man ikke gå med livet i hænderne når man har sådan en

sådan en

hæslig

benrad i huset

doktoren smilede

det er dem selv de er bange for madam mikkelsen

ved disse ord tog madam mikkelsen determineret begge sine hænder bort fra ansigtet

hendes godlidende ansigt blussede i harme

mig selv

gentog hun

må jeg bede dem doktor ikke at sætte mig i lignemang med sådan en

sådan en

hun standsede som om hun ikke formåede at finde ord stærke nok til at udtrykke sin harme

doktoren lod sin hånd ligesom kærtegnende glide hen over benradens hjærneskal

ja men bedste madam mikkelsen sagde han venligt sådan sir vi alle ud i vor inderste kærne

sådan bliver vi alle

og først da er den sidste rest af ulighed forsvunden

al den tomme tant som vi mennesker opstiller under de intetsigende navne standsforskel ånds og legemsfortrin osv madam mikkelsen så på doktoren som om han kunne være det mest forhærdede uforbederlige menneske

vil de doktor som dog i alle andre henseender er så god og rar virkelig stille dem i lignemang med ham

doktoren nikkede

madam mikkelsen rystede på hovedet og vedblev en forbryder det siger de jo jelv der har ombragt sit eget barn

føj

hun spyttede i sin harme og indignation ad benraden

doktoren så mildt næsten kærligt på den som om han derved ville holde den skadesløs for konens hårde ord

en forbryder gentog han blidt ja således er det jo at samfundet benævner det

jeg ville foretrække at kalde ulykkelige mennesker som han og hans for sindssyge

vanvittige

madam mikkelsen slog sine hænder sammen

nej må vi nu være her doktor

jeg kender en kone hvis søn er idiot men han er dog ingen forbryder

han har ikke som han der spist sit eget barn

i sin harme forhøjede madam mikkelsen benradens synderegister

doktoren så eftertænksomt på skelettet og lige så meget til sig selv som til diadam mikkelsen sagde han langsomt enhver sindssyg er ikke en forbryder lige så lidt som ethvert dyr er en tiger

men jeg er tilbøjlig til at tro at enhver forbryder er en slags sindssyg

at forbrydelsen når man studere den i dens inderste kærne er en særegen form af vanvid

madam mikkelsen rystede flere gange hurtig på sit bekappede hovede

nej doktor det får de hverken mig eller noget andet menneske i det hele

taget til at tro og det forundrer mig og alle som høre det at de kan være så venskabelig mod ham der

de har nævnet det rette navn han der som de siger er i virkeligheden min ven

måske min bedste og eneste ven

med hængende underlæbe gabende mund og opspærrede øjne stirrede konen på doktoren som om han kunne være et i enhver hensende fortabt menneske

doktor hansen smilede sørgmodigt

ja vedblev han han er min ven thi han er mig en ubønhørlig påmindelse om hvor forgængelig og forfængelig al menneskelig højhed og storhed er

han minder mig om min egen svaghed og skrøbelighed og afværger derved at hovmod eller uret mod andre endogså de ringeste klæber sig ved mig

han minder mig endelig om hvad jeg selv hvad de kort sagt hvad vi alle uden

undtagelse er når den bliver taget bort den sky af tant og tomhed og flitter hvori vi indhyller os

han lod efter sine ord dækket atter falde til for benraden

madam mikkelsen benyttede øjeblikket og snappede thetøjet af bordet

er der mere i aften som doktoren ønsker

spurgte hun

nej madam mikkelsen de kan for mig gå op til dem selv når de vil det

kongen ønskede ham godnat og forlod stuen med et sidste skævt blik til den tilslørede benrad

ix

et sildigt besøg

efter at madam mikkelsen havde bortfjæernet sig tog doktor hansen igen fat på sine bøger

der syntes at være kommen mere ro over ham hans tanker syntes at være mere samlede og koncentrerede

det var som om samtalen med madam mikkelsen havde spredt noget af den uro der tidligere fyldte ham

og den melankoli det sørgmod der ellers plejede at hvile over hans smukke ansigtstræk forsvandt næsten

det var som om han glemte sig selv som om han helt og udelt hengav sig selv til sine studier

han var nu ikke mere menneske med subjektive følelser og stemninger han var i dette øjeblik kun en forskende objektiv videnskabsmand

der forløb næsten et par timer

klokken var bleven over ti

madam mikkelsen havde efter at have ordnet køkkenet for over en time siden forladt lejligheden og begivet sig op til sig selv på kvisten

doktor hansen vedblev uafbrudt at studere

han læste i sine bøger brugte sine dokforapparater og eksperimenterede med døde dyr og medicinske præparater der stod hist og her i værelset

undertiden gik han ind i det tilstødende værelse

det var et lille men fuldstændig kemisk laboratorium med et ildsted smeltedigler kemiske stoffer og glas og apparater i de mest forskellige og for den uindviede mest forunderlige former

larmen og støjen fra gaden blev efterhånden mindre og mindre nattens stilhed og ro begyndte at afløse dagens travle færden

med et hævede doktoren sit hoveds og så op fra den bog hvori han netop læste

hans ansigt fik et lyttende udtryk

det forekom ham at han havde hørt det ringe på dørklokken

det forekom ham således men han var ikke vis derpå få svag havde lyden været

i næsten et minnt vedblev han at lytte for at høre om ringningen ikke ville blive gentaget

men det skete ikke

den unge doktor var allerede enig med sig selv om at han måtte have hørt fejl at det måske var lyden fra en af de andre klokker i huset der havde nået hans øre han var allerede i begreb med af fortsætte sin afbrudte læsning da der blev ringet igen

hvilken forunderlig frygtsom og famlende svag og næsten uhørlig ringen

men alligevel havde han denne gang ikke hørt fejl det var på hans egen dørklokke der blev ringet

doktoren rejste sig

han så slet ikke ærgerlig ud over af blive forstyrret i sine studier thi det kunne jo være af det var en patient der trængte til hurtig hjælp eller et bud fra en farlig syg

han tændte hurtig et lys og gik ud i korridoren hen imod gangdøren