yemen2016/memo · Datasets at Hugging Face

text stringlengths 0 5.05k
han åbnede den og hævede for bedre af se lyset der uroligt flagrede for vinden
i de første øjeblikke så han ingen trappegangen syntes af være tom
dieu så fik doktoren øje på den der havde ringet
det var en lille ussel og pjaltet klædt barneskikkelse
sammenkrøben rystende på en gang af kulde og frygt sad den på det nederste trin af den trappe der førte op i huset
ansigtet var så godt som ikke til at se thi det var indhyllet i et stort smudsigt og snavset tørklæde der skjulte næsten hele hovedet
men endelig opdagede doktor hansen etparbarneøjne der med et på en gang bedende frygtsomt og dog næsten skalkagtigt blik ufravendt så op på ham
den unge doktor gjorde uvilkårlig et skridt tilbage som om han ikke ville tro sine egne øjne
han åbnede sine læber og nævnte forundret et navn
det var navnet adam
barnet rejste sig op
dets ansigt blev derved mere synligt
det var i virkeligheden adam den samme syge lille adam som vi om eftermiddagen har set ligge på stråsækken hosmor sørensen
han så halv frygtsomt halvt tillidsfuldt op på doktoren og sagde barnligt doktor ikke vred på adam
vred gentog den unge doktor hansen i sin venligste tone hvorfor skulle jeg være det men kom indenfor lille ven du ryster jo af kulde
han tog barnet ved hånden og førte ham nied sig ind
ester at gangdøren igen var bleven aflåset gik doktoren stadig med ørengen ved hånden ind i sit studereværelse
adam skuttede sig ligesom i følelse af velvære ved den behagelige varme og luft der mødte ham
doktoren slap hans hånd medens han satte lyset fra sig på et bord
derpå vendte han sig om mod drengen der opmærksomt havde fulgt alle hans bevægelser
nå urin lille ven spurgte han idet han venligt og opmuntrende klappede ham på skulderen
hvad skylder jeg så æren af dit besøg erfar måske bleven syg
adam rystede på hovedet
ellermor da
adam rystede igen
heller ikke
er det da bleven værre med det lille hovede som kakkelovnen var så skem ved i formiddags
adanr rystede stærkere på sin indbundne forstandsbeholder
doktor hansen betragtede ham opmærksomt
han tog begge drengens små hænder hvor var de ikke magre og kolde inden i sin og sagde om muligt endnu mere opmuntrende end før men hvad er der på færde lille adam
sig kun frit hvad vi har på hjertet
drengen åbnede tøvende munden som om han ville sige noget men han lukkede den igen hurtigt til
en gysning som af et ildebefindende for samtidig hen over ham
doktoren der imidlertid havde studeret ham bemærkede det
vi besinder os nok slet ikke vel sagde han idet han rullede adams kolde hænder inden i sin egen bløde varme hånd vi fryser og der er måske andre ting i vejen men det skal vi snart få rådet bod på og så kan vi jo altid få at vide hvorfor du kommer og besøger mig ikke sandt
han tog drengen i sine arme og satte ham op i en blød varm og magelig lænestol
den var så rummelig at den optog den lille fyrs hele krop ikke engang fødderne nåde udenfor
imidlertid vedblev doktoren lad os da først sørge for at få kulden ud og varmen ind i kroppen nu skal du se nu skifte vi tøj i en to tre
han begyndte at klæde drengen af
adam sagde ikke et ord han lod doktoren råde og så kun tillidsfuld og glad på ham
afklædningen var af gode grunde snart besørget
imedens den unge doktor udførte den rystede han af og til på hovedet og mumlede ganske sagte hm så godt som barfodet en kold nat i mgjmåned et par tyndslidte uldsokker der ikke er stort andet end lutter huller både som strømper og støvler formodentlig bukser af navn men ikke af gavn bluse har engang i længst forsvundne tider været det men ils sont passos oos jour sto toto hm undertøj
luksus mon dette skal være en skjorte
han kastede sir itureven smudsig linnedklud ned på gulvet
drengen sad nu nøgen i lænestolen
han frøs imidlertid ikke en smule mere end da han havde sit tøj på thi det var som doktoren havde bemærket ved sig selv kun klæder af navn næn ikke af gavn
forøvrigt fik han heller ikke tid til at fryse thi den unge doktor gik hurtig ind i sit soveværelse og kom straks efter tilbage med en af sine egne skjorter og et stort uldent tæppe
han iførte drengen skjorten der selvfølgelig var adskillige gange for stor og omfangsrig til ham men han sørgede for at den ikke kan til at genere ham
derefter pakkede han ham ind i tæppet således at kun det tilbund ne lille barneansigt ragede frem af det
se så sagde doktoren idet han betragtede adam hvis blege kinder begyndte at få farve ved den behagelige varme hvori han nu befandt sig s så nu skal vi snart få varme i den lille krop
men lad os engang se hvordan det har sig med hovedet
det er jo dog på en måde hovedsagen
han smilede venligt

drengen besvarede det med et klart tillidsfuldt blik og derpå begyndte den unge doktor læmpeligt og forsigtigt at aftage det smudsige tørklæde der indhyllede adams hovede
hm sagde doktor hansen vi har nok ingen badevand fået på endnu
ja ja vi kan også nok hjælpe os uden det
det ser jo slet ikke så jsiemt ud
det skal vi snart få bugt med
han vaskede let sårene i adams hovede med lunkent vand
derpå fremtog han af et skab en flaske med en klar vædste gød noget af indholdet ud over et lommetørklæde og bandt sluttelig dette omkring drengens hovede
det syntes at forfriske og lette
adams ansigt lyste næsten af velbefindende og tilfredshed
med en glæde son han ikke lagde skjul på bæmærkede den unge doktor det
han bankede fortrolig adam på skulderen og sagde og nu lillefar skulle vi nok blot sørge for maven
den skal da ikke vare stedbarn
en kop varmt og en smule mad var vel ikke af vejen
vel
adams strålende blik sagde tydeligere end ord hvor gerne han modtog tilbudet
doktor hansen nikkede ad ham og gik derpå ind i det lille laboratorium
straks efter kunne man høre ham pusle derinde ved ildstedet samt rasle med kopper glas og skeer
adam der i den store lænestol omtrent tog sig ud som et lille svøbelsebarn af hvem kun hovedet jer synlig lyttede først efter doktorens bevægelse i laboratoriet derpå tog han sig for at betragte sine omgivelser
han betragtede først sig selv og befølte skjorten og det uldne tæppe med en forsigtighed som om hans små fingre var i stand til at beskadige det
så lod han sine blike løbe rundt i værelset
det var som om han var kommen ind i en hel ny verden
med store forundrede øjne så han på reolerne bøgerne flaskerne glassene og de mystiske doktorinstrumenter og kirurgiske apparater
han betragtede nysgærrigt og opmærksomt men uden frygt de dødningehoveder der hist og her grinede ned fra reolerne samt de mange dyr og lemmer af dyr der var sat i spiritus og som var plaseret på hylder og borde omkring i værelset
af og til så han nysgærrigt hen på den tilhyllede benrad
det var som om han gættede hvad der stod bagved det skjulende dække og som om han ønskede at dette ville falde for at han kunne overbevise sig om at hans gisning var rigtig
den opdagelsesrejse som adam lod sine øjne gøre i værelset blev afbrudt derved at doktor hansen trådte ud fra laboratoriet
på en bakke bar han en kop der dampede lystigt og udsendte en liflig fin og behagelig duft
nu var det adams næseboer der blev større

de udspilede sig og med velbehag indåndede han duften
doktoren flyttede et lille bord hen ved siden af lænestolen og satte bakken på det
derpå fremtog han af et skab brød smør og ost samt nogle stykker store læekkre wienerbrød
adam bevægede læberne alene ved synet
doktoren smurte hurtig nogle stykker mad og satte dem tillige med wienerbrødet hen til drengen
se så min lille ven sagde han smilende spis og drik nu så meget som maven kan rumme
så er vi måske bagefter i stand til at fortælle hvorfor vi er kommen at besøge doktoren
adam lod sig ikke bede to gange
han takkede først doktoren med et talende blik og derpå tog han for sig af netterne
hvor det smagte ham
en sådan the en sådan herlig drik havde adam aldrig før kendt
ja han havde ikke engang haft en anelse om at der kunne eksistere noget så behagelig varmende lifligt og styrkende
og sådanne lækre vienerbrød sådanne dejlige stykker mad det var herreretter som drengen hidtil kun kendte af navn
det var et sandt festmåltid
doktor hansen tændte imidlertid fin lange pibe og tog plads i nærheden af adam
med en fornøjelse der afspejlede sig i enhver af hans miner så han på det spisende og drikkende barn
og det var også en fornøjelse at se drengens glæde at se hvor friske og blussende hans kinder blev hvilket spillende liv der kom i hans øjne

han åbnede den og hævede for bedre af se lyset der uroligt flagrede for vinden

i de første øjeblikke så han ingen trappegangen syntes af være tom

dieu så fik doktoren øje på den der havde ringet

det var en lille ussel og pjaltet klædt barneskikkelse

sammenkrøben rystende på en gang af kulde og frygt sad den på det nederste trin af den trappe der førte op i huset

ansigtet var så godt som ikke til at se thi det var indhyllet i et stort smudsigt og snavset tørklæde der skjulte næsten hele hovedet

men endelig opdagede doktor hansen etparbarneøjne der med et på en gang bedende frygtsomt og dog næsten skalkagtigt blik ufravendt så op på ham

den unge doktor gjorde uvilkårlig et skridt tilbage som om han ikke ville tro sine egne øjne

han åbnede sine læber og nævnte forundret et navn

det var navnet adam

barnet rejste sig op

dets ansigt blev derved mere synligt

det var i virkeligheden adam den samme syge lille adam som vi om eftermiddagen har set ligge på stråsækken hosmor sørensen

han så halv frygtsomt halvt tillidsfuldt op på doktoren og sagde barnligt doktor ikke vred på adam

vred gentog den unge doktor hansen i sin venligste tone hvorfor skulle jeg være det men kom indenfor lille ven du ryster jo af kulde

han tog barnet ved hånden og førte ham nied sig ind

ester at gangdøren igen var bleven aflåset gik doktoren stadig med ørengen ved hånden ind i sit studereværelse

adam skuttede sig ligesom i følelse af velvære ved den behagelige varme og luft der mødte ham

doktoren slap hans hånd medens han satte lyset fra sig på et bord

derpå vendte han sig om mod drengen der opmærksomt havde fulgt alle hans bevægelser

nå urin lille ven spurgte han idet han venligt og opmuntrende klappede ham på skulderen

hvad skylder jeg så æren af dit besøg erfar måske bleven syg

adam rystede på hovedet

ellermor da

adam rystede igen

heller ikke

er det da bleven værre med det lille hovede som kakkelovnen var så skem ved i formiddags

adanr rystede stærkere på sin indbundne forstandsbeholder

doktor hansen betragtede ham opmærksomt

han tog begge drengens små hænder hvor var de ikke magre og kolde inden i sin og sagde om muligt endnu mere opmuntrende end før men hvad er der på færde lille adam

sig kun frit hvad vi har på hjertet

drengen åbnede tøvende munden som om han ville sige noget men han lukkede den igen hurtigt til

en gysning som af et ildebefindende for samtidig hen over ham

doktoren der imidlertid havde studeret ham bemærkede det

vi besinder os nok slet ikke vel sagde han idet han rullede adams kolde hænder inden i sin egen bløde varme hånd vi fryser og der er måske andre ting i vejen men det skal vi snart få rådet bod på og så kan vi jo altid få at vide hvorfor du kommer og besøger mig ikke sandt

han tog drengen i sine arme og satte ham op i en blød varm og magelig lænestol

den var så rummelig at den optog den lille fyrs hele krop ikke engang fødderne nåde udenfor

imidlertid vedblev doktoren lad os da først sørge for at få kulden ud og varmen ind i kroppen nu skal du se nu skifte vi tøj i en to tre

han begyndte at klæde drengen af

adam sagde ikke et ord han lod doktoren råde og så kun tillidsfuld og glad på ham

afklædningen var af gode grunde snart besørget

imedens den unge doktor udførte den rystede han af og til på hovedet og mumlede ganske sagte hm så godt som barfodet en kold nat i mgjmåned et par tyndslidte uldsokker der ikke er stort andet end lutter huller både som strømper og støvler formodentlig bukser af navn men ikke af gavn bluse har engang i længst forsvundne tider været det men ils sont passos oos jour sto toto hm undertøj

luksus mon dette skal være en skjorte

han kastede sir itureven smudsig linnedklud ned på gulvet

drengen sad nu nøgen i lænestolen

han frøs imidlertid ikke en smule mere end da han havde sit tøj på thi det var som doktoren havde bemærket ved sig selv kun klæder af navn næn ikke af gavn

forøvrigt fik han heller ikke tid til at fryse thi den unge doktor gik hurtig ind i sit soveværelse og kom straks efter tilbage med en af sine egne skjorter og et stort uldent tæppe

han iførte drengen skjorten der selvfølgelig var adskillige gange for stor og omfangsrig til ham men han sørgede for at den ikke kan til at genere ham

derefter pakkede han ham ind i tæppet således at kun det tilbund ne lille barneansigt ragede frem af det

se så sagde doktoren idet han betragtede adam hvis blege kinder begyndte at få farve ved den behagelige varme hvori han nu befandt sig s så nu skal vi snart få varme i den lille krop

men lad os engang se hvordan det har sig med hovedet

det er jo dog på en måde hovedsagen

han smilede venligt

drengen besvarede det med et klart tillidsfuldt blik og derpå begyndte den unge doktor læmpeligt og forsigtigt at aftage det smudsige tørklæde der indhyllede adams hovede

hm sagde doktor hansen vi har nok ingen badevand fået på endnu

ja ja vi kan også nok hjælpe os uden det

det ser jo slet ikke så jsiemt ud

det skal vi snart få bugt med

han vaskede let sårene i adams hovede med lunkent vand

derpå fremtog han af et skab en flaske med en klar vædste gød noget af indholdet ud over et lommetørklæde og bandt sluttelig dette omkring drengens hovede

det syntes at forfriske og lette

adams ansigt lyste næsten af velbefindende og tilfredshed

med en glæde son han ikke lagde skjul på bæmærkede den unge doktor det

han bankede fortrolig adam på skulderen og sagde og nu lillefar skulle vi nok blot sørge for maven

den skal da ikke vare stedbarn

en kop varmt og en smule mad var vel ikke af vejen

vel

adams strålende blik sagde tydeligere end ord hvor gerne han modtog tilbudet

doktor hansen nikkede ad ham og gik derpå ind i det lille laboratorium

straks efter kunne man høre ham pusle derinde ved ildstedet samt rasle med kopper glas og skeer

adam der i den store lænestol omtrent tog sig ud som et lille svøbelsebarn af hvem kun hovedet jer synlig lyttede først efter doktorens bevægelse i laboratoriet derpå tog han sig for at betragte sine omgivelser

han betragtede først sig selv og befølte skjorten og det uldne tæppe med en forsigtighed som om hans små fingre var i stand til at beskadige det

så lod han sine blike løbe rundt i værelset

det var som om han var kommen ind i en hel ny verden

med store forundrede øjne så han på reolerne bøgerne flaskerne glassene og de mystiske doktorinstrumenter og kirurgiske apparater

han betragtede nysgærrigt og opmærksomt men uden frygt de dødningehoveder der hist og her grinede ned fra reolerne samt de mange dyr og lemmer af dyr der var sat i spiritus og som var plaseret på hylder og borde omkring i værelset

af og til så han nysgærrigt hen på den tilhyllede benrad

det var som om han gættede hvad der stod bagved det skjulende dække og som om han ønskede at dette ville falde for at han kunne overbevise sig om at hans gisning var rigtig

den opdagelsesrejse som adam lod sine øjne gøre i værelset blev afbrudt derved at doktor hansen trådte ud fra laboratoriet

på en bakke bar han en kop der dampede lystigt og udsendte en liflig fin og behagelig duft

nu var det adams næseboer der blev større

de udspilede sig og med velbehag indåndede han duften

doktoren flyttede et lille bord hen ved siden af lænestolen og satte bakken på det

derpå fremtog han af et skab brød smør og ost samt nogle stykker store læekkre wienerbrød

adam bevægede læberne alene ved synet

doktoren smurte hurtig nogle stykker mad og satte dem tillige med wienerbrødet hen til drengen

se så min lille ven sagde han smilende spis og drik nu så meget som maven kan rumme

så er vi måske bagefter i stand til at fortælle hvorfor vi er kommen at besøge doktoren

adam lod sig ikke bede to gange

han takkede først doktoren med et talende blik og derpå tog han for sig af netterne

hvor det smagte ham

en sådan the en sådan herlig drik havde adam aldrig før kendt

ja han havde ikke engang haft en anelse om at der kunne eksistere noget så behagelig varmende lifligt og styrkende

og sådanne lækre vienerbrød sådanne dejlige stykker mad det var herreretter som drengen hidtil kun kendte af navn

det var et sandt festmåltid

doktor hansen tændte imidlertid fin lange pibe og tog plads i nærheden af adam

med en fornøjelse der afspejlede sig i enhver af hans miner så han på det spisende og drikkende barn

og det var også en fornøjelse at se drengens glæde at se hvor friske og blussende hans kinder blev hvilket spillende liv der kom i hans øjne