yemen2016/memo · Datasets at Hugging Face

text stringlengths 0 5.05k
gribe en stor kniv
en lang blinkende kniv
mo er sørensens brødkniv
svinge den overfar sørensens hovede
og

han standsede som om han ikke formåede at fortælle videre
den unge doktor gøs uvilkårlig

drengens fortælling var så livlig og ansku lig at det næsten var for doktor hansen som om han selv havde været øjevidne til det uhyggelige optrin
adam fattede sig og som om han ville skynde sig med at blive færdig med sin sørgelige fortælling vedblev han hurtigt adam aldrig før i sit liv været så bange

han ikke vide hvad han gøre med sig selv
men han krybe op fra stråsækken
ingen se ham mor sørensen støde den blinkende kniv gennem luften
adam lukke øjnene af skræk
løbe ud af døren
ingen høre eller se det
ned ad trapperne
hen ad gaden
løbe så stærkt som ommor sørensens kniv ramme ham
ikke vide hvorhen
løbe

løbe
løbe
gode dokkors hus
op ad trapperne
ringe på
adam så træt og forpustet at han næsten falde om
gode doktor ikke vred
ørengen sluttede sin fortælling med et bønlig blik på den unge doktor
han lagde kærtegnende sin hånd på adams skulder og sagde blidt vred på dig stakkels lille
tvertimod jeg er glad fordi du er kommen til mig
et lykkeligt smil viste sig på drengens magre ansigt
å gode doktor ikke vred på adam ikke jage adam bort igen blive hos doktor aldrig mere forlade ham
med en glad tillidsfuld mine så han på doktor hansen
denne følte sig uvilkårlig rørt og bevæget overden tillid og fortrøstning der blev sat til ham
i nogle øjeblikke så han betænksom hen for sig
han overvejede hvad der fremtidig var at gøre for barnet
derpå sagde han idet han fortrolig bankede adam i ryggen det er rigtignok en slem historie lille mand men den kan vel nok ændres og i ethvert tilfælde skal jeg forebygge enlgjentagelse af den
foreløbig bliver du her hos mig og det har du måske ikke noget imod vel
han så med et lystigt spøgende smil på adam
dennes strålende ansigt de små hænder der med et jublende klap mødtes i luften gav tilstrækkeligt svar på spørgsmålet
det kunne jeg nok tænke
så skal jeg i morgen tale lidt nærmere medmor ogfar sørensen om hvad vi i fremtiden skal gøre ved dig
adams ansigt blev pludselig overtrukkent og forstrækket ved disse ord
å nej nej sagde han bønligt doktor ikke sige ao er sørensen hvor adam nu være hun så komme og slå lille adam ihjel
så slem er hun vel heller ikke svarede den unge doktor med et melankolsk smil
men i ethvert tilfælde må vi dog underrettemor ogfar sørensen om din eksistents for de er jo dog dine forældre
han blev ved disse ord afbrudt ved at adam pludselig rykkede ham i frakkeærmet
forundret så hun på drengen
hans ansigt havde et bestemt udtryk han rystede flere gange på hovedet og gentog hurtig nej nej
far ogmor sørensen ikke adams forældre ikke adams forældre
overrasket så doktoren på adam
det havde han aldrig hørt før men udtrykket i ørengens ansigt var så bestemt at man ikke kunne tage fejl af at han måtte have grunde for sine ord
ikke adams forældre gentog doktoren nu passiarer den lille adam nok hen i vejret
adam rystede igen på hovedet
nej nej ganske sandt adam fortæller den gode doktor det
han standsede og lod sine øjne løbe forskende rundt i stuen som om han ville overbevise sig om at der ingen var tilstede der kunne høre hans ord
derpå vedblev han idet han på en hemmelighedsfuld måde sænkede stemmen adam vide det afmor ogfar sørensen selv de tale så hviskende om det når de tro adam falden i søvn
men adam ikke sove gode øren høre hvad de hviske om
han standsede et øjeblik og så med sine spillende kloge øjne på doktoren som for at overtyde sig om hvad denne mente om indledningen til hans fortælling
doktor hansen vidste at adam var et klogt barn og i den måde hvorpå han nu motiverede hvorledes han var kommen til sin hemmelighed lå dog ikke noget usandsynligt
opmuntrende sagde han hvad var det så sommor sørensen og hendes mand hviskedee om og som den lille potte adam har opsnappet med sine lange øren
i sin tidligere dæmpede og hemmeligsfulde tone tog drengen til orde
de hviske om en gammel rig knark der for seks eller syv år siden en aften bringe den lille adam til fa er ogmor sørensen
de få penge for at tage ham mange penge
fem hundrede daler
han slandfede og så triumferende på doktoren som om han ville sige der kan du selv høre
jeg er ikke så dum jeg v d god besked
doktor hansen så tankefuld frem for sig
han måtte indrømme at drengens ord lød meget troværdige og sandsynlige
adam lignede hverkenmor sørensen eller hendes mand og det var jo en hverdagsbegivenhed at folk af deres klasse drevet af øjeblikkets nød og trang antog sig fremmede for det meste uægte børn
og spurgte han hvem var denne gamle rige knark som du kaldte ham
drengen rystede på hovedet
adam ikke vide det mor sørensen og fa er sørensen heller ikke vide det aldrig set ham før eller sidenden aften menmor sørensen vred fordifar sørensen lade gamle rige knark blive borte for sig
far sørensen skulle følge efter ham og få hans
navn og bolig at vide de fem hundrede daler brugte men gamle rige knark betale flere penge sigemor sørensen nårfar sørensen ikke været så dum
hun ville prygle ham for det adam standsede han havde øjensynlig ikke mere at fortælle
der indtrådte nogle øjeblikkes tavshed en hver af de to violvis er var optaget af sine egne tanker og betragtninger
adam brød først tavsheden
idet han øjensynlig forfulgte den tanketråd der havde beskæftiget ham sagde han men så være helene den stakkels gode helene ikke lille adams søster
drengens stemme lød bedrøvet det resultat han var kommen til i sine betragtninger smertede ham øjensynlig
de sidste ord som adam fremførte navnet helene gav doktor hansens tanker en ny retning
du holder nok meget af helene
spurgte han
et kærligt smil bredte sig ud over adams træk
helene så god hun aldrig skænde på eller slå lille adam altid bringe ham mad at spise og ting at lege med adam holde så meget af stakkels helene
ja men helene er jo ikke god pige mo sine forældre de har jo måttet jage hende bort
drengens lille ansigt blev vredt og truende
det ikke helenes skyld hun altid god og kærlig
mor sørensen slem hun altid lyve om helene og ond mod hende
doktor hansen så studsende på drengen
der lå en umistænkelig sandhed og bestemthed i adams ord
af børns mund er det jo at man ifølge ordsproget hører sandheden
skulle denne lille barnemund lære ham hvor letsindig han havde fordømt hvor
uretfærdig streng og hård han havde været mod en uskyldig
hvor glad blev han ikke ved den udsigt som adams sidste ord åbnede ham
hvor gerne ville han ikke gøre sin uret god igen bede om tilgivelse for den

gribe en stor kniv

en lang blinkende kniv

mo er sørensens brødkniv

svinge den overfar sørensens hovede

og

han standsede som om han ikke formåede at fortælle videre

den unge doktor gøs uvilkårlig

drengens fortælling var så livlig og ansku lig at det næsten var for doktor hansen som om han selv havde været øjevidne til det uhyggelige optrin

adam fattede sig og som om han ville skynde sig med at blive færdig med sin sørgelige fortælling vedblev han hurtigt adam aldrig før i sit liv været så bange

han ikke vide hvad han gøre med sig selv

men han krybe op fra stråsækken

ingen se ham mor sørensen støde den blinkende kniv gennem luften

adam lukke øjnene af skræk

løbe ud af døren

ingen høre eller se det

ned ad trapperne

hen ad gaden

løbe så stærkt som ommor sørensens kniv ramme ham

ikke vide hvorhen

løbe

gode dokkors hus

op ad trapperne

ringe på

adam så træt og forpustet at han næsten falde om

gode doktor ikke vred

ørengen sluttede sin fortælling med et bønlig blik på den unge doktor

han lagde kærtegnende sin hånd på adams skulder og sagde blidt vred på dig stakkels lille

tvertimod jeg er glad fordi du er kommen til mig

et lykkeligt smil viste sig på drengens magre ansigt

å gode doktor ikke vred på adam ikke jage adam bort igen blive hos doktor aldrig mere forlade ham

med en glad tillidsfuld mine så han på doktor hansen

denne følte sig uvilkårlig rørt og bevæget overden tillid og fortrøstning der blev sat til ham

i nogle øjeblikke så han betænksom hen for sig

han overvejede hvad der fremtidig var at gøre for barnet

derpå sagde han idet han fortrolig bankede adam i ryggen det er rigtignok en slem historie lille mand men den kan vel nok ændres og i ethvert tilfælde skal jeg forebygge enlgjentagelse af den

foreløbig bliver du her hos mig og det har du måske ikke noget imod vel

han så med et lystigt spøgende smil på adam

dennes strålende ansigt de små hænder der med et jublende klap mødtes i luften gav tilstrækkeligt svar på spørgsmålet

det kunne jeg nok tænke

så skal jeg i morgen tale lidt nærmere medmor ogfar sørensen om hvad vi i fremtiden skal gøre ved dig

adams ansigt blev pludselig overtrukkent og forstrækket ved disse ord

å nej nej sagde han bønligt doktor ikke sige ao er sørensen hvor adam nu være hun så komme og slå lille adam ihjel

så slem er hun vel heller ikke svarede den unge doktor med et melankolsk smil

men i ethvert tilfælde må vi dog underrettemor ogfar sørensen om din eksistents for de er jo dog dine forældre

han blev ved disse ord afbrudt ved at adam pludselig rykkede ham i frakkeærmet

forundret så hun på drengen

hans ansigt havde et bestemt udtryk han rystede flere gange på hovedet og gentog hurtig nej nej

far ogmor sørensen ikke adams forældre ikke adams forældre

overrasket så doktoren på adam

det havde han aldrig hørt før men udtrykket i ørengens ansigt var så bestemt at man ikke kunne tage fejl af at han måtte have grunde for sine ord

ikke adams forældre gentog doktoren nu passiarer den lille adam nok hen i vejret

adam rystede igen på hovedet

nej nej ganske sandt adam fortæller den gode doktor det

han standsede og lod sine øjne løbe forskende rundt i stuen som om han ville overbevise sig om at der ingen var tilstede der kunne høre hans ord

derpå vedblev han idet han på en hemmelighedsfuld måde sænkede stemmen adam vide det afmor ogfar sørensen selv de tale så hviskende om det når de tro adam falden i søvn

men adam ikke sove gode øren høre hvad de hviske om

han standsede et øjeblik og så med sine spillende kloge øjne på doktoren som for at overtyde sig om hvad denne mente om indledningen til hans fortælling

doktor hansen vidste at adam var et klogt barn og i den måde hvorpå han nu motiverede hvorledes han var kommen til sin hemmelighed lå dog ikke noget usandsynligt

opmuntrende sagde han hvad var det så sommor sørensen og hendes mand hviskedee om og som den lille potte adam har opsnappet med sine lange øren

i sin tidligere dæmpede og hemmeligsfulde tone tog drengen til orde

de hviske om en gammel rig knark der for seks eller syv år siden en aften bringe den lille adam til fa er ogmor sørensen

de få penge for at tage ham mange penge

fem hundrede daler

han slandfede og så triumferende på doktoren som om han ville sige der kan du selv høre

jeg er ikke så dum jeg v d god besked

doktor hansen så tankefuld frem for sig

han måtte indrømme at drengens ord lød meget troværdige og sandsynlige

adam lignede hverkenmor sørensen eller hendes mand og det var jo en hverdagsbegivenhed at folk af deres klasse drevet af øjeblikkets nød og trang antog sig fremmede for det meste uægte børn

og spurgte han hvem var denne gamle rige knark som du kaldte ham

drengen rystede på hovedet

adam ikke vide det mor sørensen og fa er sørensen heller ikke vide det aldrig set ham før eller sidenden aften menmor sørensen vred fordifar sørensen lade gamle rige knark blive borte for sig

far sørensen skulle følge efter ham og få hans

navn og bolig at vide de fem hundrede daler brugte men gamle rige knark betale flere penge sigemor sørensen nårfar sørensen ikke været så dum

hun ville prygle ham for det adam standsede han havde øjensynlig ikke mere at fortælle

der indtrådte nogle øjeblikkes tavshed en hver af de to violvis er var optaget af sine egne tanker og betragtninger

adam brød først tavsheden

idet han øjensynlig forfulgte den tanketråd der havde beskæftiget ham sagde han men så være helene den stakkels gode helene ikke lille adams søster

drengens stemme lød bedrøvet det resultat han var kommen til i sine betragtninger smertede ham øjensynlig

de sidste ord som adam fremførte navnet helene gav doktor hansens tanker en ny retning

du holder nok meget af helene

spurgte han

et kærligt smil bredte sig ud over adams træk

helene så god hun aldrig skænde på eller slå lille adam altid bringe ham mad at spise og ting at lege med adam holde så meget af stakkels helene

ja men helene er jo ikke god pige mo sine forældre de har jo måttet jage hende bort

drengens lille ansigt blev vredt og truende

det ikke helenes skyld hun altid god og kærlig

mor sørensen slem hun altid lyve om helene og ond mod hende

doktor hansen så studsende på drengen

der lå en umistænkelig sandhed og bestemthed i adams ord

af børns mund er det jo at man ifølge ordsproget hører sandheden

skulle denne lille barnemund lære ham hvor letsindig han havde fordømt hvor

uretfærdig streng og hård han havde været mod en uskyldig

hvor glad blev han ikke ved den udsigt som adams sidste ord åbnede ham

hvor gerne ville han ikke gøre sin uret god igen bede om tilgivelse for den