yemen2016/memo · Datasets at Hugging Face

text stringlengths 0 5.05k
hurtig spurgte han du siger lille mand atmor sørensen altid er ond mod helene men hvorfor hun må jo dog have en grund
fordi helene ikke givemor sørensen penge til at drikke sig fuld for og fordi helene ikke stjæle tilmor sørensen hvor hun tjener
stakkels unge pige
hvor bebrejdede doktor hansen sig ikke den uret han i sine tanker havde gjort hende
fordi hun var ærlig og retskaffen var det at moderen talte ondt om hende
adam havde imidlertid opmærksomt iagttaget doktor hansen
nu sagde han og dio er sørensen jage helene bort fordi hun ikke føjelig mod rige grosserer og unge ljeutenant og greve
disse ord fremførte ørengen på en måde der viste at han ikke selv forstod betydningen deraf
hans barnlige instinkt sagde ham imidlertid at de ville bidrage til at stille helene i et gunstigere lys hos doktoren
og derfor fremførte han alt hvad han viste om han end ikke selv forstod det
doktor hansen forstod det straks
den unge pige var bleven forjagen fra hjemmet fordi hun ville bevare sig selv ren og ubesmittet fordi hun ikke ville sælge sig selv til skændselen og lasten
og det var hendes egen moder som havde villet tvinge hende dertil
enhver anden der ikke som doktor hansen kendte menneskene og livet og specielt de mennesker der kalde sig københavnere det liv der hedder kjøbenhavnerliv ville have rystet tvivlende på hovedet ved drengens fortælling
men doktøe hansen tvivlede ikke dertil var han af erfaring for godt kendt med den sociale elendighed og den moralske fordærvelse i københavn
er den samfundsform ikke råden moden til fald der fostrer sådanne tilstande
doktor hansen havde i lang tid ikke været så utilfreds med sig selv ssom han var det i dette øjeblik
thi havde han ikke om endogså kun i sine tanker været med til at kaste sten på en uskyldig
han rejste sig imidlertid fra sin plads og sagde ja ja lille biand sket er sket
men vi skal dog se at ændre det så godt som mulig og holde stakkels helene skadesløs for den uret hun har lidt
adam der opmærksom havde set på doktoren nikkede glad ved disse ord
han så nu ikke så livlig ud som før
det var øjensynlig at han var træt og at ole lukøje stod i begreb med at aflægge en visit hos ham
doktor hansen bemærkede det
i en fortrolig munter tone sagde han til drengen det er sent
vi må nok til ro ellers er vi nok væk inden vi ved et ord om det

og det yar dog ikke værd at falde i søvn før vi har fået sengen gjort i stand
drengens tunge øjenlåg syntes at antyde at det tidspunkt som doktor hansen talte om ikke var langt borte
den unge doktor gik ind i sit sovekammer fulgt lige til døren af drengens blikke
der gik ikke mange sekunder så nikkede drengen med hovedet og lukkede øjnene
et par gange åbnede han dem igen men så han gav et sidste resolut nik øjnene lukkede sig fast
han var falden i søvn
trætheden
aftenvandringen
den lange samtale havde overvældet hår
ligeså bleg rystende og angst som han havde været ved sin ankomst ligeså frisk sund og rolig så han nu ud
det var den behagelige varme den styrkende drik og endelig bevidstheden om at han nu befandt sig hos en ven der havde fremkaldt denne forandring
efter nogle øjeblikkes forløb kom doktor hansen tilbage fra sovekamret
han holdt i sine arme nogle puder og tæpper
ved hjælp af dem redte han en lille seng på sofaen
han tog den sovende dreng i sine arme lagde ham i puderne og dækkede ham til
så trygt og fast sov drengen at han ikke vågnede ved denne flytning
doktor hansen beredte sig nu også til at gå til ro
det vil sige til denne uvisse af andre afhængige ro der bliver en læge og i særdeleshed en søgt læge til del
han puslede omkring i værelset og satte sine sager og apparater på deres plads
af og til så han med et stille fornøjet smil hen til den lille sovende dreng
med et standsede han i sin syslen og lyttede forundret
denne aften eller rettere denne nat syntes bestemt til at føre patienter til doktorens hus
der var igen bleven ringet på dørklokken og hvem andre kunne det vel være på denne tid af døgnet end netop en patient
dette var den unge doktor fuldstændig enig med sig selv om men der var noget andet der havde forundret ham
det var den forunderlige næsten ikke hørlige måde hvorpå der var bleven trukket i klokkesfrængen

akkurat ligesom før da adam havde ringet
den unge doktor slog imidlertid sit lys og gik ud for at lukke op
ligesom før bragte vinden lyset til at flagre uroligt frem og tilbage og ligesom før så han i det første øjeblik efter at døren var bleven åbnet ikke nogen på trappegangen
men så fik han øje på en kvindeskikkelse der tilhyllet og i en frygtsom stilling stod i en krog af trappegangen
doktoren kastede et hurtigt blik på hendes ansigt
som om han ikke rigtig ville tro sine egne øjne hævede han lyset for bedre at ft og udbrød i en overrasket tone helene
xi
trøstesløs
det var i virkelighedenmor sørensens datter den stakkels helene som adam kaldte hende der stod udenfor doktor hansens dør
inden vi imidlertid gå videre vil vi fortælle hvad der er hændet hende siden vi for nogle timer siden forlod hende efter hendes samtale med holger svendsen
med det samme vil vi da få lejlighed fil at forklare anledningen fil hendes sildige nattebesøg hos doktor hansen
efter at helene havde forladt holger svendsen gik hun nedslået og trøstesløs uden noget bestemt mål for sin gang gennem gaderne
det var kun mørke tanker der beskæftigede den ung e pige
i mere end en henseende havde det været en sørgelig eftermiddag for hende
hvor glad og let havde hun ikke for nogle timer siden forladt sin condition
glad og let ved tanken om at hun nu havde en frieftermiddag og en friaften j at tilbringe hos sine forældre og i hjemmet
hvor ofte havde hun ilke tidligere glædet sig fil noget lignende
og hvor ofte var hun ikke bleven bittert skuffet
men så var det jo tåbeligt af hende at hun kunne glæde sig til sine besøg i hjemmet
hun måtte jo altså kende den ufred den kiv og strid som det var arnestedet for
men den unge pige ville så gerne esfe o gegle sine forældre og sit hjem
og derfor holdt hun hvor hyppig hun end var bleven skuffet med barnligt sind og barnlig fortrøstning fast ved håbet om at det måtte blive bedre og anderledes
men sådan som i eftermiddag var det dog endnu aldrig gået hende
jaget bort fra sit hjem
forstødt og forbandet som en forbryderste
og hvorfor
fordi hun holdt fast ved sin ære
fordi hun ikke ville hengive sig selv til synden og forbrydelsen
men havde hun vel kunnet handle anderledes
havde hun ikke sin samvittighed ren og ubesmittet
jo
men alligevel var det en tung sjæbne der havde rammet hende
helene bøjede sit hovede førte sit forklæde op til øjnene og græd
de forbigående standsede og så forbavsede efter denne store pige der ikke skammede sig ved at gå og græde på gaden
men helene gik videre uden at ændse de forbigåendes blikke eller bemærkninger
hun tænkte nu på sin samtale med holger svendsen
det var ikke iørste gang han havde talt således til hende som i eftermiddag
hun vidste at han godt kunne lide hende og han havde ved flere lejligheder talt om at de skulle være forlovede
men nu hun
ja hun holdt af holger som sin barndoms ven og legekammerat
men det var også alt
hun holdt af ham som en ven som broder men hun elskede ham ikke
og der var navnlig i den sidste tid så meget ved holger som hun ikke kunne forstå ja som næsten gjorde hende angst
der var noget hemmeligt og skjult ved ham
og hvorfra havde han disse elegante klæder
alle disse mange penge som han undertiden broutede af
hans fortjeneste som maskinarbejder kunne ikke sætte ham i stand til at optræde på denne måde

hurtig spurgte han du siger lille mand atmor sørensen altid er ond mod helene men hvorfor hun må jo dog have en grund

fordi helene ikke givemor sørensen penge til at drikke sig fuld for og fordi helene ikke stjæle tilmor sørensen hvor hun tjener

stakkels unge pige

hvor bebrejdede doktor hansen sig ikke den uret han i sine tanker havde gjort hende

fordi hun var ærlig og retskaffen var det at moderen talte ondt om hende

adam havde imidlertid opmærksomt iagttaget doktor hansen

nu sagde han og dio er sørensen jage helene bort fordi hun ikke føjelig mod rige grosserer og unge ljeutenant og greve

disse ord fremførte ørengen på en måde der viste at han ikke selv forstod betydningen deraf

hans barnlige instinkt sagde ham imidlertid at de ville bidrage til at stille helene i et gunstigere lys hos doktoren

og derfor fremførte han alt hvad han viste om han end ikke selv forstod det

doktor hansen forstod det straks

den unge pige var bleven forjagen fra hjemmet fordi hun ville bevare sig selv ren og ubesmittet fordi hun ikke ville sælge sig selv til skændselen og lasten

og det var hendes egen moder som havde villet tvinge hende dertil

enhver anden der ikke som doktor hansen kendte menneskene og livet og specielt de mennesker der kalde sig københavnere det liv der hedder kjøbenhavnerliv ville have rystet tvivlende på hovedet ved drengens fortælling

men doktøe hansen tvivlede ikke dertil var han af erfaring for godt kendt med den sociale elendighed og den moralske fordærvelse i københavn

er den samfundsform ikke råden moden til fald der fostrer sådanne tilstande

doktor hansen havde i lang tid ikke været så utilfreds med sig selv ssom han var det i dette øjeblik

thi havde han ikke om endogså kun i sine tanker været med til at kaste sten på en uskyldig

han rejste sig imidlertid fra sin plads og sagde ja ja lille biand sket er sket

men vi skal dog se at ændre det så godt som mulig og holde stakkels helene skadesløs for den uret hun har lidt

adam der opmærksom havde set på doktoren nikkede glad ved disse ord

han så nu ikke så livlig ud som før

det var øjensynlig at han var træt og at ole lukøje stod i begreb med at aflægge en visit hos ham

doktor hansen bemærkede det

i en fortrolig munter tone sagde han til drengen det er sent

vi må nok til ro ellers er vi nok væk inden vi ved et ord om det

og det yar dog ikke værd at falde i søvn før vi har fået sengen gjort i stand

drengens tunge øjenlåg syntes at antyde at det tidspunkt som doktor hansen talte om ikke var langt borte

den unge doktor gik ind i sit sovekammer fulgt lige til døren af drengens blikke

der gik ikke mange sekunder så nikkede drengen med hovedet og lukkede øjnene

et par gange åbnede han dem igen men så han gav et sidste resolut nik øjnene lukkede sig fast

han var falden i søvn

trætheden

aftenvandringen

den lange samtale havde overvældet hår

ligeså bleg rystende og angst som han havde været ved sin ankomst ligeså frisk sund og rolig så han nu ud

det var den behagelige varme den styrkende drik og endelig bevidstheden om at han nu befandt sig hos en ven der havde fremkaldt denne forandring

efter nogle øjeblikkes forløb kom doktor hansen tilbage fra sovekamret

han holdt i sine arme nogle puder og tæpper

ved hjælp af dem redte han en lille seng på sofaen

han tog den sovende dreng i sine arme lagde ham i puderne og dækkede ham til

så trygt og fast sov drengen at han ikke vågnede ved denne flytning

doktor hansen beredte sig nu også til at gå til ro

det vil sige til denne uvisse af andre afhængige ro der bliver en læge og i særdeleshed en søgt læge til del

han puslede omkring i værelset og satte sine sager og apparater på deres plads

af og til så han med et stille fornøjet smil hen til den lille sovende dreng

med et standsede han i sin syslen og lyttede forundret

denne aften eller rettere denne nat syntes bestemt til at føre patienter til doktorens hus

der var igen bleven ringet på dørklokken og hvem andre kunne det vel være på denne tid af døgnet end netop en patient

dette var den unge doktor fuldstændig enig med sig selv om men der var noget andet der havde forundret ham

det var den forunderlige næsten ikke hørlige måde hvorpå der var bleven trukket i klokkesfrængen

akkurat ligesom før da adam havde ringet

den unge doktor slog imidlertid sit lys og gik ud for at lukke op

ligesom før bragte vinden lyset til at flagre uroligt frem og tilbage og ligesom før så han i det første øjeblik efter at døren var bleven åbnet ikke nogen på trappegangen

men så fik han øje på en kvindeskikkelse der tilhyllet og i en frygtsom stilling stod i en krog af trappegangen

doktoren kastede et hurtigt blik på hendes ansigt

som om han ikke rigtig ville tro sine egne øjne hævede han lyset for bedre at ft og udbrød i en overrasket tone helene

xi

trøstesløs

det var i virkelighedenmor sørensens datter den stakkels helene som adam kaldte hende der stod udenfor doktor hansens dør

inden vi imidlertid gå videre vil vi fortælle hvad der er hændet hende siden vi for nogle timer siden forlod hende efter hendes samtale med holger svendsen

med det samme vil vi da få lejlighed fil at forklare anledningen fil hendes sildige nattebesøg hos doktor hansen

efter at helene havde forladt holger svendsen gik hun nedslået og trøstesløs uden noget bestemt mål for sin gang gennem gaderne

det var kun mørke tanker der beskæftigede den ung e pige

i mere end en henseende havde det været en sørgelig eftermiddag for hende

hvor glad og let havde hun ikke for nogle timer siden forladt sin condition

glad og let ved tanken om at hun nu havde en frieftermiddag og en friaften j at tilbringe hos sine forældre og i hjemmet

hvor ofte havde hun ilke tidligere glædet sig fil noget lignende

og hvor ofte var hun ikke bleven bittert skuffet

men så var det jo tåbeligt af hende at hun kunne glæde sig til sine besøg i hjemmet

hun måtte jo altså kende den ufred den kiv og strid som det var arnestedet for

men den unge pige ville så gerne esfe o gegle sine forældre og sit hjem

og derfor holdt hun hvor hyppig hun end var bleven skuffet med barnligt sind og barnlig fortrøstning fast ved håbet om at det måtte blive bedre og anderledes

men sådan som i eftermiddag var det dog endnu aldrig gået hende

jaget bort fra sit hjem

forstødt og forbandet som en forbryderste

og hvorfor

fordi hun holdt fast ved sin ære

fordi hun ikke ville hengive sig selv til synden og forbrydelsen

men havde hun vel kunnet handle anderledes

havde hun ikke sin samvittighed ren og ubesmittet

jo

men alligevel var det en tung sjæbne der havde rammet hende

helene bøjede sit hovede førte sit forklæde op til øjnene og græd

de forbigående standsede og så forbavsede efter denne store pige der ikke skammede sig ved at gå og græde på gaden

men helene gik videre uden at ændse de forbigåendes blikke eller bemærkninger

hun tænkte nu på sin samtale med holger svendsen

det var ikke iørste gang han havde talt således til hende som i eftermiddag

hun vidste at han godt kunne lide hende og han havde ved flere lejligheder talt om at de skulle være forlovede

men nu hun

ja hun holdt af holger som sin barndoms ven og legekammerat

men det var også alt

hun holdt af ham som en ven som broder men hun elskede ham ikke

og der var navnlig i den sidste tid så meget ved holger som hun ikke kunne forstå ja som næsten gjorde hende angst

der var noget hemmeligt og skjult ved ham

og hvorfra havde han disse elegante klæder

alle disse mange penge som han undertiden broutede af

hans fortjeneste som maskinarbejder kunne ikke sætte ham i stand til at optræde på denne måde