yemen2016/memo · Datasets at Hugging Face

text stringlengths 0 5.05k
det var øjensynlig at hun aldeles havde glemt at der var andre tilstede i stuen end netop hende selv
i nogle øjeblikke forblev doktor hansen stående bag ved hende og betragtede hende med sørgmodige melankolske blikke
han rystede på hovedet og forlod derpå let og lydløst værelset
iidet doktor hansen trådte ind i stuen til madam nielsen kastede hun et opmærksomt blik på hans blege ansigt
så rystede hun let på hovedet og vedblev at strikke videre på sin strømpe ud est at sige noget
hun behøvede ikke at spørge thi hun kendte allerede svaret
på syvende år havde hun hver dag i den unge doktors sørgmodige ansigt læst det samme svar på den vanvittiges tilstand
ingen fremgang
ingen forandring
doktoren tog plads på en stol og sagde

lige så meget henvendt til sig selv som til madam nielsen bestandig den samme golde forstandens ørken
brændende under vanvidets sol
ingen smilende fornuftens oaseplet
ingen skyggende lund af tankens træer
og dog en oase findes der i denne kreds af begreber og erindringer hvori hendes omslørede forvirrede tanker bestandig løber rundt ligesom et egern i sit hjul
men hvorledes bryde denne i sig selv tilbageløbende bevægelse hvorledes give den et stød fremad finde holdepunkter for den tilknytningspunkter mellem den og den omgivende verden af forstandsbegreber og tankeindtryk
bestandig er det det spæde barm den troløse mand eller manden der straffer strengt og ubarmhjærtig som begrænser det snævre område over hvilket fornuftens lys hviler tilsløret omtåget og uklart
den unge doktor standsede slog sine arme overkors og så sørgmodig frem for sig
madam nielsen vedblev tavs at strikke
efter nogle øjeblikkes tavshed sagde doktor hansen
ligesom før mere til sig selv end den gamle dame jeg kunne fristes til at gøre et forsøg med den gamle
men jeg vover det ikke

vil han ikke i sit raseri dræbe hende
eller vil ikke synet af ham samtidig med at det måske gengiver hende fornuftens brug dræbe hende på stedet

nej det er for farligt

det må blive det sidste fortvivlede middel
når der intet andet er tilbage end et over liv eller død afgørende enten eller
madam nielsen rystede på sit gråhårede hovede
nej kære doktor sagde hun vov det ikke hun
ville ikke kunne bære det stakkel
lad det så hellere blive som det er
doktoren rejste sig
ja svarede han sørgmodig lad os da blive ved
i det mindste i nogen tid endnu

jeg kommer som sædvanlig i morgen eftermiddag
han bød madam nielsen farvel og forlod det lille hus
efter at være kommen igennem haven standsede doktor hansen udenfor og ventede på en sporvogn
det varede ikke længe førend der kom en forbi han sprang op i den og kørte ind ad københavn til
på kongens nytorv steg han ud og slog ind på vejen til christianshavn
da han var kommen over knippelsbro ind i store torvegade gik han i et af de broen nærmest liggende steder
han steg op ad trapperne til første sal hvor han standsede udenfor en dør
på denne var der fastnaglet en porcelainsplade med følgende ord doktor carl hansen fri consultation træffes 7 9 form
12 2 middag
doktor hansen trak en nøgle op af lommen åbnede døren og gik indenfor
det var hans hjem som han nu befandt sig i
vi forlade ham foreløbig men vi skulle endnu eugang samme aften træffe ham i hjemmet
vi
to barndomsvenner
vi vender tilbage til det lille hus i dronningensgade på kristianshavn
og vi går tilbage til det øjeblik da helene forjagen og forstødt fra sit hjem lukkede døren til tagkamret efter sig og trådte ud på trappegangen
tårer hang endnu ligesom perler i hendes bløde øjenhår hendes ansigt var bedrøvet og sørgmodigt
uden af se op med sænket hoveds steg hun langsomt ned med alle sine tanker henvendt på det optrin der nylig havde fundet sted
idet hun nåde trappeafsatsen i etagen nedenunder blev en dør åbnet og en ung mand stak hovedet udenfor
det var holger svendsen
han syntes af
have ventet på af den unge pige som han jo af doktorens fortælling vidste var oppe hos sine forældre skulle komme ned
helene så ham ikke hun hørte ikke engang af døren blev åbnet så optaget var hun af sine betragtninger
holger svendsen trådte ud på gangen og sagde dæmpet helene
hun hørte det ikke men vedblev af
gå ned ad trapperne
han fulgte efter hende idet han uvilkårlig dæmpede sine skridt som om han var bange for af forstyrre den unge pige
da de kom ned i porten lagde han sin hånd på hendes skulder og gentog helene
hun vendte sig rask om
ved synet af den unge mand fik hendes blege ansigt et øjebliks farve og der kæmpede sig et svagt smil frem gennem hendes tårevædede blik
det er dem holger
hr svendsen sagde hun hvorledes har de det
de hr svendsen gentog den unge bland i en tone som han bestræbte sig for at gøre overrasket hvorfor taler du så fremmed til mig helene
er vi ikke gamle barndomsvenner
ja men det er så længe siden hr å hvor længe siden
skulle vi derfor glemme vor barndom og alle de lykkelige og fortrolige timer vi har tilbragt sammen
nu lad det blive ved det gamle jeg kalder dig helene og du og du siger holger og du til mig den unge pige svarede ikke
hun syntes øjensynlig ikke så ganske om den unge mands forslag men på den anden side syntes hun heller ikke at have noget direkte at indvende imod det
efter et lille øjebliks tavshed vedblev holger svendsen hvorledes jeg har det helene
jo jeg har det rigtig godt som du ser
han så ved disse ord ned ad sin nye elegante dragt medens han samtidigt søgte sat gøre sin holdning rask og lavseagtig noget der ikke ganske samstemmede med hans undersætsige og plumpe figur
men du helene vedblev han hvorledes har du det
det er nok ikke så ganske godt du ser bedrøvet ud og jeg tror min sandten at du havde tårer i øjnene da jeg traf dig
helene vendte ansigtet bort som om hun nødig ville lade ham se hvor bedrøvet hun var
å svarede hun med en stemme som hun forgæves bestræbte sig for at gøre munter det har intet at sige jeg har det godt
mig narrer du ikke helene jeg vd nok hvor skoen trykker
det er naturligvis de gamle deroppe som igen har været på nakken ad dig
han ledsagede sine ord med et fingerpeg op ad
helene rystede afværgende med hovedet
nej nej de fager fejl hr holger
å jeg kender nok rumlen
mutter har naturligvis igen skældt dig ud fordi du ikke gav hende penge som hun kunne drikke sig fuld for
han så ved disse ord vist på hende
helene rødmede
hun bevægede læberne som om hun ville svare og tage moderen i forsvar men hun formåede det ikke hun kunne ikke bringe en løgn selv om den var nok så tilgivelig over sine læber iscerdeleshed ligeoverfor ham der jo vidste så god besked
hun indskrænkede sig derfor til tavs at bøje hovedet
holger svendsen betragtede hende i nogle øjeblikke derpå vedblev han du er i grunden en stor nar helene for når du selv ville det kunne du have det så godt som dagen er lang rigtig som blommen i et æg
den unge pige hævede hovedet og så på engang både spørgende og uroligt på ham
hvad mener de holger
han gjorde en utålmodig bevægelse
igen de

det var øjensynlig at hun aldeles havde glemt at der var andre tilstede i stuen end netop hende selv

i nogle øjeblikke forblev doktor hansen stående bag ved hende og betragtede hende med sørgmodige melankolske blikke

han rystede på hovedet og forlod derpå let og lydløst værelset

iidet doktor hansen trådte ind i stuen til madam nielsen kastede hun et opmærksomt blik på hans blege ansigt

så rystede hun let på hovedet og vedblev at strikke videre på sin strømpe ud est at sige noget

hun behøvede ikke at spørge thi hun kendte allerede svaret

på syvende år havde hun hver dag i den unge doktors sørgmodige ansigt læst det samme svar på den vanvittiges tilstand

ingen fremgang

ingen forandring

doktoren tog plads på en stol og sagde

lige så meget henvendt til sig selv som til madam nielsen bestandig den samme golde forstandens ørken

brændende under vanvidets sol

ingen smilende fornuftens oaseplet

ingen skyggende lund af tankens træer

og dog en oase findes der i denne kreds af begreber og erindringer hvori hendes omslørede forvirrede tanker bestandig løber rundt ligesom et egern i sit hjul

men hvorledes bryde denne i sig selv tilbageløbende bevægelse hvorledes give den et stød fremad finde holdepunkter for den tilknytningspunkter mellem den og den omgivende verden af forstandsbegreber og tankeindtryk

bestandig er det det spæde barm den troløse mand eller manden der straffer strengt og ubarmhjærtig som begrænser det snævre område over hvilket fornuftens lys hviler tilsløret omtåget og uklart

den unge doktor standsede slog sine arme overkors og så sørgmodig frem for sig

madam nielsen vedblev tavs at strikke

efter nogle øjeblikkes tavshed sagde doktor hansen

ligesom før mere til sig selv end den gamle dame jeg kunne fristes til at gøre et forsøg med den gamle

men jeg vover det ikke

vil han ikke i sit raseri dræbe hende

eller vil ikke synet af ham samtidig med at det måske gengiver hende fornuftens brug dræbe hende på stedet

nej det er for farligt

det må blive det sidste fortvivlede middel

når der intet andet er tilbage end et over liv eller død afgørende enten eller

madam nielsen rystede på sit gråhårede hovede

nej kære doktor sagde hun vov det ikke hun

ville ikke kunne bære det stakkel

lad det så hellere blive som det er

doktoren rejste sig

ja svarede han sørgmodig lad os da blive ved

i det mindste i nogen tid endnu

jeg kommer som sædvanlig i morgen eftermiddag

han bød madam nielsen farvel og forlod det lille hus

efter at være kommen igennem haven standsede doktor hansen udenfor og ventede på en sporvogn

det varede ikke længe førend der kom en forbi han sprang op i den og kørte ind ad københavn til

på kongens nytorv steg han ud og slog ind på vejen til christianshavn

da han var kommen over knippelsbro ind i store torvegade gik han i et af de broen nærmest liggende steder

han steg op ad trapperne til første sal hvor han standsede udenfor en dør

på denne var der fastnaglet en porcelainsplade med følgende ord doktor carl hansen fri consultation træffes 7 9 form

12 2 middag

doktor hansen trak en nøgle op af lommen åbnede døren og gik indenfor

det var hans hjem som han nu befandt sig i

vi forlade ham foreløbig men vi skulle endnu eugang samme aften træffe ham i hjemmet

vi

to barndomsvenner

vi vender tilbage til det lille hus i dronningensgade på kristianshavn

og vi går tilbage til det øjeblik da helene forjagen og forstødt fra sit hjem lukkede døren til tagkamret efter sig og trådte ud på trappegangen

tårer hang endnu ligesom perler i hendes bløde øjenhår hendes ansigt var bedrøvet og sørgmodigt

uden af se op med sænket hoveds steg hun langsomt ned med alle sine tanker henvendt på det optrin der nylig havde fundet sted

idet hun nåde trappeafsatsen i etagen nedenunder blev en dør åbnet og en ung mand stak hovedet udenfor

det var holger svendsen

han syntes af

have ventet på af den unge pige som han jo af doktorens fortælling vidste var oppe hos sine forældre skulle komme ned

helene så ham ikke hun hørte ikke engang af døren blev åbnet så optaget var hun af sine betragtninger

holger svendsen trådte ud på gangen og sagde dæmpet helene

hun hørte det ikke men vedblev af

gå ned ad trapperne

han fulgte efter hende idet han uvilkårlig dæmpede sine skridt som om han var bange for af forstyrre den unge pige

da de kom ned i porten lagde han sin hånd på hendes skulder og gentog helene

hun vendte sig rask om

ved synet af den unge mand fik hendes blege ansigt et øjebliks farve og der kæmpede sig et svagt smil frem gennem hendes tårevædede blik

det er dem holger

hr svendsen sagde hun hvorledes har de det

de hr svendsen gentog den unge bland i en tone som han bestræbte sig for at gøre overrasket hvorfor taler du så fremmed til mig helene

er vi ikke gamle barndomsvenner

ja men det er så længe siden hr å hvor længe siden

skulle vi derfor glemme vor barndom og alle de lykkelige og fortrolige timer vi har tilbragt sammen

nu lad det blive ved det gamle jeg kalder dig helene og du og du siger holger og du til mig den unge pige svarede ikke

hun syntes øjensynlig ikke så ganske om den unge mands forslag men på den anden side syntes hun heller ikke at have noget direkte at indvende imod det

efter et lille øjebliks tavshed vedblev holger svendsen hvorledes jeg har det helene

jo jeg har det rigtig godt som du ser

han så ved disse ord ned ad sin nye elegante dragt medens han samtidigt søgte sat gøre sin holdning rask og lavseagtig noget der ikke ganske samstemmede med hans undersætsige og plumpe figur

men du helene vedblev han hvorledes har du det

det er nok ikke så ganske godt du ser bedrøvet ud og jeg tror min sandten at du havde tårer i øjnene da jeg traf dig

helene vendte ansigtet bort som om hun nødig ville lade ham se hvor bedrøvet hun var

å svarede hun med en stemme som hun forgæves bestræbte sig for at gøre munter det har intet at sige jeg har det godt

mig narrer du ikke helene jeg vd nok hvor skoen trykker

det er naturligvis de gamle deroppe som igen har været på nakken ad dig

han ledsagede sine ord med et fingerpeg op ad

helene rystede afværgende med hovedet

nej nej de fager fejl hr holger

å jeg kender nok rumlen

mutter har naturligvis igen skældt dig ud fordi du ikke gav hende penge som hun kunne drikke sig fuld for

han så ved disse ord vist på hende

helene rødmede

hun bevægede læberne som om hun ville svare og tage moderen i forsvar men hun formåede det ikke hun kunne ikke bringe en løgn selv om den var nok så tilgivelig over sine læber iscerdeleshed ligeoverfor ham der jo vidste så god besked

hun indskrænkede sig derfor til tavs at bøje hovedet

holger svendsen betragtede hende i nogle øjeblikke derpå vedblev han du er i grunden en stor nar helene for når du selv ville det kunne du have det så godt som dagen er lang rigtig som blommen i et æg

den unge pige hævede hovedet og så på engang både spørgende og uroligt på ham

hvad mener de holger

han gjorde en utålmodig bevægelse

igen de