yemen2016/memo · Datasets at Hugging Face

text stringlengths 0 5.05k
doktoren så ved disse ord uvilkårlig på den unge alands fine påklædning
uden af hæve blikket sagde holger svendsen vi klager ikke
jeg da i ethvert tilfælde ikke
det er en meget ordenlig dagløn jeg holder
og nu skal de et lille løb hjem
ja man må jo ikke glemme de gamle
det kan jeg lide dem for holger
jeg hilste på deres aloder på trappegangen og talte med en af de små brødre
doktoren har måske været oppe hos sørensens
jeg kommer lige derfra
hvorledes har de det egentlig
doktoren trak tavs men betegnende på skuldrene
de vil formodentlig ved af se op til sørensens træffe deres barndoms legekammerat
og det har de vel ikke noget imod
efter disse ord bød han med et kraftigt håndtryk holger svendsen farvel og fortsatte sin gang hen ad gaden
den unge mand syntes at være velfornøjet med at han var sluppen fra doktoren og ilede hurtigt ind i den gamle faldefærdige rønne der var målet for hans gang
da doktor hansen nåde kristianshavns torv eller som det i daglig sprog kaldes børnehustorvet gik han hen mod en af de der holdende drosker
han sagde et gadenavn til en af kudstene og steg ind i vognen
kusken satte sig op på bukken gav sin magre krik et slag af pisken og vognen satte sig i bevægelse over broen gennem torvegade over knippelsbro og ind ad københavn til
imidlertid sad doktor hansen tilbagelænet på sædet hensunken i sine betragtninger
det var det sidste møde der optog hans tanker
et vakkert ungt menneske er holger svendsen tænkte han flittig og arbejdsom en glæde for sine forældre
rigtignok er der undertiden noget i hans blik der ikke huer mig og så dette forsværmede udtryk i hans ansigt der vidner om gjennemvågede lystige nætter

men nu er du igen for streng ja næsten uretfærdig
skal et ungt menneske ikke more sig
det er da bedre at rase ud medens man er ung end at det skal komme over en når man bliver ældre
men hende helene det kan jeg ikke glemme
å hvadmor sørensen lyver naturligvis for mig om hende som om så meget andet
sådan en elskværdig ung pige som hun altid har været

han flyttede sig over i det modsatte hjørne af vognen og syntes at henfalde i andre grublerier
drosken kørte imidlertid rask igennem københavns gader
den rullede forbi christiansborgs slot over højbroplads igennem købmagergade og ud af nørrebro
den unge doktor sad bestandig tilbagelænet i sit hjørne uden at lægge mærke til omgivelserne som de passerede forbi
det melankolske og sørgmodige der lå i hans ansigtstræk var efterhånden blevet mere og mere fremherskende
det var som et spejlbillede af de tanker der beskæftigede ham
vi ville følge hans tankegang
igen sagde han ved sig selv en af disse håbløse udflugter som jeg nu snart i syv år hver eneste dag har foretaget mig
hvorledes befinder hun sig i dag
dette spørgsmål har jeg hver gang stillet mig selv og bestandig har svaret været lige uforanderlig lige uafgjørende
når sker der vel en forandring når bryder der vel en solstråle frem i det tykke mørke der omgiver min stakkels patient
jeg har gransket og grundet og studeret ved dag og ved nat
jeg har prøvet alt hvad videnskaben byder over men her synes den at stå stille her er det naturen der må træde hjælpende til
ja ja hvad er nu videnskaben hvad er hele vor widm

intet sket intet
doktor hansen flyttede sig over i det andet vognhjørne som om han derved ville fjerne sig fra de melankolske betragtninger han nylig havde beskæftiget sig med
imidlertid var drosken rullet videre ud ad nørrebro
d n kørte forbi assistentskirkegården og ind i lygtevejs kvarteret
i den yderst fra byen længst bortliggende udkant af dette holdt den stille
det var foran en have med skyggefulde træer
den omgav på alle sider et lille venligt udseende hus som træerne dækkede med deres nys udsprungne blade næsten ganske således at kun en opmærksom iagttager ville få øje på det fra gaden
det lå som sagt afsides i nogen afstand fra kvarterets andre huse
doktor hansen sprang ud af vognen betalte kusken og gik gennem haven henimod det lille hus
klokken var imidlertid bleven hen ad syv solen nærmede sig sin nedgang og havens blomster begyndte at dufte
det var som om man i det lille hus havde ventet doktorens besøg thi i det øjeblik da han nåde døren blev denne åbnet
en ældre kone med et venligt godmodigt ansigt iført en tarvelig men proper dragt modtog ham
han nikkede venlig og fortrolig til hende og hun lukkede atter døren efter ham
det var en hyggelig møbleret dagligstue han trådte ind i
han vendte sig om mod den gamle kone og spurgte nå bladam nielsen hvorledes har patienten det i dag
konens svar bestod i at hun flere gange rystede på hovedet
doktor hansen syntes at forstå denne gestus
ingen forandring bestandig det samme sagde han når bliver der vel ende herpå
ja svarede konen der er ikke spor af forandring
enten sidder hun hele dagen på sit værelse uden at sige et ord med hånden under kinden og så stirrer hun frem for sig så uhyggeligt tomt og hult
eller også spadserer hun op og ned i haven græder og klager sig og kommer med alle disse forvirrede talemåder som ingen andre end hun selv formår at hitte rede i
doktor hansen så sørgmodig ned for sig
og således har det gået snart i næsten samfulde syv år mumlede han jeg frygter for at der kun er en mand som formår at hjælpe vor patient
men hvor finder jeg ham
måske er han død
det sidste syntes han at henvende mere til sig selv end til madam nielsen
der indtrådte nogle øjeblikkes taushed i værelset
doktoren afbrød den ved at rejse sig op og sige jeg vil dog s ind til hende

de kan imidlertid blive her
med disse ord forlod han værelset
den vanvittige
doktor hansen trådte ud i en lang korridor der på tværs delte huset i to dele
den var rummelig og lys idet den for begge ender var forsynet med vinduer
nogle døre på hver side af den førte ind til de forskellige værelser i det lille hus
den unge doktor gik med lette skridt henimod en af disse døre
han standsede et øjeblik udenfor og lyttede
øer var fuldkommen tyst og stille indenfor den
ikke en eneste lyd hørtes fra værelset
han lagde let sin hånd på låsen drejede den åbnede døren og gik ind
værelset han kom ind i var ikke stort og møbleret og dog gjorde det et forunderlig tomt indtryk
det var som sagt møbleret men kun med de allernødvendigste genstande
en seng et lille bord en servante og en stol udgjorde så at sige hele møblementet
øer fandtes ingen af disse små på en gang overflødige og dog uundværlige genstande der fylder op og pynter i en stue og gør den hyggelig
øer var ingen spejle eller malerier på væggene ingen urtepotter i vinduerne ingen nipsgenstande ingen bøger ellex albums osv osv kort sagt værelset gjorde med dets lille tarvelige bohave et tomt forladt indtryk
det var vel lyst venligt og propert men alligevel uden hygge
og dog var dets beboer en kvinde
idetmindste var der da en kvinde derinde da doktor hansen trådte ind
hun sad på værelsets eneste stol med ryggen mod døren og syntes at stirre gennem vinduet ud i den del af haven der lå bagved huset
det var for den indtrædende ikke muligt at se hendes ansigt
et rigt mørkt hår bølgede i naturlige lokker ned ad nakken hendes figur der var smuk og ungdommelig var omsluttet af en tarvelig kort kjole
doktor hansen blev stående ved døren
værelsets beboersfe syntes ikke at have hørt hans komme thi hun drejede ikke hovedet hun vedblev uden at gøre en bevægelse at stirre ud i haven
med et sørgmodigt næsten ængsteligt blik så doktoren hen på hende

doktoren så ved disse ord uvilkårlig på den unge alands fine påklædning

uden af hæve blikket sagde holger svendsen vi klager ikke

jeg da i ethvert tilfælde ikke

det er en meget ordenlig dagløn jeg holder

og nu skal de et lille løb hjem

ja man må jo ikke glemme de gamle

det kan jeg lide dem for holger

jeg hilste på deres aloder på trappegangen og talte med en af de små brødre

doktoren har måske været oppe hos sørensens

jeg kommer lige derfra

hvorledes har de det egentlig

doktoren trak tavs men betegnende på skuldrene

de vil formodentlig ved af se op til sørensens træffe deres barndoms legekammerat

og det har de vel ikke noget imod

efter disse ord bød han med et kraftigt håndtryk holger svendsen farvel og fortsatte sin gang hen ad gaden

den unge mand syntes at være velfornøjet med at han var sluppen fra doktoren og ilede hurtigt ind i den gamle faldefærdige rønne der var målet for hans gang

da doktor hansen nåde kristianshavns torv eller som det i daglig sprog kaldes børnehustorvet gik han hen mod en af de der holdende drosker

han sagde et gadenavn til en af kudstene og steg ind i vognen

kusken satte sig op på bukken gav sin magre krik et slag af pisken og vognen satte sig i bevægelse over broen gennem torvegade over knippelsbro og ind ad københavn til

imidlertid sad doktor hansen tilbagelænet på sædet hensunken i sine betragtninger

det var det sidste møde der optog hans tanker

et vakkert ungt menneske er holger svendsen tænkte han flittig og arbejdsom en glæde for sine forældre

rigtignok er der undertiden noget i hans blik der ikke huer mig og så dette forsværmede udtryk i hans ansigt der vidner om gjennemvågede lystige nætter

men nu er du igen for streng ja næsten uretfærdig

skal et ungt menneske ikke more sig

det er da bedre at rase ud medens man er ung end at det skal komme over en når man bliver ældre

men hende helene det kan jeg ikke glemme

å hvadmor sørensen lyver naturligvis for mig om hende som om så meget andet

sådan en elskværdig ung pige som hun altid har været

han flyttede sig over i det modsatte hjørne af vognen og syntes at henfalde i andre grublerier

drosken kørte imidlertid rask igennem københavns gader

den rullede forbi christiansborgs slot over højbroplads igennem købmagergade og ud af nørrebro

den unge doktor sad bestandig tilbagelænet i sit hjørne uden at lægge mærke til omgivelserne som de passerede forbi

det melankolske og sørgmodige der lå i hans ansigtstræk var efterhånden blevet mere og mere fremherskende

det var som et spejlbillede af de tanker der beskæftigede ham

vi ville følge hans tankegang

igen sagde han ved sig selv en af disse håbløse udflugter som jeg nu snart i syv år hver eneste dag har foretaget mig

hvorledes befinder hun sig i dag

dette spørgsmål har jeg hver gang stillet mig selv og bestandig har svaret været lige uforanderlig lige uafgjørende

når sker der vel en forandring når bryder der vel en solstråle frem i det tykke mørke der omgiver min stakkels patient

jeg har gransket og grundet og studeret ved dag og ved nat

jeg har prøvet alt hvad videnskaben byder over men her synes den at stå stille her er det naturen der må træde hjælpende til

ja ja hvad er nu videnskaben hvad er hele vor widm

intet sket intet

doktor hansen flyttede sig over i det andet vognhjørne som om han derved ville fjerne sig fra de melankolske betragtninger han nylig havde beskæftiget sig med

imidlertid var drosken rullet videre ud ad nørrebro

d n kørte forbi assistentskirkegården og ind i lygtevejs kvarteret

i den yderst fra byen længst bortliggende udkant af dette holdt den stille

det var foran en have med skyggefulde træer

den omgav på alle sider et lille venligt udseende hus som træerne dækkede med deres nys udsprungne blade næsten ganske således at kun en opmærksom iagttager ville få øje på det fra gaden

det lå som sagt afsides i nogen afstand fra kvarterets andre huse

doktor hansen sprang ud af vognen betalte kusken og gik gennem haven henimod det lille hus

klokken var imidlertid bleven hen ad syv solen nærmede sig sin nedgang og havens blomster begyndte at dufte

det var som om man i det lille hus havde ventet doktorens besøg thi i det øjeblik da han nåde døren blev denne åbnet

en ældre kone med et venligt godmodigt ansigt iført en tarvelig men proper dragt modtog ham

han nikkede venlig og fortrolig til hende og hun lukkede atter døren efter ham

det var en hyggelig møbleret dagligstue han trådte ind i

han vendte sig om mod den gamle kone og spurgte nå bladam nielsen hvorledes har patienten det i dag

konens svar bestod i at hun flere gange rystede på hovedet

doktor hansen syntes at forstå denne gestus

ingen forandring bestandig det samme sagde han når bliver der vel ende herpå

ja svarede konen der er ikke spor af forandring

enten sidder hun hele dagen på sit værelse uden at sige et ord med hånden under kinden og så stirrer hun frem for sig så uhyggeligt tomt og hult

eller også spadserer hun op og ned i haven græder og klager sig og kommer med alle disse forvirrede talemåder som ingen andre end hun selv formår at hitte rede i

doktor hansen så sørgmodig ned for sig

og således har det gået snart i næsten samfulde syv år mumlede han jeg frygter for at der kun er en mand som formår at hjælpe vor patient

men hvor finder jeg ham

måske er han død

det sidste syntes han at henvende mere til sig selv end til madam nielsen

der indtrådte nogle øjeblikkes taushed i værelset

doktoren afbrød den ved at rejse sig op og sige jeg vil dog s ind til hende

de kan imidlertid blive her

med disse ord forlod han værelset

den vanvittige

doktor hansen trådte ud i en lang korridor der på tværs delte huset i to dele

den var rummelig og lys idet den for begge ender var forsynet med vinduer

nogle døre på hver side af den førte ind til de forskellige værelser i det lille hus

den unge doktor gik med lette skridt henimod en af disse døre

han standsede et øjeblik udenfor og lyttede

øer var fuldkommen tyst og stille indenfor den

ikke en eneste lyd hørtes fra værelset

han lagde let sin hånd på låsen drejede den åbnede døren og gik ind

værelset han kom ind i var ikke stort og møbleret og dog gjorde det et forunderlig tomt indtryk

det var som sagt møbleret men kun med de allernødvendigste genstande

en seng et lille bord en servante og en stol udgjorde så at sige hele møblementet

øer fandtes ingen af disse små på en gang overflødige og dog uundværlige genstande der fylder op og pynter i en stue og gør den hyggelig

øer var ingen spejle eller malerier på væggene ingen urtepotter i vinduerne ingen nipsgenstande ingen bøger ellex albums osv osv kort sagt værelset gjorde med dets lille tarvelige bohave et tomt forladt indtryk

det var vel lyst venligt og propert men alligevel uden hygge

og dog var dets beboer en kvinde

idetmindste var der da en kvinde derinde da doktor hansen trådte ind

hun sad på værelsets eneste stol med ryggen mod døren og syntes at stirre gennem vinduet ud i den del af haven der lå bagved huset

det var for den indtrædende ikke muligt at se hendes ansigt

et rigt mørkt hår bølgede i naturlige lokker ned ad nakken hendes figur der var smuk og ungdommelig var omsluttet af en tarvelig kort kjole

doktor hansen blev stående ved døren

værelsets beboersfe syntes ikke at have hørt hans komme thi hun drejede ikke hovedet hun vedblev uden at gøre en bevægelse at stirre ud i haven

med et sørgmodigt næsten ængsteligt blik så doktoren hen på hende