yemen2016/memo · Datasets at Hugging Face

text stringlengths 0 5.05k
hun bøjede sig ned slog sine arme om adams hals og trykkede ham ind til sig
den lille dreng hulkede og gjorde af lutter bevægelse sprældemanden til invalid for livstid ved at rive begge benene af ham
derpå rejste helene sig og strakte tavs sin hånd frem mod faderen
det sløve forkuede udtryk i oles ansigt syntes at ville forsvinde det så ud som om han var i begreb med at sige noget med at gøre sin myndighed soul mand og fader gældende menmor sørensens onde truende blik der ufravendt hvilede på ham syntes at lamslå ham og kvæle den sidste rest af selvstændighed

han lod sig derfor nøjes med tavs at gribe datterens hånd og trykke den
mo er sørensens blik vedblev at magnetisere ham
kun et øjeblik holdt han datterens hånd i sin så slap han den og så skulende ned for sig som om han havde gjort noget ondt helene kastede et sidste bedrøvet afskedsblik hen til moderen
denne vendte hende hånligt ryggen
hun gik da langsomt hen til døren
med hånden på låsen standsede hun endnu en gang og vendte sig om
al harme var forsvunden fra hendes ansigt
med et udtryk af en rørende bedende ydmyghed fæstede hun sit blik på moderen
menmor sørensen var ubønhørlig uden nåde
da hun så datteren tøve ved døren gjorde hun med gnistrende øjne og nogle håndbevægelser der ikke kunne misforstås nogle skridt hen imod hende
en overvældende sørgmodighed lagde sig som en sky hen over pigens ansigt
hun bøjede sit hovede
resigneret og tålmodig
og gik sagte ud af døren
forjaget fra det hjem som hun så gerne ville have kært

forstødt af de forældre som det var hendes inderligste ønske og attrå at hun kunne elske og agte
iv
en patient
ni forlade foreløbig helene og vende tilbage til den unge doktor karl hansen
efter sit besøg på kvistkammeret hos familien sørensen gik han langsomt ned ad trappen der gav nogle bedrøvelige klagelyd fra sig som om hvert skridt han tog forvoldte den den niest ulidelige pine
den unge doktors tillidvækkende træk havde et eftertænksomt udtryk
er det muligt tænkte han ved sig selv idethan forsigtigt steg ned ad trapperne er det muligt at mennesker kan leve hele deres liv i en sådan tilstand af fysisk og moralsk elendighed
man skulle ikke tro det og dog det er ikke noget enestående det som jeg nu så deroppe på tagkammeret
i de store byer hvor alen nestene stå side om side ligesom træerne i en skov er netop en sådan tilstand reglen det modsatte undtagelser
og ml dette oplever man i slutningen af det nittende århundrede der bryster sig med det pralende navn humanitetens århundrede broderkærlighedens og menneskesindets civiliserede sekulum
ja hvilken skæbnesvanger ironi ligger der ikke i disse tilnavne som tiden pynter sig med
de er som den sminke hvorunder koketten skjuler sin magre dødblege kind
den unge doktor gjorde en bevægelse med hovedet som om han havde rystet naget ubehageligt af sig
han havde i sin enetale nævnt slutningen af det 19de århundrede når vi nu tilføjer årstallet 1875 har vi for vore læsere bestemt specificeret tiden hvori vor fortælling foregår
imidlertid steg doktor hansen ned af trapperne han syntes at være særdeles godt kendt i huset
han var næppe nået ned til etagen under kvisten før nogle legende børn under glædesråb styrtede hen mod ham
han talte venligt til dem klappede dem på de små hoveder og lod til at kende dem alle ved fornavn
lommerne i hans lette overfrakke syntes at være et nudtømmeligt lager for legetøjsgjenstande i det mindste trak han da den ene trompet skorstensfejer dukke osv osv op efter den anden indtil ingen af de små børnehænder mere var tomme
dørene blev åbnet og børnenes mødre stak nysgerrigt hovederne udenfor
ved at se doktor hansen nejede og kniksede de så dybt for ham som om han kunne været enten landets konge eller husets konge det vil sige værten og vi betvivler stærkt at den modtagelse den sidste havde fået ville have været nær så hjertelig og velment
den unge doktor nikkede så venlig og trofast igen han spurgte hist og her så deltagende til mandens eller sønnekens befindende at man næsten fik det indtryk at han befandt sig nndt i sin egen familie
den samme scene gentog sig med små variationer da han kom ned til den næste sals trappeafsats
langt om længe nåde han da uden skade for sine egne lemmer eller for den brøstfældige trappe ned i den lave smudsige af alskens uhumskheder stinkende port
en ung pige drejede i samme øjeblik ind i denne
det var helene
helene som moderen nogle minutter i forvejen havde givet en så hæderlig omtale ligeoverfor doktoren
ved at se hende blev den unge mands blide venlige træk ligesom overskygget af en uvilkårlig uvilje
klang måskemor sørensens ord om sorg og skam endnu i hans øren
helenes friske kinder fik ved synet af doktoren en endnu stærkere farve hendes blå øjne lyste i glæde og hun gjorde en bevægelse som om hun ville standse
og han gjorde en uvilkårlig bevægelse som om det var hans hensigt at standse og tale med hende men en anden tanke påkom ham formodentlig thi han fortsatte sin gang med et let henkastet goddag helene
glæden forsvandt som ved n tryllemagt fra pigens øjne hendes kind blussede stærkere men denne gang af bedrøvelse og skuffelse
hun ilede skyndsomt op ad trapperne som om hun ville unddrage sig selv og sin bedrøvelse for doktorens blikke
han havde kun gjort nogle få skridt før han standsede og vendte sig om
pigen var da allerede borte fra porten og på trapperne
nu var det den unge doktors ansigt der blev bedrøvet
når vil du tænkte han høre op nred at fordømme
når vil du lære at tilgive
endogså den værste synder
og om end denne unge pige er en synderinde kan hun da anklages for det er hun den ene skyldige
er det ikke samfundet og livet der bringer hende til at falde
og desuden kan dette rene blik lyve
denne skyldfri pande skjule slette tanker
hvem siger dig om ikke konen deroppe har løjet for dig for helenes vedkommende ligesom hun har løjet for dig om så meget andet
var hele hendes færd deroppe i dag ikke en eneste løgn
du har i ethvert tilfælde gjort uret
du har atter fordømt
og det tilmed uden at høre den anklagede
efter disse ord gik han ud ad porten med et udtryk i sit venlige gode ansigt som om han ærgrede sig over sig selv og sin egen adfærd
doktor hansen lod til at være særdeles godt kendt i dette fattige kvarter thi han havde næppe gået nogle få skridt hen ad fortouget før der igen var en der hilste på ham
denne gang var det en ung mand der så ud til at være fire eller femogtyve år gammel
han var under middelhøjde men velproportioneret og kraftig bygget med svære massive lemmer
hans ansigt var ikke ilde men det havde et vist forsviret og forsværmet udtryk og de små mørkegrå øjne så imidlertid frem for sig med et underlig sky skulende blik
han var klædt efter den nyeste mode men tøjet var valgt uden smag og det syntes ikke rigtig at ville føje sig efter hans massive figur
et par lysegule handsker bedækkede hans store plumpe hænder og i den ene af dem svingede han en lille lapsestok
han gjorde indtrykket af en håndværkssvend der ved en fejltagelse var kommen i en laps es klæder
han gik med noget ludende hovede og hatten sad helt ned over den lave og brede pande
en iagttager ville formodentlig være kommen til det resultat at disse to ting stemmede godt overens med det sky og skjulte der af og til blussede frem i hans blik
i nogen afstand fik han øje på doktor hansen
lapsestokkens svingninger blev mindre og mindre til sidst hørte de ganske op og samtidig syntes han at røbe tanker til at ville skjule sine behandskede hænder bag på ryggen
idet han kom side om side med doktoren viste det skjulte og sky sig i hans blik
han tog sin hat af og syntes at ville smutte hurtig forbi ham
alen doktor hansen standsede
ih se god dag holger svendsen sagde han med et venligt smil og i en hjertelig tone idet han strakte det unge menneske hånden i møde hvorledes går det
holger svendsen forsøgte at se doktoren frejdig ind i ansigtet
tak svarede han med en stemme der lød noget usikker det går rigtig godt hr
doktor
er vi raske

de ser noget mat ud synes jeg
doktor hansen ledsagede sine ord med et blik hen over den unge mands slappe træk
holger svendsen slog sine øjne ned
det er ikke umuligt sagde han for vi har meget af bestille
sonimetider nattearbejde
de er vel bestandig hos burmeister l wain
det skulende viste sig i holger svendsens blik
med nedslagne øjne svarede han ja vel hr
doktor
ja maskinarbejderne er ikke uheldigst stillede af den arbejdende klasse
de har jo en meget ordenlig fortjeneste

hun bøjede sig ned slog sine arme om adams hals og trykkede ham ind til sig

den lille dreng hulkede og gjorde af lutter bevægelse sprældemanden til invalid for livstid ved at rive begge benene af ham

derpå rejste helene sig og strakte tavs sin hånd frem mod faderen

det sløve forkuede udtryk i oles ansigt syntes at ville forsvinde det så ud som om han var i begreb med at sige noget med at gøre sin myndighed soul mand og fader gældende menmor sørensens onde truende blik der ufravendt hvilede på ham syntes at lamslå ham og kvæle den sidste rest af selvstændighed

han lod sig derfor nøjes med tavs at gribe datterens hånd og trykke den

mo er sørensens blik vedblev at magnetisere ham

kun et øjeblik holdt han datterens hånd i sin så slap han den og så skulende ned for sig som om han havde gjort noget ondt helene kastede et sidste bedrøvet afskedsblik hen til moderen

denne vendte hende hånligt ryggen

hun gik da langsomt hen til døren

med hånden på låsen standsede hun endnu en gang og vendte sig om

al harme var forsvunden fra hendes ansigt

med et udtryk af en rørende bedende ydmyghed fæstede hun sit blik på moderen

menmor sørensen var ubønhørlig uden nåde

da hun så datteren tøve ved døren gjorde hun med gnistrende øjne og nogle håndbevægelser der ikke kunne misforstås nogle skridt hen imod hende

en overvældende sørgmodighed lagde sig som en sky hen over pigens ansigt

hun bøjede sit hovede

resigneret og tålmodig

og gik sagte ud af døren

forjaget fra det hjem som hun så gerne ville have kært

forstødt af de forældre som det var hendes inderligste ønske og attrå at hun kunne elske og agte

iv

en patient

ni forlade foreløbig helene og vende tilbage til den unge doktor karl hansen

efter sit besøg på kvistkammeret hos familien sørensen gik han langsomt ned ad trappen der gav nogle bedrøvelige klagelyd fra sig som om hvert skridt han tog forvoldte den den niest ulidelige pine

den unge doktors tillidvækkende træk havde et eftertænksomt udtryk

er det muligt tænkte han ved sig selv idethan forsigtigt steg ned ad trapperne er det muligt at mennesker kan leve hele deres liv i en sådan tilstand af fysisk og moralsk elendighed

man skulle ikke tro det og dog det er ikke noget enestående det som jeg nu så deroppe på tagkammeret

i de store byer hvor alen nestene stå side om side ligesom træerne i en skov er netop en sådan tilstand reglen det modsatte undtagelser

og ml dette oplever man i slutningen af det nittende århundrede der bryster sig med det pralende navn humanitetens århundrede broderkærlighedens og menneskesindets civiliserede sekulum

ja hvilken skæbnesvanger ironi ligger der ikke i disse tilnavne som tiden pynter sig med

de er som den sminke hvorunder koketten skjuler sin magre dødblege kind

den unge doktor gjorde en bevægelse med hovedet som om han havde rystet naget ubehageligt af sig

han havde i sin enetale nævnt slutningen af det 19de århundrede når vi nu tilføjer årstallet 1875 har vi for vore læsere bestemt specificeret tiden hvori vor fortælling foregår

imidlertid steg doktor hansen ned af trapperne han syntes at være særdeles godt kendt i huset

han var næppe nået ned til etagen under kvisten før nogle legende børn under glædesråb styrtede hen mod ham

han talte venligt til dem klappede dem på de små hoveder og lod til at kende dem alle ved fornavn

lommerne i hans lette overfrakke syntes at være et nudtømmeligt lager for legetøjsgjenstande i det mindste trak han da den ene trompet skorstensfejer dukke osv osv op efter den anden indtil ingen af de små børnehænder mere var tomme

dørene blev åbnet og børnenes mødre stak nysgerrigt hovederne udenfor

ved at se doktor hansen nejede og kniksede de så dybt for ham som om han kunne været enten landets konge eller husets konge det vil sige værten og vi betvivler stærkt at den modtagelse den sidste havde fået ville have været nær så hjertelig og velment

den unge doktor nikkede så venlig og trofast igen han spurgte hist og her så deltagende til mandens eller sønnekens befindende at man næsten fik det indtryk at han befandt sig nndt i sin egen familie

den samme scene gentog sig med små variationer da han kom ned til den næste sals trappeafsats

langt om længe nåde han da uden skade for sine egne lemmer eller for den brøstfældige trappe ned i den lave smudsige af alskens uhumskheder stinkende port

en ung pige drejede i samme øjeblik ind i denne

det var helene

helene som moderen nogle minutter i forvejen havde givet en så hæderlig omtale ligeoverfor doktoren

ved at se hende blev den unge mands blide venlige træk ligesom overskygget af en uvilkårlig uvilje

klang måskemor sørensens ord om sorg og skam endnu i hans øren

helenes friske kinder fik ved synet af doktoren en endnu stærkere farve hendes blå øjne lyste i glæde og hun gjorde en bevægelse som om hun ville standse

og han gjorde en uvilkårlig bevægelse som om det var hans hensigt at standse og tale med hende men en anden tanke påkom ham formodentlig thi han fortsatte sin gang med et let henkastet goddag helene

glæden forsvandt som ved n tryllemagt fra pigens øjne hendes kind blussede stærkere men denne gang af bedrøvelse og skuffelse

hun ilede skyndsomt op ad trapperne som om hun ville unddrage sig selv og sin bedrøvelse for doktorens blikke

han havde kun gjort nogle få skridt før han standsede og vendte sig om

pigen var da allerede borte fra porten og på trapperne

nu var det den unge doktors ansigt der blev bedrøvet

når vil du tænkte han høre op nred at fordømme

når vil du lære at tilgive

endogså den værste synder

og om end denne unge pige er en synderinde kan hun da anklages for det er hun den ene skyldige

er det ikke samfundet og livet der bringer hende til at falde

og desuden kan dette rene blik lyve

denne skyldfri pande skjule slette tanker

hvem siger dig om ikke konen deroppe har løjet for dig for helenes vedkommende ligesom hun har løjet for dig om så meget andet

var hele hendes færd deroppe i dag ikke en eneste løgn

du har i ethvert tilfælde gjort uret

du har atter fordømt

og det tilmed uden at høre den anklagede

efter disse ord gik han ud ad porten med et udtryk i sit venlige gode ansigt som om han ærgrede sig over sig selv og sin egen adfærd

doktor hansen lod til at være særdeles godt kendt i dette fattige kvarter thi han havde næppe gået nogle få skridt hen ad fortouget før der igen var en der hilste på ham

denne gang var det en ung mand der så ud til at være fire eller femogtyve år gammel

han var under middelhøjde men velproportioneret og kraftig bygget med svære massive lemmer

hans ansigt var ikke ilde men det havde et vist forsviret og forsværmet udtryk og de små mørkegrå øjne så imidlertid frem for sig med et underlig sky skulende blik

han var klædt efter den nyeste mode men tøjet var valgt uden smag og det syntes ikke rigtig at ville føje sig efter hans massive figur

et par lysegule handsker bedækkede hans store plumpe hænder og i den ene af dem svingede han en lille lapsestok

han gjorde indtrykket af en håndværkssvend der ved en fejltagelse var kommen i en laps es klæder

han gik med noget ludende hovede og hatten sad helt ned over den lave og brede pande

en iagttager ville formodentlig være kommen til det resultat at disse to ting stemmede godt overens med det sky og skjulte der af og til blussede frem i hans blik

i nogen afstand fik han øje på doktor hansen

lapsestokkens svingninger blev mindre og mindre til sidst hørte de ganske op og samtidig syntes han at røbe tanker til at ville skjule sine behandskede hænder bag på ryggen

idet han kom side om side med doktoren viste det skjulte og sky sig i hans blik

han tog sin hat af og syntes at ville smutte hurtig forbi ham

alen doktor hansen standsede

ih se god dag holger svendsen sagde han med et venligt smil og i en hjertelig tone idet han strakte det unge menneske hånden i møde hvorledes går det

holger svendsen forsøgte at se doktoren frejdig ind i ansigtet

tak svarede han med en stemme der lød noget usikker det går rigtig godt hr

doktor

er vi raske

de ser noget mat ud synes jeg

doktor hansen ledsagede sine ord med et blik hen over den unge mands slappe træk

holger svendsen slog sine øjne ned

det er ikke umuligt sagde han for vi har meget af bestille

sonimetider nattearbejde

de er vel bestandig hos burmeister l wain

det skulende viste sig i holger svendsens blik

med nedslagne øjne svarede han ja vel hr

doktor

ja maskinarbejderne er ikke uheldigst stillede af den arbejdende klasse

de har jo en meget ordenlig fortjeneste