yemen2016/memo · Datasets at Hugging Face

text stringlengths 0 5.05k
han forstod hende straks thi han svarede nej han begynder at blive noget gnaven i ansigtet fordi der allerede står en tre si sire kroner hos ham
disse replikker blev vekslede for at føre pigen bag lyset med hensyn til familiens virkelige pecuniaire status
om det værdige ægtepar nåde sit mål var ikke let at se på pigens ansigt thi hun satte sig tavs ned på gulvet ved siden af adams leje og begyndte at lege med hans sprællemand
ole ogmor sørensen tog plads ved bordet og
gav sig i lag med de tarvelige retter
de røbede en appetit der ville have bragt en med forholdene ukendt tilskuer til at tro atmor sørensen havde talt sandhed da hun påstod at hun og hendes mand ikke havde smagt brød i dagens løb
at peter heller ikke blev forsømt er en selvfølge den gik flittig fra hånd til hånd og begyndte snart at blive af en foruroligende tomhed medens samtidig de to spisendes ansigter nærmede sig et stadium af gemytligt velbesindende
nå helene spurgtemor sørensen med munden fuld af mad hvorledes synes du så egentlig om din kondition
godt moder svarede pigen idet hun vedblev at lege med sprællemanden
i lever vel godt spurgte ole idet han med en slurk brændevin lettede et stykke ostemad passagen igennem halsen
å ja vi har ingen grund tial at klge
og der er vel ikke meget at bestille
spurgte mo er sørensen
meget kan der ikke være i et hus hvor vi så at sig kun er to mennesker
ja men der kommer vel ikke så sjælden fremmede
jo meget sjældent kaptajnen ynder mest at leve så stille og fredeligt som vel muligt
øet skal nok være en sær gammel knark denne kaptajn holm
bemærkede ole idet han skelede hen til peter sommor sørensen netop var i begreb med at give et kys der formodentlig forekom hendes mand at være for langt og for varmt
og dygtig gnaven lunefuld og menneskesky er han nok også efter hvad man fortæller om ham
spurgte mo er sørensen idet hun satte peter fra sig i tom tilstand
oles ansigt blev kendelig bedrøvet da han observerede dette
å han er som man omgås ham svarede helene på det sidste spørgsmål jeg kommer nu særdeles godt ud af det med ham
han skal nok have mange grunker den gamle knark
alt i huset vidner om velstand og kaptajnen er efter hvad jeg ved meget rig
i et sådant hus er der gode forretninger at gøre for en pige der forstår at være om sig
det varmor sørensen der kom med den sidste bemærkning
hun fremførte den i en dæmpet tone idet hun samtidigt blinkede fiffigt med øjnene
helene blev bleg drejede hovedet rask om mod moderen så vist på hende og spurgte i en bestemt tone hvad mener du moder
jeg mener at i et hus som kaptajn holms må der være mange ting som ingen bruger og ingen savner og som kunne komme en anden en til god nytte
kort sagt at når du var som andre piger
helene sprang ved disse ord op fra gulvet
hendes kinder var blege medens hendes blå øjne funklede i vrede og harme
med dirrende stemme afbrød hun moderen og sagde du har flere gange talt til mig på denne forblommede måde ogskønt jeg intet vil høre derom vedbliver du bestandig med det
lad det nil blive sidste gang at jeg siger dig at dine ord og hentydninger er spildte at den herre som jeg tjener ham er jeg tro som guld og alt hvad der tilhører ham eller enhver anden fremmed er mig helligt og ukrænkeligt
ester disse ord satte pigen sig igen ned på gulvet ved siden af adam og begyndte at lege med ham
i dette øjeblik gjorde hun det måske mere for at adsprede sine egne tanker end for at more drengen
mo er sørensen løftede sine massive skuldre og hævede sit svømmende blik mod loftet som om hun ville sige hvilken himmelråbende dumhed
efter et øjebliks pause tog hun til orde og sagde i en skrap og arrig tone det er som jeg altid har sagt helene du er en dum tosset tøs
hellere dum end uærlig svarede pigen i en resigneret tone
ja næsvis har du altid været og tungen har du altid haft på gled på det urette sted og et skarn er du mod dine fattige forældre

denne sidste bebrejdelse syntes at være den unge pige for hård
hun førte tavs sit forklæde op til øjnene skjulte hovedet i det og græd
mo er sørensen så på hende med et ondt blik og vedblev idet hun talte sig selv mere og mere arrig ja pib kun din snottede tøs men sandhed er det hvad jeg siger
er det måske ikke din skyld at vi leve i den usleste armod og elendighed at vi knap har det tørre brød og at din fa r og jeg må gå om til skam og spot for enhver der ser os
hun standsede et øjeblik sin tales strøm som om hun ventede på den unge piges svar
helene hævede sit ansigt fra forklædet så med et tårevædet bedende blik på moderen og fremstammede det ene ord moder
hvor lød det ikke bønfaldende og tillige mildt bebrejdende dette ene lille ord
det syntes kun at irriteremor sørensen
hendes svømmende øjne trådte næsten ud af deres hulinger og med sin hæse spirituøse stemme råbte hun når du ville det din skarnagtige tøs så kunne vi have vort gode udkomme så kunne vi bo og leve ordenlig gå anstændig klædt og så kunne dine forældre tilbringe deres sidste dage uden sorger og bekymringer

hun standsede for at trække vejret
moder
gentog helene med sit forrige bønfaldende blik i sin tidligere rørende bedende tone
menmor sørensen hørte intet
hun greb peter og satte ham igen så hårdt ned mod det skrøbelige bord at det gav sig som om dets sidste time var stået
ja råbte hun sådan kunne vi have det når du ville det
var han her ikke i går den rige grosserer som du nok ved og bød han mig ikke flere tusinde rigsdaler når vi kunne bevæge dig til at være en lille smule føjelig mod ham
og han den unge lieutenant og greve som du også nok ved han gav med kyshånd en herregård for et venligt ord og et smil af dig
det er tilbud som ingen anden ung pige ville vise fra sig
mon du er jo ikke som andre mennesker du kender hverken til føjelighed eller en smule opoffrelse
du er som jeg altid har sagt et skarn mod dine forældre
mo er sørensen standsede åndeløs
hun greb peder satte den for munden og sugede i lutter sindsbevægelse og af gammel vane på den tomme flaske
ved moderens hentydninger til den rige grosserer og den nnge lieutenant var den unge pige sprungen op fra sin plads
hendes barm bølgede i heftig bevægelse op og ned vreden gav hendes kinder sorøget farve hendes øjne funklede i harme
en kysk jomfrulig harme
nej sagde hun med fast stemme det er ikke mig der er et skarn mod mine forældre
det er dig der er en unaturlig moder mod dit barn
allerede tidligere er du kommen til mig med disse skændige hentydninger
jeg har bedet og bønfaldet dig om at tie
men du gør det ikke du bliver ved
vil du da for bestandig jage mig bort fra hjemmet
ja gå
gå din slette tøs skregmor sørensen i ustyrlig arrighed gå og sæt aldrig mere dine ben indenfor min dør
ole gjorde en bevægelse som om han ville sige noget men et blik framor sørensen standsede ordene på hans tunge
adam var af lutter forskrækkelse forsvunden under tæppet
hans fingre omklamrede sprældenkandens uskyldige hovede og han sled i det som om det kunne have væretmor sørensens eget hovede han havde fået fingre i
efter moderens sidste ord forblev helene stående med sænket hoved ligesom knuget ned under vægten as det hun havde måttet høre
vreden og harmen forsvandt fra hendes ansigt istedenfor dem trådte der bevægelse og tårer
moder sagde hun med fugtigt blik og rørt stemnæ du jager mig altså bort fra hjemmet
ole hvor kært kunne det ikke være for mig hvor ville jeg ikke kunne elske eder alle sammen hvor villig ville jeg ikke offre alt hvad jeg ejer for eder
det siger du skregmor sørensen i en skingrende tone men s fil om din skarnagtige tøs har så meget som en eneste skilling tilovers fil dine fattige forældræ når du kommer og besøger dem
den unge pige greb i sin lomme og trak en lille tarvelig pung frem
hun tømte hele dens indhold ud på bordet
og det var snart gjort
der var kun få fattige skillinger i den
som et grundigt rovdyr lagdemor sørensen sin plumpe hånd over pengene medens hun samtidig skreg er det nu også noget af byde dine fattige forældræ sådan et par lumpne skilling medens du når du blot ville det kunne skaffe dem hundreder af blanke dalere og s dem hver dag gå klædt i silke og
helene standsede moderens ordstrøm
harmen og vreden blussede igen op i hendes smukke ansigt
det er altså din mening moder sagde hun med en stemme hvis bevægelse hun ikke formåede af undertrykke det er din mening af jage mig bort fra hjemmet
ja sfregmor sørensen ude af sig selv gå bort fra mine øjne din slette tøs og lad mig aldrig fe dig mere
bort med dig og søl dig i den fattigdom og usselhed som du selv vælger
helene der havde bøjet hovedet under vægten af moderens hårde ord hævede det nu atter rask og stolt
med fast næsten imponerende stemme sagde hun heller vil jeg leve ærlig i armod og nød end vanæret i overflod og herlighed
det er mit sidste ord i denne sag
nå det er det
ja se så af komme afsted jo før jo hellere og vov ikke at sætte dine ben her inden du har fået dine tossede nykker ud af hovedet
hun havde under disse ord rejst sig og var med vaklende skridt og truende håndbevægelser trådt tæt hen til datteren
den unge piges blå øjne formørkedes af tårer sorgmod bredte sig som en mørk skygge hen over hendes rene ansigtstræk

han forstod hende straks thi han svarede nej han begynder at blive noget gnaven i ansigtet fordi der allerede står en tre si sire kroner hos ham

disse replikker blev vekslede for at føre pigen bag lyset med hensyn til familiens virkelige pecuniaire status

om det værdige ægtepar nåde sit mål var ikke let at se på pigens ansigt thi hun satte sig tavs ned på gulvet ved siden af adams leje og begyndte at lege med hans sprællemand

ole ogmor sørensen tog plads ved bordet og

gav sig i lag med de tarvelige retter

de røbede en appetit der ville have bragt en med forholdene ukendt tilskuer til at tro atmor sørensen havde talt sandhed da hun påstod at hun og hendes mand ikke havde smagt brød i dagens løb

at peter heller ikke blev forsømt er en selvfølge den gik flittig fra hånd til hånd og begyndte snart at blive af en foruroligende tomhed medens samtidig de to spisendes ansigter nærmede sig et stadium af gemytligt velbesindende

nå helene spurgtemor sørensen med munden fuld af mad hvorledes synes du så egentlig om din kondition

godt moder svarede pigen idet hun vedblev at lege med sprællemanden

i lever vel godt spurgte ole idet han med en slurk brændevin lettede et stykke ostemad passagen igennem halsen

å ja vi har ingen grund tial at klge

og der er vel ikke meget at bestille

spurgte mo er sørensen

meget kan der ikke være i et hus hvor vi så at sig kun er to mennesker

ja men der kommer vel ikke så sjælden fremmede

jo meget sjældent kaptajnen ynder mest at leve så stille og fredeligt som vel muligt

øet skal nok være en sær gammel knark denne kaptajn holm

bemærkede ole idet han skelede hen til peter sommor sørensen netop var i begreb med at give et kys der formodentlig forekom hendes mand at være for langt og for varmt

og dygtig gnaven lunefuld og menneskesky er han nok også efter hvad man fortæller om ham

spurgte mo er sørensen idet hun satte peter fra sig i tom tilstand

oles ansigt blev kendelig bedrøvet da han observerede dette

å han er som man omgås ham svarede helene på det sidste spørgsmål jeg kommer nu særdeles godt ud af det med ham

han skal nok have mange grunker den gamle knark

alt i huset vidner om velstand og kaptajnen er efter hvad jeg ved meget rig

i et sådant hus er der gode forretninger at gøre for en pige der forstår at være om sig

det varmor sørensen der kom med den sidste bemærkning

hun fremførte den i en dæmpet tone idet hun samtidigt blinkede fiffigt med øjnene

helene blev bleg drejede hovedet rask om mod moderen så vist på hende og spurgte i en bestemt tone hvad mener du moder

jeg mener at i et hus som kaptajn holms må der være mange ting som ingen bruger og ingen savner og som kunne komme en anden en til god nytte

kort sagt at når du var som andre piger

helene sprang ved disse ord op fra gulvet

hendes kinder var blege medens hendes blå øjne funklede i vrede og harme

med dirrende stemme afbrød hun moderen og sagde du har flere gange talt til mig på denne forblommede måde ogskønt jeg intet vil høre derom vedbliver du bestandig med det

lad det nil blive sidste gang at jeg siger dig at dine ord og hentydninger er spildte at den herre som jeg tjener ham er jeg tro som guld og alt hvad der tilhører ham eller enhver anden fremmed er mig helligt og ukrænkeligt

ester disse ord satte pigen sig igen ned på gulvet ved siden af adam og begyndte at lege med ham

i dette øjeblik gjorde hun det måske mere for at adsprede sine egne tanker end for at more drengen

mo er sørensen løftede sine massive skuldre og hævede sit svømmende blik mod loftet som om hun ville sige hvilken himmelråbende dumhed

efter et øjebliks pause tog hun til orde og sagde i en skrap og arrig tone det er som jeg altid har sagt helene du er en dum tosset tøs

hellere dum end uærlig svarede pigen i en resigneret tone

ja næsvis har du altid været og tungen har du altid haft på gled på det urette sted og et skarn er du mod dine fattige forældre

denne sidste bebrejdelse syntes at være den unge pige for hård

hun førte tavs sit forklæde op til øjnene skjulte hovedet i det og græd

mo er sørensen så på hende med et ondt blik og vedblev idet hun talte sig selv mere og mere arrig ja pib kun din snottede tøs men sandhed er det hvad jeg siger

er det måske ikke din skyld at vi leve i den usleste armod og elendighed at vi knap har det tørre brød og at din fa r og jeg må gå om til skam og spot for enhver der ser os

hun standsede et øjeblik sin tales strøm som om hun ventede på den unge piges svar

helene hævede sit ansigt fra forklædet så med et tårevædet bedende blik på moderen og fremstammede det ene ord moder

hvor lød det ikke bønfaldende og tillige mildt bebrejdende dette ene lille ord

det syntes kun at irriteremor sørensen

hendes svømmende øjne trådte næsten ud af deres hulinger og med sin hæse spirituøse stemme råbte hun når du ville det din skarnagtige tøs så kunne vi have vort gode udkomme så kunne vi bo og leve ordenlig gå anstændig klædt og så kunne dine forældre tilbringe deres sidste dage uden sorger og bekymringer

hun standsede for at trække vejret

moder

gentog helene med sit forrige bønfaldende blik i sin tidligere rørende bedende tone

menmor sørensen hørte intet

hun greb peter og satte ham igen så hårdt ned mod det skrøbelige bord at det gav sig som om dets sidste time var stået

ja råbte hun sådan kunne vi have det når du ville det

var han her ikke i går den rige grosserer som du nok ved og bød han mig ikke flere tusinde rigsdaler når vi kunne bevæge dig til at være en lille smule føjelig mod ham

og han den unge lieutenant og greve som du også nok ved han gav med kyshånd en herregård for et venligt ord og et smil af dig

det er tilbud som ingen anden ung pige ville vise fra sig

mon du er jo ikke som andre mennesker du kender hverken til føjelighed eller en smule opoffrelse

du er som jeg altid har sagt et skarn mod dine forældre

mo er sørensen standsede åndeløs

hun greb peder satte den for munden og sugede i lutter sindsbevægelse og af gammel vane på den tomme flaske

ved moderens hentydninger til den rige grosserer og den nnge lieutenant var den unge pige sprungen op fra sin plads

hendes barm bølgede i heftig bevægelse op og ned vreden gav hendes kinder sorøget farve hendes øjne funklede i harme

en kysk jomfrulig harme

nej sagde hun med fast stemme det er ikke mig der er et skarn mod mine forældre

det er dig der er en unaturlig moder mod dit barn

allerede tidligere er du kommen til mig med disse skændige hentydninger

jeg har bedet og bønfaldet dig om at tie

men du gør det ikke du bliver ved

vil du da for bestandig jage mig bort fra hjemmet

ja gå

gå din slette tøs skregmor sørensen i ustyrlig arrighed gå og sæt aldrig mere dine ben indenfor min dør

ole gjorde en bevægelse som om han ville sige noget men et blik framor sørensen standsede ordene på hans tunge

adam var af lutter forskrækkelse forsvunden under tæppet

hans fingre omklamrede sprældenkandens uskyldige hovede og han sled i det som om det kunne have væretmor sørensens eget hovede han havde fået fingre i

efter moderens sidste ord forblev helene stående med sænket hoved ligesom knuget ned under vægten as det hun havde måttet høre

vreden og harmen forsvandt fra hendes ansigt istedenfor dem trådte der bevægelse og tårer

moder sagde hun med fugtigt blik og rørt stemnæ du jager mig altså bort fra hjemmet

ole hvor kært kunne det ikke være for mig hvor ville jeg ikke kunne elske eder alle sammen hvor villig ville jeg ikke offre alt hvad jeg ejer for eder

det siger du skregmor sørensen i en skingrende tone men s fil om din skarnagtige tøs har så meget som en eneste skilling tilovers fil dine fattige forældræ når du kommer og besøger dem

den unge pige greb i sin lomme og trak en lille tarvelig pung frem

hun tømte hele dens indhold ud på bordet

og det var snart gjort

der var kun få fattige skillinger i den

som et grundigt rovdyr lagdemor sørensen sin plumpe hånd over pengene medens hun samtidig skreg er det nu også noget af byde dine fattige forældræ sådan et par lumpne skilling medens du når du blot ville det kunne skaffe dem hundreder af blanke dalere og s dem hver dag gå klædt i silke og

helene standsede moderens ordstrøm

harmen og vreden blussede igen op i hendes smukke ansigt

det er altså din mening moder sagde hun med en stemme hvis bevægelse hun ikke formåede af undertrykke det er din mening af jage mig bort fra hjemmet

ja sfregmor sørensen ude af sig selv gå bort fra mine øjne din slette tøs og lad mig aldrig fe dig mere

bort med dig og søl dig i den fattigdom og usselhed som du selv vælger

helene der havde bøjet hovedet under vægten af moderens hårde ord hævede det nu atter rask og stolt

med fast næsten imponerende stemme sagde hun heller vil jeg leve ærlig i armod og nød end vanæret i overflod og herlighed

det er mit sidste ord i denne sag

nå det er det

ja se så af komme afsted jo før jo hellere og vov ikke at sætte dine ben her inden du har fået dine tossede nykker ud af hovedet

hun havde under disse ord rejst sig og var med vaklende skridt og truende håndbevægelser trådt tæt hen til datteren

den unge piges blå øjne formørkedes af tårer sorgmod bredte sig som en mørk skygge hen over hendes rene ansigtstræk