yemen2016/memo · Datasets at Hugging Face

text stringlengths 0 5.05k
mo er sørensen nejede næsten helt ned til gulvet
for ham og ole gjorde ved et buk et tilløb til at folde sig selv sammen i to dele
drengen rejste sig helt op på sin stråsæk og hans blik veg ikke fra den fremmede
denne gik let og hurtigt hen over gulvet til vinduet
han åbnede en af de øverste ruder en frisk ren luftstrøm gød sig ud over kamret
en luftstrøm der dannede en velgørende modsætning til den atmosfære af urene menneskelige uddunstninger brændcvinsdunst og smuds der tidligere havde hersket derinde
der er sagde den fremmede idet han vendte sig fra vinduet ind mod stuen der er to ting der er uundværlige for os mennesker det er frist luft og koldt vand
de er lige så nødvendige for organismen som blad og drikke
disse ord blev udtalt med en bløo behagelig og rolig stemme
mo er sørensen tog ordet og sagde med sin blødeste stemme og i en undskyldende tone ja hr
doktor de to ting sørger jeg ved gud også altid først og fremmest for men jeg troede at da lille adam i dag

doktoren afbrød hende og sagde idet han fortsatte hendes tankegang å en patient har på en varm dag som denne ingen skade af en mundfuld frisk luft
men lad os se på ham den lille fyr
med et venligt opmuntrende smil omkring læberne gik den unge doktor hen til den krog hvori lille adam lå
denne strakte begge sine små hænder ud imod ham
doktoren stak sin ene hånd ind i sin brystlomme og fremtog en spraglet sprællemand
med begge hænder holdt han den ud i luften og lod den gøre nogle lystige bevægelser
adams ansigt udtrykte lutter glæde og overraskelse
lige børn lege bedst sagde den unge doktor idet han lagde papfiguren i drengens hænder derfor er det vel bedst at du får denne sprællemand til at holde dig med selskab
hvad fejler vi ellers har du igen prøvet om væggen eller din hjærneskal er stærkest
han aftog læmpeligt det smudsige tørklæde der var bundet omkring adams hovede
i drengens blonde hår viste der sig nogle ansamlinger as styrknet blod der hidrørte fra en to a tre huller i hovedet
hvorledes er vi kommen til dem
spnrgte doktoren idet han befølte sårene
drengens livlige blik blev ved dette spørgsmål formørket og han så ængstelig og ubestemt hen tilmor sørensen medens han tøvede med at svare mo er sørensen der havde luret efter ethvert ord der faldt imellem doktoren og drengen trådte nu raskt frem og gav svaret for adam
med flydende tungefærdighed sagde hun herregud hr
doktor det er en tung skæbne at være fattig og vi fattige folk kan ikke passe på vore børn som de rige
og de små munde vil have brød lige såvel som de store og derfor må vi ud for at skaffe det skønt det såmænd mange gange salder hårdt nok især når man har en stakkel af en mand der er svagelig og ikke kan tjene ret meget til hjælp
hun standsede og så hen til ole der i dette øjeblik bestræbte sig for at se yderst svagelig ud
derpå vedblev hun med sin tidligere tungefærdighed ser hr
doktoren medens jeg nu var ude i formiddags for at tjene et par skilling som vi ved gud trænger hårdt nok til blev lille adam alene hjemme
og herregud fattige børn vil jo more sig lige såvel som rige og da han ikke har andet legetøj så gav han sig til at lege med kakkelovnen og så var det at han faldt over imod den og slog sig disse store huller i det lille hovede
ikke sandt adam
drengen tøvede et øjeblik at svare men det truende blik hvormedmor sørensen bag doktorens ryg ledsagede sit spørgsmål øvede sin virkning på ham og han svarede langsomt og sagte jo mor sørensen
den unge doktor havde medens han vedblev at lade sin hånd hvile på drengens hovede hørt på konens ordstrøm med en atme som om han ikke var rigtig tilbøjelig til at fæste lid til den
han tog nu sin hånd bort og sagde nå ja ja det er vel ikke så slemt men giv mig lidt friskt vand
ole sørensen forsvandt hurtigt fra tagkammeret og vendte et øjeblik efter tilbage med rent vand i en sprukken skål
doktoren tog et fint hvidt lommetørklæde frem af lommen dyppede det i vandet og bandt det let sammen omkring drengens hovede
samtidig sagde han med et blik på det store smudsige tørklæde som drengen før havde haft om hovedet man skal aldrig tildække en patients hovede med noget så massivt og varmt
hovedet behøver ingen kunstig varme thi naturen sørger med håret for det tilstrækkelige kvantum af varme
ia herregud sagdemor sørensen i en ynkelig tone vi fattige folk må tage hvad vi have og hr
doktoren
ia ja lad nu det være godt afbrød den unge aland hende nu skal jeg skrive dem et badevand op hvormed de kan vaske sårene
som om han var forberedt på hos sine patjenter ikke at træffe sådanne luxusartikler som pen og blæk fremtog han af sin lomme et lille skrivetøj og papir
medens han bøjede sig hen over det skrøbelige bord for at skrive recepten vexledemor sørensen et hurtigt betegnende blik med sin mand
denne trådte nogle skridt nærmere rømmede sig et par gange og sagde i den ynkeligste tone han formåede at opdrive ak ja hr
doktor det er godt nok at skrive badevand og mikstur op men
det er trange tider arbejde er ikke til at opdrive jeg er en svagelig stakkel og hele vinteren og foråret igennem har jeg ikke tjent stort mere end der ligger her bag på min hånd
og kort sagt hr
doktor jeg har ikke en øre at undvære til apottekeren
doktoren var færdig med at skrive recepten og lagde den nu sammen
mo er sørensen trådte et par skridt frem og sagde hurtigt ja hr
doktor det er ved gud i himmelen sandt hvert evige ord han siger
aldrig har jeg kendt sådanne tider og jeg selv der desuden skal passe huset kan ikke tjene tilstrækkeligt til mand og barn
mig selv vil jeg nu ikke tale om
den unge doktor fog med et sørgmodigt smil sin portemonnaie frem og lagde et kronestykke ovenpå recepten
s her sagde han venlig her er der foreløbig til apottekeren
ole mumlede en taksigelse i skjæget ogmor sørensen tørrede med bagen af sin hånd noget formodentlig en tåre ud af øjet medens hun samtidig lagde den anden hånd ovenpå kronestykket
ak herregud klagede hun hr
doktoren er alt for god
det er hårdt for en kone som mig der dog har kendt bedre dage at måtte modtage hjælp men nøden bøjer os jo alle sammen
og denne krone kammer ved gud som om den faldt ned fra himmelen for i dag har vi ikke smagt brød i vor mund
den unge doktors venlige gode ansigt blev ved konens sidste ord med et alvorligt
og dog sagde han i en tone der næsten klang streng dog har de i dag som jeg ser ikke savnet brændevin
han pegede ned modmor sørensens kjolelomme hvorfra brændevinsflasken forræderisk stak sin hals ud
mo er sørensens næse blev et øjeblik om muligt endnu mere rød end tidligere nren hun fattede sig hurtigt og sagde med et blik over til ole i en klagende tone herregud hr
doktor foruden nøden og elendigheden må jeg også trække på det kors at leve med en bland der drikker
ole sænkede ved disse ord sit hovede som en angrende synder
doktoren så over på ham som om han ikke ret fæstede lid til sandheden af den beskyldning der var bleven rettet imod harn
hans ansigt vedblev at være formørket og i sin tidligere alvorlige tone svarede han det er dog mærkværdigt madam sørensen det er deres mand der drikker men det er altid dem der lugter ud af halsen af brændevin
denne gang formåedemor sørensen ikke at skjule sin forvirring eller sinde på en udflugt
hun rømmede sig og søgte at fremstamme nogle undskyldende ord men de blev hver gang ligesom stikkende i halsen på hende
endelig fattede hun sig så meget at hun kunne fremstamme ak herregud hr
doktor vi er jo alle mennesker
og når nøden elendigheden og sorgen overvælder en gør man mangen en gang hvad man ikke burde gøre så døver man smerten ved et middel der ligger nærmest for hånden for os fattigfolk
den mørke skygge forsvandt fra den unge doktors ansigt
det fik sit tidligere blide melankolske udtryk
enhver har nok i sin lod sagde han i en overbærendæ og sørgmodig tone
jeg ved hvor tung sorgen er at bære og jeg fordømmer derfor aldrig jeg beklager kun den der søger glemsel for den ved et mindre heldigt middel
de har ret hr
doktor svaredemor sørensen mere dristig og med noget af sin tidligere tungefærdighed enhver har nok i sin lod
og når som i dag tre munde forgæves råbte om brød så er det en tung lod
og så så søger man af fortvivlelse at glemme den ved de midler man har for hånden
den unge doktor fremtog tavs sin portemonnaie og lagde med et melankolsk smil om munden fem kronestykker hen på bordet foranmor sørensen
mo er sørensen formåede knap at skjule den glæde som synet af de blanke sølvstykker fremkaldte hos hende
hun bøjede sit hovede og fremstammede i en tone soin rørelsen syntes at kvæle gud velsigne og belønne dem for alt det gode de gør mod os fattigfolk
ja det er ikke uden grund at man kalder doktor karl hansen for de fattiges ven
den unge mand vendte sit blege alvorlige ansigt helt om modmor sørensen også hende fast ind i øjnene
ja madam sørensen jeg er en ven af de fattige
men kun en ven af de fattige der ærligt og reelt kæmpe mod deres skæbne
og glem ikke at jeg er en bitter fjende af dem der gør deres fattigdom til en levevej
disse ord blev fremført i en blid tone men der lå dog ligesom en skjult alvorlig advarsel i dem
den unge doktor havde altså dog ikke ganske ladet sig føre bag lyset afmor sørensens tårer og ynkelige ord
med et sidste venligt nik til alle de tilstedeværende gik han henimod døren
idet han nåde denne standsede han endnu en gang og drejede hovedet tilbage
hvorledes går det med helene
spurgte han
ole syntes at ville svare menmor sørensen kom ham hurtig i forkøbet
hun hævede sine svømmende øjne mod loftet rystede på hovedet og sagde i sin bedrøveligste tone herregud hr

mo er sørensen nejede næsten helt ned til gulvet

for ham og ole gjorde ved et buk et tilløb til at folde sig selv sammen i to dele

drengen rejste sig helt op på sin stråsæk og hans blik veg ikke fra den fremmede

denne gik let og hurtigt hen over gulvet til vinduet

han åbnede en af de øverste ruder en frisk ren luftstrøm gød sig ud over kamret

en luftstrøm der dannede en velgørende modsætning til den atmosfære af urene menneskelige uddunstninger brændcvinsdunst og smuds der tidligere havde hersket derinde

der er sagde den fremmede idet han vendte sig fra vinduet ind mod stuen der er to ting der er uundværlige for os mennesker det er frist luft og koldt vand

de er lige så nødvendige for organismen som blad og drikke

disse ord blev udtalt med en bløo behagelig og rolig stemme

mo er sørensen tog ordet og sagde med sin blødeste stemme og i en undskyldende tone ja hr

doktor de to ting sørger jeg ved gud også altid først og fremmest for men jeg troede at da lille adam i dag

doktoren afbrød hende og sagde idet han fortsatte hendes tankegang å en patient har på en varm dag som denne ingen skade af en mundfuld frisk luft

men lad os se på ham den lille fyr

med et venligt opmuntrende smil omkring læberne gik den unge doktor hen til den krog hvori lille adam lå

denne strakte begge sine små hænder ud imod ham

doktoren stak sin ene hånd ind i sin brystlomme og fremtog en spraglet sprællemand

med begge hænder holdt han den ud i luften og lod den gøre nogle lystige bevægelser

adams ansigt udtrykte lutter glæde og overraskelse

lige børn lege bedst sagde den unge doktor idet han lagde papfiguren i drengens hænder derfor er det vel bedst at du får denne sprællemand til at holde dig med selskab

hvad fejler vi ellers har du igen prøvet om væggen eller din hjærneskal er stærkest

han aftog læmpeligt det smudsige tørklæde der var bundet omkring adams hovede

i drengens blonde hår viste der sig nogle ansamlinger as styrknet blod der hidrørte fra en to a tre huller i hovedet

hvorledes er vi kommen til dem

spnrgte doktoren idet han befølte sårene

drengens livlige blik blev ved dette spørgsmål formørket og han så ængstelig og ubestemt hen tilmor sørensen medens han tøvede med at svare mo er sørensen der havde luret efter ethvert ord der faldt imellem doktoren og drengen trådte nu raskt frem og gav svaret for adam

med flydende tungefærdighed sagde hun herregud hr

doktor det er en tung skæbne at være fattig og vi fattige folk kan ikke passe på vore børn som de rige

og de små munde vil have brød lige såvel som de store og derfor må vi ud for at skaffe det skønt det såmænd mange gange salder hårdt nok især når man har en stakkel af en mand der er svagelig og ikke kan tjene ret meget til hjælp

hun standsede og så hen til ole der i dette øjeblik bestræbte sig for at se yderst svagelig ud

derpå vedblev hun med sin tidligere tungefærdighed ser hr

doktoren medens jeg nu var ude i formiddags for at tjene et par skilling som vi ved gud trænger hårdt nok til blev lille adam alene hjemme

og herregud fattige børn vil jo more sig lige såvel som rige og da han ikke har andet legetøj så gav han sig til at lege med kakkelovnen og så var det at han faldt over imod den og slog sig disse store huller i det lille hovede

ikke sandt adam

drengen tøvede et øjeblik at svare men det truende blik hvormedmor sørensen bag doktorens ryg ledsagede sit spørgsmål øvede sin virkning på ham og han svarede langsomt og sagte jo mor sørensen

den unge doktor havde medens han vedblev at lade sin hånd hvile på drengens hovede hørt på konens ordstrøm med en atme som om han ikke var rigtig tilbøjelig til at fæste lid til den

han tog nu sin hånd bort og sagde nå ja ja det er vel ikke så slemt men giv mig lidt friskt vand

ole sørensen forsvandt hurtigt fra tagkammeret og vendte et øjeblik efter tilbage med rent vand i en sprukken skål

doktoren tog et fint hvidt lommetørklæde frem af lommen dyppede det i vandet og bandt det let sammen omkring drengens hovede

samtidig sagde han med et blik på det store smudsige tørklæde som drengen før havde haft om hovedet man skal aldrig tildække en patients hovede med noget så massivt og varmt

hovedet behøver ingen kunstig varme thi naturen sørger med håret for det tilstrækkelige kvantum af varme

ia herregud sagdemor sørensen i en ynkelig tone vi fattige folk må tage hvad vi have og hr

doktoren

ia ja lad nu det være godt afbrød den unge aland hende nu skal jeg skrive dem et badevand op hvormed de kan vaske sårene

som om han var forberedt på hos sine patjenter ikke at træffe sådanne luxusartikler som pen og blæk fremtog han af sin lomme et lille skrivetøj og papir

medens han bøjede sig hen over det skrøbelige bord for at skrive recepten vexledemor sørensen et hurtigt betegnende blik med sin mand

denne trådte nogle skridt nærmere rømmede sig et par gange og sagde i den ynkeligste tone han formåede at opdrive ak ja hr

doktor det er godt nok at skrive badevand og mikstur op men

det er trange tider arbejde er ikke til at opdrive jeg er en svagelig stakkel og hele vinteren og foråret igennem har jeg ikke tjent stort mere end der ligger her bag på min hånd

og kort sagt hr

doktor jeg har ikke en øre at undvære til apottekeren

doktoren var færdig med at skrive recepten og lagde den nu sammen

mo er sørensen trådte et par skridt frem og sagde hurtigt ja hr

doktor det er ved gud i himmelen sandt hvert evige ord han siger

aldrig har jeg kendt sådanne tider og jeg selv der desuden skal passe huset kan ikke tjene tilstrækkeligt til mand og barn

mig selv vil jeg nu ikke tale om

den unge doktor fog med et sørgmodigt smil sin portemonnaie frem og lagde et kronestykke ovenpå recepten

s her sagde han venlig her er der foreløbig til apottekeren

ole mumlede en taksigelse i skjæget ogmor sørensen tørrede med bagen af sin hånd noget formodentlig en tåre ud af øjet medens hun samtidig lagde den anden hånd ovenpå kronestykket

ak herregud klagede hun hr

doktoren er alt for god

det er hårdt for en kone som mig der dog har kendt bedre dage at måtte modtage hjælp men nøden bøjer os jo alle sammen

og denne krone kammer ved gud som om den faldt ned fra himmelen for i dag har vi ikke smagt brød i vor mund

den unge doktors venlige gode ansigt blev ved konens sidste ord med et alvorligt

og dog sagde han i en tone der næsten klang streng dog har de i dag som jeg ser ikke savnet brændevin

han pegede ned modmor sørensens kjolelomme hvorfra brændevinsflasken forræderisk stak sin hals ud

mo er sørensens næse blev et øjeblik om muligt endnu mere rød end tidligere nren hun fattede sig hurtigt og sagde med et blik over til ole i en klagende tone herregud hr

doktor foruden nøden og elendigheden må jeg også trække på det kors at leve med en bland der drikker

ole sænkede ved disse ord sit hovede som en angrende synder

doktoren så over på ham som om han ikke ret fæstede lid til sandheden af den beskyldning der var bleven rettet imod harn

hans ansigt vedblev at være formørket og i sin tidligere alvorlige tone svarede han det er dog mærkværdigt madam sørensen det er deres mand der drikker men det er altid dem der lugter ud af halsen af brændevin

denne gang formåedemor sørensen ikke at skjule sin forvirring eller sinde på en udflugt

hun rømmede sig og søgte at fremstamme nogle undskyldende ord men de blev hver gang ligesom stikkende i halsen på hende

endelig fattede hun sig så meget at hun kunne fremstamme ak herregud hr

doktor vi er jo alle mennesker

og når nøden elendigheden og sorgen overvælder en gør man mangen en gang hvad man ikke burde gøre så døver man smerten ved et middel der ligger nærmest for hånden for os fattigfolk

den mørke skygge forsvandt fra den unge doktors ansigt

det fik sit tidligere blide melankolske udtryk

enhver har nok i sin lod sagde han i en overbærendæ og sørgmodig tone

jeg ved hvor tung sorgen er at bære og jeg fordømmer derfor aldrig jeg beklager kun den der søger glemsel for den ved et mindre heldigt middel

de har ret hr

doktor svaredemor sørensen mere dristig og med noget af sin tidligere tungefærdighed enhver har nok i sin lod

og når som i dag tre munde forgæves råbte om brød så er det en tung lod

og så så søger man af fortvivlelse at glemme den ved de midler man har for hånden

den unge doktor fremtog tavs sin portemonnaie og lagde med et melankolsk smil om munden fem kronestykker hen på bordet foranmor sørensen

mo er sørensen formåede knap at skjule den glæde som synet af de blanke sølvstykker fremkaldte hos hende

hun bøjede sit hovede og fremstammede i en tone soin rørelsen syntes at kvæle gud velsigne og belønne dem for alt det gode de gør mod os fattigfolk

ja det er ikke uden grund at man kalder doktor karl hansen for de fattiges ven

den unge mand vendte sit blege alvorlige ansigt helt om modmor sørensen også hende fast ind i øjnene

ja madam sørensen jeg er en ven af de fattige

men kun en ven af de fattige der ærligt og reelt kæmpe mod deres skæbne

og glem ikke at jeg er en bitter fjende af dem der gør deres fattigdom til en levevej

disse ord blev fremført i en blid tone men der lå dog ligesom en skjult alvorlig advarsel i dem

den unge doktor havde altså dog ikke ganske ladet sig føre bag lyset afmor sørensens tårer og ynkelige ord

med et sidste venligt nik til alle de tilstedeværende gik han henimod døren

idet han nåde denne standsede han endnu en gang og drejede hovedet tilbage

hvorledes går det med helene

spurgte han

ole syntes at ville svare menmor sørensen kom ham hurtig i forkøbet

hun hævede sine svømmende øjne mod loftet rystede på hovedet og sagde i sin bedrøveligste tone herregud hr