yemen2016/memo · Datasets at Hugging Face

text stringlengths 0 5.05k
på denne måde forløb der nogle minutter i den dybeste tavshed
han gik da med dæmpede skridt over gulvet hen til værelsets beboerske
ved siden af hende standsede han lagde sin hånd let på hendes skulder og sagde med blød kærlig stemme eva
den tiltalte gjorde en bevægelse som en der vågner op af en dyb slummer hun drejede langsomt hovedet om og så op på doktoren
nu blev det muligt at iagttage hendes ansigt
dets træk var fine smukke regelmæssige og endnu ungdommelige
hun så ud til i det højeste at være syv eller otte og tyve år gammel
tiltrods for trækkenes skønhed gjorde hendes ansigt et eget man kunne kalde det smertefuldt indtryk
datte hidrørte fra øjnene
de var mørke og smukke omgivne af en tiltalende indfatning af øjenbryn og silkebløde øjenvipper
men nu hendes blik
hvor var det ikke uendelig tomt forunderlig stift og stirrrende og ligesom dødt uden afvekslende liv og forandring
når man så dette blik var det umuligt at tvivle om at bag det var forstandens lys udflukt
i nogle sekunder stirrede hun på doktoren så slog hun øjnene ned som om hun ingen klar bevidsthed havde om at han stod foran hende og at han havde talt til hende
det urolige ængstelige der havde hvilet over doktor hansens ansigt medens han stod henne ved døren var nu forsvunden og nred et fast forskende blik så han den unge kvinde ind i øjnene
det var som om han med sit blik ville ransage det inderste i hendes sjæl
han hævede stemmen og sagde nu blødt og kærligt ligesom før eva
atter drejede hun hovedet og så tomt og stirrende op på ham
ufravendt og forskende så han hende ind i øjnene
det var som om han ville magnetisere hende og nreddele hende noget af det liv og den ild der lå i hans egne øjne til hendes
det så næsten ud som om det lykkedes for ham
der gik en svag bevægelse hen over hendes døde udtryksforladte ansigtstræk
hun åbnede læberne og sagde med en forunderlig hul monoton stemme eva
således hed hun jo den første kvinde
hende der bragte manden til at synde og falde
doktor hansen vedblev ufravendt at studere enhver nuance i hendes ensformige minespil at magnetisere hende med sit blik
hendes øjne hvilede i nogle øjeblikkke ved hans

tomt og stirrende
så gik der atter en næsten umærkelig trækning hen over hendes ansigt
hun bevægede på ny sine læber og sagde men nu er anderledes
nu er det adams sønner der bringer evas døtre til at falde og synde
nu er det

hun afbrød pludselig sig selv med et nartikuleret hæst skrig hendes øjne fik liv men et uhyggeligt vildt vanvittigt liv
hun krummede sine fingre og lod dem kredse om i luften som om hun søndersled nogen eller noget
aked sit faste forskende gennemtrængende blik vedblev doktor hansen at se på hende
det var som om han i dette nu koncentrerede al sin kraft i blikket
var det uron dette der beroligede hende
hun blev mæd et atter stille og ubevægelig og stirrede som før tomt hen for sig
der forløb nogle øjeblike i tavshed
doktor hansen tog sin hånd bort fra hendes skulder lod den atter let falde ned på den og sagde mæd sin bløde blide stemme
eva kender du mig ikke
hun drejede hovedet og så på ham
der forløb næsten et minut medens deres blikke mødtes
så vendte hun sit ansigt bort fra ham og sagde mæd sin hule stemme om jeg kender dig
om jeg kender dig
ja
du er en af disse mennesker
der intet hjærte har
en sorstenet isklump sidder der på det sted
dit blod er koldt som fisfeblod
du ånder mæd gæller
nattens klamme rimluft er det der opvarnier dig
du er en af dem der uden nåde
skånselløst
og ubarmhjærtigt
river det spæde barn fra moderens bryst
for at opæde det
hun standsede et øjeblik for at drage vejret
ikke en mine forandrede sig i doktorens ansigt
ufravendt så han den vanvittige ind i ansigtet
hun greb en af sine lange mørke hårfletninger tog den mellem tænderne bed i den og mumlede idet hun øjensynlig sorfulgte en tankerække
om jeg kender dig
om jeg kender dig
du har ingen følelse for dit eget kød og blod for dit eget barn
du er ligeså grusom og ubarmhjærtig som du er gammel og grå
du kender kun til straf
ubønhørlig straf men ingen nåde men barnet som du river fra moderens hjerte skal engang bringe straffen også over dig
hun lod fletningen falde ud af munden med est bevægelse af tungen som om hun havde smagt på noget bedst og bittert
doktor hansen var lutter øre og lutter øje
opmærksom og spændt hørte han på hende
ikke et eneste ord undgik ham
det var som om han søgte en tråd en tanke der gik gennem hendes forvirrede usammenhængende tale
og hans blik hang så fast ved hendes som om han inderst i hendes øjes dyb spejdede efter et glimt der kunne vidne om at forstandens lys vel var tilsløret og omtåget men dog ikke helt udslukt
han brød den tavshed der var indtrådt efter hendes sidste ord og spurgte eva erindrer du endnu karl din barndoms ven og legekammerat
den vanvittige vendte sit blege ansigt om mod ham
det lod næsten som om hun kun havde hørt og forstået et eneste ord af hans spørgsmål
min ven gentog hun
min ven
min ven
det er et navn der er ligefå falsk og troløs som solen i vinterens hjerte
min ven
hahaha
hun lo højt hæst og uhyggelig
der forandrede sig ikke en mine i doktorens ansigt
hun rystede sit hovede så at de mørke fletninger flagrede omkring hende ligesom når en hest ryster sin manke
det ville uhyggelige kom atter frem i hendes blik idet hun vedblev atin ven

kvindens ven
en grisk edderkop der omspænder hende med sit næt
der ligesom vampyren suger blodet i sig suger al hendes ungdom og friskhed
og derpå forlader hende
kaster hende hånligt bort som en appelsinskal af hvilken al saften er presset ud
hahaha
hun lo på sin uhyggelige måde samlede et par af sine lange fletninger tog deur i munden og bed i dem
doktor hansen tog nu sin hånd bort fra hendes skuldre og trådte nogle skridt tilbage
efter et par øjeblikkes forløb slap den vanvittige igen sine fletninger med den tidligere bevægelse af tungen som om det var noget bedst og bittert hun havde smagt på
derpå strakte hun med begge sine arme frem forsig i luften og hendes ansigt sik på samme tid et ligesom barnligt rørende udtryk
hun bevægede sig frem og tilbage på stolen vuggede sine arme i luften som om hun holdt et lille barn i dem og sang med en blød dæmpet stemme nogle afbrudte strofer af en vuggevise

på denne måde forløb der nogle minutter i den dybeste tavshed

han gik da med dæmpede skridt over gulvet hen til værelsets beboerske

ved siden af hende standsede han lagde sin hånd let på hendes skulder og sagde med blød kærlig stemme eva

den tiltalte gjorde en bevægelse som en der vågner op af en dyb slummer hun drejede langsomt hovedet om og så op på doktoren

nu blev det muligt at iagttage hendes ansigt

dets træk var fine smukke regelmæssige og endnu ungdommelige

hun så ud til i det højeste at være syv eller otte og tyve år gammel

tiltrods for trækkenes skønhed gjorde hendes ansigt et eget man kunne kalde det smertefuldt indtryk

datte hidrørte fra øjnene

de var mørke og smukke omgivne af en tiltalende indfatning af øjenbryn og silkebløde øjenvipper

men nu hendes blik

hvor var det ikke uendelig tomt forunderlig stift og stirrrende og ligesom dødt uden afvekslende liv og forandring

når man så dette blik var det umuligt at tvivle om at bag det var forstandens lys udflukt

i nogle sekunder stirrede hun på doktoren så slog hun øjnene ned som om hun ingen klar bevidsthed havde om at han stod foran hende og at han havde talt til hende

det urolige ængstelige der havde hvilet over doktor hansens ansigt medens han stod henne ved døren var nu forsvunden og nred et fast forskende blik så han den unge kvinde ind i øjnene

det var som om han med sit blik ville ransage det inderste i hendes sjæl

han hævede stemmen og sagde nu blødt og kærligt ligesom før eva

atter drejede hun hovedet og så tomt og stirrende op på ham

ufravendt og forskende så han hende ind i øjnene

det var som om han ville magnetisere hende og nreddele hende noget af det liv og den ild der lå i hans egne øjne til hendes

det så næsten ud som om det lykkedes for ham

der gik en svag bevægelse hen over hendes døde udtryksforladte ansigtstræk

hun åbnede læberne og sagde med en forunderlig hul monoton stemme eva

således hed hun jo den første kvinde

hende der bragte manden til at synde og falde

doktor hansen vedblev ufravendt at studere enhver nuance i hendes ensformige minespil at magnetisere hende med sit blik

hendes øjne hvilede i nogle øjeblikkke ved hans

tomt og stirrende

så gik der atter en næsten umærkelig trækning hen over hendes ansigt

hun bevægede på ny sine læber og sagde men nu er anderledes

nu er det adams sønner der bringer evas døtre til at falde og synde

nu er det

hun afbrød pludselig sig selv med et nartikuleret hæst skrig hendes øjne fik liv men et uhyggeligt vildt vanvittigt liv

hun krummede sine fingre og lod dem kredse om i luften som om hun søndersled nogen eller noget

aked sit faste forskende gennemtrængende blik vedblev doktor hansen at se på hende

det var som om han i dette nu koncentrerede al sin kraft i blikket

var det uron dette der beroligede hende

hun blev mæd et atter stille og ubevægelig og stirrede som før tomt hen for sig

der forløb nogle øjeblike i tavshed

doktor hansen tog sin hånd bort fra hendes skulder lod den atter let falde ned på den og sagde mæd sin bløde blide stemme

eva kender du mig ikke

hun drejede hovedet og så på ham

der forløb næsten et minut medens deres blikke mødtes

så vendte hun sit ansigt bort fra ham og sagde mæd sin hule stemme om jeg kender dig

om jeg kender dig

ja

du er en af disse mennesker

der intet hjærte har

en sorstenet isklump sidder der på det sted

dit blod er koldt som fisfeblod

du ånder mæd gæller

nattens klamme rimluft er det der opvarnier dig

du er en af dem der uden nåde

skånselløst

og ubarmhjærtigt

river det spæde barn fra moderens bryst

for at opæde det

hun standsede et øjeblik for at drage vejret

ikke en mine forandrede sig i doktorens ansigt

ufravendt så han den vanvittige ind i ansigtet

hun greb en af sine lange mørke hårfletninger tog den mellem tænderne bed i den og mumlede idet hun øjensynlig sorfulgte en tankerække

om jeg kender dig

du har ingen følelse for dit eget kød og blod for dit eget barn

du er ligeså grusom og ubarmhjærtig som du er gammel og grå

du kender kun til straf

ubønhørlig straf men ingen nåde men barnet som du river fra moderens hjerte skal engang bringe straffen også over dig

hun lod fletningen falde ud af munden med est bevægelse af tungen som om hun havde smagt på noget bedst og bittert

doktor hansen var lutter øre og lutter øje

opmærksom og spændt hørte han på hende

ikke et eneste ord undgik ham

det var som om han søgte en tråd en tanke der gik gennem hendes forvirrede usammenhængende tale

og hans blik hang så fast ved hendes som om han inderst i hendes øjes dyb spejdede efter et glimt der kunne vidne om at forstandens lys vel var tilsløret og omtåget men dog ikke helt udslukt

han brød den tavshed der var indtrådt efter hendes sidste ord og spurgte eva erindrer du endnu karl din barndoms ven og legekammerat

den vanvittige vendte sit blege ansigt om mod ham

det lod næsten som om hun kun havde hørt og forstået et eneste ord af hans spørgsmål

min ven gentog hun

min ven

det er et navn der er ligefå falsk og troløs som solen i vinterens hjerte

min ven

hahaha

hun lo højt hæst og uhyggelig

der forandrede sig ikke en mine i doktorens ansigt

hun rystede sit hovede så at de mørke fletninger flagrede omkring hende ligesom når en hest ryster sin manke

det ville uhyggelige kom atter frem i hendes blik idet hun vedblev atin ven

kvindens ven

en grisk edderkop der omspænder hende med sit næt

der ligesom vampyren suger blodet i sig suger al hendes ungdom og friskhed

og derpå forlader hende

kaster hende hånligt bort som en appelsinskal af hvilken al saften er presset ud

hahaha

hun lo på sin uhyggelige måde samlede et par af sine lange fletninger tog deur i munden og bed i dem

doktor hansen tog nu sin hånd bort fra hendes skuldre og trådte nogle skridt tilbage

efter et par øjeblikkes forløb slap den vanvittige igen sine fletninger med den tidligere bevægelse af tungen som om det var noget bedst og bittert hun havde smagt på

derpå strakte hun med begge sine arme frem forsig i luften og hendes ansigt sik på samme tid et ligesom barnligt rørende udtryk

hun bevægede sig frem og tilbage på stolen vuggede sine arme i luften som om hun holdt et lille barn i dem og sang med en blød dæmpet stemme nogle afbrudte strofer af en vuggevise