yemen2016/memo · Datasets at Hugging Face

text stringlengths 0 5.05k
han får det også fremført
det er kun tre ord der skælvende og ydmygt baner sig vej over hans læber nåde kaptajn holm
disse ord bliver fremført i et sprog der ikke er så smukt og velklingende som det der tidligere er talt men mere blødt og smeltende
det er dansk den unge mand taler
den gamle i bådens bagstavn drejer hovedet halvl tilbage og med det tidligere udtryk as ubønhørlig og forstenet vrede og had ser han på den unge mand på strandbredden
nåde
gentager han i en hård og hul tone
beder du nu om nåde olaf lund
har du vist nåde imod mig og mine
olaf lund som han var bleven kaldt hæver ved disse ord stolt sit hovede
nej kaptajn holm siger han i en fast tone jeg beder ikke om nåde for mig selv men for hende
ved det sidste ord går dep en trækning hen over den gamles barske ansigt
den er imidlertid så umærkelig og forbigående at kun det skarpeste blik ville have iagttaget den
med en stemme der nu klinger dobbelt hård og hul svarer han spar dine ord
de er kun et tomt mundsvejr der glider mit øre uændset forbi som den vind der nu lufter hen over havet
han drejer hovedet om fra øen og giver matroserne et befalende vink
årerne sænker sig i bandet og storbåden fjærner sig pilsnar fra sømandens død
i
ene
olaf lund forbliver stående på strandbredden på sømandens død på den samme plet og ubevægelig som en stenstøtte
den tropiske sol nærmer sig sin nedgang
dens glødende stråler falder blændende på hans ansigt
han fører den højre hånd skyggende op for øjnene og følger med sit blik ufravendt båden det er vanskeligt at sige hvad der foregår i hans indre hvilke tanker der røre sig bag den uforanderlige og uigennemtrængelige sørgmodige mine som han ansigt bærer til skue
men hans blik hænger ligesom ved båden derude
det er som om han med det vil fastholde den og stanse hvert et åreslag matroserne gør
mere og mere fjærner den sig fra land
matroserne se mørkt ned for sig manden med bådshagen har atter indtaget sin plads i forstavnen og den gamle i bådens bagstavn har på ny lagt sin hånd på roret og med ansigtet bortvendt fra sømandens død spejder han igen hen over havets overflade
den unge mand som de har forladt på den øde ø synes at være glemt af alle i båden
dog der er en ombord som ikke har glemt ham
det er hunden den hvide pudel
under sejladsen hen imod sømandens død har den siddet i bagstavnen af båden ved siden af den gråsprængte kaptam
den har ladet sine kloge gulbrune øjne løbe eftertænksomt rundt til alle siver og den har siddet så rank og knejset med hovedet som om den i grunden var zden øverstkommanderende der uden selv at tage væsenlig del i arbejdet dog med sit overlegne blik ledede manøvrerne
da olaf lund gik fra borde rejste den sig lidt og snusede med logrende hale til ham
men da man nu sejler bort uden ham ser den hvide pudel urolig og forbavset ud som om den ikke forstod det og den lader sit kloge blik spørgende løbe frem og tilbage mellem den gamle i båden og den unge mand på strandbredden
den gamle kaptajn ændser hverken hunden eller den tilbageblevne på strandbredden og dette synes at slå pudelen med uro og overraskelse den rejser sig op drejer sig om og vender hovedet ind imod øen
dens logrende hale sænker sig den strækker halsen frem og stirrer ufravendt ind imod sømandens død
og jo længere båden fjærner sig fra land desto mere sænker sig pudelens hale desto længere bliver dens hals og dens stirrende øjne synes næsten at ville springe ud af deres hulninger
båden er næsten et bøsseskud fra land den er snart ude af det smule vand og inde i brændingen
dyret synes at tage sin beslutning
den udstøder et sagte klagende hyl springer ud fra bådens bagstavn og svømmer ind mod øen
det kommer bådens besætning aldeles uventet
matroserne trækker langsommere vå årene kaptajnen drejer med et vredt overrasket blik hovedet tilbage fløjter og råber hen over søen kvik

kvik
kom her
men kvik hører intet
den svømmer kun hurtigere og hurtigere til
der blusser vrede og harme frem i kaptajnens grå øjne han synes at overveje hvad der er at gøre og han tager snarrådig sin beslutning
han stikker hånden indenfor frakken og tager en sirløbet revolver frem
han hæver den og tager sigte efter hundens hvide hovede der viser sig over havfladen
matroserne stirrer mørkt og truende på denne gamle mand der har hjerte til at dræbe en stakkels hund hvis eneste skyld er dens trofasthed
der lyder et knald der bølger en røgsøjle ud af revolveren
røgen spreder sig
de ville matroser smiler bifaldende
pudelens hvide hoveds vedbliver at vise sig over havfladen
den gamle mand har sejlet hans hånd har for første gang rystet hans blik har været mindre sikkert end sædvanlig
mon det er fordi han dog har hjerte for hunden
han er et øjeblik tvivlrådig om han skal skyde igen men så stikker han revolveren indenfor frakken idet han mellem tænderne mumler en ed i det fremmede blødt klingende sprog som de spanske matroser ikke forstår
imidlerlid svømmer kvik videre bestandig med blikket ufravendt fæstet på den ubevægelige skikkelse derinde på strandbredden
den hvide pudel aner ikke hvilke farer der lurer også på den under havets overflade
det er ikke klipper og rev men det er havets rovdyr hajerne
dog den når i behold land og med en glad gøen springer den omkring den mand som menneskene har forladt men som dyret ikke har villet forlade
uden at røre sig fra pletten uden at tage den skyggende hånd bort fra øjnene bøjer han sig ned og takker hunden for dens trofasthed ved at klappe den på hovedet
derpå rejser han sig atter i sin fulde skikkslse og stirrer ufravendt ud mod båden
kvik bliver stående ved hans side og med sit kloge blik følger den ligeledes det lille fartøj som nu gynger derude i brændingen
så ubevægelige således ligesom livløse stå de to mennesket og dyret der på den samme plet at den som ikke vidste bedre besked og som gennem en kikkert fra et forbisejlende skib havde iagttaget dem ville have antaget dem for to stenstøtter som en trolddomskraff havde fastnaglet til stedet
imidlertid glider båden videre på den dødbringende fart gennem brændingen
og ligesom før går den ved et vidunder frelst igennem den
besidder den gamle kaptajns øje en overnaturlig sekraft siden det således formår at bemærke og undgå de skjulte farer der truer ham og hans folk fra alle sider
mindre og mindre bliver båden
nu er det kun med anstrengelse muligt at skælne de enkelte skikkelser i den
og de der ude synes ganske at have glemt den de har efterladt på sømandens død
kun en eneste gang drej de den gamle red roret hovedet om og så sig tilbage
det var lige idet båden gled ud af brændingerne
afstanden er da så stor at den gamle akkurat kan skimte de to ubevægelige skikkelser i land og denne med sit skarpe blik iagttage den gamle kaptajns hovedbevægelse
og dog trods denne afstand er det som om de to mænds blikke mødtes ude ører havet og som om der i disse blikke ligger et spørgsmål
det spørgsmåal mødes vi to nogensinde igen i livet
den gamle drejer hurtigt hovedet om som om han på dette spørgsmål svarer et bestemt nej
på den unges arsigt læser man intet svar på spørgsmålet dets træk er ligeså uigennemtrængelige og ubevægilige som hidtil
båden derude bliver mindre og mindre den tager sig ud som en nøddeskal og til sidst bliver den et med havfladen
i samme nu gør den unge mand en bevægelse og tager sin skyggende hånd bort fra øjnene
kvik strækker halsen frem sænker halen ned mellem beuene og tuder langt og sørgeligt ud over havet
olaf lund vender sig om og går
strandbredden på sømandens død hæver sig temmelig brat i vejret
den unge mand vil højere op for muligt derfra at følge de bortdragne
han klavrer opad den bratte skrænt der synes at bestå af sten og brændende hedt sand
han når dens top og kaster blikket rundt omkring sig
foran ham ligger sømandens død
en øde forladt stenørken
ethvert spor af liv synes at være udslukt i den
olaf lunds blik møder ikke et træ ikke et blad ja ikke engang et vissent græsstrå
ml levende har forladt den
der viser sig ikke et eneste dyr der kryber ikke engang en orm i sandet
selv himlens og havets fugle synes at sky den som om dens lust er pestbefængt thi de flyve i store vide kredse udenom den
såldes er det skue der møder olaf lunds blik
kun sand og sten
sten og sand
og det er fra nu af hans hjem
han vendersig uvillig om og ser igen ud over havet
han må igen skygge for øjnene med sin hånd mod den brændende sol der nu er ligeved at synke ned i havet

han får det også fremført

det er kun tre ord der skælvende og ydmygt baner sig vej over hans læber nåde kaptajn holm

disse ord bliver fremført i et sprog der ikke er så smukt og velklingende som det der tidligere er talt men mere blødt og smeltende

det er dansk den unge mand taler

den gamle i bådens bagstavn drejer hovedet halvl tilbage og med det tidligere udtryk as ubønhørlig og forstenet vrede og had ser han på den unge mand på strandbredden

nåde

gentager han i en hård og hul tone

beder du nu om nåde olaf lund

har du vist nåde imod mig og mine

olaf lund som han var bleven kaldt hæver ved disse ord stolt sit hovede

nej kaptajn holm siger han i en fast tone jeg beder ikke om nåde for mig selv men for hende

ved det sidste ord går dep en trækning hen over den gamles barske ansigt

den er imidlertid så umærkelig og forbigående at kun det skarpeste blik ville have iagttaget den

med en stemme der nu klinger dobbelt hård og hul svarer han spar dine ord

de er kun et tomt mundsvejr der glider mit øre uændset forbi som den vind der nu lufter hen over havet

han drejer hovedet om fra øen og giver matroserne et befalende vink

årerne sænker sig i bandet og storbåden fjærner sig pilsnar fra sømandens død

i

ene

olaf lund forbliver stående på strandbredden på sømandens død på den samme plet og ubevægelig som en stenstøtte

den tropiske sol nærmer sig sin nedgang

dens glødende stråler falder blændende på hans ansigt

han fører den højre hånd skyggende op for øjnene og følger med sit blik ufravendt båden det er vanskeligt at sige hvad der foregår i hans indre hvilke tanker der røre sig bag den uforanderlige og uigennemtrængelige sørgmodige mine som han ansigt bærer til skue

men hans blik hænger ligesom ved båden derude

det er som om han med det vil fastholde den og stanse hvert et åreslag matroserne gør

mere og mere fjærner den sig fra land

matroserne se mørkt ned for sig manden med bådshagen har atter indtaget sin plads i forstavnen og den gamle i bådens bagstavn har på ny lagt sin hånd på roret og med ansigtet bortvendt fra sømandens død spejder han igen hen over havets overflade

den unge mand som de har forladt på den øde ø synes at være glemt af alle i båden

dog der er en ombord som ikke har glemt ham

det er hunden den hvide pudel

under sejladsen hen imod sømandens død har den siddet i bagstavnen af båden ved siden af den gråsprængte kaptam

den har ladet sine kloge gulbrune øjne løbe eftertænksomt rundt til alle siver og den har siddet så rank og knejset med hovedet som om den i grunden var zden øverstkommanderende der uden selv at tage væsenlig del i arbejdet dog med sit overlegne blik ledede manøvrerne

da olaf lund gik fra borde rejste den sig lidt og snusede med logrende hale til ham

men da man nu sejler bort uden ham ser den hvide pudel urolig og forbavset ud som om den ikke forstod det og den lader sit kloge blik spørgende løbe frem og tilbage mellem den gamle i båden og den unge mand på strandbredden

den gamle kaptajn ændser hverken hunden eller den tilbageblevne på strandbredden og dette synes at slå pudelen med uro og overraskelse den rejser sig op drejer sig om og vender hovedet ind imod øen

dens logrende hale sænker sig den strækker halsen frem og stirrer ufravendt ind imod sømandens død

og jo længere båden fjærner sig fra land desto mere sænker sig pudelens hale desto længere bliver dens hals og dens stirrende øjne synes næsten at ville springe ud af deres hulninger

båden er næsten et bøsseskud fra land den er snart ude af det smule vand og inde i brændingen

dyret synes at tage sin beslutning

den udstøder et sagte klagende hyl springer ud fra bådens bagstavn og svømmer ind mod øen

det kommer bådens besætning aldeles uventet

matroserne trækker langsommere vå årene kaptajnen drejer med et vredt overrasket blik hovedet tilbage fløjter og råber hen over søen kvik

kvik

kom her

men kvik hører intet

den svømmer kun hurtigere og hurtigere til

der blusser vrede og harme frem i kaptajnens grå øjne han synes at overveje hvad der er at gøre og han tager snarrådig sin beslutning

han stikker hånden indenfor frakken og tager en sirløbet revolver frem

han hæver den og tager sigte efter hundens hvide hovede der viser sig over havfladen

matroserne stirrer mørkt og truende på denne gamle mand der har hjerte til at dræbe en stakkels hund hvis eneste skyld er dens trofasthed

der lyder et knald der bølger en røgsøjle ud af revolveren

røgen spreder sig

de ville matroser smiler bifaldende

pudelens hvide hoveds vedbliver at vise sig over havfladen

den gamle mand har sejlet hans hånd har for første gang rystet hans blik har været mindre sikkert end sædvanlig

mon det er fordi han dog har hjerte for hunden

han er et øjeblik tvivlrådig om han skal skyde igen men så stikker han revolveren indenfor frakken idet han mellem tænderne mumler en ed i det fremmede blødt klingende sprog som de spanske matroser ikke forstår

imidlerlid svømmer kvik videre bestandig med blikket ufravendt fæstet på den ubevægelige skikkelse derinde på strandbredden

den hvide pudel aner ikke hvilke farer der lurer også på den under havets overflade

det er ikke klipper og rev men det er havets rovdyr hajerne

dog den når i behold land og med en glad gøen springer den omkring den mand som menneskene har forladt men som dyret ikke har villet forlade

uden at røre sig fra pletten uden at tage den skyggende hånd bort fra øjnene bøjer han sig ned og takker hunden for dens trofasthed ved at klappe den på hovedet

derpå rejser han sig atter i sin fulde skikkslse og stirrer ufravendt ud mod båden

kvik bliver stående ved hans side og med sit kloge blik følger den ligeledes det lille fartøj som nu gynger derude i brændingen

så ubevægelige således ligesom livløse stå de to mennesket og dyret der på den samme plet at den som ikke vidste bedre besked og som gennem en kikkert fra et forbisejlende skib havde iagttaget dem ville have antaget dem for to stenstøtter som en trolddomskraff havde fastnaglet til stedet

imidlertid glider båden videre på den dødbringende fart gennem brændingen

og ligesom før går den ved et vidunder frelst igennem den

besidder den gamle kaptajns øje en overnaturlig sekraft siden det således formår at bemærke og undgå de skjulte farer der truer ham og hans folk fra alle sider

mindre og mindre bliver båden

nu er det kun med anstrengelse muligt at skælne de enkelte skikkelser i den

og de der ude synes ganske at have glemt den de har efterladt på sømandens død

kun en eneste gang drej de den gamle red roret hovedet om og så sig tilbage

det var lige idet båden gled ud af brændingerne

afstanden er da så stor at den gamle akkurat kan skimte de to ubevægelige skikkelser i land og denne med sit skarpe blik iagttage den gamle kaptajns hovedbevægelse

og dog trods denne afstand er det som om de to mænds blikke mødtes ude ører havet og som om der i disse blikke ligger et spørgsmål

det spørgsmåal mødes vi to nogensinde igen i livet

den gamle drejer hurtigt hovedet om som om han på dette spørgsmål svarer et bestemt nej

på den unges arsigt læser man intet svar på spørgsmålet dets træk er ligeså uigennemtrængelige og ubevægilige som hidtil

båden derude bliver mindre og mindre den tager sig ud som en nøddeskal og til sidst bliver den et med havfladen

i samme nu gør den unge mand en bevægelse og tager sin skyggende hånd bort fra øjnene

kvik strækker halsen frem sænker halen ned mellem beuene og tuder langt og sørgeligt ud over havet

olaf lund vender sig om og går

strandbredden på sømandens død hæver sig temmelig brat i vejret

den unge mand vil højere op for muligt derfra at følge de bortdragne

han klavrer opad den bratte skrænt der synes at bestå af sten og brændende hedt sand

han når dens top og kaster blikket rundt omkring sig

foran ham ligger sømandens død

en øde forladt stenørken

ethvert spor af liv synes at være udslukt i den

olaf lunds blik møder ikke et træ ikke et blad ja ikke engang et vissent græsstrå

ml levende har forladt den

der viser sig ikke et eneste dyr der kryber ikke engang en orm i sandet

selv himlens og havets fugle synes at sky den som om dens lust er pestbefængt thi de flyve i store vide kredse udenom den

såldes er det skue der møder olaf lunds blik

kun sand og sten

sten og sand

og det er fra nu af hans hjem

han vendersig uvillig om og ser igen ud over havet

han må igen skygge for øjnene med sin hånd mod den brændende sol der nu er ligeved at synke ned i havet