yemen2016/memo · Datasets at Hugging Face

text stringlengths 0 5.05k
men der kom intet af det han ønskede kun det afmålte svar jeg er som du ser bleven gammel
ikke en gang et velkommen havde han til ham
jeg ville så gerne se dig igen en gang vedblev kjeld givende efter for en indre trang
ja du ønsker vel også at se andre end mig
spurgte den gamle bittert
stod han her hans gamle fader som et vågende politi
således kom han altså til sit hjem første gang efter næsten halvfjerde års forløb år så fulde af kamp og smerte som han aldrig havde levet
kjeld var ude af stand til at svare noget
så førte hans fader ham tavs ind i kontoret
ja kjeld begyndte den gamle med en underlig lav røst jeg må først tale med dig alene og høre noget om dine hensigter
om mine hensigter far
det er vel ikke nogen forunderlig hensigt at ville hilse på sin gamle far og at ville se sinsin søn
svarede kjeld og trådte flere skridt tilbage
han begyndte at køles af
og sin hustru supplerede den gamle for det er hvad jeg vil vide
ja a hvis minona ellers vil se mig så naturligvis vil jeg hilse på hende
hvad den gamle tænkte er ikke let at sige han var bleg som døden med synlig overvindelse gik han nærmere hen til sønnen og det så ud som om han ville have løftet armen måske for at lægge den om sønnens hals men enten kunne han ikke eller han betænkte sig den faldt atter ned
når jeg tænker på således som du drog bort sidste gang er jeg nærved at fortvivle og det er vel ikke din mening at drage bort igen
havde han fulgt sin dybeste trang da vare hans ord faldne som hammerslag om han aldrig skulle have set sønnen mere
det stod fast for ham at han i fremtiden kunne undvære denne søn
han havde nu fundet trøst i samlivet med minona der var en forgudet datter for ham og han havde overført sit fremtidshåb på sit barnebarn men den omstændighed at minona som han troede bestandig elskede og længtes efter kjeld fik ham til at beherske sin harme og at fare frem med lempe imod ham
det skal jeg sige dig når jeg får talt med minona svarede kjeld koldt
godt
det er ikke hendes skyld at jeg har gjort dig disse spørgsmål
hun ville endog med sin søn han sagde ikke din søn uh
det skurrede i kjelds øren have taget imod dig
men hun har sørget så meget over hvad der er sket at jeg satte mig derimod
som sædvanlig tænkte kjeld er jeg overflødig og nogle bitre rester af det gamle dukkede op i ham
hun er derinde alene
sagde den gamle og pegede på en dør som var ny
han udholdt ikke længere denne samtale
kjeld bankede på lukkede døren op og trådte ind i et ham ubekendt rum minonas elegante kabinet
et øjeblik overtydede kjeld om at barnet ikke var der og det slog ham hvor han higede efter at se dette barn som nu syntes ham det eneste han kunne træde nær og knuge i sine arme
minona som sad på en lav stol i et hjørne rejste sig men blev stående midt i stuen
det første indtryk var en skarp gensidig iagttagelse begge fandt de hinanden meget forandrede
minona fandt kjeld mørkere og koldere af udseende end før og han hende mindre elastisk men egentlig kønnere end tilforn
hun fattede sig først gik hen og rakte ham hånden
velkommen tilbage efter flere år
hun havde altså et velkommen for ham
ja a der gik virkelig år du tænkte måske det var for bestandigt
jeg håbede det ikke svarede hun langt doucere end før og næppe herre over røsten
jeg nægter ikke at selv nu faldt det mig svært at bestemme mig
de tre år er godt på vej til at blive fire og jeg har ingen forestilling om hvorledes du ser på det alt
spurgte kjeld du har meget at tilgive om der i det hele kan blive tale herom
jeg har da haft tid nok at tænke efter
det var jo desuden mig som ikke ville skilles
ja a for drengens skyld naturligvis det forstår jeg nok svarede han for nogen anden menneskelig grund kunne du da ikke have
erindringen om constance væltede mægtig ind over ham men her ansigt til ansigt med sin hustru følte han sin brøde imod hende og gjorde hende i sin sjæl den største afbigt han formåede
kunne dette brud føre til en anden og bedre forståelse imellem os kjeld ville jeg glemme disse skrækkelige år gøre mig oprigtig umage dermed
for første gang kaldte hun ham ved fornavn
hendes smukke røst og langt blidere væsen overraskede ham højlig og indvirkede behagelig på ham
du vil altså ikke støde mig tilbage skilles fra mig
spurgte han med noget varmere røst
ikke hvis vort liv kan blive anderledes og bedre end det nogen sinde har været
du må ikke pine mig som før med skinsyge over de mest urimelige ting eller være så pirrelig og tavs imod mig som hendes styrke var forbi hun brast i gråd
det var aldeles nyt for kjeld at se hende således og det slog ham at hun havde aflagt sine raske kraftige manerer hun var bleven stilfærdigere netop som han tidligere havde ønsket
eller så han hende i disse første øjeblikke med andre øjne
var han selv normal
var det måske kun disse første øjeblikkes eksaltation
han kendte sig selv ældre på disse mange refleksioner
med minona var det så at hun havde tabt sin første ungdoms selvsikkerhed sit overstrømmende livsmod men naturen som ikke er så karrig som man ofte tror med at give hvor den tager havde netop til gengæld gennem prøvelsen og hendes moderforhold udstyret hende med nye evner hvorved flere af de gamle trådte i skygge
til evidens havde hun erfaret at skulle hun have nået hvad hun i studieårene havde tænkt sig da måtte hun have valgt den ensomme stand og ville ikke være bleven skuffet
hendes evner vare rige nok til at bære hende frem på hvad der kaldes mandens vej og ville sikkert i længden have tilfredsstillet hende fuldt så godt som det hun frivillig valgte en dyrekøbt men altfor sen erfaring for så mange
men hun havde valgt og erfarede at ingen store mål nås uden en koncentration der kræver sine livsofre
hvis alternativet fra først igen blev stillet hende da havde hun måske valgt anderledes men denne tanke var hendes achilleshæl som hun gemte på bunden af sin sjæl som kjeld måske havde hengemt sin
vi må lære at bære over med hinanden det er mit oprigtige forsæt at ville stræbe efter at vinde det tabte tilbage sagde kjeld tog hendes hånd og drog hende ind til sig
minona rødmede som en ung pige
hun følte sig fremmed i hans nærværelse og overså nu ret egentlig hvad hun havde lidt ved den lange tilsidesættelse som hendes travle liv skånsomt havde tilhyllet
hun kunne ikke sund og sand som hun var komme over det ikke nu kløften var for stor og livet havde andre vidder for hende hvori der nu var hvile og fred end kærlighedens
jeg må ind og trøste din fader han længes så meget og bliver urolig hviskedee hun snoede sig fra ham og han blev alene
hun forsvandt forsvandt virkelig og netop nu sagde han bedrøvet til sig selv i et øjeblik hvor jeg endelig havde så meget at sige hende
ja endelig
da gik det op for ham at han havde et arbejde for sig at vinde hende tilbage
og i tankeperspektivet i sin sjæl havde han det yderst sjældne syn af sin ungdoms hustru altid lys og mild aldrig uden ufrivillig krænkende ham i hans pirrelighed imod hende
og pludselig som lynet og alt det store kommer steg tanken frem for ham hvad det ny var ved minona det splinterny
han så hende første gang som moder sin søns moder tanken besatte ligesom alle hans sjæls indgange og fik hans hjerte til at udvide sig og banke i urolige slag
alt det gode i hans sjæl brød ud og tog kampen op den han med afbrydelser snart bevidst oftere måske ubevidst havde begyndt
og som en tilfældig prøve for hans alvor hermed faldt hans blik idet det gled omkring i det så nydelige rum hvor alt var ordnet som det netop tiltalte ham på et lille fotografi imellem mange
du her
constance
at tænke sig at minona havde plads til dette billede det var endnu det største han havde set af hende
han lukkede øjnene og følte sig svimmel men kun et øjeblik
så tog han billedet i sin hånd hans lidelser havde lagt mange år imellem dem
langt borte fra sin egen ungdom forekom han sig
han vendte portrætet om og læste stroferne af det troskyldige salmevers der i videste forstand var bleven hendes program
aldeles ufrivilligt kom de to ord min søster
over hans læber som en blomst der skyder op i vandets overflade
han satte billedet vemodig hen
han havde betalt den pris som ikke er ualmindelig imellem mænd at tage afstand fra deres ungdom den hustruerne ofte møjsommeligt må vinde dem tilbage som efterslæt
men kjeld var reddet for det sociale liv og for familien
længe en evighed forekom det ham gik han op og ned da hørte han inde fra de stille store rum hvor ingen spæde røster siden hans barndom havde lydt en barnestemme som betog ham ubeskriveligt
med bevingede skridt forsvandt han gennem døren
de sidste skranker faldt for det tillukkede i hans sjæl
han gik ind for at søge forsoning med sin gamle fader greb sin dejlige søn i armene og begyndte en tillidsfuld belejring af minona
constances vision syntes således at blive sandhed
prolog
to ørkener i
sømandens død
midt ude i det store atlanterhav ligger der en ø
en lille øde og ubeboet ø

men der kom intet af det han ønskede kun det afmålte svar jeg er som du ser bleven gammel

ikke en gang et velkommen havde han til ham

jeg ville så gerne se dig igen en gang vedblev kjeld givende efter for en indre trang

ja du ønsker vel også at se andre end mig

spurgte den gamle bittert

stod han her hans gamle fader som et vågende politi

således kom han altså til sit hjem første gang efter næsten halvfjerde års forløb år så fulde af kamp og smerte som han aldrig havde levet

kjeld var ude af stand til at svare noget

så førte hans fader ham tavs ind i kontoret

ja kjeld begyndte den gamle med en underlig lav røst jeg må først tale med dig alene og høre noget om dine hensigter

om mine hensigter far

det er vel ikke nogen forunderlig hensigt at ville hilse på sin gamle far og at ville se sinsin søn

svarede kjeld og trådte flere skridt tilbage

han begyndte at køles af

og sin hustru supplerede den gamle for det er hvad jeg vil vide

ja a hvis minona ellers vil se mig så naturligvis vil jeg hilse på hende

hvad den gamle tænkte er ikke let at sige han var bleg som døden med synlig overvindelse gik han nærmere hen til sønnen og det så ud som om han ville have løftet armen måske for at lægge den om sønnens hals men enten kunne han ikke eller han betænkte sig den faldt atter ned

når jeg tænker på således som du drog bort sidste gang er jeg nærved at fortvivle og det er vel ikke din mening at drage bort igen

havde han fulgt sin dybeste trang da vare hans ord faldne som hammerslag om han aldrig skulle have set sønnen mere

det stod fast for ham at han i fremtiden kunne undvære denne søn

han havde nu fundet trøst i samlivet med minona der var en forgudet datter for ham og han havde overført sit fremtidshåb på sit barnebarn men den omstændighed at minona som han troede bestandig elskede og længtes efter kjeld fik ham til at beherske sin harme og at fare frem med lempe imod ham

det skal jeg sige dig når jeg får talt med minona svarede kjeld koldt

godt

det er ikke hendes skyld at jeg har gjort dig disse spørgsmål

hun ville endog med sin søn han sagde ikke din søn uh

det skurrede i kjelds øren have taget imod dig

men hun har sørget så meget over hvad der er sket at jeg satte mig derimod

som sædvanlig tænkte kjeld er jeg overflødig og nogle bitre rester af det gamle dukkede op i ham

hun er derinde alene

sagde den gamle og pegede på en dør som var ny

han udholdt ikke længere denne samtale

kjeld bankede på lukkede døren op og trådte ind i et ham ubekendt rum minonas elegante kabinet

et øjeblik overtydede kjeld om at barnet ikke var der og det slog ham hvor han higede efter at se dette barn som nu syntes ham det eneste han kunne træde nær og knuge i sine arme

minona som sad på en lav stol i et hjørne rejste sig men blev stående midt i stuen

det første indtryk var en skarp gensidig iagttagelse begge fandt de hinanden meget forandrede

minona fandt kjeld mørkere og koldere af udseende end før og han hende mindre elastisk men egentlig kønnere end tilforn

hun fattede sig først gik hen og rakte ham hånden

velkommen tilbage efter flere år

hun havde altså et velkommen for ham

ja a der gik virkelig år du tænkte måske det var for bestandigt

jeg håbede det ikke svarede hun langt doucere end før og næppe herre over røsten

jeg nægter ikke at selv nu faldt det mig svært at bestemme mig

de tre år er godt på vej til at blive fire og jeg har ingen forestilling om hvorledes du ser på det alt

spurgte kjeld du har meget at tilgive om der i det hele kan blive tale herom

jeg har da haft tid nok at tænke efter

det var jo desuden mig som ikke ville skilles

ja a for drengens skyld naturligvis det forstår jeg nok svarede han for nogen anden menneskelig grund kunne du da ikke have

erindringen om constance væltede mægtig ind over ham men her ansigt til ansigt med sin hustru følte han sin brøde imod hende og gjorde hende i sin sjæl den største afbigt han formåede

kunne dette brud føre til en anden og bedre forståelse imellem os kjeld ville jeg glemme disse skrækkelige år gøre mig oprigtig umage dermed

for første gang kaldte hun ham ved fornavn

hendes smukke røst og langt blidere væsen overraskede ham højlig og indvirkede behagelig på ham

du vil altså ikke støde mig tilbage skilles fra mig

spurgte han med noget varmere røst

ikke hvis vort liv kan blive anderledes og bedre end det nogen sinde har været

du må ikke pine mig som før med skinsyge over de mest urimelige ting eller være så pirrelig og tavs imod mig som hendes styrke var forbi hun brast i gråd

det var aldeles nyt for kjeld at se hende således og det slog ham at hun havde aflagt sine raske kraftige manerer hun var bleven stilfærdigere netop som han tidligere havde ønsket

eller så han hende i disse første øjeblikke med andre øjne

var han selv normal

var det måske kun disse første øjeblikkes eksaltation

han kendte sig selv ældre på disse mange refleksioner

med minona var det så at hun havde tabt sin første ungdoms selvsikkerhed sit overstrømmende livsmod men naturen som ikke er så karrig som man ofte tror med at give hvor den tager havde netop til gengæld gennem prøvelsen og hendes moderforhold udstyret hende med nye evner hvorved flere af de gamle trådte i skygge

til evidens havde hun erfaret at skulle hun have nået hvad hun i studieårene havde tænkt sig da måtte hun have valgt den ensomme stand og ville ikke være bleven skuffet

hendes evner vare rige nok til at bære hende frem på hvad der kaldes mandens vej og ville sikkert i længden have tilfredsstillet hende fuldt så godt som det hun frivillig valgte en dyrekøbt men altfor sen erfaring for så mange

men hun havde valgt og erfarede at ingen store mål nås uden en koncentration der kræver sine livsofre

hvis alternativet fra først igen blev stillet hende da havde hun måske valgt anderledes men denne tanke var hendes achilleshæl som hun gemte på bunden af sin sjæl som kjeld måske havde hengemt sin

vi må lære at bære over med hinanden det er mit oprigtige forsæt at ville stræbe efter at vinde det tabte tilbage sagde kjeld tog hendes hånd og drog hende ind til sig

minona rødmede som en ung pige

hun følte sig fremmed i hans nærværelse og overså nu ret egentlig hvad hun havde lidt ved den lange tilsidesættelse som hendes travle liv skånsomt havde tilhyllet

hun kunne ikke sund og sand som hun var komme over det ikke nu kløften var for stor og livet havde andre vidder for hende hvori der nu var hvile og fred end kærlighedens

jeg må ind og trøste din fader han længes så meget og bliver urolig hviskedee hun snoede sig fra ham og han blev alene

hun forsvandt forsvandt virkelig og netop nu sagde han bedrøvet til sig selv i et øjeblik hvor jeg endelig havde så meget at sige hende

ja endelig

da gik det op for ham at han havde et arbejde for sig at vinde hende tilbage

og i tankeperspektivet i sin sjæl havde han det yderst sjældne syn af sin ungdoms hustru altid lys og mild aldrig uden ufrivillig krænkende ham i hans pirrelighed imod hende

og pludselig som lynet og alt det store kommer steg tanken frem for ham hvad det ny var ved minona det splinterny

han så hende første gang som moder sin søns moder tanken besatte ligesom alle hans sjæls indgange og fik hans hjerte til at udvide sig og banke i urolige slag

alt det gode i hans sjæl brød ud og tog kampen op den han med afbrydelser snart bevidst oftere måske ubevidst havde begyndt

og som en tilfældig prøve for hans alvor hermed faldt hans blik idet det gled omkring i det så nydelige rum hvor alt var ordnet som det netop tiltalte ham på et lille fotografi imellem mange

du her

constance

at tænke sig at minona havde plads til dette billede det var endnu det største han havde set af hende

han lukkede øjnene og følte sig svimmel men kun et øjeblik

så tog han billedet i sin hånd hans lidelser havde lagt mange år imellem dem

langt borte fra sin egen ungdom forekom han sig

han vendte portrætet om og læste stroferne af det troskyldige salmevers der i videste forstand var bleven hendes program

aldeles ufrivilligt kom de to ord min søster

over hans læber som en blomst der skyder op i vandets overflade

han satte billedet vemodig hen

han havde betalt den pris som ikke er ualmindelig imellem mænd at tage afstand fra deres ungdom den hustruerne ofte møjsommeligt må vinde dem tilbage som efterslæt

men kjeld var reddet for det sociale liv og for familien

længe en evighed forekom det ham gik han op og ned da hørte han inde fra de stille store rum hvor ingen spæde røster siden hans barndom havde lydt en barnestemme som betog ham ubeskriveligt

med bevingede skridt forsvandt han gennem døren

de sidste skranker faldt for det tillukkede i hans sjæl

han gik ind for at søge forsoning med sin gamle fader greb sin dejlige søn i armene og begyndte en tillidsfuld belejring af minona

constances vision syntes således at blive sandhed

prolog

to ørkener i

sømandens død

midt ude i det store atlanterhav ligger der en ø

en lille øde og ubeboet ø