yemen2016/memo · Datasets at Hugging Face

text stringlengths 0 5.05k
men den gamle var fast
han måtte påstod han ordne sine sager hvis han pludselig skulle dø bort
hendes store gerning som husmoder som læge hun blev mere og mere søgt men indlod sig udenfor sine egne enemærker kun på konsultation samt som moder både for den unge og for den gamle to uadskillelige poler optoghele hendes dag
men den mest tillokkende fryd fandt hun i brevene hun modtog fra norges indfjorde hvor constance utrættelig virkede altid vedligeholdende håbet om at kjeld ville vende tilbage til sit hjem
hun så det i sine visioner som aldrig havde bedraget hende skrev hun
og dog selv om han nu kom hvorledes ville han være
tre år er altid meget i et menneskeliv men i ungdommens dage er det som et århundrede om man tager følelserne og den urolige higen til målestok
hvorledes især ville han finde hende
på en vis så minona bedre ud end før på en anden ikke
hendes væsen var blevet roligere blidere mere kvindeligt men hendes skikkelse havde tabt ungdommens slankhed hun var bleven fyldigere
og da hun var høj var der ved første øjesyn noget robust over hende
talte man med hende forvandt man dette indtryk over den lethed og finhed hvormed hun talte og kom enhver i møde
i hendes øjne der før vare muntre var der nu oftest et sørgmodigt udtryk som mere levende end alle ord talte om hvor meget hun havde sørget og lidt
og hun sagde altid til sig selv at hvis nye sorger skulle betegne hendes mands hjemkomst da var det bedre at alt blev som det var nu da dette store stykke af adskillelsen var stridt til ende
dog anderledes blev hendes tanker når hun betragtede sin søn da var det som om hun frygtede den opgave at skulle opdrage ham alene
en prægtig lille fyr som havde sin faders skønhed og slanke lemmer skulle han altid blive fremmed for ham
efterhånden sløvedes hun af bestandig at skulle svare på barnets evig tilbagevendende spørgsmål om når dog denne fremmede papa kom
om han kom i dag
i morgen
på søndag
andre dage
nu begyndte han at spørge videre og fortalte af og til minona hvorledes per og povl havde svaret at det var snak den papa kom aldrig
alle disse mærkelige forhold vare selvfølgelig drøftede så meget og så ofte at der i mangfoldige miles omkreds ikke fandtes et menneske som ikke mere eller mindre havde rede derpå
og der fandtes næppe den bagtalelse som minona ikke havde været genstand for
de døde og de fraværende gå lettest ram forbi men så tages der fat på de som er nærværende bag deres ryg især hvis verden finder at de i alle ydre henseender have det alt for godt
den gamle lasson havde tiden forandret mest
han var endnu en sjælden rask og rørig mand men han var bleven hvid og en helt god mand på sine gamle dage
kun det ene sårbare punkt sønnen kunne han ikke lære at se på med mildere øjne hvorved han ofte uden at ville det beredte minona bitre skuffelser
al samtale imellem dem om ham var derfor efterhånden ophørt
han var som et dødt punkt og derfor havde den gamles sidste træk med gavebrevet såret minona dybt
hendes søn skulle tage arv efter sin egen fader og gik det højt kunne hun selv med lethed ernære ham ingen af dem behøvede da dette gavebrev
lauritsen havde nu meget gode dage
han var oftest engageret af minona til at se efter hendes byggeforetagender og blev rigelig lønnet
af og til tog han sig en privattur til lynghøj for at høre noget om constance
hun havde det godt og var glad ved sin gerning andet eller mere hørte han aldrig
de tre år vare mere end omme og alt håb syntes således ude
da fik minona i begyndelsen af året brev fra fru då der meddelte at kjeld var kommen tilbage og få dage efter paraderede bladene atter med en artikel om vor landsmand o s v
de små nå aldrig om de er nok så langt borte at blive vor landsmand eller landsmandinde
minonas første tanke var at ville skrive til ham men hun kunne ikke
følte han ikke selv nogen trang til at se dem han forlod så vare al verdens breve til ingen nytte
med fortvivlse så den gamle hende atter ruge over denne evige smerte som igen var bleven ny
det havde været bedre om han aldrig var kommen tilbage
ja kjeld var atter i danmark en helstøbt mand stærkt brunet af afrikas varme sol
han var mere mager end da han rejste ud lidt mindre soigneret i enkelthederne havde fuldskæg og det venlige blik i hans øjne var sjældnere
hans ansigt bar kendelige spor af lidelser og den slags anstrengelser som legemlig møje og farer tegner i trækkene men som styrker ånden og der igennem karakteren
han kom hjem som en berejst mand der havde indhøstet erfaringer gennem mangeartede kundskaber og var vokset gennem et selvstyr det han havde øvet i lange ensomme dage i en storslået natur fuld af farer
hver dag efter sin ankomst til danmark tænkte han på at ville skrive til minona de måtte have slut på deres mellemværende men det gik ham som hende han kunne ikke
var hun nu ikke helst fri for at høre mere om ham
hvad skulle han foreslå hende
vare de ikke begge så forandrede at de ikke vidste hvad de ville
og selv om en tilnærmelse var mulig kunne hun tilgive
kunne hun i det hele have tro til at han igennem strid slid og år havde tiltvunget sig at tænke på constance som andet end en afdød højst en søster
kunne han selv være overbevist derom
som drømmen om hende n gang var ville den sikkert aldrig vende tilbage det turde han vel love men endnu før han rejste var han gennem sin sagfører og fortrolige i ringkøbing bekendt med constances livsplaner som noget dulmede hans lidenskab
det ville faldet ham langt sværere om hun skulle tilhørt en anden mand på n vis nu var det dog som om deres tanker selv afdæmpede vedbleve at følge hinanden
hørte hun om at han handlede efter hendes bøn ville det glæde hende
således tænkte han
på den anden side var der som altid hos ham et inderste hemmeligt rum hvor der sad en lille jublende tanke der til tider gentog den lokkende sang hun er fri
hun er fri 1 han kom kun stykkevis til det punkt med sig selv at gøre op helt op
men også dette er en gave som kun er få givet
skulle han nu med hånden på hjertet have sværget at hun var død for ham kunne han ikke sandheden tro have gjort det
men fraværelsen har ved sig noget af døden
han så hende ikke og ville ikke så meget stod fast gøre noget for at mødes med hende
hvor meget constances absolute uangribelighed kjeld havde aldrig af profession været en ret og slet forfører lagde lod i vægtskålen for at han ikke tænkte på at fremkalde noget møde med hende turde mulig også være kjeld et spørgsmål ikke let at besvare
imidlertid kom det kære tilfælde ikke uformodet til ham var han uangribelig
og sikkert er det at han følte længsel efter sit barndomshjem efter det åbne hav der også uden bovbjærg havde sine minder efter de vildsomme klitter med de skarpe skygger på det hvide sand alt minder fra det fjerne hjem som han havde ført med sig endog da han en fremmed fugl flagrede omkring i afrikas uendelige skove og ørkensletter
han længtes dernæst efter sin gamle fader som han følte at han oftest kun havde givet stene for brød
på den anden side havde kjeld ganske sikkert også fået kold mønt uvilligt så mangen en gang i stedet for varm kærlighed
endelig længtes han efter de små arme om sin hals skønt han kunne ikke vide hvad man havde lært den lille fyr
når kjeld tænkte på den sidste afsked med den gamle følte han det koldt ned ad ryggen
bedstefaderen var her trådt i hans sted og højt regnet var han nu ret egentlig overflødig
overflødig
var det ikke hans livs mare
begyndelsen og enden på alle de lidelser der mørknede hans liv
men alle disse brogede tanker fastholdt hans interesse
det pirrede som alt hvad der har et uvist eller mystisk skær
først og sidst blev dog imidlertid hans opgør med minona den sten hvorpå det hele hvilede eller sank i grus
med lethed kunne han forestille sig hvorledes hun nu måtte beherske alt og alle med sin overlegenhed sine alsidige kundskaber og sin godhed
jo mere han grundede des mere betænkelig blev en tilnærmelse for ham og dag fulgte på dag
alligevel sin gamle fader måtte han se
skulle han skrive
skulle han hellere komme uventet
hver dag lagde kun nye skrupler til de gamle
og nu begyndte disse moderne besøg af journalister at vælte ind over ham og han erholdt opfordringer fra højre og venstre om at holde foredrag skrive skizzer o s v
alt dette kedede og irriterede ham
han begyndte at længes tilbage til rejser
måske passede det regelrette liv ikke mere for ham
det var hans store skade at han var rig
alt på bryllupsrejsen havde minona beklaget det
omsider træt af skrupler tog han det overtvært og rejste men telegraferede undervejs til sin fader at han kom
han tænkte uden sorg at hvis minona ikke ønskede at se ham kunne hun indrette sig derefter
den prægtige ekvipage var på stationen men den var tom
med de mest modstridende følelser kørte kjeld ind på det gamle herresæde
et øjeblik var han varm et andet kold
situationen var frygtelig og han ønskede sig hundreder mile bort
først inde i den lange forstue kom hans fader langsomt imod ham vejende hvert et skridt som en der har alt andet end hast bleg gammel og streng stod han endelig for ham
goddag far
hvorledes har du det
spurgte han og lagde sin højre arm om hans skulder uden at ville det følte han sig trods skuffelsen over modtagelsen rørt
hvor ville et kærligt ord af den gamle have gjort ham godt

men den gamle var fast

han måtte påstod han ordne sine sager hvis han pludselig skulle dø bort

hendes store gerning som husmoder som læge hun blev mere og mere søgt men indlod sig udenfor sine egne enemærker kun på konsultation samt som moder både for den unge og for den gamle to uadskillelige poler optoghele hendes dag

men den mest tillokkende fryd fandt hun i brevene hun modtog fra norges indfjorde hvor constance utrættelig virkede altid vedligeholdende håbet om at kjeld ville vende tilbage til sit hjem

hun så det i sine visioner som aldrig havde bedraget hende skrev hun

og dog selv om han nu kom hvorledes ville han være

tre år er altid meget i et menneskeliv men i ungdommens dage er det som et århundrede om man tager følelserne og den urolige higen til målestok

hvorledes især ville han finde hende

på en vis så minona bedre ud end før på en anden ikke

hendes væsen var blevet roligere blidere mere kvindeligt men hendes skikkelse havde tabt ungdommens slankhed hun var bleven fyldigere

og da hun var høj var der ved første øjesyn noget robust over hende

talte man med hende forvandt man dette indtryk over den lethed og finhed hvormed hun talte og kom enhver i møde

i hendes øjne der før vare muntre var der nu oftest et sørgmodigt udtryk som mere levende end alle ord talte om hvor meget hun havde sørget og lidt

og hun sagde altid til sig selv at hvis nye sorger skulle betegne hendes mands hjemkomst da var det bedre at alt blev som det var nu da dette store stykke af adskillelsen var stridt til ende

dog anderledes blev hendes tanker når hun betragtede sin søn da var det som om hun frygtede den opgave at skulle opdrage ham alene

en prægtig lille fyr som havde sin faders skønhed og slanke lemmer skulle han altid blive fremmed for ham

efterhånden sløvedes hun af bestandig at skulle svare på barnets evig tilbagevendende spørgsmål om når dog denne fremmede papa kom

om han kom i dag

i morgen

på søndag

andre dage

nu begyndte han at spørge videre og fortalte af og til minona hvorledes per og povl havde svaret at det var snak den papa kom aldrig

alle disse mærkelige forhold vare selvfølgelig drøftede så meget og så ofte at der i mangfoldige miles omkreds ikke fandtes et menneske som ikke mere eller mindre havde rede derpå

og der fandtes næppe den bagtalelse som minona ikke havde været genstand for

de døde og de fraværende gå lettest ram forbi men så tages der fat på de som er nærværende bag deres ryg især hvis verden finder at de i alle ydre henseender have det alt for godt

den gamle lasson havde tiden forandret mest

han var endnu en sjælden rask og rørig mand men han var bleven hvid og en helt god mand på sine gamle dage

kun det ene sårbare punkt sønnen kunne han ikke lære at se på med mildere øjne hvorved han ofte uden at ville det beredte minona bitre skuffelser

al samtale imellem dem om ham var derfor efterhånden ophørt

han var som et dødt punkt og derfor havde den gamles sidste træk med gavebrevet såret minona dybt

hendes søn skulle tage arv efter sin egen fader og gik det højt kunne hun selv med lethed ernære ham ingen af dem behøvede da dette gavebrev

lauritsen havde nu meget gode dage

han var oftest engageret af minona til at se efter hendes byggeforetagender og blev rigelig lønnet

af og til tog han sig en privattur til lynghøj for at høre noget om constance

hun havde det godt og var glad ved sin gerning andet eller mere hørte han aldrig

de tre år vare mere end omme og alt håb syntes således ude

da fik minona i begyndelsen af året brev fra fru då der meddelte at kjeld var kommen tilbage og få dage efter paraderede bladene atter med en artikel om vor landsmand o s v

de små nå aldrig om de er nok så langt borte at blive vor landsmand eller landsmandinde

minonas første tanke var at ville skrive til ham men hun kunne ikke

følte han ikke selv nogen trang til at se dem han forlod så vare al verdens breve til ingen nytte

med fortvivlse så den gamle hende atter ruge over denne evige smerte som igen var bleven ny

det havde været bedre om han aldrig var kommen tilbage

ja kjeld var atter i danmark en helstøbt mand stærkt brunet af afrikas varme sol

han var mere mager end da han rejste ud lidt mindre soigneret i enkelthederne havde fuldskæg og det venlige blik i hans øjne var sjældnere

hans ansigt bar kendelige spor af lidelser og den slags anstrengelser som legemlig møje og farer tegner i trækkene men som styrker ånden og der igennem karakteren

han kom hjem som en berejst mand der havde indhøstet erfaringer gennem mangeartede kundskaber og var vokset gennem et selvstyr det han havde øvet i lange ensomme dage i en storslået natur fuld af farer

hver dag efter sin ankomst til danmark tænkte han på at ville skrive til minona de måtte have slut på deres mellemværende men det gik ham som hende han kunne ikke

var hun nu ikke helst fri for at høre mere om ham

hvad skulle han foreslå hende

vare de ikke begge så forandrede at de ikke vidste hvad de ville

og selv om en tilnærmelse var mulig kunne hun tilgive

kunne hun i det hele have tro til at han igennem strid slid og år havde tiltvunget sig at tænke på constance som andet end en afdød højst en søster

kunne han selv være overbevist derom

som drømmen om hende n gang var ville den sikkert aldrig vende tilbage det turde han vel love men endnu før han rejste var han gennem sin sagfører og fortrolige i ringkøbing bekendt med constances livsplaner som noget dulmede hans lidenskab

det ville faldet ham langt sværere om hun skulle tilhørt en anden mand på n vis nu var det dog som om deres tanker selv afdæmpede vedbleve at følge hinanden

hørte hun om at han handlede efter hendes bøn ville det glæde hende

således tænkte han

på den anden side var der som altid hos ham et inderste hemmeligt rum hvor der sad en lille jublende tanke der til tider gentog den lokkende sang hun er fri

hun er fri 1 han kom kun stykkevis til det punkt med sig selv at gøre op helt op

men også dette er en gave som kun er få givet

skulle han nu med hånden på hjertet have sværget at hun var død for ham kunne han ikke sandheden tro have gjort det

men fraværelsen har ved sig noget af døden

han så hende ikke og ville ikke så meget stod fast gøre noget for at mødes med hende

hvor meget constances absolute uangribelighed kjeld havde aldrig af profession været en ret og slet forfører lagde lod i vægtskålen for at han ikke tænkte på at fremkalde noget møde med hende turde mulig også være kjeld et spørgsmål ikke let at besvare

imidlertid kom det kære tilfælde ikke uformodet til ham var han uangribelig

og sikkert er det at han følte længsel efter sit barndomshjem efter det åbne hav der også uden bovbjærg havde sine minder efter de vildsomme klitter med de skarpe skygger på det hvide sand alt minder fra det fjerne hjem som han havde ført med sig endog da han en fremmed fugl flagrede omkring i afrikas uendelige skove og ørkensletter

han længtes dernæst efter sin gamle fader som han følte at han oftest kun havde givet stene for brød

på den anden side havde kjeld ganske sikkert også fået kold mønt uvilligt så mangen en gang i stedet for varm kærlighed

endelig længtes han efter de små arme om sin hals skønt han kunne ikke vide hvad man havde lært den lille fyr

når kjeld tænkte på den sidste afsked med den gamle følte han det koldt ned ad ryggen

bedstefaderen var her trådt i hans sted og højt regnet var han nu ret egentlig overflødig

overflødig

var det ikke hans livs mare

begyndelsen og enden på alle de lidelser der mørknede hans liv

men alle disse brogede tanker fastholdt hans interesse

det pirrede som alt hvad der har et uvist eller mystisk skær

først og sidst blev dog imidlertid hans opgør med minona den sten hvorpå det hele hvilede eller sank i grus

med lethed kunne han forestille sig hvorledes hun nu måtte beherske alt og alle med sin overlegenhed sine alsidige kundskaber og sin godhed

jo mere han grundede des mere betænkelig blev en tilnærmelse for ham og dag fulgte på dag

alligevel sin gamle fader måtte han se

skulle han skrive

skulle han hellere komme uventet

hver dag lagde kun nye skrupler til de gamle

og nu begyndte disse moderne besøg af journalister at vælte ind over ham og han erholdt opfordringer fra højre og venstre om at holde foredrag skrive skizzer o s v

alt dette kedede og irriterede ham

han begyndte at længes tilbage til rejser

måske passede det regelrette liv ikke mere for ham

det var hans store skade at han var rig

alt på bryllupsrejsen havde minona beklaget det

omsider træt af skrupler tog han det overtvært og rejste men telegraferede undervejs til sin fader at han kom

han tænkte uden sorg at hvis minona ikke ønskede at se ham kunne hun indrette sig derefter

den prægtige ekvipage var på stationen men den var tom

med de mest modstridende følelser kørte kjeld ind på det gamle herresæde

et øjeblik var han varm et andet kold

situationen var frygtelig og han ønskede sig hundreder mile bort

først inde i den lange forstue kom hans fader langsomt imod ham vejende hvert et skridt som en der har alt andet end hast bleg gammel og streng stod han endelig for ham

goddag far

hvorledes har du det

spurgte han og lagde sin højre arm om hans skulder uden at ville det følte han sig trods skuffelsen over modtagelsen rørt

hvor ville et kærligt ord af den gamle have gjort ham godt