yemen2016/memo · Datasets at Hugging Face

text stringlengths 0 5.05k
på de fleste navigationskort findes den ikke afsat thi den har jo netop fordi den er ubeboet ingen betydning for søfarten og handelen
kun på de største og med den mest minutiøse nøjagtighed udarbejdede engelske navigationskort vil man finde den betegnet ved en lille rund prik
men den har intet officielt navn og ingen nation tilegner sig højhedsretten over den
og dog har den lille ø både et navn og en historie
et sørgeligt navn
en sørgelig historie
de søfarende der er fortrolige med atlanterhavet kender den og de har givet den det uheldvarslende navn sømandens død
i dette navn ligger tillige dens historie
mange kvindeøjne på det fjerne kontingent er for dens skyld blevne fugtige af tårer
og mangen en rig reder har fordi den eksisterede måttet vride sine hænder i fortvivlelse
dens eksistents har kostet hundreder af kække sømænd livet
og så mangen en stolt sejler er for dens skyld med sin rige ladning dukket ned i det frådende hav for aldrig mere at komme op igen
den lille ø er nemlig på alle sider i omtrent en god fjerdingvejs afstand fra kysten omgivet af en række skjulte klipper rev og skær
som en tiger der ligger i baghold efter sit bytte lurer de under havets troløse overflade der intet advarende tegn giver på den søfarende
ve den uerfarne sømand der uoen at ane faren går øen for nær og ve den sejler som stormen driver ind i mod den
det ender med død og undergang
derfra hidrører navnet sømandens død

dette uheldvarslenoe navn hvormed de søfarende mellem sig har døbt øen
nu kender man sømandens død og vogter sig for og undgår den som om den kunne være hjemsøgt af pesten
men denne erfaring er dyrekøbt
de talrige lig af stolte sømænd der prisgivne forrådnelsen og hajerne ligger på klipperne omkring den de rige skibsladninger som de samme klipper fastholder under havets overflade kunne fortælle sørgelige historier derom
det er en eftermiddag i november måned i året 1868
ikke en rankold og sludfuld nordisk efterårsdag men varm og glødende som tilfældet er under den tropiske himmel
det er ud på eftermiddagen
som en glødende ildkugle nærmer solen sig til horisonten
der viser sig fjernt ude over det umådelige verdenshav ligesom en lille hvid sky på himlen
den kommer nærmere og bliver større antager bestemte former og omrids og skyen forvandler sig til en røgsøjle
det er røgen fra et dampskib der som en pustende og stønnende damphest jager hen over oceanet
i en god halv mils afstand fra sømandens død giver den dampen fra sig og braser op som man siger i de søfarendes sprog
det er en lille damper af et mørkt skummelt udseende og den toner intet flag der viser dens nationalitel
dens storbådbliver firet ned den bliver bemandet og roet hen over havfladen
mere og mere fjærner den sig fra damperen drevet fremad af taktfaste kraftige åreflag
der er elleve mand i båden
de otte sidder ved årene en niende står oprejst i forstavnen med en lang bådshage i hånden
i bagstavnen med roret i sin hånd sidder den tiende mand og på toften foran ansigt til ansigt med ham men med ryggen mod romandskabet sidder endelig den ellevte af storbådens besætning
en hvid puddelhund står for at tage alt det levende om bord i båden med i bagstavnen ved siden af styrmanden
i den dybeste tavshed glider båden fremad
der bliver ikke vekslet et eneste ord
men er de vanvittige disse elleve mennesker
de styrer jo lige ind imod sømandens død

lige ind imod dens klipper og rev der ligger lav nok under havfladen til at knuse et fartøj der ikke sutter dybere end denne storbåd
det vil sige det er jo lige ind i død og undergang de styrer
ja de må være afsindige
nu nærmer de sig den rasende brusende brænding der går hen over klipperne og skærene
nu er de inde i den
og dog går det fremad
bestandig fremad
men det går også for sig som gik det til døden
der ruger en uhyggelig tavshed over båden
med mørke miner med rynkede bryn trækker nomandstabet på årene som om de betænkte sig på hvert tag de gøre
hvilke mørke vildiudseende kraftige skikkelser er de ikke disse otte matroser samt den niende mand der står i bådens forstavn
deres sorte funklende øjne den brune olivenagtige hud det blåsorte hår røber dem som børn af syden
de er så godt som nøgne
korte hvide benklæder og en stråhat udgør hele deres dragt
manden ved roret danner en fuldstændig modsætning til dem
det er en gammel men kraftig mand tilsyneladende omtrent tredsindstyve år
hans ansigt er rødt og vejrskagent brunt af solen øjnene er grå håret og skægget har oprindelig været blondt men nu er de stærkt gråsprængt
han er ikke som matroserne en søn af syden
hele hans åre betegner ham som en nordbo
han er klædt som en skibskaptejn plejer af være det under troperne i en let luftig sømandsdragt
på toften foran ham sidder der som vi har fortalt en mand
i dette øjeblik er det ikke muligt af s hans ansigtstræk thi han har bøjet hovedet dybt ned og dækker panden med den venstre hånd
et yppigt kruset blondt hår bølger frem under stråhatten og efter hans figur af dømme synes han af være ung og kraftig
fremad glider båden
i den brølende brænding mellem klipper og skær
hvert øjeblik må man vente at se den forsvinde knust og sønderslået med sin besætning i det frådende hav der brøler hen over klipperne som en sulten løve der brøler efter et bytte det er tydeligt at se at forventningen om en sådan mulighed en sådan truende katastrofe fylder matroserne
disse ville mørke ansigter der ikke synes at kende til frygt og som vistnok mange gange har set døden under øjnene synes nu præget af skræk og gennem deres brune hudfarve skinner der ligesom et let anstrøg af bleghed frem
kun nødigt og uvilligt trækker de på årene og af og til hviler deres sorte øjne med et truende udtryk på den gamle gråsprængte mand i bådens bagstavn
men han sidder der rolig og ubekymret som om han sad hjemme i sin egen stue der forandrer sig ikke en mine der viser sig ikke en eneste trækning i hans strenge barske ansigt
med sine skarpe grå øjne spejder han ufravendt frem over havet som om hans blik på dets ensformige overflade søgte efter usynlige sømærker og kendetegn som han alene ved besked om og som skal vejlede båden frem gennem brændingen frem mellem de skjulte dødbringende klipper
han lægger roret snart i styrbord og snart i bagbord båden følger dets bevægelser og som ved et vidunder glider den frelst og uskadt hen over den død der lurer på den under havets overflade
med et ophører brændingen båden glider ind i smult vande den er nået over klipperne og er kun et lille bøsseskud fra sømandens død
matroserne ånder lettere de trækker hurtigere og kraftigere på årene
den gamles ansigt antager et noget mindre spændt og spejdende udtryk uden at det dog taber noget af fin strænghed og barskhed
de er nu kun en halv snes alen fra øen den gamle giver et stød i en pibe matroserne rejse årene op som master og lystrende en bevægelse af roret glider båden med bredsiden ind imod øen
manden i forstavnen springer i land på den stenede bred og slår sin bådshage fast i bådens kant
i dette øjeblik tager den unge mand der sidder på toften imellem den gamle og matroserne hånden bort fra panden og hæver hovedet
det bliver nu muligt at sl hans ansigt
det er smukt og ungdommeligt han syntes at være flire eller femogtyve år gammel
men der hviler en skygge af sorg og lidelse over hans træk
hans øjne der er dybe og blå som havet glider med et sørgmodigt åndsfraværende blik som om han tænkte på andre ting først hen over havfladen derpå hen over den øde ø
den gamle i bådens bagstavn vender sig til en af matroserne siger med en barsk stemme der klinger hul og uhyggelig kast hans sager i land
disse ord blver fremsat i et smukt velklmgende sprog
det er spansk
8i leniror i oapituno svarer matrosen og bøjer sig ned mod bådens bund
han fremtager et lille anker en lille jernbeflået kasse et stykke pressenning og en kort spids stok og efterhånden kaster han disse ting op på øens kyst
i dette øjeblik mødes den gamles og den unge mands øjne
den førstes blik bliver om muligt endnu mere barsk og slrængt det syntes nu at rumme et hårdt ubønhørligt og ligesom forstenet had
kun i et eneste øjeblik mødes deres øjne så falder den gamles blik bydende ind imod land
ja hr kaptajn
den unge mand syntes at forstå ham
han rejser sig op og med bøjet hovede og det tidligere sørgmodige udtryk i sit ansigt springer han i land
i samme øjeblik går manden med bådshagen ombord i båden og på et vink af den gamle støder han fra land
den unge mand forbliver stående på strandbredden ubevægelig på den samme plet med ansigtet vendt imod båden
en kamp mellem to modstridende følelser synes i dette øjeblik at foregå i hans indre
den ene af de to parter vinder sejr han bevæger læberne som om han ville sige noget
i samme nu støder den gamle i piben for at tilkendegive matroserne at de skal lade årerne falde
disse ville mørke matroser syntes i dette øjeblik at være bevæget af medlidenhed de efterkommer langsomt og nølende den gamles signal som om de vil give den unge mand på strandbredden tid til at fremføre det han vil sige

på de fleste navigationskort findes den ikke afsat thi den har jo netop fordi den er ubeboet ingen betydning for søfarten og handelen

kun på de største og med den mest minutiøse nøjagtighed udarbejdede engelske navigationskort vil man finde den betegnet ved en lille rund prik

men den har intet officielt navn og ingen nation tilegner sig højhedsretten over den

og dog har den lille ø både et navn og en historie

et sørgeligt navn

en sørgelig historie

de søfarende der er fortrolige med atlanterhavet kender den og de har givet den det uheldvarslende navn sømandens død

i dette navn ligger tillige dens historie

mange kvindeøjne på det fjerne kontingent er for dens skyld blevne fugtige af tårer

og mangen en rig reder har fordi den eksisterede måttet vride sine hænder i fortvivlelse

dens eksistents har kostet hundreder af kække sømænd livet

og så mangen en stolt sejler er for dens skyld med sin rige ladning dukket ned i det frådende hav for aldrig mere at komme op igen

den lille ø er nemlig på alle sider i omtrent en god fjerdingvejs afstand fra kysten omgivet af en række skjulte klipper rev og skær

som en tiger der ligger i baghold efter sit bytte lurer de under havets troløse overflade der intet advarende tegn giver på den søfarende

ve den uerfarne sømand der uoen at ane faren går øen for nær og ve den sejler som stormen driver ind i mod den

det ender med død og undergang

derfra hidrører navnet sømandens død

dette uheldvarslenoe navn hvormed de søfarende mellem sig har døbt øen

nu kender man sømandens død og vogter sig for og undgår den som om den kunne være hjemsøgt af pesten

men denne erfaring er dyrekøbt

de talrige lig af stolte sømænd der prisgivne forrådnelsen og hajerne ligger på klipperne omkring den de rige skibsladninger som de samme klipper fastholder under havets overflade kunne fortælle sørgelige historier derom

det er en eftermiddag i november måned i året 1868

ikke en rankold og sludfuld nordisk efterårsdag men varm og glødende som tilfældet er under den tropiske himmel

det er ud på eftermiddagen

som en glødende ildkugle nærmer solen sig til horisonten

der viser sig fjernt ude over det umådelige verdenshav ligesom en lille hvid sky på himlen

den kommer nærmere og bliver større antager bestemte former og omrids og skyen forvandler sig til en røgsøjle

det er røgen fra et dampskib der som en pustende og stønnende damphest jager hen over oceanet

i en god halv mils afstand fra sømandens død giver den dampen fra sig og braser op som man siger i de søfarendes sprog

det er en lille damper af et mørkt skummelt udseende og den toner intet flag der viser dens nationalitel

dens storbådbliver firet ned den bliver bemandet og roet hen over havfladen

mere og mere fjærner den sig fra damperen drevet fremad af taktfaste kraftige åreflag

der er elleve mand i båden

de otte sidder ved årene en niende står oprejst i forstavnen med en lang bådshage i hånden

i bagstavnen med roret i sin hånd sidder den tiende mand og på toften foran ansigt til ansigt med ham men med ryggen mod romandskabet sidder endelig den ellevte af storbådens besætning

en hvid puddelhund står for at tage alt det levende om bord i båden med i bagstavnen ved siden af styrmanden

i den dybeste tavshed glider båden fremad

der bliver ikke vekslet et eneste ord

men er de vanvittige disse elleve mennesker

de styrer jo lige ind imod sømandens død

lige ind imod dens klipper og rev der ligger lav nok under havfladen til at knuse et fartøj der ikke sutter dybere end denne storbåd

det vil sige det er jo lige ind i død og undergang de styrer

ja de må være afsindige

nu nærmer de sig den rasende brusende brænding der går hen over klipperne og skærene

nu er de inde i den

og dog går det fremad

bestandig fremad

men det går også for sig som gik det til døden

der ruger en uhyggelig tavshed over båden

med mørke miner med rynkede bryn trækker nomandstabet på årene som om de betænkte sig på hvert tag de gøre

hvilke mørke vildiudseende kraftige skikkelser er de ikke disse otte matroser samt den niende mand der står i bådens forstavn

deres sorte funklende øjne den brune olivenagtige hud det blåsorte hår røber dem som børn af syden

de er så godt som nøgne

korte hvide benklæder og en stråhat udgør hele deres dragt

manden ved roret danner en fuldstændig modsætning til dem

det er en gammel men kraftig mand tilsyneladende omtrent tredsindstyve år

hans ansigt er rødt og vejrskagent brunt af solen øjnene er grå håret og skægget har oprindelig været blondt men nu er de stærkt gråsprængt

han er ikke som matroserne en søn af syden

hele hans åre betegner ham som en nordbo

han er klædt som en skibskaptejn plejer af være det under troperne i en let luftig sømandsdragt

på toften foran ham sidder der som vi har fortalt en mand

i dette øjeblik er det ikke muligt af s hans ansigtstræk thi han har bøjet hovedet dybt ned og dækker panden med den venstre hånd

et yppigt kruset blondt hår bølger frem under stråhatten og efter hans figur af dømme synes han af være ung og kraftig

fremad glider båden

i den brølende brænding mellem klipper og skær

hvert øjeblik må man vente at se den forsvinde knust og sønderslået med sin besætning i det frådende hav der brøler hen over klipperne som en sulten løve der brøler efter et bytte det er tydeligt at se at forventningen om en sådan mulighed en sådan truende katastrofe fylder matroserne

disse ville mørke ansigter der ikke synes at kende til frygt og som vistnok mange gange har set døden under øjnene synes nu præget af skræk og gennem deres brune hudfarve skinner der ligesom et let anstrøg af bleghed frem

kun nødigt og uvilligt trækker de på årene og af og til hviler deres sorte øjne med et truende udtryk på den gamle gråsprængte mand i bådens bagstavn

men han sidder der rolig og ubekymret som om han sad hjemme i sin egen stue der forandrer sig ikke en mine der viser sig ikke en eneste trækning i hans strenge barske ansigt

med sine skarpe grå øjne spejder han ufravendt frem over havet som om hans blik på dets ensformige overflade søgte efter usynlige sømærker og kendetegn som han alene ved besked om og som skal vejlede båden frem gennem brændingen frem mellem de skjulte dødbringende klipper

han lægger roret snart i styrbord og snart i bagbord båden følger dets bevægelser og som ved et vidunder glider den frelst og uskadt hen over den død der lurer på den under havets overflade

med et ophører brændingen båden glider ind i smult vande den er nået over klipperne og er kun et lille bøsseskud fra sømandens død

matroserne ånder lettere de trækker hurtigere og kraftigere på årene

den gamles ansigt antager et noget mindre spændt og spejdende udtryk uden at det dog taber noget af fin strænghed og barskhed

de er nu kun en halv snes alen fra øen den gamle giver et stød i en pibe matroserne rejse årene op som master og lystrende en bevægelse af roret glider båden med bredsiden ind imod øen

manden i forstavnen springer i land på den stenede bred og slår sin bådshage fast i bådens kant

i dette øjeblik tager den unge mand der sidder på toften imellem den gamle og matroserne hånden bort fra panden og hæver hovedet

det bliver nu muligt at sl hans ansigt

det er smukt og ungdommeligt han syntes at være flire eller femogtyve år gammel

men der hviler en skygge af sorg og lidelse over hans træk

hans øjne der er dybe og blå som havet glider med et sørgmodigt åndsfraværende blik som om han tænkte på andre ting først hen over havfladen derpå hen over den øde ø

den gamle i bådens bagstavn vender sig til en af matroserne siger med en barsk stemme der klinger hul og uhyggelig kast hans sager i land

disse ord blver fremsat i et smukt velklmgende sprog

det er spansk

8i leniror i oapituno svarer matrosen og bøjer sig ned mod bådens bund

han fremtager et lille anker en lille jernbeflået kasse et stykke pressenning og en kort spids stok og efterhånden kaster han disse ting op på øens kyst

i dette øjeblik mødes den gamles og den unge mands øjne

den førstes blik bliver om muligt endnu mere barsk og slrængt det syntes nu at rumme et hårdt ubønhørligt og ligesom forstenet had

kun i et eneste øjeblik mødes deres øjne så falder den gamles blik bydende ind imod land

ja hr kaptajn

den unge mand syntes at forstå ham

han rejser sig op og med bøjet hovede og det tidligere sørgmodige udtryk i sit ansigt springer han i land

i samme øjeblik går manden med bådshagen ombord i båden og på et vink af den gamle støder han fra land

den unge mand forbliver stående på strandbredden ubevægelig på den samme plet med ansigtet vendt imod båden

en kamp mellem to modstridende følelser synes i dette øjeblik at foregå i hans indre

den ene af de to parter vinder sejr han bevæger læberne som om han ville sige noget

i samme nu støder den gamle i piben for at tilkendegive matroserne at de skal lade årerne falde

disse ville mørke matroser syntes i dette øjeblik at være bevæget af medlidenhed de efterkommer langsomt og nølende den gamles signal som om de vil give den unge mand på strandbredden tid til at fremføre det han vil sige