yemen2016/memo · Datasets at Hugging Face

text stringlengths 0 5.05k
langt langt ude øjner han en lille røgsøjle der bugter sig gennem den klare luft
den hidrører fra dampskibet der med fuld kraft farer bort hen over oceanet
røgsøjlen bliver mindre og mindre den fortoner sig snart imod himlen kun som et lille hvidt punkt
tilsidst forsvinder den ganske foran olaf lund ligger der nu kun den øde uendelige havflade
han lader hånden synke ned fra øjnene og med et mørkt fortvivlet udtryk i sit ansigt åbner han sine læber og udstøder ordet em
ja nu er han ene
ene i ørkenen
i havørkenen og stenørkenen
i samme nu synker solen under havfladen
under troperne kender man intet fil tusmørke
der sindes kun enten den klareste dag eller den dybeste nat
næppe er derfor den glødende ildkugle forsvunden af horisonten før natten breder sig ud med et dybt uigennemtrængeligt mørke
denne bratte overgang fra dag fil nat fra lys fil mørke synes at virke overvældende på de to væsener der befinder sig på sømandens død
hunden skælver over alle lemmer stikker snuden ned imod sandet og tuder
oluf lund synker ned på knæ hæver sit blik og sine foldede hænder mod himlen og beder
iii
brostenenes arken
når man vil betegne at noget foregår med en umådelig næsten uendelig hastighed plejer man at bruge lyset som målestok
man siger at det og det sker med lysets hastighed og denne hastighed er just ikke så ganske ringe thi efter hvad de lærde ville påstå beløber den sig nok fil en fyrgetyve tusinde mile i sekundet
men der er dog noget der langt overgår endogså lyset i hastighed
det er den menneskelige tanke
i samme nu den dvæler her på jorden i samme nu kan den fare op til solen eller til den fjerneste stjerne som det med kikkerter bevæbnede øje formår at iagttage
det vil sige det er millioner og atter millioner af mile som tanken formår at gennemløbe i et nu og et sådant rum ville lyset bruge hundreder af år til at gjennemfare
det er i kraft af denne tankens uendelige hurtighed at vi skifter sted og skueplads for det drama som vi i det følgende ville fortælle
tiden bliver den samme men i et nu stifter vi skueplads i et nu forlader vi sømandens død de øde ubeboede øer langt borte fra alt hvad der hedder mennesker og kultur og i samme nu befinder vi osmidt i et af civilisationens brændpunkter midt i en stor hovedstads bevægede af mennesker opfyldte liv
fra et sted hvor øjet milevidt og atter milevidt ikke opfatter noget levende går vi i samme nu til et sted hvor mennesker myldrer som myrer i en tue hvor det ene menneske går det andet i vejen og hvor kampen for tilværelsen udkræver at mennesket for selv at eksistere tilintetgør sit medmenneske
med få ord vi går fra sømandens død over på hjemlig grund til danmark til danmarks hovedstad københavn
det er den samme eftermiddag t november måned på hvilken olaf lund blev forladt i havets ørken at le begivenheder foregår som vi nu ville fortælle
det er den samme eftermiddag den samme time og dog hvilken forskel i alle omgivelserne bevirker ikke den forandring i sted som vi have foretaget
hist over sømandens død en klar og varm himmel belyst af en glødende sol
her støvregler det og en rå blæst farer gennem gaderne
det er nu ikke aften men dog er gaslyzterne tændt og kaster et mat lys hen over de melankolske omgivelser
gaderne vrimle af mennesker der rastløs bevæger sig mellem hverandre og køretøjer af enhver slags farer i alle retninger gennem dem
det ene menneske bryder sig ikke om det andet enhver er optagen af sine egne tanker og formål enhver danner så at sige en lille verden for sig
under deres higen for at komme frem før at nå målet sker der sammenstød de stødes puffes og trænges og det er altid de svag der bukker under i disse sammenstød der trækker det kørteste strå i kampen før tilværelsæn
trods denne summen og brummen af menneskr denne myldre frem og tilbage slår det enkelte individ dog isoleret og afsluttet tor sig ja endogså fjendtlig lige overfor sine medmennesker
under kampen før tilværelsæn med sin higen efter at nå det mål der kun kan realiseres på andres bekostning slår det enkelte individ midt i de travle menneskeopfyldte store stæder ligeså ene og forladt som om han befandt sig i en ørken
de store verdensstæder er som en fransk forfatter har sagt stueørkener
brostenenes ørkener som vi ville foretrække at kalde dem
nuvel det er i denne brostenenes ørken som man kalder før københavn at vi genoptager tråden i vort drama
der iler en kvinde gennem gaderne
ikke gennem de store glimrende oplyste gader med deres strålende butikker deres pragt deres glans men gennem københavns mest uhyggelige og mørke sidegader
havde man i længere tid fulgt denne kvinde ville man snart komme fil det resultat at hun ilede fremad uden noget bestemt mål for sin gang planløst på kryds og på tværs som tilfældet førte hende
men hun bevægede sig bestandigt fremad uden at stanse uden at dreje hovedet tilbage uden at ændse noget af det liv der rørte sig omkring hende
de forbigående der myldrede omkring hende trådte puffede og stødte fil hende og hun syntes ikke at ændse det
de forbirullende vogne overstænkede hende med gadens snavs uden at hun lagde mærke fil det
hendes eneste mål lod fil atvære at komme fremad
bestandigt fremad og lige meget hvorhen
hun er tarveligt og fattigt klædt denne kvinde
en simpel kyse en tarvelig sort kjole et tyndt shavl der kun dårligt skærmer hende mod blæsten og et par skidte damestøvler gennem hvis såler jordens fugtighed siver ind danner de ydre bestanddele af hendes dragt
klæder skaber folk plejer man at sige og ikke med urette
men med ligesåmegen ret kunne man vende mundheldet om og sige folk skaber klæder
en smuk personlighed en værdig fremtræden og holdning kaster ligesom et skær af adel hen over den usleste klædedragt
og modsat ifører man en flane endogså en nonnedragt vil dog flanen alligevel skinne igennem
med få ord det er personligheden væsenet der kaster sit præg hen over den ydre ramme hvorunder de fremtræder der enten adler eller profanerer den og i denne betydning er det måske tilladt at sige at det er folk der skaber klæder
med denne kvinde der rastløst higer fremad gennem de myldrende gader er dette tilfældet
tiltrods for hendes simple klædedragt er der noget medfødt fint og værdigt over hende
ingen der har blik for mennesker vil et eneste øjeblik tro at han foran sig har en kvinde af proletariatet
en af disse samfundets stedbørn der som gave på vuggen fik nød og elendighed der fører til armod og savn
tværtimod iagttageren vil straks se at denne kvinde har kendt ganske andre forhold end de nuværende at den ydmyge skikkelse hvorunder hun nu fremtræder er hende fremmed at det med få ord er et væsen hvem livet er gået hårdt imod
hun er endnu i besiddelse af både sin ungdom og sin sfonhed
i det højeste synes hun at kunne være en eller toogtyve år gammel
hendes figur er rank og smækker trækkene sine regelmæssige og smukke en fylde af brune lokker stjæler sig frem fra kysen og under denne ligger der et par dybe mørke øjne
disse smukke træk har engang været præget af livslyst og friskhed disse mørke øjne har funklet som et krater der rummer lutter sprudlende munterhed og overgivenhed
men nu er det alt anderledes
hen over hendes ansigt lå der en bleg træthed og slappelse øjnene stirrede mat ud det var som om ilden i dem var udslukt
ingen som ser denne kvinde tager fejl
hun bærer på en sorg en lidelse ikke en sorg der opstår den ene dag og er borte den følgende men en sorg der har betydning for hele livet en lidelse der som en orm nager på livstræet og tilintetgør dets blomstringskraft
hun var omgiven af tusinder og atter tusinder af mennesker der myldrer og summer omkring hende som travle bier omkring en bikube og dog hvor ene og forladt er hun ikke med sin sorg ingen af disse tusinder af mennesker har øre eller tanke for hende enhver er kun optaget af sit eget der er ingen som hun kan betro sig til eller forlade sig på
det er som om hun døende af tørst besinder sig midt i en have fuld af de mest læskende frugter og som om disse når hun rækker efter dem springer i vejret så at hun ikke kan nå dem
hun befinder sig i brostenenes ørken med dens mennesketrængsel dens bedøvende larm og liv og denne ørken er ligeså dødbringende som sandets ørken med dets øde og forladthed
de store ørkener har deres glubende rovdyr deres løver og tigre men hvad er alle disse mennesker vel andet end civiliserede rovdyr hvoraf det ene lurer på det andet for at tilintetgøre det
ustandselig iler imidlertid den unge kvinde frem igennem gaderne uden mål eller plan snart til højre snart til venstre snart frem og snart tilbage
med et standser hun
det er i et lille smudsigt uhyggeligt stræde hvor fortouget er så smalt at et menneske knapt kan bevæge sig på det
det er foran en lille spekhøkerbutik i en stueetage at hun standser
gennem de snavsede duggede ruder stirrer hun derind
et mat brændende gasblus belyser med et flimrende skær de i vinduet udstillede varer og sager
der hører en meget sulten mave til for at finde disse frikadeller disse kødpølser disse spegepølser o s v
o s v appetitlige
men befolkningen i dette kvarter har også meget sultne maver det er proletarer der arbejder og ikke er forvænte eller har fine fornemmelser
derfor øver den lille snavsede spækhøkerbutik samme tiltrækningskraft over dem som om den var en af østergades glimrende med marmor og stenfliser belagte victualiehandeler
den unge kvinde stirrer ind igennem vinduet og et smil breder sig om hendes farveløse læber
hvilket underligt smil
hvor forunderlig mat og længselsfuld og tillige hvor forunderligt skærende og smertefuldf
inde i butikken slår der en fattig klædt kone med et lille barn på armen
moderen købslår med spækhøkermadammen og imidlertid ser barnet sig livligt om
dets øjne falder på vinduet og gennem de snavsede ruder bemærkede det kvindeskikkelsen udenfor
det ser det forunderlige smil der vibrerer om den unge kvindes læber og i sin barnlige uskyldighed tror det at dette smil gælder det selv
barnet smiler igen det klapper i sine små hænder og peger hen imod ruden
moderen og spækhøkermadammen bliver opmærksomme og deres blikke følger barnets fingerpeg
hvad går der i dette øjeblik af den unge kvinde der udenfor
hun vender sig om og iler hen ad det smalle fortoug med en fart der er dobbelt så hurtig som før og ligesom om hun blev forfulgt af en usynlig ånd
hvorfor flygter hun således
har hun da begået en brøde ved at se ind igennem disse vinduer
er det barnets uskyldige latter er det den fattige kones og spækhøkermadammens blikke der jager hende afsted
eller flygter hun måske for de tanker og længsler som synet af dette vindue har vakt hos hende
det er ikke godt at sige men fremad bestandig fremad iler hun hurtigere og hurtigere
det tynde sorte shavl der tidligere kun dårligt har beskyttet hende imod kulden flagrer nu som et gevandt efter hende de mørke lokker under kysen har løsrevet sig og bølger yppigt ned ad ryggen
med de flagrende lokker med det mørke shavl der tager sig ud som et par vinger ligner hun i dette øjeblik næsten et åndesyn der flyver igennem gaden

langt langt ude øjner han en lille røgsøjle der bugter sig gennem den klare luft

den hidrører fra dampskibet der med fuld kraft farer bort hen over oceanet

røgsøjlen bliver mindre og mindre den fortoner sig snart imod himlen kun som et lille hvidt punkt

tilsidst forsvinder den ganske foran olaf lund ligger der nu kun den øde uendelige havflade

han lader hånden synke ned fra øjnene og med et mørkt fortvivlet udtryk i sit ansigt åbner han sine læber og udstøder ordet em

ja nu er han ene

ene i ørkenen

i havørkenen og stenørkenen

i samme nu synker solen under havfladen

under troperne kender man intet fil tusmørke

der sindes kun enten den klareste dag eller den dybeste nat

næppe er derfor den glødende ildkugle forsvunden af horisonten før natten breder sig ud med et dybt uigennemtrængeligt mørke

denne bratte overgang fra dag fil nat fra lys fil mørke synes at virke overvældende på de to væsener der befinder sig på sømandens død

hunden skælver over alle lemmer stikker snuden ned imod sandet og tuder

oluf lund synker ned på knæ hæver sit blik og sine foldede hænder mod himlen og beder

iii

brostenenes arken

når man vil betegne at noget foregår med en umådelig næsten uendelig hastighed plejer man at bruge lyset som målestok

man siger at det og det sker med lysets hastighed og denne hastighed er just ikke så ganske ringe thi efter hvad de lærde ville påstå beløber den sig nok fil en fyrgetyve tusinde mile i sekundet

men der er dog noget der langt overgår endogså lyset i hastighed

det er den menneskelige tanke

i samme nu den dvæler her på jorden i samme nu kan den fare op til solen eller til den fjerneste stjerne som det med kikkerter bevæbnede øje formår at iagttage

det vil sige det er millioner og atter millioner af mile som tanken formår at gennemløbe i et nu og et sådant rum ville lyset bruge hundreder af år til at gjennemfare

det er i kraft af denne tankens uendelige hurtighed at vi skifter sted og skueplads for det drama som vi i det følgende ville fortælle

tiden bliver den samme men i et nu stifter vi skueplads i et nu forlader vi sømandens død de øde ubeboede øer langt borte fra alt hvad der hedder mennesker og kultur og i samme nu befinder vi osmidt i et af civilisationens brændpunkter midt i en stor hovedstads bevægede af mennesker opfyldte liv

fra et sted hvor øjet milevidt og atter milevidt ikke opfatter noget levende går vi i samme nu til et sted hvor mennesker myldrer som myrer i en tue hvor det ene menneske går det andet i vejen og hvor kampen for tilværelsen udkræver at mennesket for selv at eksistere tilintetgør sit medmenneske

med få ord vi går fra sømandens død over på hjemlig grund til danmark til danmarks hovedstad københavn

det er den samme eftermiddag t november måned på hvilken olaf lund blev forladt i havets ørken at le begivenheder foregår som vi nu ville fortælle

det er den samme eftermiddag den samme time og dog hvilken forskel i alle omgivelserne bevirker ikke den forandring i sted som vi have foretaget

hist over sømandens død en klar og varm himmel belyst af en glødende sol

her støvregler det og en rå blæst farer gennem gaderne

det er nu ikke aften men dog er gaslyzterne tændt og kaster et mat lys hen over de melankolske omgivelser

gaderne vrimle af mennesker der rastløs bevæger sig mellem hverandre og køretøjer af enhver slags farer i alle retninger gennem dem

det ene menneske bryder sig ikke om det andet enhver er optagen af sine egne tanker og formål enhver danner så at sige en lille verden for sig

under deres higen for at komme frem før at nå målet sker der sammenstød de stødes puffes og trænges og det er altid de svag der bukker under i disse sammenstød der trækker det kørteste strå i kampen før tilværelsæn

trods denne summen og brummen af menneskr denne myldre frem og tilbage slår det enkelte individ dog isoleret og afsluttet tor sig ja endogså fjendtlig lige overfor sine medmennesker

under kampen før tilværelsæn med sin higen efter at nå det mål der kun kan realiseres på andres bekostning slår det enkelte individ midt i de travle menneskeopfyldte store stæder ligeså ene og forladt som om han befandt sig i en ørken

de store verdensstæder er som en fransk forfatter har sagt stueørkener

brostenenes ørkener som vi ville foretrække at kalde dem

nuvel det er i denne brostenenes ørken som man kalder før københavn at vi genoptager tråden i vort drama

der iler en kvinde gennem gaderne

ikke gennem de store glimrende oplyste gader med deres strålende butikker deres pragt deres glans men gennem københavns mest uhyggelige og mørke sidegader

havde man i længere tid fulgt denne kvinde ville man snart komme fil det resultat at hun ilede fremad uden noget bestemt mål for sin gang planløst på kryds og på tværs som tilfældet førte hende

men hun bevægede sig bestandigt fremad uden at stanse uden at dreje hovedet tilbage uden at ændse noget af det liv der rørte sig omkring hende

de forbigående der myldrede omkring hende trådte puffede og stødte fil hende og hun syntes ikke at ændse det

de forbirullende vogne overstænkede hende med gadens snavs uden at hun lagde mærke fil det

hendes eneste mål lod fil atvære at komme fremad

bestandigt fremad og lige meget hvorhen

hun er tarveligt og fattigt klædt denne kvinde

en simpel kyse en tarvelig sort kjole et tyndt shavl der kun dårligt skærmer hende mod blæsten og et par skidte damestøvler gennem hvis såler jordens fugtighed siver ind danner de ydre bestanddele af hendes dragt

klæder skaber folk plejer man at sige og ikke med urette

men med ligesåmegen ret kunne man vende mundheldet om og sige folk skaber klæder

en smuk personlighed en værdig fremtræden og holdning kaster ligesom et skær af adel hen over den usleste klædedragt

og modsat ifører man en flane endogså en nonnedragt vil dog flanen alligevel skinne igennem

med få ord det er personligheden væsenet der kaster sit præg hen over den ydre ramme hvorunder de fremtræder der enten adler eller profanerer den og i denne betydning er det måske tilladt at sige at det er folk der skaber klæder

med denne kvinde der rastløst higer fremad gennem de myldrende gader er dette tilfældet

tiltrods for hendes simple klædedragt er der noget medfødt fint og værdigt over hende

ingen der har blik for mennesker vil et eneste øjeblik tro at han foran sig har en kvinde af proletariatet

en af disse samfundets stedbørn der som gave på vuggen fik nød og elendighed der fører til armod og savn

tværtimod iagttageren vil straks se at denne kvinde har kendt ganske andre forhold end de nuværende at den ydmyge skikkelse hvorunder hun nu fremtræder er hende fremmed at det med få ord er et væsen hvem livet er gået hårdt imod

hun er endnu i besiddelse af både sin ungdom og sin sfonhed

i det højeste synes hun at kunne være en eller toogtyve år gammel

hendes figur er rank og smækker trækkene sine regelmæssige og smukke en fylde af brune lokker stjæler sig frem fra kysen og under denne ligger der et par dybe mørke øjne

disse smukke træk har engang været præget af livslyst og friskhed disse mørke øjne har funklet som et krater der rummer lutter sprudlende munterhed og overgivenhed

men nu er det alt anderledes

hen over hendes ansigt lå der en bleg træthed og slappelse øjnene stirrede mat ud det var som om ilden i dem var udslukt

ingen som ser denne kvinde tager fejl

hun bærer på en sorg en lidelse ikke en sorg der opstår den ene dag og er borte den følgende men en sorg der har betydning for hele livet en lidelse der som en orm nager på livstræet og tilintetgør dets blomstringskraft

hun var omgiven af tusinder og atter tusinder af mennesker der myldrer og summer omkring hende som travle bier omkring en bikube og dog hvor ene og forladt er hun ikke med sin sorg ingen af disse tusinder af mennesker har øre eller tanke for hende enhver er kun optaget af sit eget der er ingen som hun kan betro sig til eller forlade sig på

det er som om hun døende af tørst besinder sig midt i en have fuld af de mest læskende frugter og som om disse når hun rækker efter dem springer i vejret så at hun ikke kan nå dem

hun befinder sig i brostenenes ørken med dens mennesketrængsel dens bedøvende larm og liv og denne ørken er ligeså dødbringende som sandets ørken med dets øde og forladthed

de store ørkener har deres glubende rovdyr deres løver og tigre men hvad er alle disse mennesker vel andet end civiliserede rovdyr hvoraf det ene lurer på det andet for at tilintetgøre det

ustandselig iler imidlertid den unge kvinde frem igennem gaderne uden mål eller plan snart til højre snart til venstre snart frem og snart tilbage

med et standser hun

det er i et lille smudsigt uhyggeligt stræde hvor fortouget er så smalt at et menneske knapt kan bevæge sig på det

det er foran en lille spekhøkerbutik i en stueetage at hun standser

gennem de snavsede duggede ruder stirrer hun derind

et mat brændende gasblus belyser med et flimrende skær de i vinduet udstillede varer og sager

der hører en meget sulten mave til for at finde disse frikadeller disse kødpølser disse spegepølser o s v

o s v appetitlige

men befolkningen i dette kvarter har også meget sultne maver det er proletarer der arbejder og ikke er forvænte eller har fine fornemmelser

derfor øver den lille snavsede spækhøkerbutik samme tiltrækningskraft over dem som om den var en af østergades glimrende med marmor og stenfliser belagte victualiehandeler

den unge kvinde stirrer ind igennem vinduet og et smil breder sig om hendes farveløse læber

hvilket underligt smil

hvor forunderlig mat og længselsfuld og tillige hvor forunderligt skærende og smertefuldf

inde i butikken slår der en fattig klædt kone med et lille barn på armen

moderen købslår med spækhøkermadammen og imidlertid ser barnet sig livligt om

dets øjne falder på vinduet og gennem de snavsede ruder bemærkede det kvindeskikkelsen udenfor

det ser det forunderlige smil der vibrerer om den unge kvindes læber og i sin barnlige uskyldighed tror det at dette smil gælder det selv

barnet smiler igen det klapper i sine små hænder og peger hen imod ruden

moderen og spækhøkermadammen bliver opmærksomme og deres blikke følger barnets fingerpeg

hvad går der i dette øjeblik af den unge kvinde der udenfor

hun vender sig om og iler hen ad det smalle fortoug med en fart der er dobbelt så hurtig som før og ligesom om hun blev forfulgt af en usynlig ånd

hvorfor flygter hun således

har hun da begået en brøde ved at se ind igennem disse vinduer

er det barnets uskyldige latter er det den fattige kones og spækhøkermadammens blikke der jager hende afsted

eller flygter hun måske for de tanker og længsler som synet af dette vindue har vakt hos hende

det er ikke godt at sige men fremad bestandig fremad iler hun hurtigere og hurtigere

det tynde sorte shavl der tidligere kun dårligt har beskyttet hende imod kulden flagrer nu som et gevandt efter hende de mørke lokker under kysen har løsrevet sig og bølger yppigt ned ad ryggen

med de flagrende lokker med det mørke shavl der tager sig ud som et par vinger ligner hun i dette øjeblik næsten et åndesyn der flyver igennem gaden