yemen2016/memo · Datasets at Hugging Face

text stringlengths 0 5.05k
på det smalle fortoug på den modsatte side af den lille gade kommer der en herre gående
han har slået sin paraply op for at beskytte sig imod regnen og tagdryppen fra husene
han så ud til at være omtrent otte eller niogtyve år gammel og ved sin elegante påklædning gør han en afstikkende figur i dette usle kvarter hvor man kun plejer at møde nød og elendighed
han bemærker den flygtende kvindeskikkelse på den anden side af gaden og ved synet af hende standser han ligeså brat som om et lyn pludselig var slået ned for hans fødder
han vender sig om ser efter hende og udbryder halvt højt store himmel hvad er dette er det et gøglende sansebedrag eller er det virkelighed
men i ethvert tilfælde må jeg have vished derom
han drejer sig om og iler efter den flygtende kvinde
i samme øjeblik drejer hun omkring det næste gadehjørne og forsvinder for hans blik
han fordobler sine skridt han går ikke mere hurtigt men løber
i et nu har han nået hjørnet
foran sig skimter han gennem regnen og tågen den unge kvindes skikkelse
hun aner intet om den forfølgelse hun er genstand for
åndeløs og forpustet efter sin hurtige flugt har hun sagtnet sine skridt
men herren der følger hende iler ikke langsommere han vedbliver med sit hurtige løb til han er side om side med hende
en gaslygte besinder sig netop lige over hovedet på dem
ved skinnet af den kaster herren et hurtigt forskende blik på den unge kvindes ansigt
som om en usynlig magnetisk kraft virker på hende således hæver hun i samme nu sine øjne og deres blikke mødes
herren tumler et skridt tilbage og hans læber udstøder navnet eva
men hun løber i samme nu hurtigt afsted som om denne unge elegante herre med det gode hjertelig ansigt var en ond ånd hun havde set
også hendes læber har åbnet sig til et udbrud og dette er navnet carl
med en fart som det gælder liv eller død iler hun afsted
hun sr sig ikke for hun støder de små børn i rendestenen hun mærker intet hun ser ikke hvorledes de forbigående standser og med forbavsede ord og blikke følger hendes flugt
for hende syntes det kun al gælde om al komme bort
så langt bort som muligt fra den mand der havde hilset hende med navnet eva
det er som om der i dette navn ligger en forbandelse der driver hende afsled
men nu han den unge herre der s r så smuk og god ud
ja han står endnu på det samme sted ligesom fortumlet og bedøvet efter det møde han har haft
men det varer kun et øjeblik så er han atter sig selv atter herre over sin omtanke og sin villie
han kaster et hurtigt blik frem foran sig
gennem regnen og blæsten gennem efterårsaftenens tåge mellem gadens myldrende mennneskemængde skimter han endnu de utydelige næsten tågeagtige omrids af den flygtende kvindes skikelse
i dette øjeblik drejer hun omkring det første gadehjørne
den unge mand synes at tage sin beslutning
han trykker hatten fastere og dybere ned i panden og knapper sin overfrakke tæt omkring sig
derpå iler han afsled st samme retning som den hvori kvindeskikkkelsen er forsvunden
det er øjensynlig hans hensigt at indhente hende men i så tilfælde må han skynde sig thi hun har jo allerede et godt forspring og hun iler fremad som om hun havde vinger
vil han nå hende
iv
liv eller død
hvad er det for en jagt der går for sig gennem den travle bys menneskeopfyldte gader
der er på begge sider en lidenskab en ustandselig hast som når et af ørkenens dyr flygter for den ville løve
det ser ud som om det gælder enten liv eller død
hvorfor flygter hun den fattige kvinde for denne smukke unge og rigtklædte mand
vil han hende da noget ondt er han som en ond ånd der har grebet ildevarslende ind i hendes liv
nej han ser ikke således ud
i hans ansigt læser man ikke om ondflab had og vrede
dets træk taler derimod om godhed trofasthed og kærlighed
han forfølger hende ikke for af tilføje hende noget ondt men som om han ville sværge en ulykke for hende
men så er det jo ubegribeligt af denne unge kvinde flygter som vanvittig for ham
hvorfor flyer hun det gode hvorfor iler hun imod det onde som måtte lure på hende
hvorfor
hvorfor
med en næsten ustandselig hast gennemløber den fattig klædte kvinde de menneskeopfyldte gader
hun standser ikke et eneste øjeblik for af trække vejret

hun står ikke stille for at se sig tilbage

det er næsten som om hun ligesom loths hustru frygter at dette skal fastnagle hende til stedet som en ubevægelig saltstøtte
snart er hun inde på fortouget snart ude på gaden midt imellem de sorbirullende vogne de forbijagende heste
hun hører ikke de forbigåendes ængstelige skrig eller kuskenes advarende tilråb og eder hun ændser ikke de truende vognhjul det synes kun at gælde for hende om at komme fremad og som ved et vidunder skipper hun uskadt gennem de farer der omringer hende på alle sider
hun synes ikke at lægge mærke til hvor hun nu kommer hen det gælder for hende blot omat komme fremad og bort
så langt bort som muligt fra det sted hvor hun mødte ham
hun holder sig ikke mere som før til sidegaderne alene
hun kommer nu ind i hovedgaderne med de oplyste butiker og den tætte strøm af mennesker
fremad iler hun uden at ændse noget af alt det der omgiver hende
hun kommer over et stort torv
gaslygterne formår ikke at sprede det mørke der ruger over det fra alle sider truer de forbikørende vogne hende med livsfare
men hvad bryder hun sig om det
med de mørke lokker vildt bølgende for vinden med blikket stift fæstet frem foran sig løber hun ustandselig afsted
hun kommer ind i et nyt kvarter af staden
et stille roligt kvarter med brede gader der kun befærdes af nogle få mennesker
heller ikke dette synes hun at lægge mærke til

bestandig iler hun fremad
stilheden den menneskeforladte ensomhed omkring hende vedbliver at tiltage
med et bølger der hen over hendes hede kind en frisk luftning der synes at komme fra søen
hendes blik begrænses ikke længere af de høje stenbjærge der kaldes for huse
over sig s r hun en mørk himmel hvis øjne stjærnerne er tillukkede af sorte truende regnskyer
under hende høres der en skvulpende lyd
det er det skumklædte vand der bølger i oprør
hendes fod træder ikke længere på sten men på træ
foran hende ligger der en bro dunkelt oplyst af nogle matte gasflammer som vinden bringer til at flagrd uroligt frem og tilbage
det er langebro hun befinder sig på
på begge sider af den larmer det mørke hemmelighedsfulde bølgedyb
så fristende og tillokkende med sin smukke flumklædte overflade og dog så falsf og troløs
siderne dannes af de høje kolde pakhuse der fortoner sig som uhyggelige stenspøgelser i den mørke nat
i baggrunden endelig gennem regnen og tågen skuede man gasblussene på knippelsbro og når vinden bærer til kan et skarpt øre opfatte lyden af den travle færden der bevæger sig hen over den
på broen standsede den unge kvinde
eller rettere sagt der falder hun udmattet og åndeløs om mod jernrækværket og klynger sig krampagtig til det
det er fugtigt og klamt
hun bøjer den ene af sine glødende kinder ned mod det medens søluften forfriskende og svalende farer hen over den anden
men hende synes den ingen afkøling af bringe den synes ikke af berolige det oprør hvori blodet bølger i hendes årer
hendes kind vedbliver af være lige hed og brændende hendes barm bevæger sig som om hun midt i denne overflødighed af frisk luft dog savner tilstrækkelig luft
med et lyner der et funklende næsten vildt udtryk frem i hendes øjne med begge sine små hvide hænder omklamrer hun fast det fugtige jernværk og hæver sig samtidig op over det
hun bøjer sig forover og hendes blik søger ned mod det mørke hemmelighedsfulde dyb der bruser under hende
dernede skummer bølger mod hinanden der synger de deres sirenesang
det ser ud som om den unge kvinde ikke formår at vende sit blik bort fra deres skumklædte toppe som om hendes øre er fængslet og fortryllet af den ville sang dernede
længere og længere bøjer hun sig ud over broens jernrækværk som om magnetisk kraft drager hende mod bølgedybet dernede
der er måsk sympatti mellem det og hende
mellem det naturens oprør der bruser dernede og det sindets oprør som fylder hendes indre
bestandig hælder hun sig længere og længere frem over bolværket

på det smalle fortoug på den modsatte side af den lille gade kommer der en herre gående

han har slået sin paraply op for at beskytte sig imod regnen og tagdryppen fra husene

han så ud til at være omtrent otte eller niogtyve år gammel og ved sin elegante påklædning gør han en afstikkende figur i dette usle kvarter hvor man kun plejer at møde nød og elendighed

han bemærker den flygtende kvindeskikkelse på den anden side af gaden og ved synet af hende standser han ligeså brat som om et lyn pludselig var slået ned for hans fødder

han vender sig om ser efter hende og udbryder halvt højt store himmel hvad er dette er det et gøglende sansebedrag eller er det virkelighed

men i ethvert tilfælde må jeg have vished derom

han drejer sig om og iler efter den flygtende kvinde

i samme øjeblik drejer hun omkring det næste gadehjørne og forsvinder for hans blik

han fordobler sine skridt han går ikke mere hurtigt men løber

i et nu har han nået hjørnet

foran sig skimter han gennem regnen og tågen den unge kvindes skikkelse

hun aner intet om den forfølgelse hun er genstand for

åndeløs og forpustet efter sin hurtige flugt har hun sagtnet sine skridt

men herren der følger hende iler ikke langsommere han vedbliver med sit hurtige løb til han er side om side med hende

en gaslygte besinder sig netop lige over hovedet på dem

ved skinnet af den kaster herren et hurtigt forskende blik på den unge kvindes ansigt

som om en usynlig magnetisk kraft virker på hende således hæver hun i samme nu sine øjne og deres blikke mødes

herren tumler et skridt tilbage og hans læber udstøder navnet eva

men hun løber i samme nu hurtigt afsted som om denne unge elegante herre med det gode hjertelig ansigt var en ond ånd hun havde set

også hendes læber har åbnet sig til et udbrud og dette er navnet carl

med en fart som det gælder liv eller død iler hun afsted

hun sr sig ikke for hun støder de små børn i rendestenen hun mærker intet hun ser ikke hvorledes de forbigående standser og med forbavsede ord og blikke følger hendes flugt

for hende syntes det kun al gælde om al komme bort

så langt bort som muligt fra den mand der havde hilset hende med navnet eva

det er som om der i dette navn ligger en forbandelse der driver hende afsled

men nu han den unge herre der s r så smuk og god ud

ja han står endnu på det samme sted ligesom fortumlet og bedøvet efter det møde han har haft

men det varer kun et øjeblik så er han atter sig selv atter herre over sin omtanke og sin villie

han kaster et hurtigt blik frem foran sig

gennem regnen og blæsten gennem efterårsaftenens tåge mellem gadens myldrende mennneskemængde skimter han endnu de utydelige næsten tågeagtige omrids af den flygtende kvindes skikelse

i dette øjeblik drejer hun omkring det første gadehjørne

den unge mand synes at tage sin beslutning

han trykker hatten fastere og dybere ned i panden og knapper sin overfrakke tæt omkring sig

derpå iler han afsled st samme retning som den hvori kvindeskikkkelsen er forsvunden

det er øjensynlig hans hensigt at indhente hende men i så tilfælde må han skynde sig thi hun har jo allerede et godt forspring og hun iler fremad som om hun havde vinger

vil han nå hende

iv

liv eller død

hvad er det for en jagt der går for sig gennem den travle bys menneskeopfyldte gader

der er på begge sider en lidenskab en ustandselig hast som når et af ørkenens dyr flygter for den ville løve

det ser ud som om det gælder enten liv eller død

hvorfor flygter hun den fattige kvinde for denne smukke unge og rigtklædte mand

vil han hende da noget ondt er han som en ond ånd der har grebet ildevarslende ind i hendes liv

nej han ser ikke således ud

i hans ansigt læser man ikke om ondflab had og vrede

dets træk taler derimod om godhed trofasthed og kærlighed

han forfølger hende ikke for af tilføje hende noget ondt men som om han ville sværge en ulykke for hende

men så er det jo ubegribeligt af denne unge kvinde flygter som vanvittig for ham

hvorfor flyer hun det gode hvorfor iler hun imod det onde som måtte lure på hende

hvorfor

med en næsten ustandselig hast gennemløber den fattig klædte kvinde de menneskeopfyldte gader

hun standser ikke et eneste øjeblik for af trække vejret

hun står ikke stille for at se sig tilbage

det er næsten som om hun ligesom loths hustru frygter at dette skal fastnagle hende til stedet som en ubevægelig saltstøtte

snart er hun inde på fortouget snart ude på gaden midt imellem de sorbirullende vogne de forbijagende heste

hun hører ikke de forbigåendes ængstelige skrig eller kuskenes advarende tilråb og eder hun ændser ikke de truende vognhjul det synes kun at gælde for hende om at komme fremad og som ved et vidunder skipper hun uskadt gennem de farer der omringer hende på alle sider

hun synes ikke at lægge mærke til hvor hun nu kommer hen det gælder for hende blot omat komme fremad og bort

så langt bort som muligt fra det sted hvor hun mødte ham

hun holder sig ikke mere som før til sidegaderne alene

hun kommer nu ind i hovedgaderne med de oplyste butiker og den tætte strøm af mennesker

fremad iler hun uden at ændse noget af alt det der omgiver hende

hun kommer over et stort torv

gaslygterne formår ikke at sprede det mørke der ruger over det fra alle sider truer de forbikørende vogne hende med livsfare

men hvad bryder hun sig om det

med de mørke lokker vildt bølgende for vinden med blikket stift fæstet frem foran sig løber hun ustandselig afsted

hun kommer ind i et nyt kvarter af staden

et stille roligt kvarter med brede gader der kun befærdes af nogle få mennesker

heller ikke dette synes hun at lægge mærke til

bestandig iler hun fremad

stilheden den menneskeforladte ensomhed omkring hende vedbliver at tiltage

med et bølger der hen over hendes hede kind en frisk luftning der synes at komme fra søen

hendes blik begrænses ikke længere af de høje stenbjærge der kaldes for huse

over sig s r hun en mørk himmel hvis øjne stjærnerne er tillukkede af sorte truende regnskyer

under hende høres der en skvulpende lyd

det er det skumklædte vand der bølger i oprør

hendes fod træder ikke længere på sten men på træ

foran hende ligger der en bro dunkelt oplyst af nogle matte gasflammer som vinden bringer til at flagrd uroligt frem og tilbage

det er langebro hun befinder sig på

på begge sider af den larmer det mørke hemmelighedsfulde bølgedyb

så fristende og tillokkende med sin smukke flumklædte overflade og dog så falsf og troløs

siderne dannes af de høje kolde pakhuse der fortoner sig som uhyggelige stenspøgelser i den mørke nat

i baggrunden endelig gennem regnen og tågen skuede man gasblussene på knippelsbro og når vinden bærer til kan et skarpt øre opfatte lyden af den travle færden der bevæger sig hen over den

på broen standsede den unge kvinde

eller rettere sagt der falder hun udmattet og åndeløs om mod jernrækværket og klynger sig krampagtig til det

det er fugtigt og klamt

hun bøjer den ene af sine glødende kinder ned mod det medens søluften forfriskende og svalende farer hen over den anden

men hende synes den ingen afkøling af bringe den synes ikke af berolige det oprør hvori blodet bølger i hendes årer

hendes kind vedbliver af være lige hed og brændende hendes barm bevæger sig som om hun midt i denne overflødighed af frisk luft dog savner tilstrækkelig luft

med et lyner der et funklende næsten vildt udtryk frem i hendes øjne med begge sine små hvide hænder omklamrer hun fast det fugtige jernværk og hæver sig samtidig op over det

hun bøjer sig forover og hendes blik søger ned mod det mørke hemmelighedsfulde dyb der bruser under hende

dernede skummer bølger mod hinanden der synger de deres sirenesang

det ser ud som om den unge kvinde ikke formår at vende sit blik bort fra deres skumklædte toppe som om hendes øre er fængslet og fortryllet af den ville sang dernede

længere og længere bøjer hun sig ud over broens jernrækværk som om magnetisk kraft drager hende mod bølgedybet dernede

der er måsk sympatti mellem det og hende

mellem det naturens oprør der bruser dernede og det sindets oprør som fylder hendes indre

bestandig hælder hun sig længere og længere frem over bolværket