yemen2016/memo · Datasets at Hugging Face

text stringlengths 0 5.05k
hun ville leve for andre
efter flere dages forløb kom der brev fra kjeld at han ikke kom hjem for det første
han var straks kommen i tjeneste
da brevet kom var minona syg og hele det store hus i oprør hvorfor den gamle åbnede det skønt det bar udskrift til minona
han skælvede for det mulige indhold som dog var holdt i forretningsstil og sluttede med en hilsen til alle
den gamle åndede atter
tonen havde han ikke under disse forhold tid til at spekulere over
minona var så angreben at lægen truede med at forbyde ham enhver forbindelse med sygeværelsets personale da hans spørgsmål og ængstelser i høj grad generede dem og bragte virvar
efter en halv snes timers ulidelig spænding hvori han blandt andet et par gange havde indelukket sig i skatkammeret fattig og alene med sin gud nåde budskabet ham at han havde fået en stor sønnesøn og at moderen befandt sig vel
kjeld var så atter installeret i hovedstaden standsmæssigt som det sømmede sig en kapitalist der havde en uhyre formue i vente
at han under disse omstændigheder straks blev en søgt mand forstår sig
men alle første besøg hos ham bragte kun skuffelse og den almindelige mening var at penge havde fordærvet ham
for tiden i alt fald var han reserveret og aldeles ulig den muntre flotte fyr han en gang var
selv tænkte og drømte han kun om constance
den sorg med samvittighedsnag han havde følt ved afskeden fra minona var bortdunstet
han måtte da bekvemme sig til at handle
begyndelsen var brevet til constance senere når minona blev rask måtte han affinde sig med hende
han ville være rejst over selv og talt sin sag men kunne ikke opnå permission
i åndeløs spænding ventede han svar
det kom
hans eget brev tilbage i et omslag fra hans forpagter som skrev min datter har været døden nær men vorherre som vi stoler på har styrket hende og jeg håber ikke at min svage hustru og jeg skal miste vort eneste barn
dog ville vi hellere have set hende død end vanæret og i det forhold hvori de havde ført hende var kun vanære mulig om det ikke i tide var bleven opdaget
min datter vil selv skrive til dem for sidste gang og jeg må bede dem om at være betænkt på så snart ske kan at finde en anden forpagter h r kan jeg ikke mere arbejde jeg går endog hellere tilbage til mine fordums kår
ærbødigst krause
efter læsningen af dette var kjeld en slagen mand
ufølsom for alt undtagen sin smerte den at have mistet constance og forskyldt hendes sygdom og nød sad han i timer uden at røre sig
det faldt ham end ikke ind at skrive en linje til trøst eller forsvar
han ventede kun t hendes brev
efter en lang dag og endeløs nat kom også dette
men heri var dog nogen trøst min grænseløse sorg skrev hun hvor han takkede hende for disse ord
så mødtes de da i sorgen siden glæden var dem nægtet
hans øjne svømmede over og midt i al sin pine følte han en så smerteblandet glæde at den næsten var lindring for hans syge sjæl
og du skal sove dybt mens bådens fjæl dig fører hen ad evighedens strømme lød den kendte røst sidste gang kom den til ham da han sad med hende i armene og så ud over det klare vandspejl som var smykket med de farvede blade bag hvilke fuglenes elskovssange n gang havde lydt
nu var det forbi med våren elskovssangene og hans dejlige lykkedrøm
så sikker var hans opfattelse af hende at han forstod det var umuligt at vinde hende tilbage
men det var på grund af forholdene dem ingen af dem havde magt over
og hun troede på hans kærlighed at den var sand
hun ville altid bede for ham det var at tænke på ham altid
hans sjæl berusede sig i disse bittert søde ord
og du skal sove dybt mens bådens fjæl dig fører hen ad evighedens strømme klang det bestandig i hans øre
ja hvis man kunne sove dybt o hvis man kunne sove dybt
bestandig stærkere tog denne tanke overtaget
hvad havde han vel mere at vente
livets blomst var for ham dødens blomst og den der er borte bliver der kun tænkt skånsomt eller kærligt på
hele natten gled for ham i disse sværmeriske drømme altid på randen af selvopgivelsens farlige skrænt
morgenstunden kom bestandig tumlede han med de samme tanker
mekanisk havde han taget ned fra væggen snart det ene snart det andet af sine kostbare skydevåben og til det yderste udregnet de sidste sekonders hurtige gang bestandig kom da hun igen men i en anden skikkelse
han så hende i skræk og vrede som hin gang ude ved stranden og hørte hendes hulken
hun havde fortalt ham om sine visioner han var ikke sikker på han ikke havde set hende denne nat i sin stue
hørte han hende ikke hulke
hvis der nu var en opvågnen ingen stille evig søvn ingen på jorden kunne sige det
fortid nutid fremtid stadig overfor den samme ufattelige gåde
hvis han altid skulle høre hendes gråd
nej han kunne ikke tage skridtet fuldt ud som det lyder i nutidssproget med livsopgjør osv hvis det er heltemod at liste bort fra sorgen og overlade de efterlevende endnu en dræbende smerte mere da var han ingen helt
dunkelt ligesom langt borte tonede for ham fjerne syner om at tage kampen op og slide sig igennem som den eneste fuldt ud værdige måde at leve livet på også dette var måske en hilsen fra hende
højt op på formiddagen vågnede han af en søvn så tung som kun den dødtrætte kender den
et stort brev faldt ham straks i øjnene
han tog det
det var et telegram fra hans fader som meldte ham hans søns fødsel
var det kommet i går midt i den susende kvælende dræbende smerte ville hans tanker næppe rummet det nu kom det som den første hilsen efter en kvægende søvn endnu forinden alle gårsdagens erindringer havde begyndt at virke og dannede den rift i hans tankers mørke himmel hvor han i et perspektiv så sin ungdoms hustru bleg vemodig og ensom med sit lille barn sammen med en gammel forgræmmet mand som aldrig havde gjort ham andet end godt han kunne ikke bære det men så kom egenkærligheden og skinsygen ham til hjælp og tårnede al den uret og tilsidesættelse op han mente at have lidt og al nøden og fortvivlelsen fra i går begyndte forfra kun med den forskel at han nu havde så megen foretagelsesånd at han svarede på telegrammet og skrev som følger til krause en gang senere ikke nu skal jeg forklare dem hvorledes alt fra min side begyndte
om de da ikke kan undskylde vil de dog forstå mig og beklage mig som foruden smerten tillige har al uretten at bære på
hvis sand kærlighed kan vente tilgivelse så er jeg sikker på at vinde den engang
de må ikke tage bort fra min gård jeg skal sørge for at de kan forhandle om alt muligt med min sagfører i ringkøbing aldrig med mig
skulle de alligevel fastholde at ville gå sælger jeg lynghøj lige meget til hvem og for hvad
jeg v d så at jeg ingen tilgivelse kan finde der hvor jeg alene søger den
deres k
f lasson
og så med al den kraft jeg ejer til arbejde at i det mindste tiden kan gå
sagde han til sig selv
det var minonas bryllupsdag
den lille dreng trivedes udmærket og var det lægende plaster der holdt moderen og den gamle oppe
med uro ventede hun denne dag at høre fra sin mand
alle hendes breve til ham vare blevne besvarede så lakonisk at hendes egne sidste derved havde fået lighed med hans
endnu holdt hun skinnet vedlige
stærkt afficeret var hun af de idelige forespørgsler fra forældrene om hvad der gik af hendes mand at de aldrig så ham og hidtil ikke havde kunnet træffe ham
men allermest pinte det hende at den gamle øjensynlig skjulte noget for hende hvad
der var en så undertrykt bitterhed og tavs indesluttethed over ham hendes mand betræffende at hun endnu ikke havde haft mod til at trænge ind på ham
et var hun overbevist om at det var mere end penge det drejede sig om hvad var da det næste en kvinde
hun havde aldrig fået rede på deres allerførste samtale ude på langelinje altid havde en begyndende indledning sammensnøret hendes hals hver eneste gang hun ville vove den
var det muligt at han atter var kommen under hin indflydelse
i så fald havde deres liv fra først til sidst været et bedrag
hun så hen til sin lille søns vugge og den strid der sønderriver en kvinde mere end nogen anden og som ingen kundskab kan beskytte imod begyndte hos hende
hun havde selv ammet sin søn men nu blev en præmieko opstaldet til at ernære den lille arving
hun fortalte den gamle at hun var bange for sin ryg og turde ikke mere selv
der kom virkelig brev fra kjeld på bryllupsdagen det lød kære minona
nu da jeg hører at du er rask vil jeg ikke længere opsætte at foreslå dig at vi skilles
det er min overbevisning at du for fremtiden vil være lykkeligere borte fra mig
jeg er dig ikke mere værd opfyldt som min sjæl har været måske altid vil blive af en anden som jeg aldrig kan få
men lad os leve hver for sig at jeg ikke også skal få den syndebyrde at bære på at have ødelagt hele dit liv som er til velsignelse for så mange allermest for min gamle fader som jeg bønfalder dig om ikke at forlade
et øjeblikkeligt krak er langt at foretrække for et liv i forstillelse og løgn
penge have vi jo nok af så vi alle kunne leve vort liv uden økonomiske sorger og jeg underskriver på forhånd alt muligt hvad fader og du bestemme ubeset
jeg kommer ikke over som du skriver og ser vor lille dreng det ville til ingen nytte give en smerte mere
tilgiv mig minona og glem mig og al den uret jeg har bragt over dig denne sorg kunne minona ikke stå for
lasson som med hjærteangst ventede hende til den daglige køretur traf hende aldeles fortvivlet
da han havde læst brevet som hun med et tørklæde for øjnene rakte ham var det som om han stod nøgen og forladt
som om en undseelse lig den adam må have følt i paradisets have da englen viste ham ud kom over ham
han ville græde men kunne ikke få en tåre frem
minona så da straks at der var fare knuste sin egen sorg tog koldt vand og medikamenter frem og førte ham hen til en sofa
efter en passende behandling trængte der sig en hulken frem af hans bryst og han fik mælet tilbage
hans jærnnatur havde modstået endnu dette stød

hun ville leve for andre

efter flere dages forløb kom der brev fra kjeld at han ikke kom hjem for det første

han var straks kommen i tjeneste

da brevet kom var minona syg og hele det store hus i oprør hvorfor den gamle åbnede det skønt det bar udskrift til minona

han skælvede for det mulige indhold som dog var holdt i forretningsstil og sluttede med en hilsen til alle

den gamle åndede atter

tonen havde han ikke under disse forhold tid til at spekulere over

minona var så angreben at lægen truede med at forbyde ham enhver forbindelse med sygeværelsets personale da hans spørgsmål og ængstelser i høj grad generede dem og bragte virvar

efter en halv snes timers ulidelig spænding hvori han blandt andet et par gange havde indelukket sig i skatkammeret fattig og alene med sin gud nåde budskabet ham at han havde fået en stor sønnesøn og at moderen befandt sig vel

kjeld var så atter installeret i hovedstaden standsmæssigt som det sømmede sig en kapitalist der havde en uhyre formue i vente

at han under disse omstændigheder straks blev en søgt mand forstår sig

men alle første besøg hos ham bragte kun skuffelse og den almindelige mening var at penge havde fordærvet ham

for tiden i alt fald var han reserveret og aldeles ulig den muntre flotte fyr han en gang var

selv tænkte og drømte han kun om constance

den sorg med samvittighedsnag han havde følt ved afskeden fra minona var bortdunstet

han måtte da bekvemme sig til at handle

begyndelsen var brevet til constance senere når minona blev rask måtte han affinde sig med hende

han ville være rejst over selv og talt sin sag men kunne ikke opnå permission

i åndeløs spænding ventede han svar

det kom

hans eget brev tilbage i et omslag fra hans forpagter som skrev min datter har været døden nær men vorherre som vi stoler på har styrket hende og jeg håber ikke at min svage hustru og jeg skal miste vort eneste barn

dog ville vi hellere have set hende død end vanæret og i det forhold hvori de havde ført hende var kun vanære mulig om det ikke i tide var bleven opdaget

min datter vil selv skrive til dem for sidste gang og jeg må bede dem om at være betænkt på så snart ske kan at finde en anden forpagter h r kan jeg ikke mere arbejde jeg går endog hellere tilbage til mine fordums kår

ærbødigst krause

efter læsningen af dette var kjeld en slagen mand

ufølsom for alt undtagen sin smerte den at have mistet constance og forskyldt hendes sygdom og nød sad han i timer uden at røre sig

det faldt ham end ikke ind at skrive en linje til trøst eller forsvar

han ventede kun t hendes brev

efter en lang dag og endeløs nat kom også dette

men heri var dog nogen trøst min grænseløse sorg skrev hun hvor han takkede hende for disse ord

så mødtes de da i sorgen siden glæden var dem nægtet

hans øjne svømmede over og midt i al sin pine følte han en så smerteblandet glæde at den næsten var lindring for hans syge sjæl

og du skal sove dybt mens bådens fjæl dig fører hen ad evighedens strømme lød den kendte røst sidste gang kom den til ham da han sad med hende i armene og så ud over det klare vandspejl som var smykket med de farvede blade bag hvilke fuglenes elskovssange n gang havde lydt

nu var det forbi med våren elskovssangene og hans dejlige lykkedrøm

så sikker var hans opfattelse af hende at han forstod det var umuligt at vinde hende tilbage

men det var på grund af forholdene dem ingen af dem havde magt over

og hun troede på hans kærlighed at den var sand

hun ville altid bede for ham det var at tænke på ham altid

hans sjæl berusede sig i disse bittert søde ord

og du skal sove dybt mens bådens fjæl dig fører hen ad evighedens strømme klang det bestandig i hans øre

ja hvis man kunne sove dybt o hvis man kunne sove dybt

bestandig stærkere tog denne tanke overtaget

hvad havde han vel mere at vente

livets blomst var for ham dødens blomst og den der er borte bliver der kun tænkt skånsomt eller kærligt på

hele natten gled for ham i disse sværmeriske drømme altid på randen af selvopgivelsens farlige skrænt

morgenstunden kom bestandig tumlede han med de samme tanker

mekanisk havde han taget ned fra væggen snart det ene snart det andet af sine kostbare skydevåben og til det yderste udregnet de sidste sekonders hurtige gang bestandig kom da hun igen men i en anden skikkelse

han så hende i skræk og vrede som hin gang ude ved stranden og hørte hendes hulken

hun havde fortalt ham om sine visioner han var ikke sikker på han ikke havde set hende denne nat i sin stue

hørte han hende ikke hulke

hvis der nu var en opvågnen ingen stille evig søvn ingen på jorden kunne sige det

fortid nutid fremtid stadig overfor den samme ufattelige gåde

hvis han altid skulle høre hendes gråd

nej han kunne ikke tage skridtet fuldt ud som det lyder i nutidssproget med livsopgjør osv hvis det er heltemod at liste bort fra sorgen og overlade de efterlevende endnu en dræbende smerte mere da var han ingen helt

dunkelt ligesom langt borte tonede for ham fjerne syner om at tage kampen op og slide sig igennem som den eneste fuldt ud værdige måde at leve livet på også dette var måske en hilsen fra hende

højt op på formiddagen vågnede han af en søvn så tung som kun den dødtrætte kender den

et stort brev faldt ham straks i øjnene

han tog det

det var et telegram fra hans fader som meldte ham hans søns fødsel

var det kommet i går midt i den susende kvælende dræbende smerte ville hans tanker næppe rummet det nu kom det som den første hilsen efter en kvægende søvn endnu forinden alle gårsdagens erindringer havde begyndt at virke og dannede den rift i hans tankers mørke himmel hvor han i et perspektiv så sin ungdoms hustru bleg vemodig og ensom med sit lille barn sammen med en gammel forgræmmet mand som aldrig havde gjort ham andet end godt han kunne ikke bære det men så kom egenkærligheden og skinsygen ham til hjælp og tårnede al den uret og tilsidesættelse op han mente at have lidt og al nøden og fortvivlelsen fra i går begyndte forfra kun med den forskel at han nu havde så megen foretagelsesånd at han svarede på telegrammet og skrev som følger til krause en gang senere ikke nu skal jeg forklare dem hvorledes alt fra min side begyndte

om de da ikke kan undskylde vil de dog forstå mig og beklage mig som foruden smerten tillige har al uretten at bære på

hvis sand kærlighed kan vente tilgivelse så er jeg sikker på at vinde den engang

de må ikke tage bort fra min gård jeg skal sørge for at de kan forhandle om alt muligt med min sagfører i ringkøbing aldrig med mig

skulle de alligevel fastholde at ville gå sælger jeg lynghøj lige meget til hvem og for hvad

jeg v d så at jeg ingen tilgivelse kan finde der hvor jeg alene søger den

deres k

f lasson

og så med al den kraft jeg ejer til arbejde at i det mindste tiden kan gå

sagde han til sig selv

det var minonas bryllupsdag

den lille dreng trivedes udmærket og var det lægende plaster der holdt moderen og den gamle oppe

med uro ventede hun denne dag at høre fra sin mand

alle hendes breve til ham vare blevne besvarede så lakonisk at hendes egne sidste derved havde fået lighed med hans

endnu holdt hun skinnet vedlige

stærkt afficeret var hun af de idelige forespørgsler fra forældrene om hvad der gik af hendes mand at de aldrig så ham og hidtil ikke havde kunnet træffe ham

men allermest pinte det hende at den gamle øjensynlig skjulte noget for hende hvad

der var en så undertrykt bitterhed og tavs indesluttethed over ham hendes mand betræffende at hun endnu ikke havde haft mod til at trænge ind på ham

et var hun overbevist om at det var mere end penge det drejede sig om hvad var da det næste en kvinde

hun havde aldrig fået rede på deres allerførste samtale ude på langelinje altid havde en begyndende indledning sammensnøret hendes hals hver eneste gang hun ville vove den

var det muligt at han atter var kommen under hin indflydelse

i så fald havde deres liv fra først til sidst været et bedrag

hun så hen til sin lille søns vugge og den strid der sønderriver en kvinde mere end nogen anden og som ingen kundskab kan beskytte imod begyndte hos hende

hun havde selv ammet sin søn men nu blev en præmieko opstaldet til at ernære den lille arving

hun fortalte den gamle at hun var bange for sin ryg og turde ikke mere selv

der kom virkelig brev fra kjeld på bryllupsdagen det lød kære minona

nu da jeg hører at du er rask vil jeg ikke længere opsætte at foreslå dig at vi skilles

det er min overbevisning at du for fremtiden vil være lykkeligere borte fra mig

jeg er dig ikke mere værd opfyldt som min sjæl har været måske altid vil blive af en anden som jeg aldrig kan få

men lad os leve hver for sig at jeg ikke også skal få den syndebyrde at bære på at have ødelagt hele dit liv som er til velsignelse for så mange allermest for min gamle fader som jeg bønfalder dig om ikke at forlade

et øjeblikkeligt krak er langt at foretrække for et liv i forstillelse og løgn

penge have vi jo nok af så vi alle kunne leve vort liv uden økonomiske sorger og jeg underskriver på forhånd alt muligt hvad fader og du bestemme ubeset

jeg kommer ikke over som du skriver og ser vor lille dreng det ville til ingen nytte give en smerte mere

tilgiv mig minona og glem mig og al den uret jeg har bragt over dig denne sorg kunne minona ikke stå for

lasson som med hjærteangst ventede hende til den daglige køretur traf hende aldeles fortvivlet

da han havde læst brevet som hun med et tørklæde for øjnene rakte ham var det som om han stod nøgen og forladt

som om en undseelse lig den adam må have følt i paradisets have da englen viste ham ud kom over ham

han ville græde men kunne ikke få en tåre frem

minona så da straks at der var fare knuste sin egen sorg tog koldt vand og medikamenter frem og førte ham hen til en sofa

efter en passende behandling trængte der sig en hulken frem af hans bryst og han fik mælet tilbage

hans jærnnatur havde modstået endnu dette stød