MiMe-MeMo/Corpus-v1.1 · Datasets at Hugging Face

text stringlengths 0 2.13k
— ja , gør det , kære fader , thi jeg er så
ulykkelig og længes meget efter min kære Edmond .
Den gamle gik nu ned for at kalde Edmond op
til Juliane , men han standsede forbavset udenfor
dyren , thi han hørte højrøstet tale inde i stuen , og
skelnede tydelig at Edmond sagde :

— forbandede kvinde ! at du også altid skal
være mig i vejen . O , du milde gud , hvor jeg døg
er ulykkelig .
Den gamle holdt nu øret tæt op til nøglehullet ,
og hørte tydelig en kvindelig stemme med isnende
kulde svare :
— å , den ulykke er da til at udholde for dig ,
men jeg ulykkelige pige , som du har svoret at elske
til din sidste stund , jeg er til at beklage , « hi istedenfor
at gifte mig har du taget hende , den rige mands
datter — som jeg hader værre end pesten — og
ladet mig stå forladt ja , Edmond , jeg-er ulykkelig ,
men du . . . Du . . .
Hun gav sig til at græde og klage gudsjammerlig .
Edmond betragtede hende foragtelig .
— elendige kvinde ! råbte han rasende ; hvor tør
du vove at udtale flige ord her i mit hus ; vogt
dig , at du ikke bliver kastet på døren .
— jeg åbenbarer din kone det hele , svarede
Lise purpurrød , og nærmede sig døren med hastige
skridt .
— ja , vov på det , om du tør , vov på at
sætte mere ondt imellem os end du alt har gjort , jeg
skal da vise dig hvad min brede har at betyde , du
lumske slange . Synes du ikke at du har udøvet
ondskab nok beder i huset , i den tid du har opholdt
dig her ?
— ha , du truer mig ! det skal du komme til at

fortryde , Edmond ! råbte den flette kvinde og tog fat
i låsen for at åbne døren .
I samme øjeblik styrtede Edmond til , greb hende
i armen og trak hende med voldsomhed bort fra døren ,
men hun stred imod og stødte ham kraffig bort
fra sig .
Edmond for tilbage og snublede derved over en
skammel . Han styrtede om på gulvet , men stødte i
faldet hovedet så voldsomt mod bordkanten , at han
bedøvet blev liggende .
Hun styrtede nu den til ham , angrende sin opførsel ,
thi hun elskede virkelig den unge kaptajn , uagtet
hun blev lønnet af knækbein for at pine Edmond og
få hans hustru til at nære mistro imod ham ; thi
knækbein nærede en lidenskabelig kærlighed til kaptainens
unge kone , og han håbede ved at få Lise
til at træde imellem ægteparret , at han da kunne
opnå at vinde den unge kone for sig , — thi hun >
måtte naturligvis blive ked af kaptaincn , når hun
fra forskellige sider hørte tale om hans utroskab .
Han kunne ikke sinde nøgen mere passende person
til at udføre dette end netop Lise — thi hun kendte
kaptajnen nøje og havde tidligere stået i kjærlighedsfvrhold
til ham .
Hun udførte også dette med al den nedrighed ,
man kan tænke sig hos et menneske .
Vi skulle anføre et eksempel herpå .
Den dag kaptajnen ventedes til New-york så
o

man knækbein spadsere nede ved havnen med en elegant
klædt dame under armen .
Denne dame var Lise . Hun havde taget sig den
frihed at iføre sig fruens bedste klæder .
Hun havde omtrent samme højde som Juliane ,
og iført hendes klæder lignede Lise hende temmelig
godt , når man ikke så nøje tsi .
Da kaptajnen trådte iland så han dem straks .
En skrækkelig tanke gjennemfoer ham , og udtalende
navnet Juliane , styrtede han efter knækbein og
Lise ; men de havde et godt forspring for ham .
Lise vendte sig om undervejs og så flere gange
tilsyneladende ængstelig hen på kaptajnen .
Endelig nåde de huset . Lise skyndte sig op , og
knækbein gik hurtig ned ad gaden .
Man tænke sig den unge kaptains harme og
fortvivlelse ; thi han troede bestemt at det var Juliane ,
der spadserede med knækbein , han kendte jo Julianes
påklædning .
Opfyldl af skinsygens rasende kvaler gik han op
på sin kones værelse ; men hvo kan skildre hans
forbavselse da han seer Juliane iført en morgenkjole
sidde i sofaen i færd med at lære Julie at læse .
— jeg må have taget fejl , sagde han hen for
sig ; og dog . . . dog , jeg så hende jo gå her ind
i huset !
— velkommen , Edmond ! råbte Juliane glad og
løb hen til ham .
Edmond kyssede hende og barnet . Dog , han

følte sig så underlig ængstelig til mode , og kort efter
forlod han hende og gik ned på sit eget værelse .
Dog , vi må igen tilbage til vor fortælling .
Den gamle , der hørte Edmond falde , så nu

— ja , gør det , kære fader , thi jeg er så

ulykkelig og længes meget efter min kære Edmond .

Den gamle gik nu ned for at kalde Edmond op

til Juliane , men han standsede forbavset udenfor

dyren , thi han hørte højrøstet tale inde i stuen , og

skelnede tydelig at Edmond sagde :

— forbandede kvinde ! at du også altid skal

være mig i vejen . O , du milde gud , hvor jeg døg

er ulykkelig .

Den gamle holdt nu øret tæt op til nøglehullet ,

og hørte tydelig en kvindelig stemme med isnende

kulde svare :

— å , den ulykke er da til at udholde for dig ,

men jeg ulykkelige pige , som du har svoret at elske

til din sidste stund , jeg er til at beklage , « hi istedenfor

at gifte mig har du taget hende , den rige mands

datter — som jeg hader værre end pesten — og

ladet mig stå forladt ja , Edmond , jeg-er ulykkelig ,

men du . . . Du . . .

Hun gav sig til at græde og klage gudsjammerlig .

Edmond betragtede hende foragtelig .

— elendige kvinde ! råbte han rasende ; hvor tør

du vove at udtale flige ord her i mit hus ; vogt

dig , at du ikke bliver kastet på døren .

— jeg åbenbarer din kone det hele , svarede

Lise purpurrød , og nærmede sig døren med hastige

skridt .

— ja , vov på det , om du tør , vov på at

sætte mere ondt imellem os end du alt har gjort , jeg

skal da vise dig hvad min brede har at betyde , du

lumske slange . Synes du ikke at du har udøvet

ondskab nok beder i huset , i den tid du har opholdt

dig her ?

— ha , du truer mig ! det skal du komme til at

fortryde , Edmond ! råbte den flette kvinde og tog fat

i låsen for at åbne døren .

I samme øjeblik styrtede Edmond til , greb hende

i armen og trak hende med voldsomhed bort fra døren ,

men hun stred imod og stødte ham kraffig bort

fra sig .

Edmond for tilbage og snublede derved over en

skammel . Han styrtede om på gulvet , men stødte i

faldet hovedet så voldsomt mod bordkanten , at han

bedøvet blev liggende .

Hun styrtede nu den til ham , angrende sin opførsel ,

thi hun elskede virkelig den unge kaptajn , uagtet

hun blev lønnet af knækbein for at pine Edmond og

få hans hustru til at nære mistro imod ham ; thi

knækbein nærede en lidenskabelig kærlighed til kaptainens

unge kone , og han håbede ved at få Lise

til at træde imellem ægteparret , at han da kunne

opnå at vinde den unge kone for sig , — thi hun >

måtte naturligvis blive ked af kaptaincn , når hun

fra forskellige sider hørte tale om hans utroskab .

Han kunne ikke sinde nøgen mere passende person

til at udføre dette end netop Lise — thi hun kendte

kaptajnen nøje og havde tidligere stået i kjærlighedsfvrhold

til ham .

Hun udførte også dette med al den nedrighed ,

man kan tænke sig hos et menneske .

Vi skulle anføre et eksempel herpå .

Den dag kaptajnen ventedes til New-york så

o

man knækbein spadsere nede ved havnen med en elegant

klædt dame under armen .

Denne dame var Lise . Hun havde taget sig den

frihed at iføre sig fruens bedste klæder .

Hun havde omtrent samme højde som Juliane ,

og iført hendes klæder lignede Lise hende temmelig

godt , når man ikke så nøje tsi .

Da kaptajnen trådte iland så han dem straks .

En skrækkelig tanke gjennemfoer ham , og udtalende

navnet Juliane , styrtede han efter knækbein og

Lise ; men de havde et godt forspring for ham .

Lise vendte sig om undervejs og så flere gange

tilsyneladende ængstelig hen på kaptajnen .

Endelig nåde de huset . Lise skyndte sig op , og

knækbein gik hurtig ned ad gaden .

Man tænke sig den unge kaptains harme og

fortvivlelse ; thi han troede bestemt at det var Juliane ,

der spadserede med knækbein , han kendte jo Julianes

påklædning .

Opfyldl af skinsygens rasende kvaler gik han op

på sin kones værelse ; men hvo kan skildre hans

forbavselse da han seer Juliane iført en morgenkjole

sidde i sofaen i færd med at lære Julie at læse .

— jeg må have taget fejl , sagde han hen for

sig ; og dog . . . dog , jeg så hende jo gå her ind

i huset !

— velkommen , Edmond ! råbte Juliane glad og

løb hen til ham .

Edmond kyssede hende og barnet . Dog , han

følte sig så underlig ængstelig til mode , og kort efter

forlod han hende og gik ned på sit eget værelse .

Dog , vi må igen tilbage til vor fortælling .

Den gamle , der hørte Edmond falde , så nu