MiMe-MeMo/Corpus-v1.1 · Datasets at Hugging Face

text stringlengths 0 2.13k
gennem nøglehullet ind i værelset . Han blev afvcrlende
rød og bleg ved at være vidne til det der foregik
derinde
Edmond lå udstrakt på gulvet og ved siden af
ham knælede Lise . Hun kyssede og kærtegnede ham ,
for at kalde ham til bevidsthed igen .
Kort efter « og hun et glas vand , for at skænke
ham i ansigtet , men hun kastede glasset fra sig idet
hun sagde :
— o nej , så længe du er bevidstløs kan jeg
elske dig så meget som jeg vil — er du derimod
vågen , da skyder du mig jo bort fra dig . O , hvor
må hun dog være lykkelig , hun , der er i besiddelse
af min Edmonds kærlighed . Ja , Juliane , du er
min fjende , den eneste fjende jeg har , men jeg skal
ikke hvile før jeg er vis på din undergang , og jeg
trøster mig med al det ikke vil vare længe . Ja , jeg
hader dig , du dæmon , hvem jeg skal omgås som
en tjenerinde !
Hun knyttede hånden og truede op i luften .
Edmond var imidlertid vågnet ved hendes sløjende
bevægelser .
Hun omslyngede ham nu med begge sine arme .
Edmond søgte at rive sig løs , men det var forgæves ,
han havde ikke kraft nok dertil .

Lise smilede huldsalig til ham , idet hun sagde :
— er det ikke yndigt at hvile i disse kløde arme ?
Edmond gjorde en kraftig anstrengelse for at
slippe ud af hendes favntag og det lykkedes ham
også at slode hende fra sig .
— o , Edmond ! Engang var du glad for din
lille Lise , men nu . . o , gud , jeg elsker dig endnu
lige så højt som dengang ! O , Edmond , forstod ikke
din Lise ! råbte hun hyklerisk og faldt på knæ for
Edmond .
— det er ikke min Lise , det er en fræk kvinde ,
som jeg aldrig har kendt , — en kvinde , der i det ene
øjeblik kan være elskværdig , men så afskyelig i det
næste
Lise hørte tislyneladende rolig på alt dette , men
på hendes kinder glødede en skrækkelig ild . Hun
ilede hen til ham , som for at angribe ham , men han
stødte hende tilbage og ilede hen til døren for at slippe
bort fra hende . Dog , i samme øjeblik var hun hcrlne
hos ham
døren stod nu åben , og den gamle , der havde
været vidne til det hele , stod nu for dem .
Han så strengt på Edmond og sagde i en debreidende
tone :
— „ Kære svigerfader ! kan du mistro din
Edmond ! “ Husker du disse ord , hr . Svigersøn ?
Edmond blegnede synlig .
Lise stod med korslagte arme , frydende sig over
Edmond ? Forlegenhed .

den gamle så længe på hende . Derpå
sagde han :
— gå ! Du afskyelige kvinde , gå ! men ikke op
til din frue , hun er alt for ren til at have en så sort
sjæl om sig !
Lise adlød mekanisk .
Det var sandelig heller intet opbyggeligt syn at
se den gamle mand i dette øjeblik . Med lynende
øjne og truende mine stod han før hende .
Da hun var gået pegede den gamle ind i stuen .
Edmond gik øjeblikkelig derind .
En kort pause opstod . Da tog den gamle tilorde :
— jeg bar nu set hvor ærlig du er mod din
gamle svigerfader , det er altså takken fordi jeg gav
dig huset og skaffede dig en smuk og vakker ung
kone , som du fortalte mig at du elskede over alt ;
fy , Edmond , skam dig !
Edmond sad med bøjet hoved og fremstammede
nogle uforståelige ord .
— ja , jeg forstår dig — jeg forstår dig ,
du vil søge at undskylde dig !
Ved disse ord rejste Edmond sig . Ligbleg så
han på den gamle . Da sagde han med ydmyg
stemme :
— nej , svigerfader , jeg vil ikke undskylde mig .
Jeg ved at jeg har begået en stor synd , men det
sværger jeg ved min sjæls salighed , del var før jeg
kendte din datter , min kære Juliane . Jeg elsker
hende endnu lige så højt som før , men Lise , denne

påtrængende kvinde , er årsag til vor ulykke . Mig
fortæller hun hvert øjeblik at knælbein gør kur til
min kone , og til hende fortæller hun formodentlig
noget endnu værre om mig . Hun har fortalt til
Juliane af jeg elsker en anden dame , men klogelizen
fortiet af det er hende selv der ovcrhænger mig med
sine afskyelige kærtegn , fordi jeg er så uheldig af
have kendt denne stene kvinde for mange år tilbage .
Derfor er dej af min kone er syg , derfor er
det af hun ikke vil tale med mig , ikke vil se mig , derfor
er det af jeg atter denne gang må rejse bort uden
af høre et venligt ord fra hendes læber , uden engang
af kunne sige hende farvel !
En tåre gled ned ad den unge mands kind .

gennem nøglehullet ind i værelset . Han blev afvcrlende

rød og bleg ved at være vidne til det der foregik

derinde

Edmond lå udstrakt på gulvet og ved siden af

ham knælede Lise . Hun kyssede og kærtegnede ham ,

for at kalde ham til bevidsthed igen .

Kort efter « og hun et glas vand , for at skænke

ham i ansigtet , men hun kastede glasset fra sig idet

hun sagde :

— o nej , så længe du er bevidstløs kan jeg

elske dig så meget som jeg vil — er du derimod

vågen , da skyder du mig jo bort fra dig . O , hvor

må hun dog være lykkelig , hun , der er i besiddelse

af min Edmonds kærlighed . Ja , Juliane , du er

min fjende , den eneste fjende jeg har , men jeg skal

ikke hvile før jeg er vis på din undergang , og jeg

trøster mig med al det ikke vil vare længe . Ja , jeg

hader dig , du dæmon , hvem jeg skal omgås som

en tjenerinde !

Hun knyttede hånden og truede op i luften .

Edmond var imidlertid vågnet ved hendes sløjende

bevægelser .

Hun omslyngede ham nu med begge sine arme .

Edmond søgte at rive sig løs , men det var forgæves ,

han havde ikke kraft nok dertil .

Lise smilede huldsalig til ham , idet hun sagde :

— er det ikke yndigt at hvile i disse kløde arme ?

Edmond gjorde en kraftig anstrengelse for at

slippe ud af hendes favntag og det lykkedes ham

også at slode hende fra sig .

— o , Edmond ! Engang var du glad for din

lille Lise , men nu . . o , gud , jeg elsker dig endnu

lige så højt som dengang ! O , Edmond , forstod ikke

din Lise ! råbte hun hyklerisk og faldt på knæ for

Edmond .

— det er ikke min Lise , det er en fræk kvinde ,

som jeg aldrig har kendt , — en kvinde , der i det ene

øjeblik kan være elskværdig , men så afskyelig i det

næste

Lise hørte tislyneladende rolig på alt dette , men

på hendes kinder glødede en skrækkelig ild . Hun

ilede hen til ham , som for at angribe ham , men han

stødte hende tilbage og ilede hen til døren for at slippe

bort fra hende . Dog , i samme øjeblik var hun hcrlne

hos ham

døren stod nu åben , og den gamle , der havde

været vidne til det hele , stod nu for dem .

Han så strengt på Edmond og sagde i en debreidende

tone :

— „ Kære svigerfader ! kan du mistro din

Edmond ! “ Husker du disse ord , hr . Svigersøn ?

Edmond blegnede synlig .

Lise stod med korslagte arme , frydende sig over

Edmond ? Forlegenhed .

den gamle så længe på hende . Derpå

sagde han :

— gå ! Du afskyelige kvinde , gå ! men ikke op

til din frue , hun er alt for ren til at have en så sort

sjæl om sig !

Lise adlød mekanisk .

Det var sandelig heller intet opbyggeligt syn at

se den gamle mand i dette øjeblik . Med lynende

øjne og truende mine stod han før hende .

Da hun var gået pegede den gamle ind i stuen .

Edmond gik øjeblikkelig derind .

En kort pause opstod . Da tog den gamle tilorde :

— jeg bar nu set hvor ærlig du er mod din

gamle svigerfader , det er altså takken fordi jeg gav

dig huset og skaffede dig en smuk og vakker ung

kone , som du fortalte mig at du elskede over alt ;

fy , Edmond , skam dig !

Edmond sad med bøjet hoved og fremstammede

nogle uforståelige ord .

— ja , jeg forstår dig — jeg forstår dig ,

du vil søge at undskylde dig !

Ved disse ord rejste Edmond sig . Ligbleg så

han på den gamle . Da sagde han med ydmyg

stemme :

— nej , svigerfader , jeg vil ikke undskylde mig .

Jeg ved at jeg har begået en stor synd , men det

sværger jeg ved min sjæls salighed , del var før jeg

kendte din datter , min kære Juliane . Jeg elsker

hende endnu lige så højt som før , men Lise , denne

påtrængende kvinde , er årsag til vor ulykke . Mig

fortæller hun hvert øjeblik at knælbein gør kur til

min kone , og til hende fortæller hun formodentlig

noget endnu værre om mig . Hun har fortalt til

Juliane af jeg elsker en anden dame , men klogelizen

fortiet af det er hende selv der ovcrhænger mig med

sine afskyelige kærtegn , fordi jeg er så uheldig af

have kendt denne stene kvinde for mange år tilbage .

Derfor er dej af min kone er syg , derfor er

det af hun ikke vil tale med mig , ikke vil se mig , derfor

er det af jeg atter denne gang må rejse bort uden

af høre et venligt ord fra hendes læber , uden engang

af kunne sige hende farvel !

En tåre gled ned ad den unge mands kind .