MiMe-MeMo/Corpus-v1.1 · Datasets at Hugging Face

text stringlengths 0 2.13k
Han gik hen til den gamle , lagde hånden på
hans skulder og sagde med rystende stemme :
— kære svigerfader ! vil du tilgive mig og
være en kærlig fader for Juliane , medens jeg er
på rejse ? Vil du søge af lindre hendes smerte og
søge af vinde hendes tilgivelse for mig ? Nu må jeg
gå . Farvel , svigerfader !
Han kastede sig på knæ for den gamle og
sagde røn :
— tilgiv mig , kære svigerfader , og giv mig
din velsignelse med på rejsen .
— du vil da vel ikke gå uden din overfrakke ,
min dreng ? sagde den gamle formildet .
— nej , gør endelig ikke det , min elskede Edmond ,
hviskedee en venlig stemme , og et par kærlige arme

omslyngede den fortvivlede sø-officer ; thi da vil du
dø fra din egen lille kone .
— Juliane ! udbrød Edmond overrasket .
— min stakkels^ forurettede Edmond ! råbte
Juliane og faldt ham om halsen .
Det er umuligt at beskrive den kærlige scene ,
der foregik her .
Et kvarteerstid efter måtte kaptajnen gå —
eller rettere løbe - thi tiden til skibets afgang var
udløben .
Udenfor huset stod knækbein og Lise i en ivrig
desput .
— nå , så den blev opdaget ? sagde knækbein
vildt .
— ja , desværre for mig , sparede Lise . Jeg blev
jaget ud af huset .
— bryd dig ikke om det , min pige ; du skal
snart få en anden kondition , det skal jeg nok serge
for ; nien sig mig , ved kaptajnen at jeg har købt
dig til at sætte splid mellem ham og hans hustru ?
— nej , del ved han ikke ; thi jeg . . . jeg elsker
ham virkelig .
— snik snak ! kom nu ikke med ømme følelser ,
afbrød knækbein hende barsk . Nå , så han ved intet
derom ?
— nej !

— godt , så skal han snart få det ai søle !
Juliane skal blive min , om jeg så skal . . .
Han standsede pludselig i sin tale og så vildt
hen for sig .
— hvad har de i sinde ? spurgte Lise gysende .
— jeg vil bortføre Juliane , svarede knækbein .
Døg , dog . . . hvornår skal kaptajnen rejse ?
— han rejser straks .
— godt , så må jeg forlade dig , råbte knækkein
og løb ned ad en af de smågader , der fører
til havnen .
Umiddelbart efter af knækbein var ilel ned ad
gaden , forlod Edmond huset .
Han begav sig med hurtige fjed ned ad havnen
til , uden af lægge mærke til af en mand med et vildt
udseende fulgte efter ham .
Da han omtrent var et halvt hundrede skridt
fra skibet , nærmede den omtalte mand sig til ham ,
greb ham i nakken og kastede ham om på jorden .
Overrasket og forfærdet stred kaptajnen imod ,
og efter en kort kamp blev han overvunden .
Forbavset så han på manden og udbrød :
— knækbein ! Hvad skal det betyde ?
— det skal betyde ku min tålmodighed er forbi ,
svarede knækbein truende . Det skal betyde af jeg ikke

længer vil lade mig håne af dig , Edmond ; nej , jeg
vil ikke . . . jeg kan ikke tåle at du kalder den
kvinde din hustru , som jeg elsker og som gjenelsker
mig . Jeg vil . . .
— du lyver , skurk ! råbte kaptajnen og stødte
ham rasende fra sig . Vogt dig , for at komme med
slige udtalelser til mig — hendes mand — vogt dig ,
eller du skal få at føle hvad det betyder at tale
således .
— haha ! nå så du truer mig ! Nej Edmond ,
det er urigtigt af dig , thi jeg har for øjeblikket herredømmet
over dig , og råder dig derfor til at opføre
dig lidt høflig imod mig . Længe har vort venskab
bestået , men jeg er bleven ked af dig - du er ikke
den du går for — derfor behandler jeg dig således ,
derfor vil jeg ikke vide af dig mere , derfor vil
jeg lade dig vide , ar når du er ude på havet er
jeg hos din kone — min elskede Juliane — derfor
vil jeg . . .
Ligbleg så Edmond på ham .
— du lyver ! råbte han rasende og slog knækbein
med knyttet hånd lige i ansigtet .
Det var dette knækbein havde ventet . Uden at
sige et ord trak han en kniv frem og for ind på
Edmond , der forsvarede sig så godt han kunne .
— morder . . . Tyv . . . Røver ! råbte han ,
men derved ophidsedes knækbein endnu mere .
— bed til gud , thi snart er dit liv endt ! brølede
skurken og borede kniven dybt i Edmonds bryst .

— Juliane . . . Julie ! hviskedee Edmond . Det

Han gik hen til den gamle , lagde hånden på

hans skulder og sagde med rystende stemme :

— kære svigerfader ! vil du tilgive mig og

være en kærlig fader for Juliane , medens jeg er

på rejse ? Vil du søge af lindre hendes smerte og

søge af vinde hendes tilgivelse for mig ? Nu må jeg

gå . Farvel , svigerfader !

Han kastede sig på knæ for den gamle og

sagde røn :

— tilgiv mig , kære svigerfader , og giv mig

din velsignelse med på rejsen .

— du vil da vel ikke gå uden din overfrakke ,

min dreng ? sagde den gamle formildet .

— nej , gør endelig ikke det , min elskede Edmond ,

hviskedee en venlig stemme , og et par kærlige arme

omslyngede den fortvivlede sø-officer ; thi da vil du

dø fra din egen lille kone .

— Juliane ! udbrød Edmond overrasket .

— min stakkels^ forurettede Edmond ! råbte

Juliane og faldt ham om halsen .

Det er umuligt at beskrive den kærlige scene ,

der foregik her .

Et kvarteerstid efter måtte kaptajnen gå —

eller rettere løbe - thi tiden til skibets afgang var

udløben .

Udenfor huset stod knækbein og Lise i en ivrig

desput .

— nå , så den blev opdaget ? sagde knækbein

vildt .

— ja , desværre for mig , sparede Lise . Jeg blev

jaget ud af huset .

— bryd dig ikke om det , min pige ; du skal

snart få en anden kondition , det skal jeg nok serge

for ; nien sig mig , ved kaptajnen at jeg har købt

dig til at sætte splid mellem ham og hans hustru ?

— nej , del ved han ikke ; thi jeg . . . jeg elsker

ham virkelig .

— snik snak ! kom nu ikke med ømme følelser ,

afbrød knækbein hende barsk . Nå , så han ved intet

derom ?

— nej !

— godt , så skal han snart få det ai søle !

Juliane skal blive min , om jeg så skal . . .

Han standsede pludselig i sin tale og så vildt

hen for sig .

— hvad har de i sinde ? spurgte Lise gysende .

— jeg vil bortføre Juliane , svarede knækbein .

Døg , dog . . . hvornår skal kaptajnen rejse ?

— han rejser straks .

— godt , så må jeg forlade dig , råbte knækkein

og løb ned ad en af de smågader , der fører

til havnen .

Umiddelbart efter af knækbein var ilel ned ad

gaden , forlod Edmond huset .

Han begav sig med hurtige fjed ned ad havnen

til , uden af lægge mærke til af en mand med et vildt

udseende fulgte efter ham .

Da han omtrent var et halvt hundrede skridt

fra skibet , nærmede den omtalte mand sig til ham ,

greb ham i nakken og kastede ham om på jorden .

Overrasket og forfærdet stred kaptajnen imod ,

og efter en kort kamp blev han overvunden .

Forbavset så han på manden og udbrød :

— knækbein ! Hvad skal det betyde ?

— det skal betyde ku min tålmodighed er forbi ,

svarede knækbein truende . Det skal betyde af jeg ikke

længer vil lade mig håne af dig , Edmond ; nej , jeg

vil ikke . . . jeg kan ikke tåle at du kalder den

kvinde din hustru , som jeg elsker og som gjenelsker

mig . Jeg vil . . .

— du lyver , skurk ! råbte kaptajnen og stødte

ham rasende fra sig . Vogt dig , for at komme med

slige udtalelser til mig — hendes mand — vogt dig ,

eller du skal få at føle hvad det betyder at tale

således .

— haha ! nå så du truer mig ! Nej Edmond ,

det er urigtigt af dig , thi jeg har for øjeblikket herredømmet

over dig , og råder dig derfor til at opføre

dig lidt høflig imod mig . Længe har vort venskab

bestået , men jeg er bleven ked af dig - du er ikke

den du går for — derfor behandler jeg dig således ,

derfor vil jeg ikke vide af dig mere , derfor vil

jeg lade dig vide , ar når du er ude på havet er

jeg hos din kone — min elskede Juliane — derfor

vil jeg . . .

Ligbleg så Edmond på ham .

— du lyver ! råbte han rasende og slog knækbein

med knyttet hånd lige i ansigtet .

Det var dette knækbein havde ventet . Uden at

sige et ord trak han en kniv frem og for ind på

Edmond , der forsvarede sig så godt han kunne .

— morder . . . Tyv . . . Røver ! råbte han ,

men derved ophidsedes knækbein endnu mere .

— bed til gud , thi snart er dit liv endt ! brølede

skurken og borede kniven dybt i Edmonds bryst .

— Juliane . . . Julie ! hviskedee Edmond . Det