MiMe-MeMo/Corpus-v1.1 · Datasets at Hugging Face

text stringlengths 0 2.13k
så der er to personer ?
— nej tre , for Pokker !
— javel , men fruentimmeret regner vi heller ikke
med ; hende må vi have på vort parti .
— hvorledes ? Forklar dig !

— behøves ikke , kaptajn ; når blot kaptajnen
vil gå ned og se at få dem alle herop , studenten
med , så vil jeg sværge på at de skal så Julie i
løbet af et par timer .
— kan jeg stole på der , min ven ?
— aldeles , kaptajn . Men de vil vel vide hvorledes
jeg bærer mig ad dermed ?
— naturligvis , jeg går aldrig iblindc !
Johan så sig nu forsigiig om i stuen , hvorpå
han hviskedee nogle ord i øret på knækbein .
-- bravo , min ven , bravo ! ja , der er udmærker ,
råbte knækbein veltilfreds .
Johan strøg sig fornøjet om munden .
- ja , red du nu sengen medens jeg går ned ,
sagde knækbein og forlod kvisten .
Vi bede den ærede læser om — medens knækbein
er i færd med denne nye forbrydelse , at gøre en lille
tur med os til Amerika
det var en barsk efterårsaften , omtrent 10 år
før de foran omtalte begivenheder foregik , at en ældre
mand langsom , og som det syntes i dybe tanker , gik
ned til ej af de smukke huse , der ligger nær ved

havnen i New-york . Da han var nået til dette
sled trådte han ind i den foran samme liggende
lille venlige have , hvis blomster endnu duftede behagelig
— skønt det var efterår — og ligesom indbød
de forbigående til at træde nærmere . Dog lod det
til at han ikke brød sig synderlig om havens blomsterpragt
og yndige Duft , tbi han gik hurtig gennem
denne , uden at kaste et blik omku ' ng sig , og standsede
først da han var kommen ind i huset og op på 1ste
sal . Her stod han en kort tid udenfor døren og
stirrede hen for sig .
— jeg må have en opløsning på denne gåde ,
sagde han pludselig og åbnede hastig døren uden at
banke på .
En ung mand , iført en sø-officers uniform , sad i
det forreste værelse , som det syntes i dybe tanker , thi
han lagde ikke engang mærke til den gamles indtræden .
— han drømmer , mumlede den gamle ; måske
om hende , den ryggesløse kvinde , der har omskabt
dette lykkelige hjem til et sandt helvede . Ak , del er
tungt — meget tungt .
Han gik nu hen til den unge mand , slog ham
fortrolig på skulderen og sagde :
— nå , Edmond , hvorfor så tankefuld ?
Edmond — det var den unge mands navn —
for op og så sig forvildet omkring .
— ih , er det dig , svigerfader ! sagde han forvildet .
Jeg ventede dig ikke . Jeg . . . jeg er helt
ulykkelig i dag . Juliane er syg og jeg ved ikke hvad

der fejler hende . Der er nøget der nager hende . . .
Hun har ingen fortrolighed til mig mere , skønt gud
skal vide at jeg gerne ofrede hende alt hvad jeg ejer ,
mit liv , min sjæl . Hun har længe gået og skrantet
og er meget tungsindig . . . svarer sjældent på mine
spørgsmål og opfører sig i det hele taget imod mig ,
som om jeg var en stor forbryder . I dag var hun
rent utålelig ; hun blev vred over ingenting og ilede
op på sit værelse ; jeg lod hende gå — jeg plejer
ellers at løbe efter hende — men i dag var jegselv
fortrædelig stemt . Hun har flere gange ytret nøget
om , at jeg havde bekendtskab til andre damer og
ligefrem beskyldt mig for utroskab ; men jeg kan ikke
forstå hvorledes hun kan få slige anskuelser om
mig . Der må være nogen der sætter ondt imellem
os , eller også må hun være forelsket i denne knækbein ,
der er så opmærksom imod hende .
— tror du virkelig ? spurgte den gamle og
så smilende på ham .
— jeg ved det ikke , svigerfader ! men havde jeg
vished i denne sag , da skulle jeg hævne mig , hævne
mig frygtelig .
Den gamle hørte tavs på dette lidenskabelige
udbrud .
— hun er jaloux , siger hun . Men hun ved
ikke hvor meget denne tilværelse piner mig , sagde Edmond
oprigtig .
— hnn har måske grund til ar være således
imod dig — hvad Edmond ?

den unge mands ansigt fortrak sig til et smerteligt
smil . Han gik hen , tog den gamles hænder i
sine og sagde , idet han så ham stift i øjnene :
— kære svigerfader ! kan du mistro din Edmond ?
—
nej , min dreng , nej . Er der nogen , der
gerne vil tro dig . da er det i sandhed mig ! sagde
den gamle og klappede hans kind . Men lad os nu
gå op til Juliane , jeg skal nok tale din sag for
hende så . . .
— ak nej , desværre , det lader sig ikke gøre .

så der er to personer ?

— nej tre , for Pokker !

— javel , men fruentimmeret regner vi heller ikke

med ; hende må vi have på vort parti .

— hvorledes ? Forklar dig !

— behøves ikke , kaptajn ; når blot kaptajnen

vil gå ned og se at få dem alle herop , studenten

med , så vil jeg sværge på at de skal så Julie i

løbet af et par timer .

— kan jeg stole på der , min ven ?

— aldeles , kaptajn . Men de vil vel vide hvorledes

jeg bærer mig ad dermed ?

— naturligvis , jeg går aldrig iblindc !

Johan så sig nu forsigiig om i stuen , hvorpå

han hviskedee nogle ord i øret på knækbein .

-- bravo , min ven , bravo ! ja , der er udmærker ,

råbte knækbein veltilfreds .

Johan strøg sig fornøjet om munden .

- ja , red du nu sengen medens jeg går ned ,

sagde knækbein og forlod kvisten .

Vi bede den ærede læser om — medens knækbein

er i færd med denne nye forbrydelse , at gøre en lille

tur med os til Amerika

det var en barsk efterårsaften , omtrent 10 år

før de foran omtalte begivenheder foregik , at en ældre

mand langsom , og som det syntes i dybe tanker , gik

ned til ej af de smukke huse , der ligger nær ved

havnen i New-york . Da han var nået til dette

sled trådte han ind i den foran samme liggende

lille venlige have , hvis blomster endnu duftede behagelig

— skønt det var efterår — og ligesom indbød

de forbigående til at træde nærmere . Dog lod det

til at han ikke brød sig synderlig om havens blomsterpragt

og yndige Duft , tbi han gik hurtig gennem

denne , uden at kaste et blik omku ' ng sig , og standsede

først da han var kommen ind i huset og op på 1ste

sal . Her stod han en kort tid udenfor døren og

stirrede hen for sig .

— jeg må have en opløsning på denne gåde ,

sagde han pludselig og åbnede hastig døren uden at

banke på .

En ung mand , iført en sø-officers uniform , sad i

det forreste værelse , som det syntes i dybe tanker , thi

han lagde ikke engang mærke til den gamles indtræden .

— han drømmer , mumlede den gamle ; måske

om hende , den ryggesløse kvinde , der har omskabt

dette lykkelige hjem til et sandt helvede . Ak , del er

tungt — meget tungt .

Han gik nu hen til den unge mand , slog ham

fortrolig på skulderen og sagde :

— nå , Edmond , hvorfor så tankefuld ?

Edmond — det var den unge mands navn —

for op og så sig forvildet omkring .

— ih , er det dig , svigerfader ! sagde han forvildet .

Jeg ventede dig ikke . Jeg . . . jeg er helt

ulykkelig i dag . Juliane er syg og jeg ved ikke hvad

der fejler hende . Der er nøget der nager hende . . .

Hun har ingen fortrolighed til mig mere , skønt gud

skal vide at jeg gerne ofrede hende alt hvad jeg ejer ,

mit liv , min sjæl . Hun har længe gået og skrantet

og er meget tungsindig . . . svarer sjældent på mine

spørgsmål og opfører sig i det hele taget imod mig ,

som om jeg var en stor forbryder . I dag var hun

rent utålelig ; hun blev vred over ingenting og ilede

op på sit værelse ; jeg lod hende gå — jeg plejer

ellers at løbe efter hende — men i dag var jegselv

fortrædelig stemt . Hun har flere gange ytret nøget

om , at jeg havde bekendtskab til andre damer og

ligefrem beskyldt mig for utroskab ; men jeg kan ikke

forstå hvorledes hun kan få slige anskuelser om

mig . Der må være nogen der sætter ondt imellem

os , eller også må hun være forelsket i denne knækbein ,

der er så opmærksom imod hende .

— tror du virkelig ? spurgte den gamle og

så smilende på ham .

— jeg ved det ikke , svigerfader ! men havde jeg

vished i denne sag , da skulle jeg hævne mig , hævne

mig frygtelig .

Den gamle hørte tavs på dette lidenskabelige

udbrud .

— hun er jaloux , siger hun . Men hun ved

ikke hvor meget denne tilværelse piner mig , sagde Edmond

oprigtig .

— hnn har måske grund til ar være således

imod dig — hvad Edmond ?

den unge mands ansigt fortrak sig til et smerteligt

smil . Han gik hen , tog den gamles hænder i

sine og sagde , idet han så ham stift i øjnene :

— kære svigerfader ! kan du mistro din Edmond ?

—

nej , min dreng , nej . Er der nogen , der

gerne vil tro dig . da er det i sandhed mig ! sagde

den gamle og klappede hans kind . Men lad os nu

gå op til Juliane , jeg skal nok tale din sag for

hende så . . .

— ak nej , desværre , det lader sig ikke gøre .