MiMe-MeMo/Corpus-v1.1 · Datasets at Hugging Face

text stringlengths 0 2.13k
— nå , svar , eller jeg angiver dig , råbte
amerikamanden rasende .
— jeg kunne ikke blive derovre , stammede skurken .
Hjemve . . . jeg måtte . . .
— hvornår rejste du tilbage til Danmark ?
- kort efter begivenheden . . . jeg kunne ikke

udholde at blive derovre . Kaptajnens lig lod mig
ikke sinde ro .
— rejste du alene ?
— nej , Johan og Julie rejste med .
— hvem er Julie ?
— den myrdede kaptains datter .
— hvad siger du ?
— sandhed , hr . Svendsen . Jeg har aldrig løjet .
— hvorfor tog du Julie med herover ?
— for at førsone mig med himlen . Jeg mente ,
at jeg ved at tage mig af barnet måske ville erholde
tilgivelse for min brøde . Et ubetænksomt øjeblik
har forspildt hele min tilværelse . Det var ikke^ af
min egen tilskyndelse at feg udførte denne skurkestreg ,
nej , Johan var den egentlige drivfjeder for mig . . .
Han var den . . .
— det nytter ikke af du vil agere den uskyldige ,
svarede amerikamandcn . Det er imidlertid ikke stedet
her af debattere denne sag , — kun så meget vil jeg
sige dig , af feg ved af du vil tvinge Julie til af
tage dig til mand , jeg ved af hun nægtede det —
skjøndt du benyttede dig af hendes moders navn
under et døkument som den ædle kvinde aldrig har
tænkt på af skrive - thi Julies moder hadede og
forbandede dig , morder ! Jeg ved , af Julie , styrket
ved hendes kærlighed til en ung , retskaffen mand ,
nægtede sit samtykke til en forbindelse med dig ;
men der er en ting jeg endnu ved , og det er , af du
har indespærret Julies tilbeder i kælderen hernedefor

af aflive ham ved hunger , men heldigvis lykkes
det ikke , thi jeg har opdaget det og er i dette øjeblik
ifærd med af bryde ind i kælderen udefra for af
redde ham .
Om lynet havde slået ned lige for næsen af
knækbein ville del ikke have gjort en sådan virkning
som disse amerikamandens ord gjorde .
— studenten . . . Studenten ! brølede skurken .
Ham har jeg helt glemt . Er han i kælderen endnu ,
hr . Svendsen ? Ak , hvilken ulykke .
Disse ord udtaltes med en sådan oprigtighed ,
at det var umuligt at opdage nogen falskhed deri .
— ja , han er i kælderen endnu , men det varer
ikke længe før han er befriet . To stærke karle arbejde
på at bryde ind til ham før at frelse ham .
— nej , kom , kom . . . skynd dem . . . skynd
dem ! Det var ikke min hensigt at dræbe det unge
menneske , jeg ville kun tvinge ham til at afstå Julie
til mig — thi jeg kan ikke leve uden hende - det var
ikke min tanke at dræbe ham , det tør jeg sværge på .
Men skynd dem , lad os redde ham , jeg kan ikke have
hans død på min samvittighed .
Med disse ord tog knækbein et nøgleknippe og
skyndte sig ned i kælderen , fulgt af amerikamanden ,
Arthur og Amanda .
Medens de er nede i kælderen ville vi give
læseren en kort beskrivelse over Arthurs og Amandas

forhold til amerikamanden — der var som en fader
imod dem .
Nogle måneder efter at amerikamanden havde
mistet sin hustru og sit barn , gik han en aftenstund
— fordybet i tanken om de kære afdøde - omkring
til de fattige og forladte .
Sørgens tunge smerte havde påtrykt ham sit
stempel ; den tidligere livsglade og muntre mand gik
nu dybt nedbøjet omkring for a/ gøre godt og meddele .
Som han således vandrede om til de trængende ,
kom han den omtalte aften også til en familie
i Borgergade .
Denne familie boede på en kvist , til hvilken en
gammel og meget skrøbelig trappe førse op . Dog ,
amerikamanden var vant til at gå op ad slige trapper ,
og derfor betænkte han sig heller ikke denne aften ,
skjøndt klokken var over 9 og der var bcelmærkt på
gangen .
Uheldigvis trådte han forkert i mørket og styrtede
hovedkulds ned ad trappen , hvorved han forslog
sig meget slemt .
I over en halv time lå han bevidstløs på gangen ,
men da kom en lille pige og hendes Broder
( det var Amanda og Arthur , den vanvittiges børn . )
de så den ulykke der var sket , og kaldte strar folk
tilhjælp .
Amerikamanden blev nu båren ind hos en familie
på 2den sal , og her blev han plejet så godt ,
at han snart atter blev fuldkommen rask .

Arthur og Amanda tog en ikke ringe del i at
pleje den tilskadekomne .
Amerikamanden syntes så godt om de to børn ,
at han fik familien overtalt til at lade ham få børnene
hjem til sig , han ville da sørge for dem i deres

— nå , svar , eller jeg angiver dig , råbte

amerikamanden rasende .

— jeg kunne ikke blive derovre , stammede skurken .

Hjemve . . . jeg måtte . . .

— hvornår rejste du tilbage til Danmark ?

- kort efter begivenheden . . . jeg kunne ikke

udholde at blive derovre . Kaptajnens lig lod mig

ikke sinde ro .

— rejste du alene ?

— nej , Johan og Julie rejste med .

— hvem er Julie ?

— den myrdede kaptains datter .

— hvad siger du ?

— sandhed , hr . Svendsen . Jeg har aldrig løjet .

— hvorfor tog du Julie med herover ?

— for at førsone mig med himlen . Jeg mente ,

at jeg ved at tage mig af barnet måske ville erholde

tilgivelse for min brøde . Et ubetænksomt øjeblik

har forspildt hele min tilværelse . Det var ikke^ af

min egen tilskyndelse at feg udførte denne skurkestreg ,

nej , Johan var den egentlige drivfjeder for mig . . .

Han var den . . .

— det nytter ikke af du vil agere den uskyldige ,

svarede amerikamandcn . Det er imidlertid ikke stedet

her af debattere denne sag , — kun så meget vil jeg

sige dig , af feg ved af du vil tvinge Julie til af

tage dig til mand , jeg ved af hun nægtede det —

skjøndt du benyttede dig af hendes moders navn

under et døkument som den ædle kvinde aldrig har

tænkt på af skrive - thi Julies moder hadede og

forbandede dig , morder ! Jeg ved , af Julie , styrket

ved hendes kærlighed til en ung , retskaffen mand ,

nægtede sit samtykke til en forbindelse med dig ;

men der er en ting jeg endnu ved , og det er , af du

har indespærret Julies tilbeder i kælderen hernedefor

af aflive ham ved hunger , men heldigvis lykkes

det ikke , thi jeg har opdaget det og er i dette øjeblik

ifærd med af bryde ind i kælderen udefra for af

redde ham .

Om lynet havde slået ned lige for næsen af

knækbein ville del ikke have gjort en sådan virkning

som disse amerikamandens ord gjorde .

— studenten . . . Studenten ! brølede skurken .

Ham har jeg helt glemt . Er han i kælderen endnu ,

hr . Svendsen ? Ak , hvilken ulykke .

Disse ord udtaltes med en sådan oprigtighed ,

at det var umuligt at opdage nogen falskhed deri .

— ja , han er i kælderen endnu , men det varer

ikke længe før han er befriet . To stærke karle arbejde

på at bryde ind til ham før at frelse ham .

— nej , kom , kom . . . skynd dem . . . skynd

dem ! Det var ikke min hensigt at dræbe det unge

menneske , jeg ville kun tvinge ham til at afstå Julie

til mig — thi jeg kan ikke leve uden hende - det var

ikke min tanke at dræbe ham , det tør jeg sværge på .

Men skynd dem , lad os redde ham , jeg kan ikke have

hans død på min samvittighed .

Med disse ord tog knækbein et nøgleknippe og

skyndte sig ned i kælderen , fulgt af amerikamanden ,

Arthur og Amanda .

Medens de er nede i kælderen ville vi give

læseren en kort beskrivelse over Arthurs og Amandas

forhold til amerikamanden — der var som en fader

imod dem .

Nogle måneder efter at amerikamanden havde

mistet sin hustru og sit barn , gik han en aftenstund

— fordybet i tanken om de kære afdøde - omkring

til de fattige og forladte .

Sørgens tunge smerte havde påtrykt ham sit

stempel ; den tidligere livsglade og muntre mand gik

nu dybt nedbøjet omkring for a/ gøre godt og meddele .

Som han således vandrede om til de trængende ,

kom han den omtalte aften også til en familie

i Borgergade .

Denne familie boede på en kvist , til hvilken en

gammel og meget skrøbelig trappe førse op . Dog ,

amerikamanden var vant til at gå op ad slige trapper ,

og derfor betænkte han sig heller ikke denne aften ,

skjøndt klokken var over 9 og der var bcelmærkt på

gangen .

Uheldigvis trådte han forkert i mørket og styrtede

hovedkulds ned ad trappen , hvorved han forslog

sig meget slemt .

I over en halv time lå han bevidstløs på gangen ,

men da kom en lille pige og hendes Broder

( det var Amanda og Arthur , den vanvittiges børn . )

de så den ulykke der var sket , og kaldte strar folk

tilhjælp .

Amerikamanden blev nu båren ind hos en familie

på 2den sal , og her blev han plejet så godt ,

at han snart atter blev fuldkommen rask .

Arthur og Amanda tog en ikke ringe del i at

pleje den tilskadekomne .

Amerikamanden syntes så godt om de to børn ,

at han fik familien overtalt til at lade ham få børnene

hjem til sig , han ville da sørge for dem i deres