Datasets:
MiMe-MeMo
/
Corpus-v1.1

Dataset card Data Studio Files Community
1
text
stringlengths
0
2.13k
— det skal du snart få ar vide , min putte ,
svarede Johan , der sad i vognen . Nu køre vi lige
ud til kaplainen .
— kaptajnen , hvem er det ?
— din onkel , for fanden !
— jeg har ingen onkel .
— jo , det skal du snart få at fornemme , han
er s ' gu ikke til at spøge med .
— de må tage fejl , forsikrede Amanda ; jeg har
sket ingen familie , det må være . . .
— å , skab dig ikke , Julie ; jeg kender rumlen ,
kaptainen vil bare gifte sig med dig .
— Julie ! tænkte Amanda . Ah , det er hende de
vil tillivs ; men jeg skal redde hende , den cnglegode
pige !
Denne tanke gav hende mod .
— nå , så onkel har sendt dem for at bringe
mig tilbage til ham ? spurgte hun tilsyneladende
forundret .
— ja , det er tydeligt .
— hvorfor har de ikke sagt mig det sirar ?
— så måtte jeg nok være gal . Nej , en fugl
i hånden er bedre end ti på taget ! Kaptajnen vil
have dig hjem igen og anmode dig om at sende
studenten til Bloksbjerg . Forsfåer du det ?
— det kan ikke nytte kaptajnen noget , thi
studenten bliver her i byen , og jeg . . .
— det skal du blot lade kaptajnen om ; han
forstår godt at klare den slags ærter .
— ja , jeg må vel finde mig i skæbnen , sagde
Amanda og surmulede .
— det gsør du fornuftigst i , min putte , thi
kaptainen er ikke til at spøge med .
Johan var aldeles overbevist om at Amanda var
Julie ,
sirgrid sagde intet , men hun var lovlig undskyldt
— hun var falden isøvn
pludselig holdt vognen . De vare komne til det
forbandede hus . De steg nu alle tre ud af vognen
og begav sig skyndsomt ind i huset , uden at lægge
mærke til at Arthur samtidig sprang ud af den anden
droske og fulgte efter dem ind i gangen .
Johan trådte først ind og sagde fornøjet til
knækbein :
— jeg har fanget hende , kaptajn .
I samme øjeblik trådte Amanda og siegrid ind
i stuen .
— nå , så fik feg dig da igen , råbte knækbein
og gik hen til Amanda . Men hvad Pokker er
det du bringer mig . . . hvor er Julie ?
— det er hende , forsikrede Johan .
— snak ! tordnede knækbein . Hvor er Julie ?
Henvendte han sig til Amanda .
— jeg kender ingen ved navn Julie , svarede
hun dristig .
— hvad skal det betyde ? brølede knækbein og
for rasende hen til Johan .
I dette øjeblik åbnedes døren og Arthur
Amandas Broder — trådte ind i stuen og gik lige
hen til hende .
— kom , Amanda , lad os gå , sagde han og greb
hende sat i armen .
— hvad vil de i mit hus ? råbte knækbein .
— jeg vil have min søster tilbage , hun er bleven
bortført af denne bandit , svarede Arthur og pegede
på Johan .
— lær denne unge mand høflighed ! kommanderede
knækbein .
— det skal jeg , kaptajn .
— skån ham , bad Amanda og styrtede hen imod
Johan . Husk han er min Broder .
— Skåne ham , nej det skal jeg nok tage mig
iagt for , sagde Johan rg tøg fat i Arthur . Han , søm
har vovet at kalde mig en bandit ! Haha , det skal du
få betalt , min dreng .
Han slæbte ubarmhjertig afsled med Arthur , uagtet
denne stred imod med hænder og fødder .
Fortvivlet så Amanda på dette ; forgæves anrådte
hun om skånsel .
Da fik hun pludselig en ide hurtig løb hun
hen til vinduet , åbnede dette og råbte af alle kræfter
om hjælp .
— jeg synes af det er Amandas stemme , hørte
hun en mand sige ude på vejen .
Dette forøgede hendes mod og med gennemtrængende
stemme råbte hun atter :
— ja , det er mig ; hjælp , hjælp , man myrder . . .
mere fik hun ikke sagt , thi med voldsomhed trak
knækbein hende bort fra vinduet og tilbage i stuen .
Endnu stred Arthur imod — endnu havde Johan
besvær med af tumle det unge menneske . Men hans
modstand blev svagere og svagere , og snart havde
Johan magten over ham .
Dg blev døren heftig åbnet og amerikamanden
trådte ind i stuen .
Som læseren måske erindrer holdt knækbein den
unge student Vilhelm Petersen indespærret i kælderen