text
stringlengths 0
2.13k
|
|---|
— det skal du snart få ar vide , min putte ,
|
svarede Johan , der sad i vognen . Nu køre vi lige
|
ud til kaplainen .
|
— kaptajnen , hvem er det ?
|
— din onkel , for fanden !
|
— jeg har ingen onkel .
|
— jo , det skal du snart få at fornemme , han
|
er s ' gu ikke til at spøge med .
|
— de må tage fejl , forsikrede Amanda ; jeg har
|
sket ingen familie , det må være . . .
|
— å , skab dig ikke , Julie ; jeg kender rumlen ,
|
kaptainen vil bare gifte sig med dig .
|
— Julie ! tænkte Amanda . Ah , det er hende de
|
vil tillivs ; men jeg skal redde hende , den cnglegode
|
pige !
|
Denne tanke gav hende mod .
|
— nå , så onkel har sendt dem for at bringe
|
mig tilbage til ham ? spurgte hun tilsyneladende
|
forundret .
|
— ja , det er tydeligt .
|
— hvorfor har de ikke sagt mig det sirar ?
|
— så måtte jeg nok være gal . Nej , en fugl
|
i hånden er bedre end ti på taget ! Kaptajnen vil
|
have dig hjem igen og anmode dig om at sende
|
studenten til Bloksbjerg . Forsfåer du det ?
|
— det kan ikke nytte kaptajnen noget , thi
|
studenten bliver her i byen , og jeg . . .
|
— det skal du blot lade kaptajnen om ; han
|
forstår godt at klare den slags ærter .
|
— ja , jeg må vel finde mig i skæbnen , sagde
|
Amanda og surmulede .
|
— det gsør du fornuftigst i , min putte , thi
|
kaptainen er ikke til at spøge med .
|
Johan var aldeles overbevist om at Amanda var
|
Julie ,
|
sirgrid sagde intet , men hun var lovlig undskyldt
|
— hun var falden isøvn
|
pludselig holdt vognen . De vare komne til det
|
forbandede hus . De steg nu alle tre ud af vognen
|
og begav sig skyndsomt ind i huset , uden at lægge
|
mærke til at Arthur samtidig sprang ud af den anden
|
droske og fulgte efter dem ind i gangen .
|
Johan trådte først ind og sagde fornøjet til
|
knækbein :
|
— jeg har fanget hende , kaptajn .
|
I samme øjeblik trådte Amanda og siegrid ind
|
i stuen .
|
— nå , så fik feg dig da igen , råbte knækbein
|
og gik hen til Amanda . Men hvad Pokker er
|
det du bringer mig . . . hvor er Julie ?
|
— det er hende , forsikrede Johan .
|
— snak ! tordnede knækbein . Hvor er Julie ?
|
Henvendte han sig til Amanda .
|
— jeg kender ingen ved navn Julie , svarede
|
hun dristig .
|
— hvad skal det betyde ? brølede knækbein og
|
for rasende hen til Johan .
|
I dette øjeblik åbnedes døren og Arthur
|
Amandas Broder — trådte ind i stuen og gik lige
|
hen til hende .
|
— kom , Amanda , lad os gå , sagde han og greb
|
hende sat i armen .
|
— hvad vil de i mit hus ? råbte knækbein .
|
— jeg vil have min søster tilbage , hun er bleven
|
bortført af denne bandit , svarede Arthur og pegede
|
på Johan .
|
— lær denne unge mand høflighed ! kommanderede
|
knækbein .
|
— det skal jeg , kaptajn .
|
— skån ham , bad Amanda og styrtede hen imod
|
Johan . Husk han er min Broder .
|
— Skåne ham , nej det skal jeg nok tage mig
|
iagt for , sagde Johan rg tøg fat i Arthur . Han , søm
|
har vovet at kalde mig en bandit ! Haha , det skal du
|
få betalt , min dreng .
|
Han slæbte ubarmhjertig afsled med Arthur , uagtet
|
denne stred imod med hænder og fødder .
|
Fortvivlet så Amanda på dette ; forgæves anrådte
|
hun om skånsel .
|
Da fik hun pludselig en ide hurtig løb hun
|
hen til vinduet , åbnede dette og råbte af alle kræfter
|
om hjælp .
|
— jeg synes af det er Amandas stemme , hørte
|
hun en mand sige ude på vejen .
|
Dette forøgede hendes mod og med gennemtrængende
|
stemme råbte hun atter :
|
— ja , det er mig ; hjælp , hjælp , man myrder . . .
|
mere fik hun ikke sagt , thi med voldsomhed trak
|
knækbein hende bort fra vinduet og tilbage i stuen .
|
Endnu stred Arthur imod — endnu havde Johan
|
besvær med af tumle det unge menneske . Men hans
|
modstand blev svagere og svagere , og snart havde
|
Johan magten over ham .
|
Dg blev døren heftig åbnet og amerikamanden
|
trådte ind i stuen .
|
Som læseren måske erindrer holdt knækbein den
|
unge student Vilhelm Petersen indespærret i kælderen
|