text
stringlengths 0
2.13k
|
---|
Endelig kom hun til sig selv . Hun var som isnet
|
over hele legemet og var næppe island til at bevæge
|
sig nogle få skridt .
|
Hun brast i en krampagtig gråd . Hvilken
|
fremtid lå for hende ? Ak , hvorhen hun end vendte
|
sig trængte ingen håbets stråle hende i møde ; nej ,
|
kun et liv klædt i sørgens og savnets mørke farve .
|
hun kastede sig på knæ og bad af al sit hjertes
|
fylde en bøn til gud .
|
Hun bad om beskyttelse og om et ly . Hun skulle
|
blive bønhørt ,
|
neppe havde hun fuldendt sin bøn , før en dyb
|
mandig stemme svarede : amen !
|
— o , min gud , frels mig ! råbte Julie i en
|
forfærdelig angst og faldt besvimet om på vejen .
|
Tredie kapitel .
|
Amerikamanden
|
der gives mennesker , som i en tilsyneladende
|
hård skal gemme et hjerte , der er rede til altid at
|
stå deres medmennesker bi i råd og dåd .
|
Deres gang her i livet er fuld af opofrelser for
|
andre , kun den indre bevidsthed har de , at de gode
|
handlinger de udøve , engang ville bidrage til , at de
|
kunne nå havnen med en god samvittighed . Det
|
er den forvisning , hvormed de stunde til graven .
|
Således var amerikamanden .
|
Ved flid og held havde han under et femårigt
|
ophold i Amerika sammensparet sig en meget anseelig
|
formue .
|
han benyttede den til at hjælpe sine medmennesker
|
ud af trang og nød . Tidlig og silde var han beredvillig
|
til ar hjælpe , overalt var han på færde ; der gik
|
neppe nøgen dag hen , hvori han ikke kunne glæde sig
|
ved af hjertet at være bleven velsignet og takket for
|
sin gødhed .
|
For således » deell at kunne hellige sig menneskers
|
savn og smerte , for at færre sig den opgave ,
|
ar helbrede de sår som fattigdom og sygdom slå ,
|
må man have gennemgået ' meget , — og dej havde
|
amerikamanden i sandhed .
|
Alr i sin ungdom havde han elsket en ung , vakker
|
pige . At knytte hende til sig , at leve et godt og
|
arbejdsomt liv med hende , — det var det mål hvorefter
|
han stræbte .
|
Endelig så han det lykkelige øjeblik nærme sig ,
|
da han , uden nogensinde at udsætte hende for nogen
|
mangel kunne sige :
|
— kom til mig , du skal være min hustru for .
|
Gud og mennesker .
|
Præsten og menneskene lyste velsignelsen over
|
dem . Jevn og god syntes vejen , de skulle vandre
|
henad . Ædel og bramfri var deres tilværelse og
|
» forsfyrrer gled et par år hen .
|
Hans hustru havde i den tid skænket ham et
|
barn , som han forgudede .
|
Da udbrød den rædsomme kolera-epidemi ; den
|
angreb mange af hans venner og bekendte og skånede
|
heller ikke hans familie . En dag blev både
|
moderen og barnet pludselig syg . Øjeblikkelig sendte
|
han bud efter lægen , men her formåede intet menneske
|
at hjælpe .
|
Dybt nedbøjet , næsten tvivlende på forsynet , stod
|
han ved deres sygcleie .
|
Kun en kort kamp havde de at bestå , inden
|
døden fog dem i sin kolde favn ; kun tvende dage ,
|
og han stod ved deres lig .
|
Ydmyg , men med en dyb sorg i hjertet , bøjede
|
han sig for forsynets urandsagelige villie .
|
Dog , han måtte tilfredsstille den trang , der
|
levede i hans hjerte , til at hjælpe og meddele , og han
|
blev en fader før de fattige og lidende .
|
Ham var det der kom til , da Julie var ved at
|
segne under byrden af hendes onkels forbandelse .
|
Han gik netop over volden på samme tid som
|
Julies onkel i største hast førte hende til kirsebærgangen .
|
Han studsede over deres hurtige gang og han
|
hørte hvorledes Julie flere gange bad onkelen om ar
|
vende om , da hun følte sig træt . Han hørte onkelens
|
studse svar og besluttede derfor at følge efter dem , da
|
han håbede at kunne komme den unge pige tilhjælp .
|
Da han så dem gå ind i kirsebærgangen , fulgte
|
han efter dem derind . Her var han et skjult vidne
|
til det sl foregående kapitel omtalte optrin .
|
Forsigtig løftede han Julie op og bar hende hen
|
til et hus ved volden .
|
Del lykkedes ham foreløbig at få hende anbragt
|
der hos en familie , som han havde hjulpen ud af
|
fattigdommens elendighed , og han vågede omhyggelig
|
over , at man behandlede hende med kærlighed .
|
Julie lå endnu stedse i en dødlignende dvale ;
|
alle oplivelsesmidler hjalp intet .
|
Man havde sendt bud efter en læge , men forgæves ,
|
der var hengået flere timer og endnu havde
|
han ikke indfundet sig .
|
Amcrikamanden stod foran hendes seng og betragtede
|
hende medlidende .
|