Datasets:
MiMe-MeMo
/
Corpus-v1.1

Dataset card Data Studio Files
xet
Community
2
text
stringlengths
0
2.13k
han ville ud i den friske luft , og hun skulle ledsage
ham .
— så sent , kære onkel ? spurgte Julie .
— ja , skynd dig , svarede denne barsk .
- hvad mon det skal betyde , tænkte Julie , idet
en uforklarlig ængstelse bemægtigede sig hende .
— nå er du snart færdig ! råbte onkelen .
— ja , ret straks !
Julie nølede endnu en lille stund , for at han
om mulig skulle betænke sig . Det begyndte at regne
stærkt og vejen var kun oplyst af et par søvnigt
skinnende lygter . Alt var så øde og stille rundt
omkring .
Endelig , efter lang overvindelse , gjorde hun sig
færdig , og afsted vandrede de .
De gik længe i tavshed hen ad vejen .
. Dej forekom Julie som om hendes onkels åsyn
så endnu mere skummelt og mørkt ud end nogensinde .
Hun havde net . Hans ansigt udtrykte en vild ,
dæmonisk glæde , medens det af og til fortrak sig som
af en indre , nagende smerte .
De vandrede skyndsomt hen ad vejen regnen
faldt i strømme .
— skulle vi ikke vende om , onkel ? spurgte
Julie . Jeg kan ikke holde ud at gå i dette vejr .
— snak ! svarede denne ; vi er strar på vort
bestemmelsessted .
Kort efter standsede han sin gang ved Nørreport .
- denne vej ! kommanderede han , og gik hurtigt
op på volden , fulgt af Julie .
De fortsatte nu vejen til de kom til kirsebærgangen .
— nu er vi straks ved målet , sagde han opmuntrende .
—
jeg er træt , onkel , hviskedee Julie .
— snak , hvor kan du være træt ; du har jø
hvile « hele dagen , brølede han .
Julie gav intet svar .
Han tog hende nu ved hånden og førte hende
ind i hirsebærgangen . Der var bælmørkt derinde , og
Julie rystede af skræk ved hvert skridt hun gik .
Endelig standsede han . De vare nu komne meget
dybt ind i kirsebærgangen .
— hm ! Ja her må stedet være , mumlede han ,
idet han fremdrog en lille spade , som han havde skjult
indenfor sin overfrakke .
— men onkel døg , hvad er det du vil foretage
dig ? spurgte Julie , skælvende af angst .
— ti med dine spørgsmål ! afbrød onkelen
hende hvæsende ; se til at du får ild på denne ,
men skynd dig !
Med disse ord rakte han Julie en lille blændlygte ,
hvilken det på grund af regnen var hende
meget vanskelig at få tændt ; endelig skete det døg .
— lys mig ; kom herhen , endnu nærmere ! råbte
han barsk .
Julie adlød , døg med en vis modstræben .
Han gik nu ad skråningen helt ned til stadsgraven .
her gravede han med anvendelsen af alle fine
kræfter ; store svcddråber perlede på hans pande .
— så , endelig ! råbte han og kastede spaden ,
idet et triumferende smil krusede hans læber .
Ud af det hul han havde gravet fremdrog han
et lille skrin , som han opmærksomt betragtede fra alle
sider .
— ja , det er dette , sagde han hen før sig ; det
lader ikke til at have taget nogen skade , skønt det
har lagt ti år i jorden .
Skælvende af angst betragtede Julie sin onkel .
Det forekom hende som var det en ond ånd , der
st » d før hende , et så uhyggeligt udtryk hvilede derover
hans ansigt .
Han fremtog en lille nøgle og åbnede skrinet .
Dets bele indhold var nogle papirer , der vare
gulnede af ælde .
Han tog disse frem og sagde til Julie :
— sæt dig på stenen der , og vær opmærksom ,
jeg vil fortælle dig din moders historie .
— 0 gud ! skån mig ; lad mig komme hjem !
Udbrød Julie , idet hun strakte sine hænder bedende op
imod onkelen ; du kan ikke bringe over dit hjerte , at
lade din egen søsters datter tilbringe en sådan
nar under åben himmel .
— ti med den snak ; sæt dig ned og hør mig .
— o gud ! hvorledes skal dette ende ! sukkede
Julie og så sig ængstelig om .
— din moder var datter af velhavende forældre ,
begyndte onkelen sin fortælling ; tidlig modnedes
hun , tidlig færdedes hun mellem fremmede . Livsglad
og smuk var hun , indtil en stor , unævnelig sorg
ramte hende ; da bøjede hendes legeme sig mod jorden
lig en knækket blomst på sin stængel . Livet tabte
fra den stund al tillokkelse før hende . Kun bitterhed
og had — et grændsclost , et uudsletteligt had —
gærede i hendes indre mod hele menneskeheden , men
især mod den , der havde forårsaget af hun led . Hun
var bleven skammelig bedraget . En mand havde forslået
af fængsle hendes unge hjerte ; hun fulgte ham