MiMe-MeMo/Corpus-v1.1 · Datasets at Hugging Face

text stringlengths 0 2.13k
i god tro , uden hendes forældres samtykke . Du
blev frugten af deres samliv , som varede i mange
år . Da gjorde hun en opdagelse , der ramte hende
lige i hjertet . ' hendes mand havde alt været gift
førend han førte hende til alteret . Han var desuden
en tyv ; da han havde bestjålet hende før alt hvad
hun ejede , forlod han hende , og det eneste han lod
hende beholde tilbage var dig . Da svoer hun en ed ,
en dyr , en hellig ed , som hun har nedskreven og lagt
i dette skrin . Kort før hendes døv , der indtraf nogle
dage derefter , modtog jeg det af hendes egen hånd ,
og jeg lovede hende da , ved alt hvad helligt er , ved
min sjæls salighed , at jeg ville sørge før at det skete
fyldest , som hun havde svoret . Se her , vedblev han ,
og udfoldede et af papirerne .
Julie læste med tilbageholdt åndedræt :
„ Det er min Lillie , at du , min datter
„ Julie , tager den mand tilægte , som slår før

„ Dig ; han er min Broder , -- den eneste til
„ hvdm jeg vil betro din fremtidige skæbne .
„ Når du har fyldt dit i 6de år skal du træde
„ med ham før alteret . Du kender min historie ,
„ Du har hørt hvad jeg ventede af livet og hvor
„ ledes jeg blev skuffet . Jeg har derfor svoret ,
„ ar det skal ske således som jeg har bestemt , før
„ at forebygge al du skulle lide samme skæbne .
„ Ve dig , hvis du ej opfylder min bestemmelse .
„ Din moder
Juliane . “
— nu , hvad svarer du dertil ? spurgte onkelen
hende .
Et dybt suk var Julies eneste svar .
Hun kunne ikke tro det muligt , at hun skulle binde
sin skæbne til en mand , som hun , så langt hun
kunne huske tilbage , lun så med angst og skræk .
Hun følte sig som tilintetgjort ved denne tanke ,
thi hun elskede stud . nten , elskede ham af sit hjertes
hele fylde , — han var hendes forsle kærlighed .
Dog , det var jo hendes moders villie ' den måtte
være hende hellig og dyrebar .
— nå , sid ikke længer således , men svar mig ,
afbrød onkelen hende ; vil du opfylde din moders
bestemmelse ? Ja eller nej !
— giv mig betænkning , onkel , stammede Julie ;
jeg kan ikke ret fatte mig .
— nej , svarede onkelen barsk ; i denne stund ,

med mindet om din moder for øje , skal du give
mig dit ja .
— af , jeg kan ikke ; en indre følelse siger mig ,
at jeg skal handle anderledes .
— så har altså din moders ord ingen betydning
for dig , du vanartede kvinde .
— hvorledes ? spurgte Julie og rejste sig .
Jeg siger , at du må og skal lyde din moders
bud ; thi ellers . . .
— tal ikke ud ! skreg Julie og holdt hænderne
ud imod ham .
— ellers skal du være forbandet , — fra denne
stund , fra denne time !
— sig ikke slige græsselige ord , de ængste og
gjennemisnc mig .
— vil du love mig , her på dette sted , hvor
din moders sidste villie har ligget gemt i 10 år ,
at du vil binde din skæbne fil min ?
— nej , nej , tusinde gange nej ! Jeg vil ikke , jeg
kan ikke !
Julie havde al sin overvindelse behov for at
fremføre disse ord , hun vidste ikke ret , hvorfra hun
fik denne kraft , men det var som om en indre stemme
opmuntrede hende fil at stride imod .
— du vil ikke ! brølede han .
— jeg kan ikke !
— hvorfor ?
- jeg elsker en anden , sagde hun langsomt .
— hvem , hvem ? Svar , hurtigt , at jeg kan

flyde ham en kugle for panden , den slyngel , der
vover at træde l vejen for mig .
En stærk skælven gjennemfoer Julie ; men hun
fattede stg hurtig og svarede bestemt : .
- aldrig skal du få det at vide ; det sværger
jeg højt og dyrt !
— så vid , elendige tiggerunge ! råbte han
rasende , at jeg forbander dig , du vanartede datter !
Gid hver bid brød , du fører fil dine læber , må
blive fil sten , — gid du landflygtig må vandre fra
hus fil hus på din nøgne fod , klædt i pjalter ,
uden at møde en medlidende sjæl , der tilbyder dit
trætte legeme hvile ; mellem det værste udskud blandt
menneskenes børn skal din plads blive ! Gid al
verdens ulykke må ramme dig , du elendige skabning ,
og ham . . . ham , din forfører !
Efter at have udtalt denne gyselige forbandelse
gik han bort og lod Julie blive alene tilbage .
Vildt stirrende så hun efter ham , det var som
om en usynlig hånd havde lænket hendes fod og
lammet al hendes kraft ; hun følte sig som sønderknust
under vægten af hans skrækkelige ord .

i god tro , uden hendes forældres samtykke . Du

blev frugten af deres samliv , som varede i mange

år . Da gjorde hun en opdagelse , der ramte hende

lige i hjertet . ' hendes mand havde alt været gift

førend han førte hende til alteret . Han var desuden

en tyv ; da han havde bestjålet hende før alt hvad

hun ejede , forlod han hende , og det eneste han lod

hende beholde tilbage var dig . Da svoer hun en ed ,

en dyr , en hellig ed , som hun har nedskreven og lagt

i dette skrin . Kort før hendes døv , der indtraf nogle

dage derefter , modtog jeg det af hendes egen hånd ,

og jeg lovede hende da , ved alt hvad helligt er , ved

min sjæls salighed , at jeg ville sørge før at det skete

fyldest , som hun havde svoret . Se her , vedblev han ,

og udfoldede et af papirerne .

Julie læste med tilbageholdt åndedræt :

„ Det er min Lillie , at du , min datter

„ Julie , tager den mand tilægte , som slår før

„ Dig ; han er min Broder , -- den eneste til

„ hvdm jeg vil betro din fremtidige skæbne .

„ Når du har fyldt dit i 6de år skal du træde

„ med ham før alteret . Du kender min historie ,

„ Du har hørt hvad jeg ventede af livet og hvor

„ ledes jeg blev skuffet . Jeg har derfor svoret ,

„ ar det skal ske således som jeg har bestemt , før

„ at forebygge al du skulle lide samme skæbne .

„ Ve dig , hvis du ej opfylder min bestemmelse .

„ Din moder

Juliane . “

— nu , hvad svarer du dertil ? spurgte onkelen

hende .

Et dybt suk var Julies eneste svar .

Hun kunne ikke tro det muligt , at hun skulle binde

sin skæbne til en mand , som hun , så langt hun

kunne huske tilbage , lun så med angst og skræk .

Hun følte sig som tilintetgjort ved denne tanke ,

thi hun elskede stud . nten , elskede ham af sit hjertes

hele fylde , — han var hendes forsle kærlighed .

Dog , det var jo hendes moders villie ' den måtte

være hende hellig og dyrebar .

— nå , sid ikke længer således , men svar mig ,

afbrød onkelen hende ; vil du opfylde din moders

bestemmelse ? Ja eller nej !

— giv mig betænkning , onkel , stammede Julie ;

jeg kan ikke ret fatte mig .

— nej , svarede onkelen barsk ; i denne stund ,

med mindet om din moder for øje , skal du give

mig dit ja .

— af , jeg kan ikke ; en indre følelse siger mig ,

at jeg skal handle anderledes .

— så har altså din moders ord ingen betydning

for dig , du vanartede kvinde .

— hvorledes ? spurgte Julie og rejste sig .

Jeg siger , at du må og skal lyde din moders

bud ; thi ellers . . .

— tal ikke ud ! skreg Julie og holdt hænderne

ud imod ham .

— ellers skal du være forbandet , — fra denne

stund , fra denne time !

— sig ikke slige græsselige ord , de ængste og

gjennemisnc mig .

— vil du love mig , her på dette sted , hvor

din moders sidste villie har ligget gemt i 10 år ,

at du vil binde din skæbne fil min ?

— nej , nej , tusinde gange nej ! Jeg vil ikke , jeg

kan ikke !

Julie havde al sin overvindelse behov for at

fremføre disse ord , hun vidste ikke ret , hvorfra hun

fik denne kraft , men det var som om en indre stemme

opmuntrede hende fil at stride imod .

— du vil ikke ! brølede han .

— jeg kan ikke !

— hvorfor ?

- jeg elsker en anden , sagde hun langsomt .

— hvem , hvem ? Svar , hurtigt , at jeg kan

flyde ham en kugle for panden , den slyngel , der

vover at træde l vejen for mig .

En stærk skælven gjennemfoer Julie ; men hun

fattede stg hurtig og svarede bestemt : .

- aldrig skal du få det at vide ; det sværger

jeg højt og dyrt !

— så vid , elendige tiggerunge ! råbte han

rasende , at jeg forbander dig , du vanartede datter !

Gid hver bid brød , du fører fil dine læber , må

blive fil sten , — gid du landflygtig må vandre fra

hus fil hus på din nøgne fod , klædt i pjalter ,

uden at møde en medlidende sjæl , der tilbyder dit

trætte legeme hvile ; mellem det værste udskud blandt

menneskenes børn skal din plads blive ! Gid al

verdens ulykke må ramme dig , du elendige skabning ,

og ham . . . ham , din forfører !

Efter at have udtalt denne gyselige forbandelse

gik han bort og lod Julie blive alene tilbage .

Vildt stirrende så hun efter ham , det var som

om en usynlig hånd havde lænket hendes fod og

lammet al hendes kraft ; hun følte sig som sønderknust

under vægten af hans skrækkelige ord .