text
stringlengths 0
2.13k
|
|---|
kærlighed og længsel drøg ham ; men ak ! hans Julie
|
var der ikke ; derimod var „ Bussemanden “ hjemme .
|
Studenten bankede beskedent på døren og ventede
|
at Julie strar ville komme og lukke op , som hun
|
plejede , men dette skete ikke i dag . Efter at han havde
|
banket endnu engang , blev døren åbnet af Julies
|
onkel .
|
Studenten studsede uvilkårlig ved at se dette
|
skræmmebillede istedenfor hans kære Julie .
|
— hvad , . . hvad vil de ? spurgte onkelen
|
barsk .
|
— jeg ville . . . jeg ville . . .
|
— nå , tal ud !
|
— jeg ville bede om tilladelse til at hvile mig
|
lidt hos dem , thi jeg er meget træt , førdi jeg . . .
|
Førdi jeg . . .
|
— her er intet hvilested for landstrygere og
|
vagabonder ! råbte „ Busscmanden “ snærrende og
|
ville smække døren i for næsen af den forbløffede
|
elsker .
|
Men nu tabte studenten tålmodigheden , og opbragt
|
sagde han :
|
— min herre ! aldrig har nogen vovet at kalde
|
mig en landstryger , men førdi jeg ved at de er Julies
|
onkel , og da det er hende feg ønsker at tale med ,
|
så vil feg ikke tage mig deres uforskammethed nær ,
|
ellers . . .
|
— ah , ah ! De vil tale med Julie ! Hvorfor har
|
de ikke straks underrettet mig derom ? råbte onkelen
|
i en forandret tone . Hun venter dem med længsel ,
|
min herre , thi hun er desværre syg i dag og må
|
holde sengen . Vær så artig , kom de kun ind .
|
Nå , så de er hr . . . . Hr . . . .
|
— mit navn er Vilhelm Petersen , afbrød studenten
|
ham .
|
— ja , rigtig , Vilhelm Petersen . Julie har talt
|
meget om dem , min herre , thi hun . . hun elsker
|
dem ; hun har betroet mig det som en hemmelighed ,
|
netop i dag .
|
— tak fordi de underretter mig derom , — de
|
ved ikke hvor lykkelig de gør mig , sagde studenten
|
og bød knækbein hånden . Jeg frygtede for at jeg
|
var hende ligegyldig .
|
— å passiar ! Hvor kan de tro at et sådant
|
ungt og smukt menneske som de , skulle være ligegyldig
|
i en ung piges hjerte , tilmed da de er student ,
|
nej , nej , det svarer ikke til nutiden men sæt dem
|
dog ned , min herre , så skal jeg underrette Julie om
|
deres ankomst .
|
Den tone hvori han udtalte dette var så hjertelig ,
|
at den unge student uden at betænke sig tog
|
plads på en stol og roste i sit stille sind onkelens
|
forekommenhed imod ham .
|
Hvis studenten havde kunnet se ind i det andet
|
værelse , ville han måske have fået andre tanker
|
om Julies onkel . '
|
som en gal hoppede han omkring på gulvet
|
derinde , medens han med hæs stemme råbte :
|
— jeg har ham , jeg har ham , den elendige pigerover
|
!
|
Truende gik han hen imod døren , idet han vedblev :
|
— nu skal du , min sandten , så at vide hvad
|
inderlig kærlighed har at betyde , du bogorm ! Nå
|
så du vover at forelske dig i min Julie ! Haha !
|
Det skal du få betalt !
|
Det varede noget inden onkelen fik rolighed i
|
blodet igen . Endelig vendte han tilbage og sagde til
|
studenten :
|
— vær så god , vil de følge efter mig , så skal
|
jeg vise dem vej til hendes værelse .
|
— er hun meget syg ? spurgte studenten og
|
fulgte efter ham gennem et andet værelse .
|
-- nej , gudskelov , det er kun stærk hovedpine
|
hun lider af , svarede onkelen , og gik ned ad en trappe
|
der førte til kælderen . Derfor har hun i dag taget
|
ophold i et værelse hernede , thi her er mere køligt
|
end ovenpå .
|
— ja , det er meget fornuftigt , svarede studenten ,
|
der ikke anede noget forræderi .
|
De gik nu gennem en anden kælder , hvor der
|
var bælmørkt . Pludselig vender Julies onkel om , og
|
smækker en solid jerndør i for næsen af studenten ,
|
idet han opslående en spottende latter råber :
|
— se så , min gode hr . Student , nu kan du
|
læse latin med notterne hernede , hvis du har lyst ,
|
thi andre levende væsener kommer du ikke i berøring
|
med herefter . Du er gået i fælden min ven .
|
Lad mig nu se i komme godt ud af det sammen , at i
|
ikke æde hverandre op . Julie bliver aldrig din !
|
Hurtig begav onkelen sig atter op og lod studenten
|
blive alene tilbage i det mørke rum .
|
Meget uhyggelig til mode vandrede Vilhelm Petersen
|
frem og tilbage i kælderen , uden at have
|
nogen anelse om hvorledes han atter skulle komme ud
|
af denne hule .
|
Han undersøgte gulv , loft og vægge , før om
|
mulig at finde noget spor til en udgang , men gulvet
|