text
stringlengths 0
2.13k
|
|---|
men der var dog noget hvorfor han endnu frygtede ,
|
nemlig hvorledes han skulle få Julie transporteret
|
ind til byen , thi at bære hende derind i den tilstand
|
hvori hun nu befandt sig , ville vække alt for megen
|
mistanke .
|
Dog denne gang kom siegrid ham tilhjælp . Hun
|
havde nemlig skjult sig i nærheden , medens kampen
|
stod på .
|
Hun løftede Julie op på sine arme og bar hende
|
hen til et hus et stykke vej derfra , medens Johan
|
hentede en drosche .
|
Nogle minuter efter kørte de afsted med hende .
|
Vi ville nu se lidt til studenten . Arthur og
|
Amanda vare hos ham da han slog øjnene op .
|
Han slog forfærdelig om sig , da han så knækbein ,
|
og de fik ikke ro for ham førend skurken havde
|
forladt værelset .
|
Studenten så sig nu om i stuen , for at orientere
|
sig ; da han var kommet sig noget udbrød han
|
med svag stemme :
|
— jeg må tale med Julie snarest mulig , thi
|
jeg frygter at min sidste time nærmer sig . Jeg føler
|
mig så spag og afkræftet .
|
Arthur trøstede ham så godt han kunne . Han
|
fortalte studenten at Julie snart kom , skønt han ikke
|
vidste hvor hun opholdt sig .
|
dermed fløg patienten sig også tiltåls . Han
|
fik nu nøget at styrke sig på og det gik rask fremad
|
med hans helbredelse .
|
Henad aften spurgte han atter om Julie ; han
|
» ilde se hende og tale med hende . Han anede mindst
|
at hun var kommen i så flette hænder .
|
Da de ikke kunne opfylde hans forlangende , formedelst
|
Julies fraværelse , fortalte de ham at hun var
|
ude i vigtige ærinder .
|
Han lod sig kun dårlig stille tilfreds , og Arthur
|
måtte gøre alt for at skaffe ham ro , da han frygtede
|
et tilbagefald .
|
Ottende kapitel .
|
En hamborgertur .
|
Det var en tidlig morgen , klokken var næppe 6 ,
|
at man så et let fartøj hurtig glide hen over havet .
|
Det skulle til Hamborg .
|
Ombord på dette fartøj befandt sig fire af vore
|
bekendte .
|
Mandskabet bestod af lutter danske matroser ,
|
hvoraf nogle havde et godmodigt og venligt udseende ,
|
medens andre vare et sandt mønster på topmålte
|
kæltringer .
|
Midt imellem disse se vi knækbein , hvem mandskabet
|
titulerede „ Kaptajn “ .
|
Ved siden af ham stod Johan , der var ansat som
|
styrmand ombord på fartøjet .
|
Johan var ganske af den mening , at han havde
|
gjort det af med Svendsen eller „ Mester “ , som han
|
kaldte ham .
|
Julie befandt sig også på skibet . Hun havde
|
— grundet på knælbcins overordentlige omhu for
|
hende — fået plads i hans egen kahyt .
|
I det øjeblik vi indfinde os sidder hun på
|
sofaen , førdybet i tanken om studenten .
|
Hun tænkte på ham , der var hendes alt i denne
|
verden , — og på alt det hun havde oplevet i den
|
sidste tid .
|
Som hun således sad , bankedes der stærkt på
|
kahytsdoren .
|
Denne blev nu åbnet på en barsk måde .
|
Julie for forfærdet tilbage , da hun så hvem
|
det var .
|
Knækbein stod der i sin ondskabs hele fylde og
|
så på Julie med et lidenskabeligt blik .
|
— hvad vil du mig , onkel ? spurgte hun angst .
|
— hvad jeg vil ! Det spørger du om , skønt
|
du ved at jeg elsker dig så højt . Og han nærmede
|
sig til hende , som for at omfavne hende , men hun
|
svarede , idet hun gjorde en afværgende bevægelse med
|
hånden :
|
— du elske mig ! Du , som har været så hård
|
imod mig , som har forbandet mig og stedt mig bort
|
fra dig midt om natten i negn og slud , hvor fremmede
|
mennesker måtte hjælpe mig , for at jeg ej skuldeomkomme
|
af nød og elendighed , — du elske mig !
|
Nej , nej , det tror jeg ikke , det er umuligt af jeg kan
|
tro det ,
|
han stod tavs og hørte på hendes udbrud . Da
|
hun havde endt sagde han :
|
— ja ja da , men når jeg nu vil være god og
|
skikkelig , og aldrig være hård imod dig , vil du da
|
have mig fil din mand ?
|
Dette fremsagde han i en godmodig og ærlig
|
tone , og Julie studsede uvilkårlig ved af høre ham
|
tale så blidt .
|
Hun så forundret på ham og sagde :
|
— gode onkel , du ved af jeg elsker en anden ,
|
og af . . .
|
— du elsker en anden ! Du siger altså nej !
|
Råbte han barsk .
|