File size: 226,261 Bytes
90e005a |
1 2 3 4 5 6 7 8 9 10 11 12 13 14 15 16 17 18 19 20 21 22 23 24 25 26 27 28 29 30 31 32 33 34 35 36 37 38 39 40 41 42 43 44 45 46 47 48 49 50 51 52 53 54 55 56 57 58 59 60 61 62 63 64 65 66 67 68 69 70 71 72 73 74 75 76 77 78 79 80 81 82 83 84 85 86 87 88 89 90 91 92 93 94 95 96 97 98 99 100 101 102 103 104 105 106 107 108 109 110 111 112 113 114 115 116 117 118 119 120 121 122 123 124 125 126 127 128 129 130 131 132 133 134 135 136 137 138 139 140 141 142 143 144 145 146 147 148 149 150 151 152 153 154 155 156 157 158 159 160 161 162 163 164 165 166 167 168 169 170 171 172 173 174 175 176 177 178 179 180 181 182 183 184 185 186 187 188 189 190 191 192 193 194 195 196 197 198 199 200 201 202 203 204 205 206 207 208 209 210 211 212 213 214 215 216 217 218 219 220 221 222 223 224 225 226 227 228 229 230 231 232 233 234 235 236 237 238 239 240 241 242 243 244 245 246 247 248 249 250 251 252 253 254 255 256 257 258 259 260 261 262 263 264 265 266 267 268 269 270 271 272 273 274 275 276 277 278 279 280 281 282 283 284 285 286 287 288 289 290 291 292 293 294 295 296 297 298 299 300 301 302 303 304 305 306 307 308 309 310 311 312 313 314 315 316 317 318 319 320 321 322 323 324 325 326 327 328 329 330 331 332 333 334 335 336 337 338 339 340 341 342 343 344 345 346 347 348 349 350 351 352 353 354 355 356 357 358 359 360 361 362 363 364 365 366 367 368 369 370 371 372 373 374 375 376 377 378 379 380 381 382 383 384 385 386 387 388 389 390 391 392 393 394 395 396 397 398 399 400 401 402 403 404 405 406 407 408 409 410 411 412 413 414 415 416 417 418 419 420 421 422 423 424 425 426 427 428 429 430 431 432 433 434 435 436 437 438 439 440 441 442 443 444 445 446 447 448 449 450 451 452 453 454 455 456 457 458 459 460 461 462 463 464 465 466 467 468 469 470 471 472 473 474 475 476 477 478 479 480 481 482 483 484 485 486 487 488 489 490 491 492 493 494 495 496 497 498 499 500 501 502 503 504 505 506 507 508 509 510 511 512 513 514 515 516 517 518 519 520 521 522 523 524 525 526 527 528 529 530 531 532 533 534 535 536 537 538 539 540 541 542 543 544 545 546 547 548 549 550 551 552 553 554 555 556 557 558 559 560 561 562 563 564 565 566 567 568 569 570 571 572 573 574 575 576 577 578 579 580 581 582 583 584 585 586 587 588 589 590 591 592 593 594 595 596 597 598 599 600 601 602 603 604 605 606 607 608 609 610 611 612 613 614 615 616 617 618 619 620 621 622 623 624 625 626 627 628 629 630 631 632 633 634 635 636 637 638 639 640 641 642 643 644 645 646 647 648 649 650 651 652 653 654 655 656 657 658 659 660 661 662 663 664 665 666 667 668 669 670 671 672 673 674 675 676 677 678 679 680 681 682 683 684 685 686 687 688 689 690 691 692 693 694 695 696 697 698 699 700 701 702 703 704 705 706 707 708 709 710 711 712 713 714 715 716 717 718 719 720 721 722 723 724 725 726 727 728 729 730 731 732 733 734 735 736 737 738 739 740 741 742 743 744 745 746 747 748 749 750 751 752 753 754 755 756 757 758 759 760 761 762 763 764 765 766 767 768 769 770 771 772 773 774 775 776 777 778 779 780 781 782 783 784 785 786 787 788 789 790 791 792 793 794 795 796 797 798 799 800 801 802 803 804 805 806 807 808 809 810 811 812 813 814 815 816 817 818 819 820 821 822 823 824 825 826 827 828 829 830 831 832 833 834 835 836 837 838 839 840 841 842 843 844 845 846 847 848 849 850 851 852 853 854 855 856 857 858 859 860 861 862 863 864 865 866 867 868 869 870 871 872 873 874 875 876 877 878 879 880 881 882 883 884 885 886 887 888 889 890 891 892 893 894 895 896 897 898 899 900 901 902 903 904 905 906 907 908 909 910 911 912 913 914 915 916 917 918 919 920 921 922 923 924 925 926 927 928 929 930 931 932 933 934 935 936 937 938 939 940 941 942 943 944 945 946 947 948 949 950 951 952 953 954 955 956 957 958 959 960 961 962 963 964 965 966 967 968 969 970 971 972 973 974 975 976 977 978 979 980 981 982 983 984 985 986 987 988 989 990 991 992 993 994 995 996 997 998 999 1000 1001 1002 1003 1004 1005 1006 1007 1008 1009 1010 1011 1012 1013 1014 1015 1016 1017 1018 1019 1020 1021 1022 1023 1024 1025 1026 1027 1028 1029 1030 1031 1032 1033 1034 1035 1036 1037 1038 1039 1040 1041 1042 1043 1044 1045 1046 1047 1048 1049 1050 1051 1052 1053 1054 1055 1056 1057 1058 1059 1060 1061 1062 1063 1064 1065 1066 1067 1068 1069 1070 1071 1072 1073 1074 1075 1076 1077 1078 1079 1080 1081 1082 1083 1084 1085 1086 1087 1088 1089 1090 1091 1092 1093 1094 1095 1096 1097 1098 1099 1100 1101 1102 1103 1104 1105 1106 1107 1108 1109 1110 1111 1112 1113 1114 1115 1116 1117 1118 1119 1120 1121 1122 1123 1124 1125 1126 1127 1128 1129 1130 1131 1132 1133 1134 1135 1136 1137 1138 1139 1140 1141 1142 1143 1144 1145 1146 1147 1148 1149 1150 1151 1152 1153 1154 1155 1156 1157 1158 1159 1160 1161 1162 1163 1164 1165 1166 1167 1168 1169 1170 1171 1172 1173 1174 1175 1176 1177 1178 1179 1180 1181 1182 1183 1184 1185 1186 1187 1188 1189 1190 1191 1192 1193 1194 1195 1196 1197 1198 1199 1200 1201 1202 1203 1204 1205 1206 1207 1208 1209 1210 1211 1212 1213 1214 1215 1216 1217 1218 1219 1220 1221 1222 1223 1224 1225 1226 1227 1228 1229 1230 1231 1232 1233 1234 1235 1236 1237 1238 1239 1240 1241 1242 1243 1244 1245 1246 1247 1248 1249 1250 1251 1252 1253 1254 1255 1256 1257 1258 1259 1260 1261 1262 1263 1264 1265 1266 1267 1268 1269 1270 1271 1272 1273 1274 1275 1276 1277 1278 1279 1280 1281 1282 1283 1284 1285 1286 1287 1288 1289 1290 1291 1292 1293 1294 1295 1296 1297 1298 1299 1300 1301 1302 1303 1304 1305 1306 1307 1308 1309 1310 1311 1312 1313 1314 1315 1316 1317 1318 1319 1320 1321 1322 1323 1324 1325 1326 1327 1328 1329 1330 1331 1332 1333 1334 1335 1336 1337 1338 1339 1340 1341 1342 1343 1344 1345 1346 1347 1348 1349 1350 1351 1352 1353 1354 1355 1356 1357 1358 1359 1360 1361 1362 1363 1364 1365 1366 1367 1368 1369 1370 1371 1372 1373 1374 1375 1376 1377 1378 1379 1380 1381 1382 1383 1384 1385 1386 1387 1388 1389 1390 1391 1392 1393 1394 1395 1396 1397 1398 1399 1400 1401 1402 1403 1404 1405 1406 1407 1408 1409 1410 1411 1412 1413 1414 1415 1416 1417 1418 1419 1420 1421 1422 1423 1424 1425 1426 1427 1428 1429 1430 1431 1432 1433 1434 1435 1436 1437 1438 1439 1440 1441 1442 1443 1444 1445 1446 1447 1448 1449 1450 1451 1452 1453 1454 1455 1456 1457 1458 1459 1460 1461 1462 1463 1464 1465 1466 1467 1468 1469 1470 1471 1472 1473 1474 1475 1476 1477 1478 1479 1480 1481 1482 1483 1484 1485 1486 1487 1488 1489 1490 1491 1492 1493 1494 1495 1496 1497 1498 1499 1500 1501 1502 1503 1504 1505 1506 1507 1508 1509 1510 1511 1512 1513 1514 1515 1516 1517 1518 1519 1520 1521 1522 1523 1524 1525 1526 1527 1528 1529 1530 1531 1532 1533 1534 1535 1536 1537 1538 1539 1540 1541 1542 1543 1544 1545 1546 1547 1548 1549 1550 1551 1552 1553 1554 1555 1556 1557 1558 1559 1560 1561 1562 1563 1564 1565 1566 1567 1568 1569 1570 1571 1572 1573 1574 1575 1576 1577 1578 1579 1580 1581 1582 1583 1584 1585 1586 1587 1588 1589 1590 1591 1592 1593 1594 1595 1596 1597 1598 1599 1600 1601 1602 1603 1604 1605 1606 1607 1608 1609 1610 1611 1612 1613 1614 1615 1616 1617 1618 1619 1620 1621 1622 1623 1624 1625 1626 1627 1628 1629 1630 1631 1632 1633 1634 1635 1636 1637 1638 1639 1640 1641 1642 1643 1644 1645 1646 1647 1648 1649 1650 1651 1652 1653 1654 1655 1656 1657 1658 1659 1660 1661 1662 1663 1664 1665 1666 1667 1668 1669 1670 1671 1672 1673 1674 1675 1676 1677 1678 1679 1680 1681 1682 1683 1684 1685 1686 1687 1688 1689 1690 1691 1692 1693 1694 1695 1696 1697 1698 1699 1700 1701 1702 1703 1704 1705 1706 1707 1708 1709 1710 1711 1712 1713 1714 1715 1716 1717 1718 1719 1720 1721 1722 1723 1724 1725 1726 1727 1728 1729 1730 1731 1732 1733 1734 1735 1736 1737 1738 1739 1740 1741 1742 1743 1744 1745 1746 1747 1748 1749 1750 1751 1752 1753 1754 1755 1756 1757 1758 1759 1760 1761 1762 1763 1764 1765 1766 1767 1768 1769 1770 1771 1772 1773 1774 1775 1776 1777 1778 1779 1780 1781 1782 1783 1784 1785 1786 1787 1788 1789 1790 1791 1792 1793 1794 1795 1796 1797 1798 1799 1800 1801 1802 1803 1804 1805 1806 1807 1808 1809 1810 1811 1812 1813 1814 1815 1816 1817 1818 1819 1820 1821 1822 1823 1824 1825 1826 1827 1828 1829 1830 1831 1832 1833 1834 1835 1836 1837 1838 1839 1840 1841 1842 1843 1844 1845 1846 1847 1848 1849 1850 1851 1852 1853 1854 1855 1856 1857 1858 1859 1860 1861 1862 1863 1864 1865 1866 1867 1868 1869 1870 1871 1872 1873 1874 1875 1876 1877 1878 1879 1880 1881 1882 1883 1884 1885 1886 1887 1888 1889 1890 1891 1892 1893 1894 1895 1896 1897 1898 1899 1900 1901 1902 1903 1904 1905 1906 1907 1908 1909 1910 1911 1912 1913 1914 1915 1916 1917 1918 1919 1920 1921 1922 1923 1924 1925 1926 1927 1928 1929 1930 1931 1932 1933 1934 1935 1936 1937 1938 1939 1940 1941 1942 1943 1944 1945 1946 1947 1948 1949 1950 1951 1952 1953 1954 1955 1956 1957 1958 1959 1960 1961 1962 1963 1964 1965 1966 1967 1968 1969 1970 1971 1972 1973 1974 1975 1976 1977 1978 1979 1980 1981 1982 1983 1984 1985 1986 1987 1988 1989 1990 1991 1992 1993 1994 1995 1996 1997 1998 1999 2000 2001 2002 2003 2004 2005 2006 2007 2008 2009 2010 2011 2012 2013 2014 2015 2016 2017 2018 2019 2020 2021 2022 2023 2024 2025 2026 2027 2028 2029 2030 2031 2032 2033 2034 2035 2036 2037 2038 2039 2040 2041 2042 2043 2044 2045 2046 2047 2048 2049 2050 2051 2052 2053 2054 2055 2056 2057 2058 2059 2060 2061 2062 2063 2064 2065 2066 2067 2068 2069 2070 2071 2072 2073 2074 2075 2076 2077 2078 2079 2080 2081 2082 2083 2084 2085 2086 2087 2088 2089 2090 2091 2092 2093 2094 2095 2096 2097 2098 2099 2100 2101 2102 2103 2104 2105 2106 2107 2108 2109 2110 2111 2112 2113 2114 2115 2116 2117 2118 2119 2120 2121 2122 2123 2124 2125 2126 2127 2128 2129 2130 2131 2132 2133 2134 2135 2136 2137 2138 2139 2140 2141 2142 2143 2144 2145 2146 2147 2148 2149 2150 2151 2152 2153 2154 2155 2156 2157 2158 2159 2160 2161 2162 2163 2164 2165 2166 2167 2168 2169 2170 2171 2172 2173 2174 2175 2176 2177 2178 2179 2180 2181 2182 2183 2184 2185 2186 2187 2188 2189 2190 2191 2192 2193 2194 2195 2196 2197 2198 2199 2200 2201 2202 2203 2204 2205 2206 2207 2208 2209 2210 2211 2212 2213 2214 2215 2216 2217 2218 2219 2220 2221 2222 2223 2224 2225 2226 2227 2228 2229 2230 2231 2232 2233 2234 2235 2236 2237 2238 2239 2240 2241 2242 2243 2244 2245 2246 2247 2248 2249 2250 2251 2252 2253 2254 2255 2256 2257 2258 2259 2260 2261 2262 2263 2264 2265 2266 2267 2268 2269 2270 2271 2272 2273 2274 2275 2276 2277 2278 2279 2280 2281 2282 2283 2284 2285 2286 2287 2288 2289 2290 2291 2292 2293 2294 2295 2296 2297 2298 2299 2300 2301 2302 2303 2304 2305 2306 2307 2308 2309 2310 2311 2312 2313 2314 2315 2316 2317 2318 2319 2320 2321 2322 2323 2324 2325 2326 2327 2328 2329 2330 2331 2332 2333 2334 2335 2336 2337 2338 2339 2340 2341 2342 2343 2344 2345 2346 2347 2348 2349 2350 2351 2352 2353 2354 2355 2356 2357 2358 2359 2360 2361 2362 2363 2364 2365 2366 2367 2368 2369 2370 2371 2372 2373 2374 2375 2376 2377 2378 2379 2380 2381 2382 2383 2384 2385 2386 2387 2388 2389 2390 2391 2392 2393 2394 2395 2396 2397 2398 2399 2400 2401 2402 2403 2404 2405 2406 2407 2408 2409 2410 2411 2412 2413 2414 2415 2416 2417 2418 2419 2420 2421 2422 2423 2424 2425 2426 2427 2428 2429 2430 2431 2432 2433 2434 2435 2436 2437 2438 2439 2440 2441 2442 2443 2444 2445 2446 2447 2448 2449 2450 2451 2452 2453 2454 2455 2456 2457 2458 2459 2460 2461 2462 2463 2464 2465 2466 2467 2468 2469 2470 2471 2472 2473 2474 2475 2476 2477 2478 2479 2480 2481 2482 2483 2484 2485 2486 2487 2488 2489 2490 2491 2492 2493 2494 2495 2496 2497 2498 2499 2500 2501 2502 2503 2504 2505 2506 2507 2508 2509 2510 2511 2512 2513 2514 2515 2516 2517 2518 2519 2520 2521 2522 2523 2524 2525 2526 2527 2528 2529 2530 2531 2532 2533 2534 2535 2536 2537 2538 2539 2540 2541 2542 2543 2544 2545 2546 2547 2548 2549 2550 2551 2552 2553 2554 2555 2556 2557 2558 2559 2560 2561 2562 2563 2564 2565 2566 2567 2568 2569 2570 2571 2572 2573 2574 2575 2576 2577 2578 2579 2580 2581 2582 2583 2584 2585 2586 2587 2588 2589 2590 2591 2592 2593 2594 2595 2596 2597 2598 2599 2600 2601 2602 2603 2604 2605 2606 2607 2608 2609 2610 2611 2612 2613 2614 2615 2616 2617 2618 2619 2620 2621 2622 2623 2624 2625 2626 2627 2628 2629 2630 2631 2632 2633 2634 2635 2636 2637 2638 2639 2640 2641 2642 2643 2644 2645 2646 2647 2648 2649 2650 2651 2652 2653 2654 2655 2656 2657 2658 2659 2660 2661 2662 2663 2664 2665 2666 2667 2668 2669 2670 2671 2672 2673 2674 2675 2676 2677 2678 2679 2680 2681 2682 2683 2684 2685 2686 2687 2688 2689 2690 2691 2692 2693 2694 2695 2696 2697 2698 2699 2700 2701 2702 2703 2704 2705 2706 2707 2708 2709 2710 2711 2712 2713 2714 2715 2716 2717 2718 2719 2720 2721 2722 2723 2724 2725 2726 2727 2728 2729 2730 2731 2732 2733 2734 2735 2736 2737 2738 2739 2740 2741 2742 2743 2744 2745 2746 2747 2748 2749 2750 2751 2752 2753 2754 2755 2756 2757 2758 2759 2760 2761 2762 2763 2764 2765 2766 2767 2768 2769 2770 2771 2772 2773 2774 2775 2776 2777 2778 2779 2780 2781 2782 2783 2784 2785 2786 2787 2788 2789 2790 2791 2792 2793 2794 2795 2796 2797 2798 2799 2800 2801 2802 2803 2804 2805 2806 2807 2808 2809 2810 2811 2812 2813 2814 2815 2816 2817 2818 2819 2820 2821 2822 2823 2824 2825 2826 2827 2828 2829 2830 2831 2832 2833 2834 2835 2836 2837 2838 2839 2840 2841 2842 2843 2844 2845 2846 2847 2848 2849 2850 2851 2852 2853 2854 2855 2856 2857 2858 2859 2860 2861 2862 2863 2864 2865 2866 2867 2868 2869 2870 2871 2872 2873 2874 2875 2876 2877 2878 2879 2880 2881 2882 2883 2884 2885 2886 2887 2888 2889 2890 2891 2892 2893 2894 2895 2896 2897 2898 2899 2900 2901 2902 2903 2904 2905 2906 2907 2908 2909 2910 2911 2912 2913 2914 2915 2916 2917 2918 2919 2920 2921 2922 2923 2924 2925 2926 2927 2928 2929 2930 2931 2932 2933 2934 2935 2936 2937 2938 2939 2940 2941 2942 2943 2944 2945 2946 2947 2948 2949 2950 2951 2952 2953 2954 2955 2956 2957 2958 2959 2960 2961 2962 2963 2964 2965 2966 2967 2968 2969 2970 2971 2972 2973 2974 2975 2976 2977 2978 2979 2980 2981 2982 2983 2984 2985 2986 2987 2988 2989 2990 2991 2992 2993 2994 2995 2996 2997 2998 2999 3000 3001 3002 3003 3004 3005 3006 3007 3008 3009 3010 3011 3012 3013 3014 3015 3016 3017 3018 3019 3020 3021 3022 3023 3024 3025 3026 3027 3028 3029 3030 3031 3032 3033 3034 3035 3036 3037 3038 3039 3040 3041 3042 3043 3044 3045 3046 3047 3048 3049 3050 3051 3052 3053 3054 3055 3056 3057 3058 3059 3060 3061 3062 3063 3064 3065 3066 3067 3068 3069 3070 3071 3072 3073 3074 3075 3076 3077 3078 3079 3080 3081 3082 3083 3084 3085 3086 3087 3088 3089 3090 3091 3092 3093 3094 3095 3096 3097 3098 3099 3100 3101 3102 3103 3104 3105 3106 3107 3108 3109 3110 3111 3112 3113 3114 3115 3116 3117 3118 3119 3120 3121 3122 3123 3124 3125 3126 3127 3128 3129 3130 3131 3132 3133 3134 3135 3136 3137 3138 3139 3140 3141 3142 3143 3144 3145 3146 3147 3148 3149 3150 3151 3152 3153 3154 3155 3156 3157 3158 3159 3160 3161 3162 3163 3164 3165 3166 3167 3168 3169 3170 3171 3172 3173 3174 3175 3176 3177 3178 3179 3180 3181 3182 3183 3184 3185 3186 3187 3188 3189 3190 3191 3192 3193 3194 3195 3196 3197 3198 3199 3200 3201 3202 3203 3204 3205 3206 3207 3208 3209 3210 3211 3212 3213 3214 3215 3216 3217 3218 3219 3220 3221 3222 3223 3224 3225 3226 3227 3228 3229 3230 3231 3232 3233 3234 3235 3236 3237 3238 3239 3240 3241 3242 3243 3244 3245 3246 3247 3248 3249 3250 3251 3252 3253 3254 3255 3256 3257 3258 3259 3260 3261 3262 3263 3264 3265 3266 3267 3268 3269 3270 3271 3272 3273 3274 3275 3276 3277 3278 3279 3280 3281 3282 3283 3284 3285 3286 3287 3288 3289 3290 3291 3292 3293 3294 3295 3296 3297 3298 3299 3300 3301 3302 3303 3304 3305 3306 3307 3308 3309 3310 3311 3312 3313 3314 3315 3316 3317 3318 3319 3320 3321 3322 3323 3324 3325 3326 3327 3328 3329 3330 3331 3332 3333 3334 3335 3336 3337 3338 3339 3340 3341 3342 3343 3344 3345 3346 3347 3348 3349 3350 3351 3352 3353 3354 3355 3356 3357 3358 3359 3360 3361 3362 3363 3364 3365 3366 3367 3368 3369 3370 3371 3372 3373 3374 3375 3376 3377 3378 3379 3380 3381 3382 3383 3384 3385 3386 3387 3388 3389 3390 3391 3392 3393 3394 3395 3396 3397 3398 3399 3400 3401 3402 3403 3404 3405 3406 3407 3408 3409 3410 3411 3412 3413 3414 3415 3416 3417 3418 3419 3420 3421 3422 3423 3424 3425 3426 3427 3428 3429 3430 3431 3432 3433 3434 3435 3436 3437 3438 3439 3440 3441 3442 3443 3444 3445 3446 3447 3448 3449 3450 3451 3452 3453 3454 3455 3456 3457 3458 3459 3460 3461 3462 3463 3464 3465 3466 3467 3468 3469 3470 3471 3472 3473 3474 3475 3476 3477 3478 3479 3480 3481 3482 3483 3484 3485 3486 3487 3488 3489 3490 3491 3492 3493 3494 3495 3496 3497 3498 3499 3500 3501 3502 3503 3504 3505 3506 3507 3508 3509 3510 3511 3512 3513 3514 3515 3516 3517 3518 3519 3520 3521 3522 3523 3524 3525 3526 3527 3528 3529 3530 3531 3532 3533 3534 3535 3536 3537 3538 3539 3540 3541 3542 3543 3544 3545 3546 3547 3548 3549 3550 3551 3552 3553 3554 3555 3556 3557 3558 3559 3560 3561 3562 3563 3564 3565 3566 3567 3568 3569 3570 3571 3572 3573 3574 3575 3576 3577 3578 3579 3580 3581 3582 3583 3584 3585 3586 3587 3588 3589 3590 3591 3592 3593 3594 3595 3596 3597 3598 3599 3600 3601 3602 3603 3604 3605 3606 3607 3608 3609 3610 3611 3612 3613 3614 3615 3616 3617 3618 3619 3620 3621 3622 3623 3624 3625 3626 3627 3628 3629 3630 3631 3632 3633 3634 3635 3636 3637 3638 3639 3640 3641 3642 3643 3644 3645 3646 3647 3648 3649 3650 3651 3652 3653 3654 3655 3656 3657 3658 3659 3660 3661 3662 3663 3664 3665 3666 3667 3668 3669 3670 3671 3672 3673 3674 3675 3676 3677 3678 3679 3680 3681 3682 3683 3684 3685 3686 3687 3688 3689 3690 3691 3692 3693 3694 3695 3696 3697 3698 3699 3700 3701 3702 3703 3704 3705 3706 3707 3708 3709 3710 3711 3712 3713 3714 3715 3716 3717 3718 3719 3720 3721 3722 3723 3724 3725 3726 3727 3728 3729 3730 3731 3732 3733 3734 3735 3736 3737 3738 3739 3740 3741 3742 3743 3744 3745 3746 3747 3748 3749 3750 3751 3752 3753 3754 3755 3756 3757 3758 3759 3760 3761 3762 3763 3764 3765 3766 3767 3768 3769 3770 3771 3772 3773 3774 3775 3776 3777 3778 3779 3780 3781 3782 3783 3784 3785 3786 3787 3788 3789 3790 3791 3792 3793 3794 3795 3796 3797 3798 3799 3800 3801 3802 3803 3804 3805 3806 3807 3808 3809 3810 3811 3812 3813 3814 3815 3816 3817 3818 3819 3820 3821 3822 3823 3824 3825 3826 3827 3828 3829 3830 3831 3832 3833 3834 3835 3836 3837 3838 3839 3840 3841 3842 3843 3844 3845 3846 3847 3848 3849 3850 3851 3852 3853 3854 3855 3856 3857 3858 3859 3860 3861 3862 3863 3864 3865 3866 3867 3868 3869 3870 3871 3872 3873 3874 3875 3876 3877 3878 3879 3880 3881 3882 3883 3884 3885 3886 3887 3888 3889 3890 3891 3892 3893 3894 3895 3896 3897 3898 3899 3900 3901 3902 3903 3904 3905 3906 3907 3908 3909 3910 3911 3912 3913 3914 3915 3916 3917 3918 3919 3920 3921 3922 3923 3924 3925 3926 3927 3928 3929 3930 3931 3932 3933 3934 3935 3936 3937 3938 3939 3940 3941 3942 3943 3944 3945 3946 3947 3948 3949 3950 3951 3952 3953 3954 3955 3956 3957 3958 3959 3960 3961 3962 3963 3964 3965 3966 3967 3968 3969 3970 3971 3972 3973 3974 3975 3976 3977 3978 3979 3980 3981 3982 3983 3984 3985 3986 3987 3988 3989 3990 3991 3992 3993 3994 3995 3996 3997 3998 3999 4000 4001 4002 4003 4004 4005 4006 4007 4008 4009 4010 4011 4012 4013 4014 4015 4016 4017 4018 4019 4020 4021 4022 4023 4024 4025 4026 4027 4028 4029 4030 4031 4032 4033 4034 4035 4036 4037 4038 4039 4040 4041 4042 4043 4044 4045 4046 4047 4048 4049 4050 4051 4052 4053 4054 4055 4056 4057 4058 4059 4060 4061 4062 4063 4064 4065 4066 4067 4068 4069 4070 4071 4072 4073 4074 4075 4076 4077 4078 4079 4080 4081 4082 4083 4084 4085 4086 4087 4088 4089 4090 4091 4092 4093 4094 4095 4096 4097 4098 4099 4100 4101 4102 4103 4104 4105 4106 4107 4108 4109 4110 4111 4112 4113 4114 4115 4116 4117 4118 4119 4120 4121 4122 4123 4124 4125 4126 4127 4128 4129 4130 4131 4132 4133 4134 4135 4136 4137 4138 4139 4140 4141 4142 4143 4144 4145 4146 4147 4148 4149 4150 4151 4152 4153 4154 4155 4156 4157 4158 4159 4160 4161 4162 4163 4164 4165 4166 4167 4168 4169 4170 4171 4172 4173 4174 4175 4176 4177 4178 4179 4180 4181 4182 4183 4184 4185 4186 4187 4188 4189 4190 4191 4192 4193 4194 4195 4196 4197 4198 4199 4200 4201 4202 4203 4204 4205 4206 4207 4208 4209 4210 4211 4212 4213 4214 4215 4216 4217 4218 4219 4220 4221 4222 4223 4224 4225 4226 4227 4228 4229 4230 4231 4232 4233 4234 4235 4236 4237 4238 4239 4240 4241 4242 4243 4244 4245 4246 4247 4248 4249 4250 4251 4252 4253 4254 4255 4256 4257 4258 4259 4260 4261 4262 4263 4264 4265 4266 4267 4268 4269 4270 4271 4272 4273 4274 4275 4276 4277 4278 4279 4280 4281 4282 4283 4284 4285 4286 4287 4288 4289 4290 4291 4292 4293 4294 4295 4296 4297 4298 4299 4300 4301 4302 4303 4304 4305 4306 4307 4308 4309 4310 4311 4312 4313 4314 4315 4316 4317 4318 4319 4320 4321 4322 4323 4324 4325 4326 4327 4328 4329 4330 4331 4332 4333 4334 4335 4336 4337 4338 4339 4340 4341 4342 4343 4344 4345 4346 4347 4348 4349 4350 4351 4352 4353 4354 4355 4356 4357 4358 4359 4360 4361 4362 4363 4364 4365 4366 4367 4368 4369 4370 4371 4372 4373 4374 4375 4376 4377 4378 4379 4380 4381 4382 4383 4384 4385 4386 4387 4388 4389 4390 4391 4392 4393 4394 4395 4396 4397 4398 4399 4400 4401 4402 4403 4404 4405 4406 4407 4408 4409 4410 4411 4412 4413 4414 4415 4416 4417 4418 4419 4420 4421 4422 4423 4424 4425 4426 4427 4428 4429 4430 4431 4432 4433 4434 4435 4436 4437 4438 4439 4440 4441 4442 4443 4444 4445 4446 4447 4448 4449 4450 4451 4452 4453 4454 4455 4456 4457 4458 4459 4460 4461 4462 4463 4464 4465 4466 4467 4468 4469 4470 4471 4472 4473 4474 4475 4476 4477 4478 4479 4480 4481 4482 4483 4484 4485 4486 4487 4488 4489 4490 4491 4492 4493 4494 4495 4496 4497 4498 4499 4500 4501 4502 4503 4504 4505 4506 4507 4508 4509 4510 4511 4512 4513 4514 4515 4516 4517 4518 4519 4520 4521 4522 4523 4524 4525 4526 4527 4528 4529 4530 4531 4532 4533 4534 4535 4536 4537 4538 4539 4540 4541 4542 4543 4544 4545 4546 4547 4548 4549 4550 4551 4552 4553 4554 4555 4556 4557 4558 4559 4560 4561 4562 4563 4564 4565 4566 4567 4568 4569 4570 4571 4572 4573 4574 4575 4576 4577 4578 4579 4580 4581 4582 4583 4584 4585 4586 4587 4588 4589 4590 4591 4592 4593 4594 4595 4596 4597 4598 4599 4600 4601 4602 4603 4604 4605 4606 4607 4608 4609 4610 4611 4612 4613 4614 4615 4616 4617 4618 4619 4620 4621 4622 4623 4624 4625 4626 4627 4628 4629 4630 4631 4632 4633 4634 4635 4636 4637 4638 4639 4640 4641 4642 4643 4644 4645 4646 4647 4648 4649 4650 4651 4652 4653 4654 4655 4656 4657 4658 4659 4660 4661 4662 4663 4664 4665 4666 4667 4668 4669 4670 4671 4672 4673 4674 4675 4676 4677 4678 4679 4680 4681 4682 4683 4684 4685 4686 4687 4688 4689 4690 4691 4692 4693 4694 4695 4696 4697 4698 4699 4700 4701 4702 4703 4704 4705 4706 4707 4708 4709 4710 4711 4712 4713 4714 4715 4716 4717 4718 4719 4720 4721 4722 4723 4724 4725 4726 4727 4728 4729 4730 4731 4732 4733 4734 4735 4736 4737 4738 4739 4740 4741 4742 4743 4744 4745 4746 4747 4748 4749 4750 4751 4752 4753 4754 4755 4756 4757 4758 4759 4760 4761 |
1 . „ Nu kan I glæde Jer , I Gamle ! Nu har I kæmpet længe nok med Fattigdom og Nød . Nu kommer Lykken i Skikkelse af tusinde blanke Daler . — Hvad siger I til det ? Til Julen kjsber jeg en magelig Lænestol til dig , Fader ! og du , kjære gamle Moder ! skal have et Tæppe paa Gulvet — og Gardiner — og en smuk varm Vinterdragt med en lille net Hat til . Naar blot saa Fader ikke bliver jaloux , naar han seer , hvor ung du kommer til at see ud . “ Saaledes jublede en ung , smuk Mand , idet han greb sin Moder om Livet og dandsede omkring med hende i det lille Værelse , indtil hun sfønnende og pustende segnede om paa en Stol . „ Hvad Fanden stikker Dig , Emil ? “ udbrød en gammel Veteran , der sad i Sophaen og af Forbauselse tabte sin sølvbeslagne Pibe ud af Munden . „ Er Du gal ? Eller har Du maaskee vundet i Lotteriet ? “ „ Ingen af Delene , Fatter ! “ svarede Emil . „ Hør nu , hvad der er hændet mig . For en Timestid siden sad jeg i mit Atelier aldeles melancholsk over , at jeg nu havde naaet mit tredivte Aar , uden endnu at kunne tjene Brødet til os . Hvad hjelper det , at jeg har faaet den lille Sølvmedaille ? Førend man kan komme i Mode som Portrætmaler , risikerer man at sulte ihjel ; det har man da før hørt . Det bankede paa Døren , jeg lukkede op for en Tjener i straalende Livree , der spurgte efter Portrætmaler Norstrand , og derpaa meldte hendes Naade , Grevinde Stjernholm . Lidt efter traadte en yderst elegant klædt Dame ind . Hun var vel et halvhundrede Aar gammel , men man saae tydelige Spor af fordums Skjønhed , endskjøndt hendes Træk og hele Figur havde antaget temmelig stærke Dimensioner . Hendes kulsorte Haar til det gulladne Ansigt , det udfordrende Blik og de smalle , sammenpressede Læber , gjorde et ikke meget behageligt Indtryk paa mig , især da hele hendes Optræden var en Blanding af Hovmod og Nedladenhed . Dette Indtryk formildedes dog ved hendes Ord . Hun sagde nemlig , at hun havde hørt mig omtale som en udmærket Portrætmaler , og at hun ønskede , at jeg vilde male hende i Legemsstørrelse . Jeg tog naturligviis med Glæde imod Tilbudet , og paa Torsdag Formiddag begynder jeg Portrætet i hendes eget Hjem . Efter den Aftale bestemte hun Prisen til tusinde Rigsdaler ; dermed gik hun , og her er jeg for at fortælle mine Gamle den glædelige Nyhed . “ Efter denne Beretning opstod en Pause ; Glæden havde overvældet de Gamle . Endelig reiste Madam Norstrand sig , gik hen til Sønnen , strøg hans tykke gulbrune Haar fra hans smukke Pande og sagde med Taarer i Øinene : „ Sagde jeg det ikke nok ? Naar Nøden er størst , er Hjelpe » nærmest . “ „ Jeg troer , Gud hjelpe mig , Du er bedre Soldat end jeg , “ udbrød den gamle Norstrand . „ I Halvtredsindstyve Aar har jeg tjent min Konge , hørt Kanonerne brumme og Kuglerne pibe , og aldrig har Hans Norstrand kjendt til Frygt , men nu — det er den forbandede Gigt , der har gjort mig til Invalid — nu havde jeg sgu nær tabt Modet , da jeg saae Dig , gamle Moer , og min Dreng der lide Nød . “ „ Det er maaskee ogsaa lettere , Fader , “ svarede Emil alvorligt , „ at byde en Fjende Trods , naar man staaer mellem Kammerater , end naar man i Eensomhed skal kæmpe haarde Kampe paa Livets store Kampplads . Men lad os nu , “ vedblev han livligt , „ kaste et Glemselens Slør over Fortiden , og lad os glæde os ved Synet af Haabets smilende Gudinde . — Her er Penge , “ tilføiede han , „ nu skal lille Moder besørge os et rigtigt godt Middagsmaaltid med Viin , og for første Gang i lang Tid stal vi have os en rigtig glad Dag . “ — Hans Norstrand , forhenværende Vagtmester ved Husarerne , boede med sin Kone og eneste Søn paa en Qvist ved Nørrevold , hvor Sønnen havde det ene Værelse til Atelier . Alt var i høieste Grad tarveligt , Menblementet simpelt og skrøbeligt , men overalt sporede man Orden og Reenlighed . Et Par Timer efter sad den lille Familie omkring Bordet , hvorover var udbredt en sneehvid Dug , og paa denne en feed , lifligt duftende Gaas . Et Fad med dampende Kartofler og paa den anden Ende af Bordet en Wienertærte og en Flaske Viin . Vagtmesteren sad som sædvanligt i Sophaen , iført sin pyntelige Husaruniform med Dannebrogsmændenes Hæderskors . Man kom uvilkaarligt til at tænke paa Napoleons gamle Garde , ved at see ham . Hans høie , kraftfulde Krigerskikkelse , den tykke , hvide Moustache og det dybe Ar over høire Kind gav ham et heelt imponerende Ydre . Overfor ham sad hans Kone i en simpel sort , ulden Kjole , med sneehvide Manchetter , Krave og en Kappe med tykke Pibestrimler . Der var over hendes smukke Ansigt udbredt en Ro og et Fromhedspræg , der vidnede om hendes rene Sjæl . Imellem dem sad deres Glædæ og Stolthed , deres eneste Søn , der havde arvet Faderens imponerende og stolte Holdning og Moderens aabne , elsfværdige Udtryk . „ Ia , saadan gaaer det . Tiden forandrer Alt , “ bemærkede Norstrand . „ Nu er det Emil , der tracterer , og ikke jeg , der i gamle Dage saa tidt bragte en Lækkerbidsten hjem med mig . Saa inviterede jeg nogle gamle Kammerater , og Du maatte lave Punsch , Mutter ! — Ia , det var dengang vi boede i Kasernen , “ vedblev han med et Suk . „ Der havde vi mange glade Timer sammen , og jeg troede , at mit Hjerte skulde briste , da jeg maatte tage Afsted og flytte derfra . Det er nu ogsaa den Satans Gigts Skyld ; ellers havde jeg endnu været en rask Karl og ikke humpet om som et gammelt Stykke Invalid , der ikke duer til Andet , end til at skydes . “ „ Det er godt nok , Fader ! “ afbrød Emil muntert . „ Det havde dog ogsaa sine Ubehageligheder at boe i Kasernen . Du husfer jo nok den Lieutenant — “ „ Ia , det var en Helvedes Karl ! “ raabte Norstrand og slog i Bordet . „ Han skulde altid gjøre Hanebeen til Mutter , — for hun var smuk dengang . Han skulde altid ved Paraden spørge , hvordan det stod til hjemme , og han meente sgu hverken dig eller mig . “ „ Bar Du virkelig jaloux ? “ spurgte Emil smilende . „ Ja , Gu min Sjæl ! var jeg saa ! — endskjøndt jeg vidste , at Mutter var tro som Guld . Men det ligger nu i Blodet . Det kan Ingen gjøre ved , og mit Blod har altid været lidt rebelsf af sig . “ Man var imidlertid bleven færdig med Stegen . Dcserten kom frem , og Glassene fyldtes . I det Samme aabnedes Døren , og en høi , smuk Mand traadte ind . „ Velkommen , min kjære Anker ! “ udbrød Emil og trykkede hjerteligt den Fremmedes Haand . „ Du kommer , som Du var kaldet . Jeg vilde netop opsøge Dig idag og fortælle Dig noget Glædeligt . Kom nu her og drik et Glas Viin med os . “ Anker hilsede venligt paa de Gamle og tog Plads hos Emil , der fortalte ham Dagens Begivenhed . „ Ah ! nu forstaaer jeg , “ sagde Anker , „ hvorfor Grevinden forleden spurgte mig om , hvem jeg ansaae for den bedste Portrætmaler . “ „ Saa er det altsaa din Anbefaling , jeg kan takke for min Lykke , maaskee for hele min Fremtids Lykke . Det første Skridt er jo det værste . “ „ Det skulde glæde mig , “ svarede Anker , „ men du skal just ikke være altfor sikker . Jeg kjender Grevinden , og hun er ikke til at bygge paa . Jeg er hendes Læge , men hun beærer mig ikke med videre Interesse , og betragter mig kun som et Redskab til sin Sundheds Bevarelse . Jeg kommer der ikke oftere end nødvendigt , da hun er et af de lunefulde Mennesker , der uddele Kjærlighed og Had i altfor store Portioner til dem , hun kommer i Berøring med . “ Dernæst fortalte Anker , at Grevinden havde været Stuepige i et Hotel og var bekjendt som den „ smukke Rikke “ . Alle Gjæster gjorde Cour til hende , deriblandt den rige og endnu unge Godseier , Grev Stjernholm , der allerede havde gjort mange Togter paa Lidenskabernes vilde Hav . Enden paa Bekjendtskabet blev et Ægteskab , til stor Sorg for hans Familie og til liden Glæde for ham selv . Den nye Grevindes Forfængelighed , Mangel paa Dannelse og urimelige Heftighed forvandlede snart hans Hjem til et Helvede . Al sin Kjærlighed kastede han paa deres eneste Datter , Arabella , men for faa Aar siden døde han , og Grevindens første Foretagende var , at sælge Godset og flytte til Kjøbenhavn , hvor hun ved alle Leiligheder søgte at gjøre sig bemærket . „ Comtesse Arabella “ , vedblev Anker , „ er en smuk Pige , sire og tyve Aar gammel , men hvad hendes Karakfcer angaaer , kan jeg ikke bedømme den , da hun er meget stille og indesluttet . Den almindelige Mening er , at hun er kold og stolt , og at hendes afdøde Fader var det eneste Menneske , der har elsket hende . Forholdet mellem hende og Moderen har naturligviis aldrig været kjærligt . “ Med spændt Opmærksomled lyttede den lille Familie til Ankers Fortælling , og Madam Norstrand beklagede paa sin sædvanlige rolige , overbærende Maade den stakkels unge Pige , paa hvis Karakfeer Rigdom og en saadan Moder maatte virke sladeligt , og meente , at man ikke maatte bedømme hende for haardt . Det Hele kastede en Skygge over Glæden , og Emil selv blev alvorlig , men han vilde bortjage den uhyggelige Følelse og udbrød : „ Hvad vedkommer i Grunden Grevindens Karakfeer og Forhold mig ? Jeg stal male hende , saa at jeg ikke faaer Skam deraf , og videre har jeg jo ikke med den Familie at gjøre . “ „ Naa , Norsfrand ! hvorledes gaaer det saa med Gigten ? “ spurgte Anker lidt efter . „ Snavs , Hr . Doctor ! Det Tøi trækker mig i alle Lemmer , og saa de mange Trapper , der er Skyld i , at jeg altid maa sidde hjemme og kjede mig ! — Jeg maa jo finde mig deri , da vi boe billigt , og da Emil er fornøiet med sit Atelier ; men drøit er det . “ „ Men hvor kan Øe kjede Dem , min kjære Norsfrand ? “ indvendte Anker . „ Øe er jo altid i Selstab med Deres bedste Ven , “ og han pegede smilende paa den solvbeslagne Pibe . „ Det har Øe Ret i . Det er en kjær Ven , “ og han klappede Piben . „ Da jeg fik den , opførte Norsfrand sig som en brav Karl . “ „ Jeg troer ikke , at Øe nogensinde har rigtigt fortalt mig , hvorledes det gik til , “ sagde Anker . „ Har jeg ikke det ? “ spurgte den gamle Husar med straalende Øine . „ Saa skal Øe høre . Det var om Morgenen den 28de Juli 1850 , da første og anden Husarescadron brøde op fra Bivouakstillingen ved Bustorff , for at gaae i Cantonnement . Vi mødte en Ordonnants fra Forpostcommandeuren , der forlangte Hjelp , da Fjenden havde kastet de yderste Forposter tilbage . Vi gjorde strax omkring og fulgte Chausseen , hvor vi snart mødte Flygtende , forfulgte af 2 Escadroner holsteensfe Dragoner . Det kom til et Sammenstød imellem os ; vi saarede en Snees Stykker ; Fjenden trak sig noget tilbage , men gjorde atter Front . Min tappre Ritmester lod os slutte sammen og raabte : Fremad , Karle ! og sprængte selv afsted i Spidsen foran os . De kan troe , det gik varmt til , Mand kæmpede mod Mand , og paa et hængende Haar havde en fjendtlig Officeer maiet Hovedet af min Ritmester , hvis jeg ikke havde expederet ham forinden . „ Verfluchter Wachtmeister ! “ raabte han , idet han sank til Jorden , men han fik dog Tid til først at give mig denne Skramme paa Kinden . Nu nærmede den anden Escadron sig , og Insurgenterne , det Pak , benede af saa hurtigt de kunde . Effer det duede jeg ikke til at forfølge dem . Et Par Timer efter sad Ritmesteren ved min Seng og takkede mig med Taarer i Øinene for sit Liv , og saa tog han denne Pibe og sagde : „ See her , min brave , trofaste Norstrand ; det er et Familiestykke , som jeg har arvet efter min Bedstefader . Modtag den til Erindring om denne Dag . “ Da jeg første Gang igjen gjorde Tjeneste , heftede Ritmesteren i hele Escadronens Paasyn dette Kors paa mit Bryst og sagde , at min Konge var tilfreds med mig . “ Anker havde hørt denne Historie mange Gange , men han vidste , hvilken Glæde han gjorde den Gamle ved at høre paa den , og han opnaaede ogsaa , at denne snart havde glemt alle Sorger og Bekymringer og var i godt Humør hele Aftenen . 2 . I Grevinde Stjernholms elegante Salon sad Comtesse Arabella med Haanden under Kinden og stirrede ligegyldigt ud af Vinduet . Et coulørt Broderi laa urørt paa Sybordet ; Udtrykket i hendes Ansigt røbede , at hun var kjed af sig selv og hele Verden . De brede Fløidøre til Sideværelset vare aftagne , og en kostbar Fløielsportiere dækkede dem . Gardiner og Gulvtæpper vare af udsøgte Stoffer . Uagtet Værelserne vare store , vare de dog næsten overfyldte med Møbler . Overall var anbragt Statuer , store Vaser og alle Slags Bijonterigjenstande , der syntes samlede sra alle Verdensegne , hvorved Værelserne kom til at ligne en Antigvitetshandlers Boutik . Arabellas Toilet stod i en grel Modsætning til hendes Omgivelser . En simpel , mørkebrun Silkekjole uden Besætning omsluttede hendes slanke Figur . Den lille opstaaende Krave rivaliserede i Hvidhed med hendes smukke Hals - det dunkelblonde Haar var fordringsløst strøget tilbage fra den høie Pande , og sammenholdtes i Nakken af en Sølvpiil . Et Par markerede Øjenbryn , den lige Næse og de fine Læber gav Ansigtet et bestemt Udtryk . Arabella var i Besiddelse af Ungdom , Skjønhed , Rang og Rigdom , og dog var hun ikke lykkelig , fordi hendes klare Forstand allerede havde gjennemskuet Menneskenes Usselhed , og destoværre havde hun i sin Moder et dagligt Beviis derfor . Den afdøde Greve havde vel været letsindig men hjertensgod , og Arabella hang ved ham med barnlig Kjærlighed . Derfor var hans Død hende et saa smerteligt Tab , medens hendes Moder følte sig tilfreds ved nu at være Eneherskerinde over den store Formue . Hun dannede sig snart en lille Hofstat af Tilbedere , hvor hun var Dronning . Under Paaskud af , at det var hendes Pligt som Moder at føre sin eneste Datter ud i Verden , deeltog hun i alle mulige Forlystelser . Arabella opdagede dog snart , hvad den sande Grund var , og medens hun selv overalt optraadte stille og beskedent , med Hjertet endnu opfyldt af Sorg over Faderens Død , gjorde Moderen sig overalt bemærket ved sit glimrende Toilet og flotte Væsen , og var stedse omringet af en Skare mere eller mindre unge Sommerfugle . Grevinden havde aldrig elsket sin Datter , undtagen da denne var et lille Barn . Da hun senere saae , hvorledes hendes Skjønhed udviklede sig , følte hun en hemmelig Skinsyge og kunde ikke finde sig i , af der blev taget Notits af Datteren . Det var naturligt , af der derfor efterhaanden lagde sig en Jiskulde om Arabellas Væsen , og af en Følelse af Foragt og Mistillid mod Alle indsneg sig i hendes af Naturen fintfølende og stolte Karakteer . Hun satte ingen Priis paa Rigdommens Glæder og Comfort , fordi hun aldrig havde kjendt Savn i den Henseende , og i en Alder af 24 Aar følte hun en ellers unaturlig Livslede . Da Arabella i nogen Tid tankeløs havde stirret ud af Vinduet , meldte en Tjener Portrætmaler Norstrand . Et spottende Smil foer over hendes Læber , men forsvandt , da den unge Mand traadte ind . Hun besvarede hans ærbødige Hilsen med en let Hovedbøining , næsten uden af værdige ham et Blik , og greb i det Samme sit Broderi . Emil betragtede hende et Øieblik og tænkte : „ Skade , af et saa smukt Ydre indefiniter et saa nelskværdigt Indre ! “ Derpaa gik han hen til Staffeliet og begyndte af ordne sine Apparater . Et Øieblik efter bruste Grevinden ind , iført en rosenrød Moiroes Slæbkjole , stærkt decolleteret , med en kostbar Garniture af ægte Perler om Hals og Arme . Haaret var tilbagestrøget og friseret a Ulant , og om Hovedet var slynget en Rosenkrands . Hun kunde endnu kaldes en smuk Kone i Forhold til sin Alder , men denne Pynt var kun altfor sfikket til af vise Tidens ødelæggende Magt , og Emil maatte forbauses over hendes Blindhed og Smagløshed . „ Idag stal altsaa det store Værk begynde , “ tog hun Ordet . „ Hvad siger De om mit Toilet , Hr . Norstrand ? “ Det var et særdeles delikat Spørgsmaal af besvare . Emil havde helst sagt sin virkelige Mening , da han indsaae , hvorledes det vilde slade hans Arbeide , men paa den anden Side vilde det være uklogt af begynde sin Debut med af sige en Dame en Ubehagelighed , næsten en Uartighed . Han indskrænkede sig derfor til af sige , af Dragten var smuk . „ Hvorledes har De nu tænkt Dem Baggrunden ? “ vedblev hun . „ Jeg antager , af et mørkebrunt Fløiels Drapperi vil være det Fordeelagtigste , “ svarede Emil . „ Af Fløiel maa det være , “ svarede Grevinden , „ men jeg er ikke enig med Dem om Farven . Jeg foretrækker seladongrønt . “ „ Det vil aldrig i Evighed tage sig ud , “ forsikkrede Emil med Fortvivlelsens Mod . „ De er den Første , Hr . Norstrand , der har tvivlet om min gode Smag , “ indvendte Grevinden i en temmelig streng Tone . „ Det afhænger af Deres Naade , hvorledes det stal være . “ Efterat man var blevet enige om , at Grevinden skulde males i en staaende Stilling , begyndte Emil paa Værket . En Tjener bragte lidt efter Viin og fine Frugter ind , og med høistegen Haand skjænkede Grevinden selv et Glas til Emil og kastede sig derefter paa en Causeuse . „ Af alle Talenter og Kunster , “ begyndte hun nu i en indsmigrende Tone , „ er Malerkunsten den , jeg sætter høiest , og jeg kan godt forstaae den Glæde , det maa være for en Maler at gjengive et smukt , qvindeligt Billede paa Lærredet . „ Vistnok har qvindelig Skjønhed et stort Fortrin , saavel for Kunstneren som for enhver Anden , “ svarede Emil roligt , „ men fra Kunstens Standpunkt kan endog det styggeste Physiognomi frembyde de interessanteste Studier , naar det blot er karakteristisk . Det gaaer med Portrætmalerne som med Forfatterne ; man søger at opfatte det Eiendommelige ved de Billeder , man med Penselen eller Pennen ønsker at gjengive natnrtroe . “ „ Da vilde jeg sinde det høist kjedsommeligt , “ indvendte Grevinden , „ at male en pjaltet Tiggerdreng eller en gammel , grim Bandit eller Taterqvinde , som man aarligt seer paa Udstillingen . Men , “ vedblev hun og saae ham koket ind i Øiet , „ det skulde slet ikke undre mig , om jeg kunde blive saa inspireret af Ungdommens og Skjønhedens Trylleri , at jeg pludselig blev forvandlet til en Kunstnerinde . “ Denne uventede , plumpe Compliment , der ikke kunde misforstaaes , havde nær bragt Emil aldeles ud af Fatning , men han tog sig hurtigt sammen og svarede : „ Jeg mærker , at Deres Naade foretrækker den ideale Side af Malerkunsten , og i Sandhed ! enhver Maler maa ønske sig Raphaels Pensel , for at kunne gjengive saa himmelske Billeder som dem , han har bragt paa Lærredet . Derfor kalder jo ogsaa Lavater ham en apostolisf Mand , fordi han i Forhold til Malerne er det Samme som Christi Apostle i Forhold til de øvrige Mennesker . “ „ Det lader virkelig til , at jeg har handlet meget ubesindigt ved at indlade mig i en Disput om Kunsten med en af Kunstens Apostle , “ afbrød Grevinden i en let Tone og reiste sig med en afskedigende Haandbevægelse . „ En anden Gang skal jeg vogte mig derfor , for ikke igjen at trække det korteste Straa . “ „ Det behøver Deres Naade vist ikke at frygte , “ svarede Emil og bukkede . „ Deres Aand vil bevare Dem derfor . “ Mod Slutningen af denne Samtale havde Arabella hævet Hovedet og opmærksomt betragtet den unge Maler . Det er vanskeligt at sige , hvad der foregik i hendes Indre , men i hendes Blik afmalede sig et Udtryk af Overraskelse og Interesse , der dog snart forsvandt , men hendes Afskedshilsen blev dog høfligere , end da hun havde modtaget ham . Paa Grevindens lunefulde Gemyt havde Emil gjort et dybt Indtryk allerede den Dag , hun besøgte ham i hans Atelier , og deres første Sammenkomst bidrog ikke til at forringe det ; thi der er jo Intet , der pirrer en Kokette mere end Modsfand . Hun var saa vant til Herrernes Hyldest , at denne forekom hende som en nødvendig Betingelse for hendes Tilværelse , og hendes Livsopgave bestod i , bestandig at see flere og flere Tilbedere for sin Triumfvogn . Hun havde aldrig elsket , men ofte hyllet Kjærlighed . Hun kunde ikke forstaae den rene Følelse , der udbreder sin Duft og milde , velgjørende Luftning fra de Hjerter , hvor Kjærligheden sindes . Forfængelighed og Behagesyge vare Drivfjedrene til hendes Handlinger , og jo ældre hun blev , med desto større Iver greb hun enhver Leilighed , hvor hun kunde nære disse Følelser . Aldrig faldt det hende ind , af hun for længe siden havde overskredet Ungdomsaarenes Grændse . Nu var det blevet hendes Opgave af bringe den unge , smukke Kunstner for sine Fødder , og da hun mødte Modsfand , vilde hun dobbelt nyde denne Triumf . Imod Sædvane spandt hun denne Gang sin Væv inden fire Vægge , da Emils Stilling i Samfundet var altfor ringe til , af hun ved ham kunde kaste nogen Glands over sig selv . Hun forbausedes over hans aabne og frimodige Væsen , hun som havde troet , af hendes Rigdom og Rang skulde have imponeret ham og i en Haandevending gjort ham til hendes ydmyge Slave . Til hendes Forundring forløb den ene Dag efter den anden , uden af han kom hende et Skridt nærmere . Han var stedse rolig , og forekommende baade i Ord og i Væsen , og forstod altid af give deres Samtaler en uforudseet Vending . Arabella , der var det eneste Vidne til disse Scener , spillede altid en stum Rolle , mcu lidt efter lidt begyndte hun af faae en ubestemt Følelse af Agtelse for den unge Mand , hvis kloge , fine Svar ofte frapperede hende , naar hun sammenlignede ham med den uforskammede Nonchalance , der saa ofte stødte hende hos de Herrer , hun havde seet i sin Moders Huus . Det gjorde hende ondt , at hun ved deres første Møde havde behandlet ham med en saa haanlig Overlegenhed , og forsøgte senere at gjøre sin Feil god igjen ved et mere venligt og forekommende Væsen . Det var en taaget , regnfuld Morgen i Oktober , da Kammerjunker og Kapitain Alfred Staal fortrædeligt vendte sig bort fra Vinduet i sin Bopæl i Store Kongensgade . Han kastede sig i Sophaen og lod fine Røgskyer opstige fra sin Cigar . Hans høie , uforholdsmæssigt spinkle Figur var indhyllet i en elegant Slobrok , et Par lysegraac Beenklæder og tyrkiske , broderede Morgenskoe udgjorde hans øvrige Toilet . Det var en complet Typus paa Blasertheden . Øinene matte og glandsløse , Trækkene flappe . Det blege , udtærede Ansigt var prydet med et Par store Bakkenbarter , der ligesom hans tynde Haar havde en rødlig Farve . Hans eneste Skjønhed var et Par hvide , meget soignerede Hænder . Efterat have tilbragt en halv Timestid med at see paa Røgen fra Cigaren , aabnedes Døren for en smuk yngre Mand , hvis elegante velproportionerede Figur prydedes af Gardens Uniform . „ God Morgen , Kievisch ! “ raabte Staal ; „ godt Du kom for at adsprede mig i dette Hundeveir . “ Kievisch kastede fin Hue paa Bordet og placerede sig i en Lænestol . „ Du kjeder Dig altsaa , “ sagde han . „ Saa glæd Dig ; igaar flyttede Kammerherre P * og Baron F * til Byen , og snart rykke alle disse gode Herregaardsfolk i Vinterqvarteer , og saa begynder din gode Tid , Vintersaisonen . “ „ Aa ja ! “ sagde Staal . „ Hvad Nyt ? Hvor var Du iaftes ? Jeg var hos Dig , men traf Dig naturligviis ikke hjemme . Derfra gik jeg til et Par Andre ; Ingen hjemme . Saa gik jeg hjem og tilbragte Aftenen med at sove . “ „ Du kunde have truffet os Alle i Theatret . Den Lille , Du veed nok , dandsede i den nye Ballet . “ „ Aa , jeg er for lang Tid siden kjed af Theatret . Nu er jeg snart 50 Aar , og fra mit 20de Aar har jeg havt stadig Plads i Nummerparkettet . Jeg har aldrig forsømt pligtmæssigt at applaudere alle Celebriteterne , og nu kan jeg vel være bekjendt , at den Lyst er forgaaet mig . “ „ Siig mig , min kjære Ven ! “ spurgte Kievisch , „ om der overhovedet er Noget i Verden , hvortil Lysten ikke er forgaaet Dig ? Dit sædvanlige Svar til Alt er , at „ det er Du for lang Tid siden kjed af . “ „ Du har Ret , “ svarede Staal . „ Jeg har i Grunden kun eet Ønske , og det er at komme i Besiddelse af en stor Formue , saa at jeg kunde tage min Afsted og paa mine gamle Dage føre et mageligt Liv . “ „ Mageligt ? “ udbrød Kievisch . „ Jeg gad nok see den , der fører et mageligere Liv end Du . — Men , apropos , - hvorledes lever din Veninde , Grevinde Stjernholm ? “ „ Fortræffeligt ! hun morer sig i denne Tid med en Malersvend . “ „ Hvad behager ? - Der har Du en værdig Rival . Det er vel et gammelt Bekjendtskab fra Hoteldagene ? “ „ Tvertimod ! Det er splinternyt , og det gaaer her som altid , de sidst opdagede Cometer studererman helst ! Om hun forresten har opdaget denne i en Kjelderhals eller paa en Qvist , skal jeg lade være usagt ; men Sagen er , hun vil have sit eget , dyrebare Billed foreviget paa Lærredet . “ „ Ah ! det er altsaa en Kunsfner , Talen er om , “ svarede Kievisch alvorligt . „ Det forandrer Sagen . “ „ For mig maa Du gjerne kalde ham en Malermester , “ svarede Staal spottende , „ og hvis det kan forhøie din Agtelse før ham , at han hedder Norsfrand , sb bien ! “ „ Norsfrand ? Det Navn er mig ikke ubekjendt — Ja vist , det stat være en talentfuld og vakker uug Mand . Det skulde gjøre mig ondt , hvis han virkelig skulde falde i hendes Garn . “ „ Du kan være vis paa , “ forsikkrede Staal , „ at han tidligt eller seent bliver hængende deri . Hun slipper ham ikke saa let . Forleden vilde jeg aflægge hendes Naade en Visit . Imod Sædvane sagde Tjeneren , at hun ikke modtog Nogen , og at Maler Norsfrand var derinde . Jeg saae strax deraf , hvilken Rolle den Herre spiller der i Huset , og jeg besluttede ikke at uleilige mig derhen , før Luften igjen var renset før Malerdunst . Jeg var dog ikke meget fast i min Beslutning , thi samme Aften modtog jeg en Indbydelse til en Middag den følgende Dag . Middagen var som sædvanligt udmærket , og hele Conversationen dreiede sig om Grevindens Portræt , der til Foraaret skal figurere paa Udstillingen , og om den mageløse Maler , som hun kommer til af takke for al den Virak og Beundring , der skal offres paa hendes Forfængeligheds Alter . “ „ Du har altsaa ikke befundet Dig videre vel der igaar ; “ afbrød Kievisch . „ Du tager feil . Tiden gik fortræffeligt med af gjøre Cour til den smaa Arabella . “ „ Hvad skal nu det betyde ? “ spurgte Kievisch forundret . „ Du er da vel aldrig falden paa den Idee , af ville sætte det stakkels Pigebarn Nykker i Hovedet ? “ „ Vær Du kun ganske rolig . Det kan jeg godt forsvare for miu Samvittighed , da det er min Hensigt af gifte mig med hende . “ Efter et nyt Forundringsudraab af Kievisch vedblev Staal : „ Den Tanke faldt mig i Grunden først ind igaaraftes , og ved nærmere Overvejelse finder jeg den meget fornuftig . Arabella er en rig Arving og eneste Barn ; hun er smuk og pikant , men man maa gaae forsigtigt tilværks med hende . Hun ligner en vild Skovdue , naar det kommer an paa Kjærlighed ; men Sneglen naaer ogsaa Bjergets Top , og — man er da ikke uden Erfaring i det Kapitel . “ „ Du har dyrkjøbt Erfaring . Saavidt jeg veed , har Du allerede faaet sex Gange en Kurv , “ afbrød Kievisch ham med en overgiven Latter . „ Maa jeg spørge , om Du vil fornærme mig ? “ spurgte Staal og reiste sig endelig op fra sin liggende Stilling . „ Godt Ord igjen ! Det var jo kun Spøg . — Men nn vil jeg gaae , og jeg vil ønske Dig Held paa dit nye Felttog . “ De fo Venner sfiltes , og Staal , hvis Vrede hurtigt var bortdunstet , hengav sig til behagelige Drømmerier om Fremtiden og det magelige Liv , han som Arabellas Ægtemand skulde søre . — Han begyndte nu virkelig alvorligt at beile til Aarabellas Gunst , og slentrede i den Anledning fo eller tre Gange om Ugen hen til Stjernholms . Hans indolente Natur tillod ham dog ikke nogen yderlig Anstrengelse , og da han ovenikjøbet meente , at han maatte gaae forsigtigt tilværks , mærkede Arabella i Begyndelsen aldeles ikke hans Hensigt og tilskrev hans forøgede Opmærksomhed den Omstændighed , at hendes Moder i den senere Tid tog mindre Notits af ham . Hun paatog sig derfor ligeoverfor ham en Værtindes Pligter og behandlede ham med en Høflighed , hun før ikke behøvede at vise ham . Dette var nok for Staals Forfængelighed ; han ansaae efter faa Ugers Forløb allerede sit Ægteskab som en afgjort Sag og ventede kun paa en gunstig Leilighed til af optræde som Frier . Saaledes forløb sex Uger fra den Dag , da Emil for første Gang havde betraadt Grevindens pragtfulde Hjem , og Maleriet var endnu ikke halvt fuldendt . Grunden dertil var deels hendes ustadige og urolige Væsen , der ikke tillod hende af sidde rolig længer end en halv Time , deels fordi Emil ikke var af de hurtigste Malere . Hans Malerier vare udførte med en samvittighedsfuld Omhu . Øe vare ikke aandløse , forskjønnede Phantasibilleder ; dertil var hans Karakteer altfor sandhedskærlig ; men de vare en naturtro Gjengivelse af Originalen , udførte med en let Pensel og en Farveblanding , der røbede Smag , Dannelse og Geni . Denne aabne og frimodige Karakteer var for Grevindens af Behagesyge og Forfængelighed tilslørede Blik en fuldkommen Gaade . Hun vilde give Alt for af finde den Nøgle , der kunde aabne hans Hjerte , og i de forløbne sex Uger havde hun forgjæves benyttet alle Koketteriets Kunstgreb . Han var og blev den Samme , lige høflig og beskeden , men ogsaa lige ligegyldig . Hun opdagede aldrig i hans Blik et Glimt af Beundring eller af en ømmere Følelse for hende . „ I de mange Uger , hvori Øe har studeret mig og min Eiendommelighed , som Øe behager at udtrykke Dem , “ sagde Grevinden en Dag til Emil , „ har jeg ogsaa dannet mig en lille Idee om Dem og Deres Karakfeer , Hr . Norstrand . “ „ Det er virkelig altfor megen Ære , Deres Naade har viist min ubetydelige Person ; men jeg haaber , at De ikke har fattet en altfor ugunstig Mening om mig . “ „ Tvertimod ! jeg antager , at De vil søle Dem meget smigret , naar jeg nu tilstaaer Dem mine Tanker om Dem . For det Første er De fri for det mindste Gran af Forfængelighed , hvorfor enhver Compliment eller Misbilligelse angaaende Dem selv eller deres Arbeider er Dem aldeles ligegyldig . “ „ Jeg maa strax gjøre en lille Indvending “ , afbrød Emil . „ Det er kun en betinget Roes . En saadan Mangel paa Forfængelighed grændser næsten til Arrogance . “ „ Aldeles ikke ! De veed , at Deres Handlemaadc , Deres hele Væsen og Deres Arbeider ere ulastelige . De opfører Dem overeensstemmende med Samvittighedens , Pligtens og Ærens Bud . Derfor er De hævet over den Smaalighed , som vi Andre saa ofte lide under . “ „ I saa Fald havde jeg den store , utilgivelige Feil , at troe mig selv fuldkommen , og jeg vilde da fjerne mig meer og meer fra mit Maal , at nærme mig Fuldkommenheden . “ „ Det vil aldrig det Menneske risikere , der Intet foretager sig uden efter fuldt Overlæg , og ikke lader sig henrive af sine Følelser . “ „ Med andre Ord , Deres Naade , “ svarede Emil alvorligt , „ Øe anseer mig for kold og hjerteløs ? “ „ Hjerteløs ? Ja og Nei , som Øe behager , “ svarede Grevinden med et betydningsfuldt Smil . „ Jeg antager , at Øe er en exemplarist Søn , en frofast Ven og god mod de Trængende . Saavidt strækker Deres Hjerte sig , men ikke et Haarsbred videre , da den lille Gud Amor endnu aldrig har gjort sig den Uleilighed at smutte ind i Deres Helligdom . Han er vist bange for at træffe Selskab der af altfor mange respektable , alvorlige og dybtgaaende Følelser . “ „ Maaskee ! “ svarede Emil temmelig kort . „ Eller maaskee gaaer det med Deres Hjerte som med de fleste Herrers , at det er altfor let modtageligt for Kjærligheden ? “ „ Deres Naade gjætter feil . Jeg har aldrig elsket . “ „ Tænkte jeg det ikke nok ? Øe er et Phænomen , der er værd at studere . Jeg seer allerede i Dem en gammel Pebersvend , der forarger sig over alle dem , der sværge til Amors Fane . “ „ Jeg frygter , at Deres Naade atter tager feil . Fordi jeg endnu ikke har elsket , indseer jeg ikke , hvorfor denne Følelse for stedse skulde blive fremmed for mig . “ „ Er det muligt ! “ udbrød Grevinden leende . „ De kan virkelig tænke Dem modtagelig for en saadan Daarskab ? Men den Qvinde , der kunde fængsle Dem , maatte da være begavet med en overjordisk Skjønhed , eller være styg men forsfjonnet med alle mulige elsfværdige Egenstaber . “ „ Jeg er virkelig ikke istand til , “ svarede Emil alvorligt , „ at beskrive den Qvinde , der muligviis er bestemt til at forskønne min Tilværelse med Kjærlighedens varme Solstraaler . Med min bedste Villie formaaer jeg det ikke , men jeg kan forsikkre Deres Naade , at mit ringe Jeg er en altfor ubetydelig Gjenstand for Deres Tanker . “ Dermed var Samtalen afbrudt . I sit stille Sind kaldte Grevinden ham en Tølper , en ubetydelig Person , der kun kunde elske en lille Borgerpige , der forstod at lave en god Suppe — og ham havde hun nedværdiget sig til at beskæffige sig med ! Men nu skal det være forbi . Han skal snart mærke Forskjellen mellem os . Hun erklærede i en ubehagelig Tone , at hendes Tid ikke længer tillod hende at sidde for ham , og han forlod Huset med en Ähnelst om , at han ved sin Uforsigtighed havde skaffet sig en Fjende . 4 . Da Emil nogle Dage efter meldte sig , gav Tjeneren ham den Besked , at hendes Naade var kjørt ud , men at han kunde vente , indtil hun kom tilbage . Han ventede altsaa , og lidt efter traadte Arabella ind . Et yndigt Smil spillede om hendes Mund , da hun nærmede sig Emil og i en venlig Tone undskyldte sin Moders Fraværelse . „ Jeg kan ikke nægte , “ svarede Emil , „ at min Tid for Øieblikket er meget kostbar , da jeg maler paa et Par Genrebilleder , jeg gjerne vilde have færdige til Udstillingen . “ „ Hvad forestille de ? “ spurgte Arabella ligefrem . „ Det ene er en gammel Veteran , der fortæller nogle Smaadrenge sine Krigsbedrifter , og Drengene lytte til dem med Begeistring . Det forekommer sikkert Comtessen , at det er et altfor almindeligt Sujet , men jeg har været saa heldig at finde nogle særdeles pikante Børnephysiognomier , der have tjent mig til Modeller . Hvad den Gamle angaaer , har jeg en speciel Interesse af at male ham , da det er min egen Fader . “ „ Deres Fader lever altsaa ? “ spurgte Comtessen . „ Og har han høstet Laurbær paa sin militære Bane ? “ „ Min Fader var Vagtmester ved Husarerne , men Alderdommens Svaghed har nødsaget ham til at søge Afsfed . Det var hans sførste Sorg , og den anden Sorg var , at jeg ikke vilde gaae samme Vei . Jeg kunde ikke løsrive mig fra min Pensel . Penselen var min Kjærlighed ; den kunde jeg ikke opgive trods al Modstand og alle Hindringer . De kan troe , min Kunstnerbane har ikke været bestrøet med Roser , men med desto flere Torne . “ „ Hvorledes det ? “ spurgte Arabella . „ De overvandt jo alle Hindringer og naaede Deres Maal , at blive en virkelig Kunstner . “ „ Og dog sikkrer min Kunst mig næppe det daglige Brød , “ svarede Emil paa sin sædvanlige , ligefremme og aabne Maade . „ De Torne , jeg meente , vare Forfølgelser , Skinsyge og andre Bevæggrunde , der aabenbare sig i en haard og ondskabsfuld Kritik , baade offentlig og hemmelig , som desværre saa ofte sfader en Begynder , der kun har sin Flid og sit Talent at stole paa . “ „ Men slig Modgang har dog ikke kuet Deres Mod , “ vedblev Arabella . „ Naar Ondskab møder os , bevæbner man sig med trodsig Kulde og Ligegyldighed , for at kunne freidig træde i Skranken . Øer er kun en Eneste , man med Ydmyghed bøier sig for -- . “ Arabella standsede . Hun talte i den hende eiendommelige stolte Tone , der udbredte en imponerende Holdning over den smukke , unge Pige , hvis venlige Øie mødle Emils varme Blik . Lidt efter spurgte hun : „ Siig mig , Hr . Norstrand , har De nogensinde truffet paa et Menneske , for hvem De kunde bøie Dem i Ydmyghed ? “ „ Ja ! “ svarede Emil . „ For min Moder har jeg bøiet mig i Ydmyghed , fordi hele hendes Væsen er Kjærlighed og Ydmyghed . “ Arabella slog øiet ned , og et krampagtigt Træk viste sig om hendes Mund . Hendes Bryst hævede sig uroligt , og en høi Rødme bedækkede hendes Kinder . For at skjule sin Bevægelse , bøiede hun sig over en kostbar Blomstervase og begyndte at ordne en Bonket . Emil stod som fastnaglet . Det var ham umuligt at løsrive sit Blik fra hende . Øer opstod en Pause , som Emil afbrød . „ De meente , Comtesse , at trodsig Kulde og Ligegyldighed ere de bedste Vaaben mod Verdens Ondskab , for at opretholde sit Mod . Del er maaskee undertiden sandt , naar man staaer paa Livets sfore Kampplads , men jeg anseer de Vaaben kun for en Pantserdragt , der let kan komme til at slutte altfor fast , saa at Hjertets friske Barme tilsidst bortdunster under Vægten af det kolde Pantser . Nei , der er et andet Vaaben , som jeg kjender og som jeg foretrækker . Det er Arbeide ! — De seer forundret paa mig , Comtesse . Man har spottet mine Arbeider , kaldet dem Børneværk , trukket medlidende paa Skuldrene , eller ganske overseet dem . Der var da Øieblikke , hvori jeg ansaae mig for en Daare , der vilde fremtvinge et Talent , som Himlen havde nægtet mig . Jeg kastede da Penselen bort og lovede aldrig at gribe den igjen ; men Lediggang taalte jeg ikke , og Længselen blev saa inderlig og saa varm , at jeg atter tyede til den , og saa stod Verdens Ondskab for mig som en hæslig Drøm . Jeg levede da kun i det Billed , jeg malede . Jeg elskede det , som en Moder elsker sit Barn , som Prometheus elskede sit Værk , da han tændte sin Fakkel ved Solens Ild , for at indaande Varme og Liv i sine Skabninger . Saaledes arbeidede jeg længe og ufortrødent , indtil jeg tvang idetmindste en ringe Deel as Verden til at anerkjende , at mit Arbeide dog ikke ganske var at foragte . “ „ Saaledes , “ svarede Arabella med et veemodigt Smil , „ kan kun den tænke og handle , paa hvem Geniet har trykket sit Stempel . Anderledes er det med os Andre , der ikke kunne bruge det Vaaben . “ „ Deri tager De feil , Comtesse ! Der er en talrig Samling af Vaaben , der staae til Enhvers Raadighed . Arbeide er Livets Lov ! Naturen selv arbeider . Alt er i en uafbrudt Activitet . Skulde da Mennesket ikke anvende alle de Skatte , Himlen har givet det ? Naar vi engang naae vort Livs Aften og see tilbage paa den svundne Tid , maae vi ikke kunne sige til os selv : Du har gjort en lang Vandring , men intetsteds har Du efterladt noget Spor af dine Hænders Værk ; Du har Intet fuldført ; Din hele Tilværelse har været gold og ufrugtbar ! — Tilgiv mig , at jeg taler saaledes til Dem , “ vedblev han i en inderlig Tone . „ Jeg burde have indseet , at De ikke kan forstaae mig . Der er altfor stor Forskjel paa de Steder , hvor vore Vugger have staaet ; jeg er et fattigt , Arbeidets Barn — og derfor elsker jeg Arbeidet , deri ligger hele min Tilværelse ; — men De , Comtesse , er født og opdragen i Rigdom og Overflod . Det er da naturligt , at De maa føle Dem lykkelig alene ved Nydelsen af disse Goder , der strøe Roser paa Deres Vei . “ „ Troer De da , “ svarede Arabella alvorligt , „ at de Roser ikke have Torne ? De ere skjulte , men netop derfor saare de saa smerteligt . — Men vi talte jo om Arbeidet . De troer , at jeg ikke forstaaer Dem . Jeg har tvertimod følt Sandheden i Deres Ord , og jeg erkjender , at ethvert Menneske har sit Kald , sit Værk at udføre her i Livet , den Fattige saavel som den Rige . “ Samtalen blev pludselig afbrudt , da man hørte en stærk Ringen . Et Par Minuter efter traadte Grevinden ind , klædt i en Zobelskinds Kaabe , med en hvid Fløiels Hat , hvorfra vejede en Masse lange , hvide Strudsfjer . „ Undskyld , Hr . Norsfrand “ , udbrød hun i en temmelig nonchalant Tone , „ at jeg har ladet Dem vente . Jeg blev forsinket , og da jeg om et Øieblik venter en god Veninde , kan jeg ikke sidde for Dem idag , men imorgen . “ Emil bukkede høfligt men koldt for Grevinden . I den Hilsen , han derimod vexlede med Arabella , vilde en Fremmed have kunnet læse mere end almindelig Høflighed , men Grevinden bemærkede Intet , da hun var beskjeftiget med af see sig i Speilet . — Emil tvivlede intet Øieblik om , af Grevindens Opførsel ikke var tilfældig , men forsætligt beregnet paa af saare ham , ved af vise , hvor liden Hensyn hun nu værdigede ham . Han forudsaae , af han kun havde to Alternativer af vælge mellem , enten af lade sig indskrive i hendes Tilbederes Række , eller af lade sig behandle som en Lakai , hvis han overhovedet vilde vedblive af komme der i Huset . Naturligviis valgte han det Sidste , da han ikke kjendte noget mere nedværdigende for en Mand end af ligge for en gammel Kokettes Fødder . — Han tænkte paa Arabella , hvis sande Qvindelighed fremhævedes dobbelt ved Siden af Moderens simple Væsen . Den unge Pige stod ikke mere for ham som en kold , stolt og hjerteløs Qvinde . En Flig af det Slør , hvori hun indhyllede sig for Verdens Øine , var idag hævet for hans Blik , og han havde i hendes Hjerte . opdaget Spirer til mangen ædel Følelse , men disse Spirer vare ikke pleiede og opelskede af nogen kjærlig Haand . Han opdagede , af hun følte sig ulykkelig , og han tvivlede ikke om , af hendes Moder var hendes Ulykke . Han mindedes sin egen Moders overbærende Ord , da Doctor Anker første Gang havde omtalt Arabella , og det gjorde ham ondt , af han strax havde bedømt hende saa haardt . En varm og kjærlig Følelse gjennemstrømmede hans Hjerte , som om han skyldte den unge Pige en Afbigt . Han blev afbrudt i sine Tanker ved Ankers Komme . „ Hvor Du er tankefuld , min Ven ! “ udbrød han . „ Og hvorfor ? — Det-var prægtigt , af jeg traf Dig . Jeg vilde netop bede Dig spise hos os imorgen med nogle gode Venner . Baron Kongsberg har sendt mig et udmærket Dyr . Jeg er nemlig Læge i Familien , naar den er i Kjøbenhavn . Det er en sjelden Mand , en sand Ven af Kunsten . Jeg vilde ønske , af Du engang kunde lære ham af kjende . “ Da Emil havde modtaget Indbydelsen , spurgte Anker , hvorledes det gik ham i det Stjernholmske Huus , og med faa Ord fortalte han ham , hvad der var passeret mellem ham og Grevinden . „ Tænkte jeg det ikke nok ! “ sagde Anker . Nu ere vi komne til den Act af Comedien ! Hun er og bliver altid den Samme , og jeg vil ønske Dig til Lykke , naar Du bliver færdig med Portrætet , og ikke behøver at sætte din Fod mere i det Huus . “ Besynderligt nok fandt Emil , at han ikke var af samme Mening , og i en temmelig melancholsk Tone sagde han : „ Om kort Tid er Maleriet færdigt , og faa er det Bekjendtskab sluttet . Jeg vil naturligviis ikke oftere i Livet komme i Conflict med hende , da jeg ikke kommer i den Sphære , hvori hun og hendes Datter bevæge sig . “ „ Man skulde virkelig troe , at Du beklagede det , “ afbrød Anker ham forundret . „ Naa , jeg indseer nok , at det piner Dig at være stillet under en Qvinde , der burde staae paa det laveste Trin i Samfundet . Naar det endda blev derved , men hun er ikke alene uberegnelig men undertiden endog utilregnelig , saa jeg svarer ikke for , hvad hun endnu kan finde paa . — Er Comtesse Arabella endnu ligesaa nelskværdig og frasfødende , saa kan man i Sandhed sige , at hun forener sig med Moderen , for at forsøde Dig de Timer , Du tilbringer i deres Hjem . “ „ Nei , “ tog Emil med Varme Ordet . „ Vi have begge bedømt hende falsk . Hun er en ædel og høisindet Pige , men som man kun langsomt lærer af kjende . Der hviler en tung Byrde paa hendes Skuldre , og for af skjule sin Smerte for en Verden , som hun foragter , holder hun med sin spæde men kraftige Haand Masken tæt for sit Ansigt . Naar hun engang kaster den , da er det ikke alene Legemets men Sjelens Skjønhed , der afspeiler sig i hendes Træk . Hun er en Lilie saa reen og skjær , men denne fine Blomst stilles i Skygge ved Siden af den pralende Tulipan . “ „ Det gjør mig ondt , “ svarede Anker , hvis gode Hjerte ikke taalte af gjøre Nogen Uret , „ hvis jeg har bedømt hende for haardt , især da hun som ung Pige bør bedømmes med Skaansel , men Skylden ligger meget hos hende selv . “ „ Tingen er , af hun har opfattet Livet fra et galt Standpunkt , “ fortsatte Emil , „ eller rettere sagt , hun har endnu ikke opfattet det , fordi hun istedetfor en kjærlig Veiledning og fornuftig Opdragelse kun har seet , hvad der er tomt og usselt i Livet . De ædlere Følelser ere endnu ikke vakte ; derfor seer man saa faa Spor af dem hos hende . “ „ Saa vil hun nok tidligt eller seent fremtræde i sin sande Skikkelse , “ mente Anker . „ Jeg stal aldrig oftere fælde nogen ugunstig Dom over hende . Det lover jeg Dig ! — Allsaa sees vi imorgen . Jeg maa nu til mine Patienter . “ Dermed skiltes Vennerne . — Medens Emil tilbragte den øvrige Deel af Dagen i sit Atelier og ofte hensank i hidtil ukjendte Drømmerier , afløste den ene Visit den anden i Grevindens Huus , og Arabella fik netop Tid til at gjøre Toilet , for at følge med sin Moder til et Middagsselskab . Først seent om Aftenen , da hun blev ene i sit Værelse og havde aflagt sin Selskabsdragt , oprandt den Time , som hun med Længsel havde imødeseet , for uforstyrret at kunne hengive sig til sine Tanker . I Værelset , der var udstyret med samme elegante Luxus som den øvrige Leilighed , sad Arabella med Albuen støttet mod et lille Marmorbord og stirrede drømmende hen for sig . Det var , som om et Navn , hun ei turde udtale , svævede paa hendes Læber . Havde Emil seet hende i dette Øieblik i hele hendes Skjønhed , vilde hans Hjerte have banket endnu stærkere . Hun tænkte paa , hvor smukt han havde talt om sine Forældre , uden at flamme sig over sin ringe Herkomsf , og hun kom derved til at tænke paa sin Moder , hvis Forældre hun aldrig havde kjendt og aldrig furdet nævne , men som hun vidste vare fattige , men agtværdige Borgerfolk . Med Taarer i Øiet ønskede hun , at hun kunde tale ligesaa smukt om sin Moder , som Emil havde talt om sin . Hvor gjerne vilde hun ikke ogsaa elske sin Moder , og hvor ofte havde ikke hendes barnlige Følelse drevet hende hen til Moderen ! Men dennes modsatte Ansknelser og Principer om Alt i Livet havde altid stillet en Jernmur imellem dem . Men var hun da selv feilfri ? Nei , det følte hun kun altfor vel . Hun følte , at hendes Tilværelse hidtil havde været gold og ørkesløs ; hun tænkte med Gysen paa , at hun engang i sin Livsaften forgjæves skulde søge efter en eneste velsignelsesrig Gjerning , og Bibelens Ord faldt hende ind : Det Træ , som ei bærer gode Frugter , skal afhugges og kastes i Ilden . — Arbeide er Livets Lod , havde han sagt . Hun havde endnu aldrig arbeidet . Hun havde aldrig tænkt paa at række den Trængende en hjelpende Haand , , havde intet Livsmaal havt ! Hun havde vel ikke haard hjertet nægtet Nogen sin Hjelp , men aldrig var hun kommen den Lidende imøde . Nu var Sandheden pludselig assløret for hende . Hans Ord havde vakt et nyt og bedre Liv i hende . — Hun vilde arbeide ! — og hun besluttede , fra dette Øieblik at virke til Gavn for sine lidende Medmennesker , baade ved sine Penge og ved personligt Raad og Hjelp . Derefter begav hun sig til Hvile , langt lettere om Hjertet og tilfredsere end i lang Tid . Fra den Dag aftørrede hun i Stilhed mange Taarer , og lokkede Glædens Smil frem paa mangt sorgfuldt Ansigt . 5 . Da Emil den følgende Dag havde hilset paa Grevinden , , og han mødte Arabellas venlige Blik , udgød sig en forræderisk Rødme over hans Kinder , der ikke undgik Grevindens Opmærksomhed . Med Lynets Hurtighed foer en Mistanke gjennem hendes Sjel , og den bestyrkedes ved , at hun flere Gange under Besøget opdagede , at Emil hemmeligt betragtede Arabella med et Udtryk , som hun længe forgjæves havde speidet efter for sig selv . Kjærlighed gjør blind , men Skinsyge gjør klarsynet , thi den giver Phantasien Falkens Syn . Hun besluttede dog ikke at lade sig mærke med Noget , for hun nøiere havde iagttaget de unge Mennesker . De næste Gange , da de vare sammen , var Intet at opdage , skjøndt hendes Mistanke hver Gang bestyrkedes . Hun blev derfor mere og mere ordknap og bitter ligeoverfor Emil . Det smertede Arabella , der ikke ahnede den sande Grund , og hun søgte derfor desto ivrigere at udslette de ubehagelige og saarende Indtryk , som Emil maatte føle ligeoverfor Moderens Opførsel . Hans Kjærlighed voxede Dag for Dag , men han gav selv ikke sin Følelse dette Navn , da han endnu aldrig havde tænkt den Mulighed at opløste sit Øie til hende med en Elskers Blik . I sit Hjerte havde han reist hende et Alter , og han knælede for Idealet , som for et Madonnabilled . En Dag , da han sad og malede Grevinden , meldte Tjeneren , at Grosserer Frederiksen ønskede at tale med hende . „ Jeg har jo sagt , at jeg ikke tager imod Nogen , “ svarede Grevinden utaalmodigt . „ Beed ham at komme igjen om en Timestid . “ Tjeneren gik , men kom tilbage med Grossererens Svar . Han maatte tale med Grevinden om en meget vigtig Forretningssag , der ikke tillod nogen Opsættelse . Fortrædelig reiste Grevinden sig og forlod Værelset . Emil og Arabella vare alene . En pludselig Forlegenhed greb dem Begge . Ingen af dem vidste , hvorledes de skulde bryde Tavsheden . . Emil gik hen foran et stort Maleri , der hang tæt ved Arabellas Plads og sagde : „ Jeg har ofte beundret det Maleri . Det er mesterligt udført , og^ Prospectet selv er saa smukt . “ „ Det er mit Fødested , “ svarede Arabella , „ og Horace Vernet har malet det . Min Fader gjorde hans Bekjendtskab paa en Udenlandsreise , og han tilbragte den sidste Sommer før min Faders Død hos os . Jeg sidder ofte hele Timer og betragter det . Det vækker tusinde Minder hos mig , og det forekommer mig altid , som om den nedgaaende Sol er et Symbol paa min Lykke , der stod i Begreb med at dale , da min Fader døde . “ „ Deres Fader var jo endnu dengang i sin bedste og kraftigste Alder ? “ spurgte Emil og nærmede sig hende . „ Han var kun 48 Aar , og selv vilde han saa nødigt bort , — jeg troer næsten alene for min Skyld . Her er hans Portræt , “ tilføiede hun og tog en Medaillon frem , som hun bar paa Brystet . Hun trykkede paa en Fjeder , og et meget smukt Hoved , malet paa Elfenbeen , kom tilsyne . Emil bøiede sig over hendes Skulder for at betragte det og udbrød : „ Hvor det er smukt — og hvor det ligner Dem ! “ Det var ikke hans Hensigt at sige en Compliment , men det var hans oprigtige Mening , og saaledes optog hun det ogsaa- . Naar man i lang Tid har indesluttet enhver Tanke og Følelse i sit Hjerte , fordi man intetsteds fandt Sympathi , da opstaaer undertiden en mægtig Længsel efter at finde Nogen , for hvem man kan udøse sin Sjels inderste Smerte . Saaledes gik det Arabella . Hun syntes i dette Øieblik at have fundet en Ven , for hvem hun frit kunde udtale sig , og for hvem hun uforbeholdent kunde vise sig i sin sande Skikkelse . Hun gav efter for denne pludselige Impuls og udbrød med barnlig Stolthed : „ Ja , var han ikke smuk ? Men De veed ikke , hvor god han var , hvilket rigt Hjerte han besad ! Derfor var han ogsaa Alt for mig , og De kan forstaae , hvad det vilde sige at miste ham . Da jeg første Gang stod ved hans Grav , solle jeg mig saa forladt , — og den Følelse har jeg endnu . “ Arabella sagde disse Ord i en veemodig Tone og med et sørgmodigt Udtryk , der gjorde hende dobbelt smuk i Emils Øine . Den Kjærlighed , han saa længe havde skjult , blussede i dette Øieblik op . Han ønskede at kunne kaste sig for hendes Fødder og sige hende , at hun ikke stod forladt i Verden , da hans Hjerte sagde ham , at han vilde offre sit Liv for hendes Lykke , — men den rolige Besindighed tilhvidskede ham de iiskolde Ord : Du Daare ! Du , den fattige Kunstner og hun , den rige Comtesse ! Troer Du , at hun bryder sig om din Kjærlighed ? Han taug . En Smerte foer gjennem hans Sjel , en Smerte , som kun den forstaaer , der veed , hvad det vil sige at forsage . Arabella vedblev at betragte sin Faders Portræt . Hun mærkede ikke , hvad der foregik i Emil , medens hendes Tanker dvælede i Mindernes Land . Først da hun atter lukkede Medaillonen , sagde Emil , der havde gjenvundet sin Fatning : „ Da er jeg dog sikker paa , at De har mange Venner , der vilde føle sig lykkelige , hvis De selv med Fortrolighed vilde besvare deres Venskab og slutte Dem til dem . “ „ Venner ? “ svarede hun . „ Det Ord har for mig en dybere Betydning end for de Fleste . Jeg kjender Mange , men jeg kjender ikke Een , som jeg kan kalde Ven . Flere Gange har jeg forsøgt at slutte mig til unge Piger i Haab om at finde en Veninde , men jeg har altid snart opdaget , hvor pinligt jeg skuffede mig , og , hvad alle de saakaldte Venner angaaer , der komme her i Huset , er jeg overbeviist om , at ikke Een vilde vise mig en virkelig Venskabstjenesfe , - naar den krævede noget Offer fra deres Side . De vilde forsikkre mig om deres gode Villie , men finde de besynderligste Udflugter . — Har De selv mange Venner ? “ „ Nei , “ svarede Emil smilende , „ dertil har jeg hverken Tid eller Raad , thi det hører der til for at pleie Venskaber . Af den Slags Luxusgjenstande , der fylde og pryde Salonerne , til Misundelse for Mange , har jeg kun meget Lidt , men jeg har een Ven , der erstatter mig Savnet af Andre , en sand og trofast Ven , som jeg kan stole paa . Det er Doctor Anker , som De ogsaa kjender . “ „ Ja , han har omtalt Dem med meget Venskab . Han er vor Læge , men jeg kjender ham kun lidt . Han er jo gift ? “ „ Med en elskværdig Kone , “ vedblev Emil , „ og han har tre yndige Børn . Jeg tvivler om , at Nogen kan være lykkeligere i sit Hjem end han . Men er det saa forunderligt ? Kjærlighedsguden har taget Sæde ved hans Arne . “ Emils Blik mødte Arabellas , og hun saae et Udtryk i dem , der jog Blodet op i hendes Kinder . I samme Øieblik aabnedes Døren , og hendes Moder traadte ind . Et eneste Øiekast var tilstrækkeligt forhende til at opsatte Situationen , men hun beherskede sig , skjøndt med Anstrengelse , og sagde i en venlig Tone , at Klokken nu var bleven saa mange , at hun ikke kunde opholde Hr . Norstrand . Emil hilsede , greb sin Hat og gik , uden at turde see paa Arabella . I Døren mødte han Kammerjunker Staal , der gik forbi ham , uden at værdige ham en Hilsen . Efterat Kammerjunkeren havde vexlet et let Haandtryk med begge Damerne , kastede han sig nonchalant i en Lænestol og sagde : „ At spørge til Damernes Befindende er overflødigt , thi som sædvanligt finder jeg her Moder og Datter , blomstrende af Skjønhed og Inde . “ „ Hvem skulde dog see paa Dem , Hr . Kammerjunker , “ udbrød Grevinden med et koket Smil , „ at De med deres rolige Væsen dog er en saa complet Damernes Ridder ? Det stille Vand har den dybe Grund . “ „ Det kommer af , “ svarede han , „ at mit Valgsprog stedse har været : van vis nu roi , mon oosur uux äumtzs , l ' bonnsur u moi ! “ „ Meget smukt , “ bemærkede Grevinden , „ og det vilde glæde mig , hvis den Ridder , der fører denne Devise i sit Skjold , imorgen Aften vilde være min Ridder og ledsage os i den Concert , der omtales af Alle , — naturligvis efter først at have spist hos os . “ „ Med største Fornøielse , “ svarede Staal galant . „ Jeg holder nok af at blive misundt . “ Tjeneren meldte nu flere Visiter , der lagde Beslag paa Grevindens Opmærksomhed . Staal benyttede Leiligheden til at tage Plads ved Siden af Arabella og begyndte en Samtale med hende . „ Som sædvanligt finder man Dem aldrig ledig . Tillader De , at jeg betragter det nye Mesterværk af Deres smaa , hvide Hænder . “ „ Det er et Tæppe til Moder , “ svarede Arabella og udfoldede Broderiet . „ Jeg er lidt uenig med mig selv om Chatteringen . “ „ Maaskee kan jeg give Dem et godt Raad , “ sagde Staal og mønstrede Arbeidet med en Kjendermine . „ Det maa være denne Bouket Georginer , der volder Dem Bryderi . Jeg skal vælge Farverne . Seer De , naar De sætter denne Chattering ved Siden af den hvide Georgine , vil den gjøre en udmærket Effekl , og disse grønne Blade omkring den maae De give en stærkere Skygge . “ „ Maler De ? “ spurgte Arabella forundret . „ Nei , men jeg har tilfældigvis et vist Talent for Broderier . “ Arabella vidste ikke , om hun skulde troe sine egne Øine , at denne drabelige Kriger med den ridderlige Devise maaskee tilbragte sin Tid med at brodere . „ De seer forundret paa mig , “ udbrød Staal . „ Nu vel ! Jeg veed vel , at mine Kammerater tilbringe deres Tid med at more sig og bortødsle deres Penge , men jeg foretrækker et roligt Liv i Hjemmet . Jeg tilstaaer , at jeg som Dreng formelig var forfalden til at brodere . Det gik dog over med Alderen , men jeg kunde næsten have Lyst til at begynde igjen , blot for at fordrive Tiden nyttigt . “ „ De er virkelig altfor morsom idag , “ afbrød Arabella , der var nærved at briste i Latter . „ De maae ikke troe , at jeg er saa eenfoldig at troe , hvad De siger . Hvis De virkelig vil give Dem af med qvindelige Arbeider , antager jeg , at der staaer en eller anden emanciperet Dronning Omphale i Baggrunden , hvis Befaling Herkules adlyder . “ Staal var altfor lidt hjemme i Mythologien til at forstaae denne bidende Satire , men han mærkede , at Arabella gjorde sig lystig over ham , og som alle dumme Mennesker blev han meget let fornærmet . Det stemmede imidlertid ikke med hans Plan at lade sig mærke dermed , og han nøiedes med at paatage sig en værdig Mine , da han sagde : „ Undskyld , at jeg forandrer Gjenstanden for vor Samtale . Hvorledes gaaer det med Deres Fru Moders Portræt ? “ „ Det sfrider rask fremad , “ svarede Arabella . „ Hver Dag træder dets udmærkede Lighed mere og mere frem , men Mama ønsker ikke , at Nogen seer det , før det er færdigt . “ - „ Saa har Deres Mama jo gjort en udmærket Acquisition i Maler Norstrand . Han lader til at være fuldkommen i » Et og Alt . “ „ Hvad mener De med det ? “ spurgte Arabella koldt , da hun allerede havde bemærket den Hovmod , hvormed Kammerjunkeren var gaaet forbi Emil , da - de mødtes i Døren . „ Det er jo let at forstaae , “ svarede Staal spottende . „ Efter Deres Mening er han en fuldendt Kunsfner , og efter Deres Moders en complet Adonis . Uheldigviis savner han dog een Ting , der er temmelig uundværlig , nemlig Dannelse og Opdragelse . “ „ Hvad det angaaer , “ tog Arabella Ordet , „ besidder han en sjelden Takt , hvori han ikke staaer tilbage for Nogen , og for af faae den , behøves Dannelse . “ Hun taug pludselig , thi hun følte , af det var noget Nyt for hende , saa aabent af udtale sin Dom over Nogen . Hun rødmede ved Tanken derom , og hun saae i Staals Ansigt , af han selv forundredes over hende . „ Jeg troer , Gud hjelpe mig ! “ tænkte han , „ af hun ogsaa er bleven forhexet af denne Maler ! “ Heldigviis blev Samtalen afbrudt ved af nogle af Visiterne toge Afsked , og kort efter anbefalede Kammerjunkeren sig . Med en tændt Cigar i Munden og med begge Hænder i Frakkelommen slentrede han ned ad Gaden , udsendende Vredcsblik til Høire og Venstre . Hans Tanker dreiede sig om den forbausende Opdagelse , af han , Kammerjunker og Kapitain , skulde faae en saa ubetydelig Pjalt til Rival , og han lovede af hævne sig . Men hvorledes ? Her stod hans Forstand stille , og han grublede og grundede forgjæves . Tilsidst landede han i en Cafe , for at oplive sine Aandsevner , men ikke engang Vinen smagte ham , og hans Venners Spøg irriterede ham . Endelig kom han til den Overbevisning , at en saadan Sindsstemning kunde virke skadeligt paa hans Sundhed , og han besluttede at berolige sig . Han kom hjem , lagde sig paa Sophaen og faldt i en blid Slummer . — Da Grevinden var bleven ene med sin Datter , sagde Moderen : „ Jeg har et Alvorsord at tale med Dig , Arabella ! “ „ Hvorom da ? “ spurgte Arabella forundret . „ Det . lader til , at Du vil spille det uskyldige Barn , der under Naivitetens Maske opfører sig uqvindeligt . Jeg vil dog raade Dig til at ophøre dermed itide , da Du ikke kan skuffe mig . “ Uagtet Arabella var vant til en uretfærdig og skaansellos Behandling , bragte denne irriterende Tiltale hende dog til at forstumme , og hendes , Taushed opirrede Grevinden endnu mere . „ Du ønsker maaskee , “ udbrød hun , „ at jeg tydeligere stal forklare mig ? Det skal jeg . Jeg har allerede længe bemærket dit uværdige Koketteri med Norstrand . I Begyndelsen vilde jeg , ikke troe , at den Datter , over hvem jeg har vaaget med Moderkjærlighed , maaskee vilde bringe Skam og Skjændsel over sit Navn . Den ømme Scene idag mellem Dig og din Elsker har heldigviis viist mig , at det er paa Tiden , at jeg med Alvor griber ind i dette Forhold “ . Det var , som om en Jernhaand sammenknugede Arabellas Bryst , da hendes egen Moder beskyldte hende for Uqvindelighed . En dyb Rødme udgød sig over hendes Ansigt , og hun kæmpede med Graaden , men paa den anden Side var Moderens Uretfærdighed mod hende saa stor , at de udtalte Ord derved tabte en Deel af deres Braad . „ Jeg har aldrig tænkt paa at kokettere med Hr . Norstrand , “ sagde hun med zittrende Stemme , „ og jeg forstaaer ikke , hvad Dn mener med at bringe Skam og Skjændsel over mit Navn . At det skulde være uværdigt for mig at tale venligt med ham , kan jeg ikke troe , Dn mener . Det har Dn jo selv saa ofte gjort . “ Grevinden saae i disse Ord en Hentydning til sin egen upassende Opførelse , og blev endnu mere hidsig : „ Dn har maaskee allerede drevet det saavidt “ , udbrød hun , „ at Comtesse Stjernholm er forlovet med Hr . Maler Norstrand ? Det vilde være et smukt Parti ! Mit Samtykke fik Du aldrig , — og jeg befaler Dig , for Fremtiden at blive paa dit Værelse , indtil jeg sender Bud efter Dig , de faa Gange han endnu behøver at komme her . Er der allerede et ømmere Forhold imellem Eder , skal jeg selv vise ham , hvorledes man behandler Krapylet , naar det vover at trænge sig frem til en Plads , der ikke tilkommer dem . “ Den Haand , hvormed Grevinden saa plumpt . greb ind i de zarteste , hidtil uberørte Strenge i Arabellas Hjerte , fremkaldte en hjerteskærende Dissonants . Med en usædvanlig Heftighed udbrød hun : „ Der finder intet Forhold Sted mellem Hr . Norsfrand og mig , saa at der ikke er nogen Grnnd til at spærre mig inde som en Forbrydersle , men da det er din Villie , Moder , skal jeg adlyde Dig , men jeg vil paa det Bestemteste bede Dig , ikke at fornærme en Mand , hvis Opførsel her i Huset har været saaledes , at ' han fortjener vor fulde Agtelse . “ „ Altsaa “ , svarede Grevinden , „ istedetfor aabent at fortælle din Moder Alt , som det sømmer sig en Datter , vil Du dysse mig i Søvn . Det viser , hvor lidt jeg kan stole paa Dig . Hvis Du uden mit Samtykke vil indgaae en Mesalliance , vil jeg blot sige Dig , af fra det Øieblik er min Dør lukket for Dig . “ „ Du vilde jage mig ud af Huset , Moder ? “ spurgte Arabella roligt . Dette Spørgsmaal opfattede Grevinden som en Bekræftelse paa sin Mistanke og svarede : „ Ja ! det er min faste Beslutning . Om Udstyr eller Hjelp i Fremtiden kan der ikke være Tale , og hvor langt troer Du , Du vil komme med de usle Naalepenge , din Fader har udsat for Dig ? Jeg er eneraadende , veed Du , over Formuen . Jeg behøver ikke af udmale for Dig , hvorledes din Fremtid vil blive hos ham og mellem hans simple Forældre . Du vil blive en jevn , lille Borgerkone , der maa række Vagtmesteren sine Tøfler og stoppe hans Pibe , og endda være glad , naar Svigerpapa er saa venlig af sige , Tak min Tøs ! — For af vinde din Svigermama , maa Du kunne lave god Mad . Alle dine smaa Talenter blive fil ingen Nytte . Formiddagen maa Du tilbringe i Kjøkkenet , vådske , stryge , koge og stege , og Resten af Dagen maa Du sye , ikke for din Fornøielse , men for af holde din Mands Tøi i Orden , lappe og stoppe det . Siden faaer Du den Fornøielse af blive din egen Barnepige , og faaer Lov af passe dine skrigende Smaa baade Nat og Dag . En complet Arbejdshest i en Trædemølle ! — Synes Du , det er passende for Comtesse Stjernholm ? “ Arabella var vel en høihjertet og ædel Qvinde , men ikke hævet over menneskelige Svagheder . Af Naturen var hun stolt , og denne Feil var stedse blevet næret ved de mange Fordomme , som Moderen fra hendes tidligste Barndom havde indpodet . Man maa derfor ikke fordømme hende , naar hendes Følelse oprørtes af det prosaiske Billed , som Moderens Snildhed udfoldede for hende . „ Vær Du kun rolig , Moder , “ sagde hun . „ Du skal aldrig opleve den Dag , da jeg indgaaer en Mesalliance ! “ — og derefter gik hun ind paa sit Værelse . Der støttede hun sit feberhede Hoved mod de bløde Silkepuder , og for første Gang undersøgte hun sine Følelser for Emil . Hun gjennemgik hvert Ord , der var vexlet imellem dem , Alt hvad der var foregaaet i de Timer , de havde været sammen . Hun saae nu for første Gang , af han elskede hende . — Men hvad følte hun for ham ? Var det Kjærligheden , der talte saa varmt til hans Forsvar . Hun forfærdedes ved den Tanke . Hun vilde ikke , hun maatte ikke elske ham ! Hendes Stolthed oprørtes ved den Mulighed . Hun kæmpede en lang Kamp , og Resultatet var , at hun besluttede at glemme ham . 6 . Emil Norstrand havde aldrig elsket . Hans Følelser for Arabella vare derfor ungdomsfriske , varme og inderlige . Han følte , at af denne Kjærlighed maatte hele hans Fremtid afhænge , men med Sorg og Smerte maatte han tilstaae for sig selv , at den var haabløs . Han havde ogsaa sin Stolthedsfølelse , og den forbød ham at nærme sig den rige og fornemme Dame , der maaskee vilde give ham et haanligt Afslag , naar han dristede sig til et afgjørende Skridt . Han kastede et sørgmodigt Blik paa sin lille Bolig , og for første Gang følte han det Bittre i at være af ringe Herkomst og i en uanseelig Stilling . Selv om han var en høitstaacndc Mands Søn , vilde han dog ikke ægte en rig Pige , naar han alene skulde skylde hende hele sin Tilværelse . Han tænkte paa , hvor ofte hans Forældre havde talt om den lykkelige Time , naar han skulde føre en elsfværdig Brud til deres Hjem , der kunde være dem i en Datters Sted , og nu saae han tydeligt , at den Time aldrig vilde komme . Da han de to følgende Gange malede Grevinden , saae han ikke Arabella . Det ængstede ham , som om han havde forraadt sin Hemmelighed for hende , og dermed maaskee mistet hendes Venskab . Han tvivlede ikke om , at hun med Villie undgik ham , og denne Tanke pinte ham . Portrætæt var nu saa vidt , at han kunde fuldføre det i sit Hjem , og hans Besøg ophørte i det Stjernholmske Huus . Den gamle Vagtmester og hans Kone saae med Bekymring , at en hemmelig Sorg nagede paa Sønnen , og de savnede hans tidligere lystige og ungdommelige Væsen , da en stille og mandig Alvor var traadt i Stedet . Kammerjunker Staal havde ikke nærmet sig Arabella siden hiin Formiddags Samtale , uden forsaavidt Høfligheden bød det , men derimod havde han indtaget sin gamle Plads hos Grevinden , der igjen var Elskværdigheden selv . Han havde snart opdaget , at Norstrands Actier vare faldne , og han ventede nu kun paa en gunstig Leilighed , der kunde aldeles fortrænge ham , saa at han igjen med godt Haab kunde optage sit afbrudte Frieri . Da han en Formiddag sad mageligt henstrakt i en lille Sopha ved Grevindens Side og var ene med hende , kom Tjeneren ind og meldte , at Portrætet var ankommet fra Hr . Norsfrand . „ Bring det herind , “ befalede Grevinden , og Staal lykønskede sig til at være den Første , der skulde see det . „ Sæt det foreløbig op til Væggen , “ bød Grevinden Tjeneren , der bragte det ind . Staal reiste sig og stillede sig hen til Maleriet med Lorgnetten i Øiet . Efter et Øiebliks tanse Betragtning med et Kjenderblik , slog han Hænderne sammen og udbrød indigneret : „ Gud forbarme sig ! “ „ Hvad mener De ? “ spurgte Grevinden . „ Det er rædsomt ! “ svarede han . „ Det er utilgiveligt slet . Det er jo et formeligt stygt Portræt af en smuk Dame . “ „ Ja , De har Ret ! “ foer Grevinden op . „ Det er uforskammet . Der er vist ikke Spor af Lighed . “ „ Nei , det kan ethvert Barn sige Dem . Vil De behage at see Dem selv i Speilet , og saa betragte det afskyelige Udtryk paa Portrætet . „ Jeg seer vist ogsaa ældre ud ? “ spurgte hun . „ Efter Billedet at dømme , skulde man troe , at De var over Halvtreds , og i Virkeligheden seer De ud , som De ikke var kommen Halvveien dertil . “ „ Men Dragten er dog smuk og smagfuld , — men paa denne Baggrund tager den sig jo aldeles ikke ud , “ vedblev hun irriteret . „ En dannet og en dygtig Maler kunde aldrig have malet en Dame saaledes , “ sagde Staal , der saae , hvorledes han avancerede , saa at Grevinden endog rystende af Harme sank om paa en Stol . Jeg kan godt forstaae , “ trøstede han , „ at De ærgrer Dem . Jeg selv kan ikke udholde at see længer derpaa , “ — og han vendte sig fra Portrætet med en foragtelig Mine . „ Og det Portræt stal jeg betale tusind Daler for ! Giv mig et Raad , min Ven ! “ „ Jeg raader Dem til , ikke at lade noget Menneske see det . De vil blive udleet og bespottet . “ Grevinden kunde ikke svare . Hun havde saa længe glædet sig til at hænge paa Kunstudstillingen og - blive beundret , og nu skulde hun skjule sit Portræt , for ikke at blive udleet ! Det var for galt ! Hun indsaae ikke , at Uligheden netop laa i , at det lignede altfor godt . Det var udmærket malet , men ikke slatteret . I dette Øieblik meldte Tjeneren Maler Norstrand . Grevinden reiste sig og udbrød eller snarere raabte : „ Han kommer , som han var kaldet . Han skal faae Sandheden at høre ! “ Kammerjunkeren fik travlt med at komme afsted , da han ikke ønskede at være Vidne til den paafølgende Scene . Han opdagede pludselig , at Klokken var mange , at Tiden var fløiet i et saa behageligt Selskab , og tog Afsfed . I Døren var han nær løbet paa Emil , der roligt traadte ind og fandt Hendes Naade blussende rød midt paa Gulvet , med lynende Blik og ikke værdigende ham at gjengjelde hans Hilsen . Hun pegede blot paa Portrætet og spurgte spottende : „ Kan Kunstneren Norstrand være stolt af dette Arbeide ? “ „ Er Deres Naade ikke tilfreds dermed ? “ spurgte han roligt . „ Tilfreds ? — med det Karikaturbillede ? “ „ Jeg forstaaer ikke Deres Naade . Som Kunstner kan jeg godt forsvare mit Arbeide ; men hvis De ønsker nogle Forandringer deri , er jeg villig til at gjøre , hvad de forlanger . “ „ Det kan De spare Dem , da jeg nu seer , hvad De kan præstere . Der er jo ikke den fjerneste Lighed , ikke Spor af min Eiendommelighed . — Men saa svar dog ! “ vedblev hun , da han taug og ikke vidste , hvad han skulde svare denne Furie . „ Jeg kan kun svare Dem , at det ikke er et Karikaturbillede , og at Enhver vil sinde det godt malet og en træffende Lighed deri . “ „ Tak ! Nu stal jeg til Gjengjeld sige Dem min Mening . De duer kun til at smøre Vægge ; maaskee ikke engang til det , men til at staae paa et Stillads og male Huse . “ „ Deres Naade veed vist ikke , hvad De siger . “ „ Veed jeg det ikke ? Jeg stal vise Dem , hvad Værd jeg sætter paa det Maleri . “ Med disse Ord greb hun en skarp Pennekniv fra sit Skriverbord , og gjennemstar med den Maleriet fra Øverst til Nederst . Hun kastede efter denne Bedrift et triumferende Blik paa Emil og forlod Værelset . Han stod aldeles bedøvet , næppe istand til at samle sine Tanker , og stirrede paa sit ødelagte Værk , der havde kostet ham saa mange Timers Arbeide , og som han saa ofte havde betragtet med Tilfredshed , da det var fuldendt . Og nn ! Hans Værk var ødelagt , og han selv beskæmmet , haanet og bespottet . Det var en Fortvivlelsens Smerte , der gjennemfoer ham . Da følte han en lille Haand lægge sig paa hans Arm , og han mødte et taarefyldt Blik fra Arabella , der stod ligbleg ved hans Side . Hun havde useet været Vidne til den sidste Scene , uden at ahne , hvad der var forefaldet før . Et Blik havde været nok til at overbevise hende om Maleriets Fuldkommenhed og om den himmelraabende Uretfærdighed , hendes Moder havde begaaet , og hendes Smerte derover var næsten ligesaa stor som Emils . „ Hvad betyder dog Alt det ? “ var det Eneste , hun kunde fremstamme . „ At jeg er blevet behandlet af Deres Moder paa en Maade , der aldrig er blevet budt mig af Nogen , “ svarede Emil . „ Fortæl mig Alt , “ sagde Arabella med bankende Hjerte . „ Deres Moder sagde mig blandt Andet , at jeg kun duede til at staae paa et Stillads og male Huse . “ „ Men , “ vedblev han efter en Pause , hvori Stoltheden kæmpede med Bitterheden i hans Sjæl , „ jeg var en Daare . Jeg burde have forudseet , at det maatte ende saaledes . Feilen er min . Jeg har malet Grevinden saaledes som hun er , og ikke som hun vil være . Derfor spurgte hun mig , om denne Karikatur lignede hende , og jeg vovede at svare ja . “ Arabella betragtede et Øieblik Portrætet og sagde sukkende : „ Og deri havde De Ret . Det er , som saae jeg Moder lyslevende for mig . “ „ Og dog er jeg kun en Fusker . En Portrætmaler maa ikke være en selvstændig Kunster , men kun et Værktøi . “ Der syntes at foregaae en Forandring med Arabella , som om hun havde fattet en Beslutning . En fiin Rødme overtrak hendes smukke , blege Ansigt , og med rolig og fast Stemme sagde hun : „ Om Correggio blev det ogsaa sagt , at han var en Fusker . “ „ Men af hvem ? “ afbrød Emil . „ Af Michel Angelo , der siden hævede ham dobbelt høit . — Men skeet er skeet . Mit Maleri er ødelagt , og der er sat en Plet paa min Kunstnerære , der aldrig vil afvadskes . Farvel , Comtesse ! “ sagde han med et Blik , som om han for sidste Gang skulde see hendes elskede Træk . „ Jeg har allerede altfor længe opholdt mig i dette Huus , som jeg aldrig oftere i Livet kan betræde . Derfor Farvel ! og modtag min Tak for den Deellagelse , De har viist mig . “ „ Nei , “ ndbrød Arabella og greb hans Haand . „ De man ikke saaledes forlade mit Hjem . Min Moders Fornærmelse maa jeg som Datter gjøre god igjen , saavidt det staaer i min Magt . “ Hun førte ham hen til sit Blomsterbord , brød en Green af et prægtigt Laurbærtræ og rakte Emil den . „ Med denne Green vil jeg afvadske den Plet , de mener er sat paa deres Kunstnerære . Maaskee det er de første Laurbær , der er skjænket Dem , men hvis mine Bønner have nogen Magt , blive de ikke de sidste . “ Det var for Emil , som om Himmelens Dør oplodes for ham og lod ham skue alle dens Herligheder , da Arabella saaledes stod for ham . Uden at kunne sige et Ord , bøiede han sit Knæ for hende . Han trykkede hendes Haand mod sine Læber , og deres Øine mødtes i et Blik , der tydeligere end Ord lod dem læse i hinandens Hjerter . Men Lykkens Øieblikke ere korte . De maatte skilles . Emil reisfe sig og flap Arabellas Haand . Laurbærgrenen gjemte han ved sit Bryst og ilede ud af Værelset , da han følte , at han ved at tøve længer ikke vilde være Herre over sine Følelser og let vilde gjøre et Skridt , som han i dette Øieblik ikke burde gjøre . Arabellas Blik fulgte Emil , indtil Døren var lukket efter ham . Langsomt forlod hun Stuen , og da hun sad i sit eget Værelse , rullede Taarerne som Perler ned over hendes blege Kinder . Det var ingen heftig , lidenskabelig , men en stille , veemodsfuld Sorg . Al Stolthed var svunden før Kjærlighedens Tryllemagt , og al Lykke i Livet syntes hende veget bort med ham , nu da hendes Moder havde sat en uoverstigelig Hindring mellem hende og hendes Lykke . Arabella udgræd sin Sorg og sin Smerte , thi Taarer ere jo Ovindens Tilflugt i Sorgens Dage . Lidt efter lidt følte hun dog , at hun ikke var saa forladt som før . Hendes Hjerte var ikke længer tomt . Hun elskede og var gjenelsket af en Mand , der var hendes Kjærlighed værdig . Hun blev afbrudt i sine Drømme af Kammerjomfruen , der underrettede hende om , at Hendes Naade ikke kunde forstaae , hvorfor Comtessen ikke kom ind til hende . Efterat have badet sine Øine , gik Arabella ind til sin Moder . „ Det lader til , at Du begynder at sværme før Eensomheden , “ raabte Moderen hende spottende imøde . „ Formodentlig har Du fordybet Dig i en Roman om ulykkelig Kjærlighed , men da jeg anseer slige phantastiske Udsvævelser før meget skadelige før unge Damer , vil jeg drage Dig tilbage til Virkeligheden . Der seer Du det udmærkede Arbeide , som din Tilbeder har præsteret , og som jeg har behandlet efter Fortjeneste . “ Arabella svarede , uden at en Mine forandrede sig : „ Du maa indromme , at det er malet correct , og at enhver Detail er omhyggeligt udført . Kniplingerne paa din Kjole see ud , som om man holdt dem i Haanden , og Alt forraader en fiin Kunstnerpensel . Du har altfor megen Kunstsands til ikke at see det . “ „ Ja vist ! “ afbrød Grevinden , „ og hvor mageløst har denne saakaldte Kunstner gjengivet mig ! Hvilken slaaende Lighed ! “ „ Det er der ! “ svarede Arabella roligt . „ Men hvorfor har Du da behandlet Maleriet saaledes ? Er det Staal , der har undfanget den Idee ? “ „ Jeg lader mig ikke paavirke af Nogen , “ sagde Grevinden lidt forlegen . „ Jeg behøver ikke Nogen til at dictere mig , hvad jeg skal gjøre . Men jeg tilstaaer , at Staal , paa hvis Mening og Smag jeg kan stole , er aldeles af samme Mening , som jeg . “ „ Det kan gjerne være , at Du bliver vred paa mig , Moder , “ afbrød Arabella , „ men jeg vil dog sige Dig min Mening . Staal smigrer Dig , og derfor troer Du ham ; men han er ondskabsfuld og beregnende . Han har ikke Interesse for Nogen uden for sig selv . “ > „ Er Nogen ondskabsfuld , saa er det Dig , Ära della . Du veed , at Staal er min trofasteste Ven , og derfor vil Du sværte ham . Du er misundelig . Du kan ikke finde Dig i , at han finder din Moder smuk , og af den Grund finder Maleriet utaaleligt . “ „ Hvis Du udlægger mine Ord saaledes , maa jeg tie . Men , “ vedblev Arabella i en indtrængende Tone , „ er der ikke en Stemme i dit Indre , der siger Dig , at Du har handlet syndigt ved paa den Maade at bedømme og mishandle et ungt Menneskes Arbeide , fordi der er Noget i det , som ikke behager Dig ? “ „ Vil Du moralisere for mig ? “ spurgte Grevinden . „ Jeg mener kun , at Du burde tænke over , hvor dybt Du har krænket en ung Mand , ved at ødelægge mange Timers møjsommelige Arbeide , især da han tillige er en fattig Kunstner . Du vil da vel ikke ovenikjøbet nægte ham Honoraret for sit Arbeide ? “ „ I den Henseende kan Du være rolig , “ svarede Grevinden . „ Jeg bryder aldrig mine Løvter . “ Arabella gik hen til sin Moder , lagde sin Arm kjærligt om hendes Hals og bad : „ Lov mig , at Du sender ham Pengene paa en venlig Maade . Derved mildner Du Fornærmelsen . “ „ Jeg veed godt , hvad der er passende , “ svarede Grevinden utaalmodigt , unddrog sig Datterens Kjærtegn og forlod hende . 7 . Den følgende Asten var den Norstrandske Familie samlet i den lille Qvistbolig . Udenfor pidskede Regnen mod Ruderne , men indenfor var desto hyggeligere . Ilden brændte lystigt i Kakkelovnen , og ved den lille Bordlampe sad Madam Norstrand ved Siden af sin Mand og syede , medens han som sædvanligt nød sin Meerskummer . Emil sad ligeoverfor med en Bog i Haanden , men uden at læse i den . Han havde allerede fortalt sine Forældre og sin Ven , Doctor Anker , hvad der var forefaldet i det Stjernholmsle Huus , dog uden at berøre den sidste Scene mellem ham og Arabella . Den var altfor hellig til at meddeles , men han fredede om den i sine Tanker og blev ikke træt af at betragte og kysse den Green , hun havde skjænket ham , og hvori han saae et Pant paa sin Fremtids Lykke . Det havde aldeles ikke forundret Anker at høre , hvad der var passeret , men han ærgrede sig derover næsten ligesaa meget som Emil , og sagde , han ikke længer vilde være Læge i et Huns , hvor man havde behandlet hans Ven saa ilde . Emil overtalte ham dog til at opgive den Beslutning for Arabellas Skyld , i det Haab gjennem Anker stundom at kunne høre Noget om sit Hjertes Udkaarede . Han gik dog tilværks med megen Forsigtighed , af Frygt for at hans Hemmelighed skulde blive gjennemskuet . Øen gamle Vagtmester havde paa Soldatermaneer givet sin Vrede Luft i de stærkeste Udtryk , medens hans Kone bar den Sorg , der havde rammet hendes Søn , med sin sædvanlige Taalmod . — Det ringede stærkt paa Døren . Emil lukkede op , en Tjener rakte ham et Brev med de Ord : „ fra Grevinden , “ hilsede temmelig nonchalant og sfyndte sig ned af Trapperne . — „ Som Herren saa Tjeneren , “ tænkte Emil og lukkede Døren . Han satte sig ved Bordet og rev Convoluten op . Madam Norstrands flittige Hænder flap Sytøiet , og hendes Mand stirrede med taus Opmærksomhed paa Sønnen . Denne reiste sig op og kastede Convoluten samt de tusinde Daler paa Bordet . „ Hun sender mig Pengene løse , uden at sige mig et Ord til Undskyldning for den Fornærmelse , hun har tilføiet mig ! “ udbrød han . „ Var det ikke for Eders Skyld , I stakkels Forældre , sendte jeg disse Penge øieblikkelig tilbage . Øe brænde mig som en Skjændselsplet . “ „ Det skal Du ogsaa gjøre , saa sandt jeg hedder Hans Norstrand , “ udbrød den Gamle og slog med sin knyttede Haand i Bordet . „ Før vil jeg sulte , end leve godt for den skamløse Qvindes Penge . Hører Du , Emil ! Jeg vil , at Du skal sende dem tilbage . “ „ Men betænk , kjære Fader ! “ sagde Emil og lagde sin Haand kjærligt paa Faderen , „ at inden otte Dage er den sidste Skilling , som vi eie , brugt , og jeg har ikke Udsigt til at fortjene Noget . “ „ Saa trækker jeg i min Stadsuniform , “ sagde Vagtmesteren med en Djærvhed , der klædte ham godt , „ tager min Stok i den ene Haand og min Pibe i den anden , gaaer hen til min Ritmester , der nu er bleven Oberst , og siger til ham : Hr . Oberst ! Jeg veed , at Øe ikke har glemt den gamle Husar , der i saa mange Aar stod ved deres Eskadron . Øe gav mig denne Pibe engang i en vis Anledning . Vil Øe nu redde mig og min Søns Ære , som jeg dengang reddede deres Liv ? “ Saa vil jeg fortælle ham det Hele og bede om et lille Laan . Han er rigtignok ikke rig , men det er en Kjernekarl , med Hjertet paa det rette Sted . „ Men om vi ogsaa fik et Laan , “ indvendte Emil , „ hvilket jeg ogsaa kunde faae hos min Ven , Anker , saa veed du , at jeg hader at gjøre Gjeld , naar jeg ikke veed , hvorledes jeg stal betale den . “ „ Det Princip har jeg ogsaa havt , og holdt det saavidt muligt , men der er Tilfælde , der nøde os dertil . “ „ Og hvad siger Du , Moder ? “ spurgte Emil . „ Det Samme som din Fader . Herren forlader ikke den , der stræber flittigt og ærligt , om det end seer nok saa mørkt ud . “ „ Tak , kjære Forældre , “ svarede Emil og trykkede deres Hænder . „ I har lettet en Steen fra mit Hjerte . Det vilde have været mig en Pine at beholde disse Penge , men jeg behøvede Eders Samtykke , til at afslaae dem . “ — Næste Formiddag sadde Grevinden og Arabella sammen uden at vexle et Ord , Enhver fordybet i sine egne Tanker . Grevindens Tanker syntes ikke at være meget oplivende , thi hvert Øieblik gjorde hun en utaalmodig Bevægelse , lagde Arbeidet fra sig og gabede . En Tjener traadte ind og leverede hende et Brev . Næppe havde hun kastet et Blik paa dets Indhold , før hun med spottende Latter udbrød : „ Nei , det er dog før galt ! Den Uforskammede vover at sende mig Pengene tilbage ! Der seer Du , at Du kunde have sparet dine rørende Taler om hans Fattigdom . En fattig Maler vilde ikke være saa indbildsk og ikke saaledes sætte sig paa den høie Hest , men med Taknemlighed modtage , hvad man giver ham . “ „ Tillader Du , at jeg læser hans Brev ? “ spurgte Arabella . Grevinden kastede det foragteligt hen til hende . Det lød : „ Efter den Fornærmelse , Deres Naade har tilføiet mig , seer jeg mig ikke istand til at modtage vedlagte Sum , som jeg herved tillader mig at sende tilbage . “ Emil Norstrand . „ Hvad skrev Du da til ham , Moder ? “ spurgte Arabella . „ Naturligviis ikke et Ord . Jeg sendte Pengene i en Convolut . “ „ Og jeg bad Dig dog saa inderligt om at sende dem paa en venlig Maade , “ vedblev Arabella . „ Man skulde virkelig troe , “ afbrød Grevinden , „ at det var din Mening , at jeg skulde kaste mig for hans Fødder og ydmygt bønfalde ham om at vise mig den Naade , at modtage mine Penge ! “ „ Naar man har fornærmet et Menneske , “ svarede Arabella roligt , „ er det ingen Skam at ville gjøre godt igjen , hvad man har feilet , og det kan man uden at tilsidesætte sin Værdighed . “ „ Maa jeg nu bede mig fritaget for mere af det Nonsens . Jeg har gjort Alt , hvad man kan forlange , ved at sende ham Betaling for et slet udført Arbeide . Det er kun en saa uopdragen Tølper som Hr . Norsfrand , der kunde sende dem tilbage . “ „ Det Træk viser netop , at han er en Mand af Ære ! “ raabte Arabella . „ Er jeg ikke en ulykkelig Moder ? “ raabte Grevinden , idet hun kastede sig tilbage i Lænestolen og slog Hænderne sammen . “ Istedetfor at holde med mig og føle sig krænket med mig , vover min Datter endog at gjøre mig Bebreidelser ! “ „ Gid Du kunde forstaae mig , Moder ! Saa vilde aldrig disse pinlige Scener forefalde , “ sagde Arabella grædefærdig . „ Siden den fordømte Maler kom her i Huset , har jeg ikke havt Andet end Ærgrelser . Jeg forbyder dig nogensinde at nævne hans Navn ! “ — Grevinden havde netop Middagsselskab den Dag . Gjæsterne begyndte at komme ; deriblandt naturligvis Staal . Han blev forbauset ved at see Arabella stadig undvige ham , og desto mere søgte han iøinefaldende at vise hende Opmærksomhed . Herover harmedes Grevinden , der ikke taalte at staae tilbage for Nogen . Skjøndt derfor Dineren som sædvanligt var splendid , var Stemningen dog trykket , og baade Moder og Datter vare glade , da de om Aftenen kunde sige Farvel til Gjæsterne og trække sig tilbage , hver til sit Værelse . Da fik Arabella først den længe ventede Ro til at samle sine Tanker . Hun tænkte paa sin egen Fader , der havde omgivet hende med alle Rigdommens Goder , og paa Emils Forældre , der maaskee nu vare prisgivne Fattigdom og Savn for hendes Moders Skyld . Hvorledes sknlde hun hjelpe dem ? Hun raadede kun over sine Naalepenge , Renterne af en Kapital , som hendes Fader havde sat fast for hende , og disse havde hun i den senere Tid anvendt til at gjøre godt med , hvor hun vidste der var Nød og Trang . Juveler og Smykker havde hun aldrig sat Priis paa , saa at det , hun var i Besiddelse af , var uden synderligt Værd , — men hun vilde paa en eller anden Maade erstatte Norstrands Familie det lidte Tab . Pludselig faldt en Idee hende ind , et Smil lagde sig om hendes Læber , et straalende Udtryk malede sig i hendes Blik , og tilfreds søgte hun sin Seng , slukkede Lyset og sov Barnets velsignede Søvn . Næste Morgen sendte hun sin Kammerpige hen til en gammel Tjener i den Stjernholmske Familie , der nu var Bud i et af Ministerierne , og lod ham bede at komme hen til hende . Han havde været Vidne til Grevens ulykkelige Ægteskab , og havde derfor ligesaa meget imod Grevinden , som han havde tilovers for Arabella , hvem han elskede med et trofast Tyendes hele Kjærlighed . Arabella havde ofte benyttet ham til i Stilhed at opsøge Armoden og lindre den ved hendes Gaver , og han havde troligt hjulpet hende i hendes Barmhjertighedsgerninger . Grevinden var derfor vant til at see ham komme i Hilset , og til at Arabella altid modtog ham paa sit Værelse . Hun undrede sig derfor heller ikke , da han den Dag kom og uden videre søgte den unge Comtesse . „ God Dag , gamle Jacob ! Idag har jeg en stor Tjeneste at bede Dig om “ — saaledes modtog Arabella ham . „ Comtessen veed , at jeg og min Kone ere rede til at gjøre , hvad De befaler , “ svarede han . „ Jeg befaler ikke , men beder kun . Kom nærmere hen til mig . Jeg har Noget at betroe Dig ; — men først maa Du sværge mig , at det bliver en Hemmelighed mellem os . “ „ Jeg sværger høit og helligt , at før skal man afhuggc min høire Haand , før jeg forraader Dem . “ „ Jeg veeed , at jeg kan stole paa Dig , “ sagde Arabella smilende . „ Siig mig , kjender Du dette Armbaand ? “ „ Om jeg gjør ! Det er jo et Arvestykke i Familien , som jeg selv har seet Deres salig Fader forære Comtessen til Erindring om sin Moder . “ „ Saa kan Du altsaa forstaae , at det er mig en dyrebar Erindring , og — at jeg har mægtige Grunde , naar jeg nu — vil sælge det . “ „ Men har Comtessen ogsaa betænkt ? — ja , undskyld , at jeg taler saa ligefrem . “ „ Det er med fuldt Overlæg jeg gjør det . Gjør Dig derfor ingen Betænkelighed af den Grund . Men hvorledes skal jeg faae det solgt ? “ „ Det kan blive vanskeligt nok , “ svarede Jacob alvorligt . „ Comtessen kan jo ikke selv gaae med det til en Juveleer , uden af Grevinden fik det af vide , og hun maa vel ikke vide det ? “ „ Nei , paa ingen Maade ! “ udbrød Arabella . „ Men kunde jeg ikke forklæde mig , og Du saa følge med mig ? “ „ Nei , “ indvendte Jacob næsten forfærdet . „ Det vilde den salig Greve finde upassende , og hvad vilde Folk troe , naar en saa ung Pige kom med et saa kostbart Smykke ? “ „ Troer Du da ikke , “ vedblev Arabella , „ af Du kunde staffe det solgt , — naar jeg beder Dig derom ? “ „ Jeg kan ikke godt nægte Dem Noget , det veed De , “ svarede Jacob og saae kjærligt paa hende . „ Men jeg er en fattig Mand . Folk kunde jo troe , jeg havde stjaalet det . “ „ Hvor kan det falde Dig ind ? “ spurgte Arabella forundret . „ Du kan jo sige , af det er en Commission for en Dame , hos hvem Du engang har tjent . Du maa ikke nævne mit Navn , men Du kan forlange en Qvittering af den Guldsmed , der kjøber det . Saa vil det ikke vække Mistanke . “ „ Saa lad gaae da ! “ sagde Jacob med et Suk . „ For Comtessen gaaer jeg gjerne i Ilden . “ „ Her er det , “ vedblev Arabella ivrigt . „ Jeg takker Dig , Du gode Sjel , og beder Dig komme tilbage , saa snart Du kan . “ — Hun gav ham Armbaandet med tilhørende Etui , og Jacob gik . I spændt Forventning ventede hun hans Tilbagekomst . Allerede en Time efter kom han og aflagde Beretning om , hvorledes han flere Steder forgjæves havde falbudt det , men endelig var kommen til en solid Guldsmed , der indrømmede , at Armbaandet var meget mere værd , end han kunde give for det , og at han kun kunde betale Guldets og Diamanternes Værdi . Det beløb sig til omtrent 1200 Rigsdaler . Deraf tog Arabella 1000 Rdl . , lagde dem i en Convolut , skrev udenpaa den og bad Jacob at besørge den efter Adressen . Jacob kastede et Blik paa Adressen , greb Arabellas Haand og sagde med Taarer i Øinene : „ Atter en Velgjerning ! Dersom den naadige Herre havde levet , hvor vilde han følt sig lykkelig ved at have en saadan Engel til Datter ! “ „ Skynd Dig nu blot , Jacob ! “ afbrød Arabella ham smilende . „ Klokken er mange . Du skal ikke sige , fra hvem Brevet er , og Du stal ikke have Svar derpaa . “ — Familien Norstrand var samlet om det tarvelige Frokosfbord . Enhver søgte at være glad , men det lykkedes ikke . Emil yttrede kun Ønsket om , at hans Stykker paa Udstillingen maatte finde Kjøbere . „ Brister det Haab , “ sagde han , „ veed jeg ikke , hvad Enden stal blive . “ „ Tæb ikke Modet , “ sagde hans gamle Moder kjærligt . „ Husf paa det gamle Ord : naar Nøden er størst er Hjelpen nærmest . “ Det bankede paa Døren . En gammel Mand spurgte om Madam Norstrand , leverede hende et Brev og gik hurtigt bort . Hun satte Brillerne paa og aabnede Brevet . „ Min Gud ! Hvad er det ? det er jo en Masse Penge , “ udbrød hun og rystede Pengene ud paa Bordet . „ Død og Helved ! hvad er det for Noget ? “ raabte den gamle Vagtmester . „ Skynd Dig og læs Brevet ! “ „ Hvad der gives med et kjærligt Hjerte , bør ogsaa modtages paa samme Maade . “ Det var Brevets hele Indhold . Emil greb Brevet , saae at det var en Damehaand , der havde skrevet det , og øieblikkelig ahnedc han , at det maatte være Arabella , der paa en saa smuk Maade vilde glæde hans gamle Forældre . „ Det gaaer , Fanden tage mig ! over min Forstand , “ vedblev den Gamle . „ Kjender Du Haanden , Emil ? “ „ Nei — men det er en Dame , der har skrevet det , “ svarede han . „ Saa Gud velsigne hende , hvem det saa er ! En Engel er hun . Tusinde Rigsdaler ! — Men kan Du begribe , Mutter , hvem det kan falde ind at sende Dig saa mange^Pcnge ? “ „ Nei , jeg er ligesaa forundret som Du , “ svarede hun . „ Det ligner jo et Eventyr . De Penge ere som faldne fra Himlen . “ „ Men Du siger ikke et Ord , Emil ? “ vedblev Vagtmesteren , „ men sidder og stirrer paa Brevet , som om det havde forhexet Dig . For Fanden ! Saa glæd Dig dog med os Andre ; det har Du da Grund til . “ „ Du har Ret , Fader ! Ingen har mere Grund til at glæde sig end jeg , “ svarede Emil og kyssede henrykt Brevet . „ Vil Du forære mig Brevet , Moder ? Maasfee kan jeg komme paa Spor efter , fra hvem det kommer , “ tilføjede han , for at ikke Forældrene skulde fatte Mistanke . „ Jeg gad dog vide , hvem den Dame kan være , “ vedblev Norstrand eftertænksomt og polidst . „ Havde det været til Dig , veed jeg nok , hvad jeg stulde have troet , — men til Mutter ! det er sgu mere , end nogen Dødelig kan forstaae . “ . Emil skyndte sig til sit Atelier for at være ene med sine Tanker . Han tvivlede intet Øieblik om , at Arabella havde valgt denne Maade , at gjøre sin Moders Feil god igjen . Han bebreidede sig selv , at han kunde hæve sine Tanker til en Qvinde , der stod saa høit over alle Andre . Det forekom ham næsten som en Forbrydelse , men det gav ham Mod til at kæmpe til det Maal , at blive hende værdig . Han tog sin Mappe frem og bladede i den . Den indeholdt mange Portræter af Arabella . Han lagde sine to Reliquier , Brevet og Laurbærgrenen ved dem , og tog fat paa sit Arbeide . Det var det Maleri , han engang havde omtalt for hende , og med Iver og Lyst arbeidede han paa det , indtil Mørket tvang ham til at holde op . Om Aftenen gik han hen til Anker og fortalte ham , hvad der var hændet . Denne havde maaskee en svag Ahnelse om , hvorfra Gaven kom , og spurgte Emil , om han ikke havde nogen Idee om , hvem Giverinden var . Emil benægtede det . I den følgende Tid spurgte Vagtmesteren utallige Gange , om han endnu ingen Opdagelse havde gjort , men fik altid samme Svar . „ Det skulde have været mig , “ sagde han , „ da jeg var ung ; men Ungdommen duer ikke meget nuomstunder . “ „ Hvad behager ? Duer jeg ikke til Noget ? “ spurgte Emil smilende . „ Jo ! det var ikke Meningen . Du kan være en meget dygtig Maler , men saa fiffig som jeg var i din Alder , det er Du sgu ikke . “ 8 „ Hvorledes gaaer det med Portrætet og Grevinde Stjernholms nye Inklination ? “ spurgte Kievisch en Dag Staal . „ Portrætet behagede hende ikke , da det var færdigt , og i den Anledning fik Maleren Afsfed i Unaade . Saaledes endte den Hisforie . “ „ Naar kan man saa have den Fornøielse at gratulere Dig til din Forlovelse med den unge Comtesse ? “ „ Det har jo ingen Hast , “ svarede Staal fortrædeligt . „ Jeg veed ikke , hvorfor jeg skulde skynde mig saa forfærdeligt . “ „ Det har Du Ret i , “ svarede Kievisch drillende . „ Det var i Grunden ogsaa Synd , af en saa smuk Pige skulde lyksaliggjøres med Dig . “ Staal sfiltes fra sin Ven i Vrede , hvilket ofte hændtes , men da han dog ikke kunde undvære den muntre Selskaber , søgte han ham snart op igjen , og Alt blev glemt . Grunden til Arabellas Opførsel i den senere Tid kunde Staal ikke forstaae . Han havde nu ikke mere Maleren af frygte . Han ansaae hendes Kulde for de sædvanlige Nykker , naar en ung Pige vil gjøre sig kostbar , og troede , af hun nu kun vilde hævne sig , fordi han tidligere havde negligeret hende . Hans hele Tragten gik ud paa , af faae Foden under eget Bord , og det Bord , som Arabella kunde bringe i Udsigt , var ikke af foragte . Men han tabte ofte Taalmodigheden ved den uventede Modstand , og besluttede snart af gjøre en Ende paa den Uvished . Grevinden begyndte lidt efter lidt af gjennemfkue ham , og det foruroligede ham , men heldigviis opdagede han , af Hendes Naade i denne Tid begyndte af dele fin Interesse for ham med en rig Godseier , der tilbragte Vinteren i Kjøbenhavn , og som stadig kom i det Stjernholmske Huus . Havde det ikke været Tilfældet , vilde hendes Vrede have knust den stakkels Arabella , der var aldeles uskyldig i Staals Courmageri . Der foregik vel en Kamp i Grevindens Indre , da hun opdagede , at hun maatte sfaae tilbage for Datteren , men Fornuften og Beregningen feirede . Før hun blev af med Arabella , tænkte hun , bliver der ikke Ro her i Huset , men naar hun skal giftes , maa hun gjøre et passende Parti , og hvem kunde hun vel Heller ønske sig til Svigersøn end Staal , der som sædvanligt i Et og Alt vilde rette sig efter hende . Saaledes raisonnerede hun og besluttede at arbeide paa at forene dem . Medens Staal saaledes fik en uventet Allieret i Grevinden , saae Arabella aldeles Intet . Hun var saa vant til at see Staal som Courmager , at hun ansaae den Rolle for uadskillelig fra hans Natur , og ændsede det ikke . Som sædvanligt var hun høflig men kold ligeoverfor ham , og han kom ikke et Skridt videre , endskjøndt Grevinden søgte enhver Leilighed til at bringe dem sammen . Knn det Held havde Staal , at Verden , der veed Alt , blev nysgjerrig efter at erfare , om det var Moderen eller Datteren han skulde have , og derfor meget beskjeftigede fig med ham . Grevinden ønskede snart af faae Alt i Orden og begyndte igjen af frygte for , af Følelsen for Emil endnu ikke var uddød i Arabellas Hjerte . Hun begyndte derfor af manøvrere derimod og stillede sin Angreb mere directe paa Datteren . „ Har Du hørt , Arabella , af Baronesse Mathilde P . er blevet forlovet ? “ spurgte Grevinden en Dag , da de vare alene . „ Ja ! “ svarede Arabella , „ og det forundrer mig , da jeg ofte har hørt hende omtale sin nuværende Forlovede paa en lidet smigrende Maade . “ „ Saa har hun forandret sin Mening . Det er det Hele “ , mente Grevinden . „ Det er Noget , man hører saa tidt , og mange unge Piger , der lade haant om deres Tilbedere , blive meget lykkelige , naar de først blive gifte med dem . “ „ At man kan forandre sin Mening , kan jeg nok forstaae ; “ indvendte Arabella , „ men blive lykkelig med en Mand , man ikke elsker , det er umuligt . “ „ Aa , hvad er Lykke ? “ udbrød Grevinden . „ Mathilde har handlet meget klogt i af ægte en Mand , der er i en smuk Stilling . En Mand kan selv vælge sin Brud , men en ung Pige kan ikke vente af blive gift efter sit Hjertes Ønske . “ „ Du giftede Dig dog med Fader alene af Kjærlighed . Det har Du mange Gange fortalt mig . “ Grevinden rødmede lidt og sagde : „ Jeg var En af de faa Lykkelige . — Men lad os nu tale alvorligt . Jeg har længe tænkt paa , Arabella , af det er paa Tiden , Du gjør dit Valg , og det er min Pligt som Moder af vaage over , af Du gjør et passende Parti . “ „ Lad os ikke tale derom , Moder . — Eller har Du maaskee modtaget et Tilbud paa mine Vegne ? “ „ Nei , endnu ikke ; men naar Tiden kommer , haaber jeg , af Du overlader til mig af afgjøre , hvorvidt det passer for din Stand . “ „ Det forekommer mig , “ svarede Arabella , „ af din Mening om Ægteskaber ligner en Profanation af denne guddommelige Indstiftelse , der er en af de Grundstøtter , hvorpaa Samfundet hviler . “ „ Du modsiger Dig selv , “ faldt Grevinden ind . „ Altsaa maatte Enhver jo gifte sig overensstemmende med Rang og Formue . Ellers kom der Uorden i Samfundsordenen . “ „ Skal Ægteskabet kun være beregnet paa verdslig Fordeel , “ indvendte Arabella , „ da frygter jeg , at denne Grundpille vilde være for svag til at bære Bygningen . “ „ Jeg vil ikke indlade mig paa nogen philosophisk Disput , “ afbrød Grevinden . „ Jeg vil kun minde Dig om , at det er Børns Pligt at adlyde deres Forældre . “ „ Det kan man godt , uden at give Afkald paa sin frie Villie . Men al den Tale er jo overflødig . Her er jo hverken Tale om et Jnclinationsparti eller et Fornuftgiftermaal for mig . “ „ Det er nok ogsaa bedst , at vi afbryde , især da det nu er paa Tiden at gjøre Toilet . Men husk , hvad jeg har sagt Dig . “ Da Arabella senere kom ind ' i Dagligstuen , fandt hun Moderen i største Elegance , i en mørkeblaa Fløielsdragt , kantet med Hermelin , og straalende af Juveler . Arabella var iført en simpel , men smagfuld hvid Dragt med en lille Krephat , kun smykket med en mørkerød Rose . „ Hvad skal det betyde , at Du ikke bærer dine Smykker ? “ spurgte Grevinden ærgerligt . „ Fordi jeg ikke bryder mig derom . “ „ Før har Du dog idetmindste sat Priis paa det Armbaand , din Fader har givet Dig . Gaae ind og tag det paa . Jeg kan ikke lide , at man vil gjøre sig bemærket ved denne affecterede Simpelhed . “ Arabella kunde næppe svare , men hun fremtvang dog den Undskyldning , at Armbaandet var gaaet itu , og hun var glad ved at slippe for et yderligere Forhør , da Tjeneren meldte , at Vognen holdt for Døren . I en pinlig Stemning kom hun til Theatret ; hele Veien dertil havde hun gjort sig selv Bebreidelse over , at hun havde sagt en Usandhed . Det var kun en ringe Trøst for hende , at hun var nødsaget dertil , og en utilstrækkelig Undskyldning det jesnitiske : Øjemedet helliger Midlet . I Theaterlogen blev hun modtaget af Kammerjunker Staal , der præsenterede sin Ven , Kievisch , for dem . Mellem denne og Arabella udspandt sig snart en livlig Conversation , da Kievischs træffende Bemærkninger og aandrige Indfald morede hende . Han gjorde hende bekjendt med Flere af de Tilstedeværende , som hun ikke kjendte , hvorimod han syntes at kjende Alle . Han spurgte , om hun kjendte den unge , blonde Herre nede i Parkettet , der netop nu hilsede ham ; og da hun benægtede det , fortalte han hende , at det var hans gode Ven , Baron Kongsberg , Stamherre til Baroniet ; at Forældrene og to Søstre opholdt sig en Tid her i Byen , og at han var indbuden til at tilbringe en Deel af Sommeren paa deres Gods . Da han flere Gange benævnede de Herrer , som han navngav , som sine Venner , sagde Arabella : „ Jeg troer virkelig , at De kalder hele Verden deres Venner . “ „ Jeg forsikkrer Dem , Comtesse , “ svarede han , „ at der idetmindste fra min Side er Venskab for dem Alle , og det skulde gjøre mig ondt , hvis jeg opdagede , at de ikke , ogsaa betragtede mig som Ven . “ „ Jeg veed nok , “ vedblev Arabella , der følte sig tiltalt af hans aabne Væsen , „ at det hører til god Tone at have mange Venner , men det har altid forekommet mig farligt , da man saa let bliver bedømt efter sine Venner . “ „ Hvis det er Tilfældet , maa De ansee mig for et meget kjedsommeligt Menneske , og i det Hele have en daarlig Mening om mig . “ „ Hvorfor troer De det ? “ „ Fordi jeg er vis paa , at Staal ofte har fortalt Dem , at jeg er hans Ven . “ „ Taler Du nu ondt om mig igjen ? “ sagde pludselig Staal , der kun havde Hørt sit Navn blive nævnet . „ Ikke mere end Du fortjener , “ svarede Kievisch leende . „ Hvis det forresten kan more Dig , skal jeg betroe Dig , at jeg spurgte Comtessen om , hvem af os To hun fandt kjedsommeligst . “ „ Og saa mente De elskværdigst , “ faldt Grevinden ham i Talen . „ Det nytter ikke at benægte det . Damernes skarpe Syn er nu engang Herrernes Ulykke . “ „ Jeg vover dog at benægte det , “ vedblev Kievisch . Musiken afbrød Samtalen . En bekjendt svensk Sangerinde foredrog en af sit Fødelands smukke Sange og henrev Publikum til Begeistring . En Bifaldsstorm lønnede hende ; kun Staal sad og kæmpede med Søvnen . „ Finder De ikke , at hun synger fortryllende ? “ spurgte Grevinden . „ Det kan gjerne være , “ svarede han , „ men jeg kjender ikke noget Kjedsommeligere end en Concert . Var det ikke for Damernes Skyld , var jeg ikke kommen herhen . “ „ Det var virkelig overflødigt , Hr . Kammerjunker , at bringe et saa stort Offer for vor Skyld , “ sagde Arabella . „ Vi veed jo Alle , “ afbrød Kievisch , „ at Staal ikke er Musikelsker , men jeg troer dog , af den dybe Følelse i denne Sang maafte finde Vei til hans Hjerte . “ „ Jeg bryder mig ikke om dyb Følelse “ , svarede Staal vranten , da han ikke forstod , af Vennen vilde komme ham til Hjclp . „ Alle disse poetiske Hjerteudgydelser ere kun til for af forsfrue Hovederne . “ „ Tag Dig iagt , Staal ! “ udbrød Kievisch . „ Muserne taale ikke af fornærmes i Gratiernes Selskab . Du glemmer nok , af de ere Halvsøstre . “ Paa Hjemvejen maafte Arabella tilstaae , af hun ikke længe havde moret sig saa ' godt som denne Aften . De to Venner fulgtes sammen fra Concerten . Kicvisch var uudtømmelig i sin Roes over Arabellas Inde og Elskværdighed , og drillede Staal med , af Ingen skulde falde paa af troe , han var forelsket , saaledes som han havde baaret sig ad . Staal protesterede imod , af man behøvede af vise sig forelsket , fordi man agtede af ægte en ung Pige . „ Det ligger i , “ sagde Kievisch , „ af hvergang Du vil variere det Thema , af elske , kommer Du altid galt fra det . “ Som sædvanligt skiltes de i Uvenskab fra hinanden . Staal drømte den Nat om et veldækket Bord , en elegant Eqvipage og magelige Lænestole ; Kievisch om en ung , hvidklædt Pige , der paafaldende lignede Arabella . 9 . Foraaret kom . Udstillingen paa Charlottenborg var aabnet , og Publikum strømmede ind , Alle bedømmende og kritiserende . Blandt de Malerier , der tiltrak sig størst Opmærksomhed , var Emils to Genrebilleder , og den almindelige Dom var meget smigrende for ham . Med bankende Hjerte stod Arabella foran dem , og de Lovtaler , som hun fra alle Sider hørte om dem , drev Blodet til hendes Kinder . Grevinden derimod var rasende , men trøstede sig ved Staals ondskabsfulde Bemærkninger ; ja , hun havde endog den Glæde en af de følgende Dage at læse en spottende Kritik over dem i et af Dagbladene . Det var en Triumf for hende . Emil sad i sit Atelier og stirrede paa den skaansclløse Artikel , der syntes lagt an paa at tilintetgjøre hans Fremtid . Han vidste , at Spotten i vore Dage er en Kæmpe , der kvæler Talentet , og Smerte og Harme vexlede i hans Indre . Da bankede det paa Døren , og en ældre Herre med et meget distingveret Ydre traadte ind . „ Mit Navn er Baron Kongsberg , “ begyndte han . „ Jeg kommer for at gjøre Dem en Compliment for Deres Arbeider paa Udstillingen iaar . Især tiltaler den gamle Veteran mig , og jeg ønsker at kjøbe det . “ „ Det glæder mig , “ svarede Emil og bød den Fremmede en Plads . „ Det er ikke Alle , der dele Deres Dom , som De kan see af denne mere end ondskabsfulde Kritik . “ „ Man kan ikke behage Alle , “ svarede Kongsbcrg . „ Eet Gode har dog denne Kritik , nemlig at man kan være vis paa , at De ikke selv har skrevet den . Men jeg har et andet Forslag at gjøre Dem . Jeg ønsker , at De vilde male min Familie , og foreslaaer Dem at tilbringe Sommeren hos os , da vi i disse Dage reise tilbage til vort Gods paa Lolland . De kan der i Ro og Mag udføre Portræiterne , og tillige beder jeg Dem at undervise min yngste Datter , da hun har Lyst og Anlæg til at male . “ Naar man veed , hvad det vil sige at kæmpe sig frem i Livet , kan man forestille sig Emils Glæde og Taknemlighed over dette Tilbud , og det blev aftalt , at han i næste Maaned skulde reise til Kongsberg . Da Baronen gik , trykkede han Emils Haand og sagde : „ Det skal glæde mig at gjøre Deres nærmere Bekjendtskab . Jeg har ofte hørt Dem omtale af min Læge , Doktor Anker . “ Efterat Emil havde meddelt sine Forældre den glædelige Nyhed , ilede han til Anker , den trofaste Ven , hvem han kunde takke for sin Lykke . „ Jeg troer nok , “ sagde Anker smilende , „ at kunne lykønske Dig , thi den , der falder i Kongsbergs Hænder , er i gode Hænder . Desuden skyldte jeg Dig jo en Erstatning , fordi jeg var altfor tjenstvillig med at aabne Dig Grevinde Stjernholms Huus . “ „ Har Du nylig seet hendes Datter ? “ spurgte Emil . „ Ja ! det er ikke længe siden . Det er mærkværdigt , hvor hun har forandret sig til sin Fordeel . Man siger ellers , at Kammerjunkeren gjør Cour til hende . “ „ Er det muligt ? “ udbrød Emil og skiftede Farve . „ Men hun viser ham al den Ringeagt , han fortjener , “ tilføiede Anker hurtigt . Emil forlod sin Ven ligesaa nedslaaet og langsomt , som han let og glad var ilet til ham . Den Mulighed , at hun skulde tilhøre en Anden , var endnu ikke falden ham ind . Staal frygtede han vel ikke , men hvorledes var det muligt , at ikke en anden , ung og fornem Beiler skulde melde sig ? Og hvad var saa han , den fattige og ringeagtede Maler ? Hans Phantasi foregjøglede ham en Rival , han skulde kæmpe . imod , og ZErgjerrigheden , der længe havde ulmet i hans Sjæl , vaagnede nu og rakte ham Vaaben , men han manglede endnu Modet til at bruge dem . Denne Dag , der var begyndt saa smukt , endte derfor med at nedslaae alle hans Forhaabninger . — Faa Uger efter reiste han til Kongsbergs Gods . Hovedbygningen var en toetages Bygning med Fløie . En lang Allee førte til Gaarden , der var omgiven af en smuk , moderne anlagt Have . En Tjener førte ham op til anden Sal ind i to høie Værelser , hvoraf det ene var bestemt til Atelier , det andet til hans Soveværelse . En mild Sommerluft strømmede ind gjennem de aabne Vinduer og ligesom bød ham velkommen tilligemed Duften fra de udenfor staaende Syrener . Det forekom Emil som et Fredens Asyl . Tjeneren sagde ham , at om en halv Time spiste Herskabet , og at han kun behøvede at ringe , saa skulde han komme og vise ham Veien . Han aflagde hurtigt sine Reiseklæder , gjorde et omhyggeligt Toilet og gik med Tjeneren ned til den elegante Spisesal , hvor Baronen bød ham hjerteligt velkommen og forestillede ham for Familien . Ved Bordet fik han Plads mellem den unge Baron og dennes lille Søster , Ellen , der med barnlig Nysgjerrighed betragtede sin nye Lærer . Der var ellers ikke Andre tilstede end den gamle Baronesse og den ældste Datter , Hilda . Samtalen ved Bordet var munter og ugeneert . Efter Maaltidet viste den unge Baron Vilhelm Emil omkring i den store Have , hvor de tilbragte Eftermiddagen i livlig Samtale . Enhver i den Kongsbergskc Familie viste en Elskværdighed og Dannelse , der i høi Grad virkede velgjørende paa Alle , der kom i Berørelse med den . Al stiv Etikette var banlyst , men den blev dog aldrig ganske tilsidesat . Det varede ikke mange Dage , før Emil følte sig hjemme i deres Kreds . Tiden forløb hurtigt baade i de Timer , han malede Baronen og Baronessen , da de begge havde et smukt Conversationstalent , og i den Tid , han underviste den yndige lille Ellen . Den øvrige Tid tilbragtes i Munterhed og Glæde , da der stadig kom Gjæster . Ride- , Kjøre- og Seiltoure afløste hinanden , og Lege , Dands og Musik hørte til Dagens Orden . Iblandt Gjæsterne korn ogsaa Kammerjunker Kievisch , der end mere forhøiede Livligheden . Baronesse Hildas Kinder fik efter hans Ankomst en frislere Rødme , og hendes store , brune Øine straalede med forhøiet Glands , naar han optraadte som hendes Ridder paa de forskjellige Udflugter . Mellem ham og Emil opstod der et hjerteligt Venskab . Kievisch var en levende Beundrer af Emils Talent og følte sig tiltrukken af hans dannede og elsfværdige Væsen , ligesom Emil skattede hans aabne og hjertelige Imødekommen . Ved personligt at gjøre Emils Bekjendtskab , indsaae Kievisch , hvor afskyeligt Grevinde Stjernholm havde behandlet ham , uden at han dog kjendte Historiens nærmere Sammenhæng . Han undgik dog at omtale den Stjernholmske Familie , især da han vidste , hvor ilde anseet Grevinden var i det Kongsbergsfe Huus , og baade han og Emil beklagede stiltiende den stakkels Arabella , der i sit Hjem maatte savne alt det , som hun kunde have fundet , hvis Skjæbnen havde sat hende blandt de Omgivelser , hvori de to Venner nu befandt sig . Da Ungdommen en Eftermiddag kom hjem fra en Spadseretour og gik gjennem den lange Poppelallee , mødte de et Menneske med et besynderligt Udseende , der med falsk Stemme sang en Sømandssang . Det var en høi , bredskuldret Karl , der saae ud til at være omtrent fyrgeogtyve Aar gammel . Da han gik forbi dem , taug han og veeg frygtsomt til Siden , idet han hilsede med et skulende Blik . „ Saae De ham ? “ sagde Ellen til Emil . „ Det er Tosselars . De kan ikke troe , hvor jeg er bange for ham . “ „ Du er en lille Nar , “ svarede Broderen . „ Vær Du ganske rolig . Tosselars spiser ikke smaa Børn . “ „ Det kan gjerne være , “ svarede den Lille fornærmet , „ men Pigerne sige , han er saa ondskabsfuld . “ „ Det er fordi de drille ham . I de sidste Aar har han aldrig gjort et Menneske Fortræd . “ Da Emil bad om nærmere Oplysninger om ham , fortalte Baron Vilhelm og Hilda afvexlende hans Historie . Lars Olsen var født i Nyboder og blev en rask Sømand . Han blev forlovet med en smuk Pige , ligeledes fra Nyboder , men et Par Uger for Bryllupet skulde holdes , blev han udcommanderet med et Orlogsskib , der skulde blive et Par Aar borte . Paa Reisen samlede han Penge sammen , og med Hænderne fulde af smukke Foræringer til sin Brud , kom han tilbage og ilede til hendes Bolig . Høirøstede Stemmer , Sang og Latter modtog ham . Han rev Døren op , saae sin Brud festligt smykket og erfarede , at hun samme Dag havde giftet sig med en anden ung Sømand . Næste Dag fandt Politiet ham aldeles beruset liggende udenfor et Værtshuus , og siden var han aldrig ædru . Denne bestandige Drukkenskab fremkaldte efterhaanden Anfald af formeligt Raseri , hvorunder han angreb ethvert Fruentimmer og vilde dræbe dem , da han i dem Alle troede at see sin fordums Forlovede . Han blev bragt til en Daareanstalt , al Spiritus blev nægtet ham , og han kom sig for sine heftige Anfald , men blev næsten en Idiot . Fra Anstalten blev han bragt til en Slægtning paa Baroniet , en Gaardmand , der meget omhyggeligt passede paa , at han ikke nød Noget , der kunde flade ham og fremkalde hans gamle Anfald . „ Det er en bedrøvelig Historie , “ sagde Emil , „ og det synes mig dog ængsteligt at have et saadant Menneske i sin Nærhed . “ „ Det har ingen Nød , “ sagde Baron Vilhelm . „ Næslen i alle Sogne gaaer der jo et saadant halvtosset Menneske omkring . “ 10 . Grevinde Stjernholm havde leiet en Sommerbolig i Frederiksborg . Hver Sommer laa hun paa Landet , men altid paa forskjellige Steder . I Grunden kjedede hun sig derved og vidste ikke , hvorledes hun skulde fordrive Tiden , men det var nu engang Mode , og den maatte hun følge . Hendes sidste Inclination , Godseieren , var i Udlandet , og Kammerjunker Staal , som hun havde vænnet sig til at betragte som sin tilkommende Svigersøn , kom stadigt derud , da han havde nære Slægtninge der , som han besøgte . Det var derfor naturligt , at hun valgte en Sommerleilighed , hvor hun kunde have ham til hyppig Gjæst . Han havde ogsaa indført Kievisch der i Huset , førend denne reiste til Kongsberg , og han kom der gjerne , da Arabella udøvede en magnetisk Tiltrækning . Hun saae vel hans Overfladiskhed og Letsindighed , men opdagede tillige den Hjertensgodhed og Sanddruhed , der opveiede hans Feil . Kievisch var derfor en velkommen Gjæst , dog uden at gjøre noget Indtryk paa Arabellas Hjerte , hvorimod Staal altid var hende i høieste Grad uvelkommen , da hans Paatrængenhed blev mere og mere utaalelig . Grevindens Allusioner til et nærforestaaende Ægteskab med ham , vare ikke til at misforstaae , og med Ængstelse tænkte hun paa , hvorledes hun skulde forebygge et Frieri , da hun forudsaae , hvilke Scener et Afslag vilde medføre . I Midten af Juni reiste Kievisch til Kongsbergs , og Terrainet var nu srit for Staal . En Formiddag sagde Grevinden til Arabella , at en af Folkene skulde til Byen forat besørge adskillige Ærinder , og af det var bedst , af han tog Arabellas Armbaand med , da der var flere Ting , Juveleren skulde reparere . Arabella vilde Heller synke i Jorden end tilstaae , hvad hendes Kjærlighed havde bragt hende til , og efter en kort Kamp med sig selv , sagde hun med blussende Kinder , af hun maatte tilstaae , af hun havde taget sin Tilflugt til en Usandhed , da hun sagde det var itu , fordi hun frygtede af vække Moderens Vrede , naar hun tilstod , af hun havde tabt det . Grevinden , der aldrig lod nogen Leilighed gaae forbi , hvor hun kunde vise sin sande Karakkeer , gav en storartet Scene tilbedste , hvori hun bebreidede Datteren Mangel paa Tillid , paa Sanddruhed og paa Orden . „ Hvor har Du tabt det ? “ spurgte hun . „ En Aften i Theatret . “ „ Har Du da Intet gjort , for af faae det tilbage ? “ „ Jo , men Alt forgjæves . Formodentlig er det faldet af , da jeg steg i Vognen , og blevet knust i Trængselen . Det er nu et halvt Aar siden , og jeg faaer det formodenlig aldrig igjen af see . “ Det veemodige Udtryk , hvormed disse Ord bleve udtalte , afvæbnede lidt Grevinden . „ Det bliver værst for Dig selv , “ sagde hun , „ da jeg ikke har isinde for det Første at give Dig et saa kostbart Smykke . “ Lidt efter traadte Staal ind . Hans høitidelige Ansigt bebudede noget Overordentligt , og Arabella frygtede for , hvad der nu vilde skee . „ Hvor det er lummert idag ! “ sagde Grevinden . „ Ja , jeg kan ikke udholde det længer , “ sagde Staal med et ildevarslende Blik paa Arabella . „ Jeg har glemt at sætte friske Roser i den chinesiste Vase , “ udbrød denne , reiste sig , tog sin lille Straahat paa og ilede ud i Haven . „ Jeg kan virkelig ikke tillade , at Comtessen spolerer sine smukke Hænder , “ sagde Staal og ilede efter hende . Arabella stod midt i et Blomsterbed og fyldte en lille Kurv med Blomster , da Staal til hendes Ærgrelse kom til og sagde : „ Giv mig Kniven og lad mig hjelpe Dem ! “ „ Tak ! jeg behøver ingen Hjelp . Jeg er desuden snart færdig , “ svarede hun . „ Nei ! nei ! kom ikke herind ! De træder jo paa mine smukkesle Planter . “ „ Siden De ikke vil modtage min Hjelp , maa jeg finde mig deri , men skjænk mig en af de Rosenknopper i Deres Kurv . “ „ Det gjør mig ondt at maatte afslaae Deres Bøn . “ „ Betænk Dem vel , Comtesse ! “ vedblev Staal og saae stivt paa hende . „ Jeg lægger i dette Øieblik en dybere Betydning i Deres Handlemaade . “ „ Saa maa jeg være dobbelt forsigtig , “ svarede Arabella , „ især da det er Mosroseknopper , Talen er om . “ „ Hvad mener De dermed ? “ „ At denne Knop betyder Haab , og — at jeg intet Haab vil give Dem . “ Efter disse Ord gik hun hen til en hvi Busk , hvis grønne Grene hun afskar . Staal sagde ikke et Ord , men tilkastede hende et hadefuldt Blik og gik tilbage til Huset . Da Arabella senere kom ind , fandt hun sin Moder alene . Staal havde taget en kort Afsked og ilede rasende til Postgaardeu , bestilte Extrapost og en Time efter jog han til Kjøbenhavn i en oprørt Stemning . Han hadede Arabella , ikke fordi han var gaaet Glip af hende , men af hendes Formue . Alle hans Luftcasteller vare blæste om som et Korthuus . Hævntanker fore som et Lyn gjennem hans Hoved , men disse Lyn lignede kun Kornmodn ; de kunde ikke anrette Skade . I denne Stemning tilbragte han fjorten Dage i Kjøbenhavn , og gik omkring knurrende og brummende som en Buldbider , der kun venter Leilighed til at bryde løs . Endelig kom et Brev til ham fra Grevinden . „ Hvad skal jeg med det ? “ udbrød han . „ Jeg sætter aldrig min Fod mere i det forbandede Huus . “ Der gik nogle Dage , inden han læste det . Det indeholdt i de meest insinnante Udtryk en bønlig Anmodning om snart at besøge hende . „ Det er dog virkelig en elsfværdig Kone , “ sagde han til sig selv , „ langt at foretrække for den indbildste , snerpede Datter . Hun holder af mig . — Men hvorfor i al Verden vil jeg da ikke have hende ? Hendes Formue er jo endnu større , — og saa fik jeg dog Hævn over Arabella . “ Disse Tanker oplivede ham , som om han havde undfanget en glimrende Idee . „ Skade , at hun har et daarligt Renommee ! Hvad vil Verden sige ? “ tænkte han lidt efter . „ Alle finde Arabella smuk , og jeg kan just ikke sige , at Moderens gamle Yndigheder ere videre tiltrækkende . “ Disse Reflexioner afkølede ham lidt , men Tanken om paa denne Maade at hævne sig paa Arabella opflammede ham igjen , og han besluttede at reise derud . Han fandt Grevinden i en chinesisk Pavillon i hendes Have , henkaslet paa en Ottoman , i en Atmosphære , hvori Ü8 Louguot Parfume fortrængte Duffen fra Roserne og Heliotroperne . I en orangefarvet Silkekjole , der tæt sluttede om hendes altfor fyldige Former , lignede hun Ruinen af en fordums Skjønhed . Hun kjedede sig næsten tildøde i sin Eensomhed , men da hun saae Staal træde ind , rakte hun ham Haanden med det gladeste og sødeste Smil . „ Er De der , Hr . Deserteur ? “ sagde hun . „ Men jeg tilgiver Dem , saa glad er jeg over at see Dem igjen . “ Hun forblev i sin liggende Stilling . Han trykkede hendes Haand til sine Læber , trak en Taburet hen til Sophaen og tog Plads . „ Maa jeg saa først og fremmest , “ vedblev hun , „ spørge Dem , hvorfor De deserterede ? “ „ Jeg vil aabent tilstaae , at jeg følte mig saaret over den Kulde , hvormed jeg i den senere Tid blev behandlet her i Huset . “ „ Hvis Arabella har krænket Dem , er det imod min Villie , “ svarede hun alvorligt , “ og jeg skal tale med hende derom . “ „ Nei , Deres Naade , “ afbrød Staal . „ Det er Dem selv , der har leget med mine Følelser . Deres Brev gav mig atter Haab ; ellers havde De aldrig seet mig mere . “ „ Men De tager aldeles feil , min kjære Staal . De maae have misforstaaet mig . Jeg giver Dem herved mit uforbeholdne Samtykke til at ægte Arabella . Den Sag kan afgjøres endnu idag . “ Kammerjunkeren fremkunstlede en Forundring , der saae aldeles naturlig ud . Han sad , som om han havde tabt Mælet , medens han grublede over , hvorledes han skulde rede sig ud af denne Klemme . Af Naturen , der ikke havde ødslet med Forstandens Gaver paa ham , havde han derimod faaet en Deel Snuhed , der i dette Øieblik kom ham godt til Hjelp , og han udbrød : „ Nu forstaaer jeg det Hele , og en Forklaring er nødvendig . Jeg maa da først forsikkre Dem , at jeg aldrig har tænkt paa at ægte Deres Datter . “ „ Saa maa jeg sige Dem , at De har opført Dem mildest talt uforskammet , “ foer Grevinden op og reiste sig . „ De har havt os begge til Nar , og det undrer mig ikke , at De har skjult Dem af Skam over at gjøre en ung Pige til Gjenstand for Folks Omtale . “ „ Men , Herre Gud ! hør mig dog først ud , “ sagde Staal , greb Grevindens Arm og tvang hende næsten til igjen at tage Plads . „ Det er jo ikke Deres Datter , men Dem selv jeg elsker . “ „ Mig ? “ raabte Grevinden med en Forundring , der ikke var paataget . „ Ja ! Jeg , Kammerjunker og Kapitain Staal anholder herved om Grevinde Frederikke Stjernholms Haand . Forstaaer Øe mig nu ? “ „ Jo ! men hvorfor i al Verden har Øe da gjort Cour til min Datter og ikke til mig ? „ Har jeg da ikke , “ svarede han , „ i Aar og Dag adlydt ethvert af Deres Vink ? Men siden ifjor foretrak Øe Andre , og Grunden til Deres Kulde imod mig troede jeg at finde i Comtesse Arabellas aldeles uforklarlige Had til mig . Jeg søgte at vinde hende , da jeg vidste , hvor kjærlig en Moder Øe er , for at hun ikke skulde staae mine Ønsker i Veien . Alt var forgjæves ! og jeg opgav ethvert Haab , indtil Deres Brev viste mig , at jeg idetmindste med Hensyn til Dem havde taget feil . “ „ Saa tilgiv mig , kjære Staal , “ svarede Grevinden smt , „ at jeg har miskjendt Dem , men , som Øe opførte Dem , kunde da ingen Dødelig forstaae Dem . “ „ Allsaa ? “ sagde Staal og lagde Armen om hendes Liv . „ Nei , stop lidt , min Ven ! “ sagde Grevinden med Koketteri . „ Jeg maa have Betænkningstid . Jeg havde besluttet aldrig at gifte mig . “ Dette var alvorligt meent . Grevinden elskede sin Frihed og foretrak langt smaa Amouretter for et Ægteskab . Desuden fandt hun at Titlen „ Hendes Naade , Grevinde Stjernholm “ lød langt smukkere end „ Fru Kammerjunkerinde “ . Staals ellers blege Ansigt blev rødt som Skarlagen . Han mindedes Kievischs Spotterier og svor i sit Indre , at denne Gang vilde han ikke modtage nogen Kurv . „ Vil Øe da bringe mig til Fortvivlelse ? “ raabte han . „ Har Øe ikke Medlidenhed med de Ovaler , jeg har gaaet igjennem , naar jeg saae Dem foretrække Andre for mig ? O , vidste Øe , hvor høit jeg elsker Dem ! “ og han kastede sig paa Knæ for hende . Al denne Kjærlighed kunde Grevinden ikke modstaae . Hendes Hjerte bankede af Stolthed og Henrykkelse . Med et ømt Smiil bad hun nu kun om Betænkningstid til næste Dag . „ Nei ! “ udbrød han heftigt . „ Jeg reiser mig ikke , før jeg har hørt min Skjebne . Enten flyder jeg mig en Kugle for Panden , eller De bliver min ! “ Det var for meget for Grevinden . Hun udstrakte sine Arme , og med et hvidskende „ Ja “ sank hun til hans Bryst . Et Par Timer efter traadte Grevinden ind til Arabella , der sad ved sit Fortepiano . , „ Arabella ! Jeg har en stor Nyhed at fortælle Dig , “ udraabte hun i en triumpherende Tone . „ Jeg er idag blevet forlovet med Kammerjunker Staal ! “ „ Det er da vel ikke dit Alvor , Moder ! “ udbrød Arabella forfærdet . „ Jo , det veed Gud det er . Er jeg maaskee for gammel til at gifte mig ? Du burde glæde Dig ved at see mig saa lykkelig . “ „ Kjære , bedste Moder ! “ bad Arabella bønligt . „ Vær dog ikke blind ! bryd denne Forbindelse , før Nogen ahner den . Du vil blive ulykkelig med denne hjerteløse Egoist , der hykler Kjerlighed kun for dine Penges Skyld . Tro dog dit Barns Ord . Jeg er maaskee den Eneste , der mener Dig det oprigtigt . “ „ Det er ikke noget Nyt , “ afbrød Grevinden hende , „ at Børn blive opsætsige , naar deres Fader eller Moder vil gifte sig igjen . Du kan spare dine moralsfe Formaninger . Jeg veed meget godt , at Du hader Staal , og han har selv frygtet , at Du vilde stille Dig mellem ham og mig . Derfra skriver sig dine kjerlige Advarsler . “ Arabella taug . Den Tanke , at skulle see en anden Fader i det ondskabsfulde Menneske , fremkaldte en saa voldsom Smerte i hendes Sjel , at den afspejlede sig i ethvert af hendes Træk . Grevinden , der i sin Lykke var noget mildere stemt end ellers , blev lidt medlidende ved Synet deraf , gik hen til Datteren , kyssede hende paa Panden og sagde : „ Vær nu en fornuftig Pige og stnd Dig i , hvad der ikke kan være anderledes . Overvind din barnagtige Uvillie mod Staal , og væn Dig til den Tanke , at han om kort Tid stal være Dig i Faders Sted , og at han kan fordre Agtelse og Lydighed af Dig . “ Da Arabella ved disse Ord brast i Graad , forlod Grevinden hende . Da hun næste Øag modtog Staal , viste hun ham Høflighed , og gik ham endog venligt imøde . Denne viste sig altid i Grevindens Nærværelse ligeoverfor Arabella fra sin elskværdigste Side , men hemmeligt pønsede han stadigt paa at saare hende , og det lykkedes ham næsten daglig at forbittre hende Livet . Grevinden derimod var ømmere imod hende og omgængeligere end nogensinde før . 11 . Paa Kongsberg fortsattes det muntre Liv . En Eftermiddag gallopperede en lille Cavalcade henad en Skovvei . I Spidsen red Baronesse Hilda . En mørkegrøn Ridedragt fremhævede hendes smukke Figur , og den lille Hat med de lange , sorte Fjer klædte hendes yndige Ansigt fortrinligt . Ved hendes Side red en elegant Rytter , Kammerjunker Kievisch . Efter dem fulgte Baron Vilhelm og Norstrand med den lille Ellen paa en Ponny imellem sig . „ Jeg vil foreslaae Selskabet , “ sagde Hilda og standsede sin Hest , „ at vi her gjøre Holdt . Græsset her er blødt , Træernes Kroner beskytte os for Solen ; lad os hvile en Timestid . “ Næppe havde hun udtalt sit Ønske , før Kievisch var sprungen af Hesten , og idet Hildas lille Fod støttede sig paa hans Haand , svang hun sig let af Saddelen . De Andre fulgte Exemplet , og Selskabet leirede sig i Græsset . „ Her er virkelig malerisk , “ sagde Kievisch , der havde taget Plads ved Hildas Fødder . „ Her er som i en fortryllet Lund , og det forekommer mig , at jeg ligger ved Foden af en af Skovens Nympher . “ „ For at fuldende det Eventyrlige , mangler knn et Jægerhorn i det Fjerne , “ fortsatte Emil . „ Havde jeg blot min lille Ven , Frank , her , skulde den Mangel snart være afhjulpen , “ sagde Kievisch . „ Hvad er det for en lille Ven ? spurgte Wilhelm . „ Det er en Spillemand i Garden , der har havt en sørgelig Barndom , og som jeg specielt har taget mig af . “ „ Lad os høre den Historie ! “ bad Wilhelm . „ Det er saamæn ikke værd at opfriske triste Erindringer , “ svarede Kievisch . Comtesse Hilda forenede sine Bønner med Broderen , og Kievisch lød sig overtale til at fortælle , hvorledes han for 5 Aar siden for første Gang saae den lille Frank . Han var nemlig i sin Bolig blevet opskrækket ved et Skud , der lød oppe paa Qvistværelserne ' , og efterfulgtes af gjennemtrængende Skrig . Han ilede derop og fandt Familiens Forsørger med gjennemskudt Hjerne , endnu med Pistolen i Haanden . , Konen kastede sig med sine to smaa Børn over Liget . Grunden til Selvmordet var Næringssorger , men under saa graverende Omstændigheder for den nærmeste Aarsag , at “ den Paagjældende ikke fortjente at unddrages Offentlighedens Dom . Det var en rig Grosserer , hos hvem den Afdøde havde tjent , men som var utilfreds med dennes Arbeidsdygtighed og derfor havde afskediget ham . Han lod ham blive boende i sin Eiendom for en ringe Leie , og da denne ikke blev betalt paa den bestemte Dag , vilde den rige og umenneskelige Eier kaste den ulykkelige Familie ud paa Gaden . Kievsich var gaaet til Grossereren for at formaae ham til at yde de Efterladte nogen Hjelp , men han fandt under en sieben og fiin Form et steenhaardt Hjerte og en ubarmhjertig Bøddel mod den Fattige , der opfyldte ham med Foragt . Den fattige eller idetmindste ubemidlede Lieutenant sørgede blandt sine Venner og Bekjendte for , at Konen fik Arbeide , saa at hun endnu den korte Tid , hvori hun overlevede sin Mand , kunde ernære sin lille Datter , og Drengen tog han sig specielt af . Han fik ham ansat i , Garden som Spillemand , og han havde den Glæde , at Drengens musikalske Talent aabnede ham en lysere Fremtid . Det var især Valdhorn , han blæste , og ved mange Leiligheder havde Kievisch allerede havt Glæde af ham og høstet Lønnen for sin Omsorg for ham . Der opstod en Pause , som Comtesse Hilda først brød ved at sige : „ Hvor det var smukf af Dem , at tage Dem af den stakkels Familie ! “ „ Det er ikke værd at forringe Handlingens Værdi ved at rose den , “ svarede Kievisch . „ Jeg veed næsten ikke , hvorledes jeg skulde have handlet anderledes , naar jeg ikke vilde frakjende mig selv en Smule Hjerte . “ „ Der kan man see , “ udbrød Baron Wilhelm og reiste sig , „ at der under den letsindige Modeherres elegante Dragt kan findes et langt bedre Hjerte , end under den saakaldte Hæderliges agtværdigt Klædning . “ Hilda fulgte Broderens Exempel og reiste sig . Det blev Signalet til almindeligt Opbrud . „ Soldaterne følge deres Kammerat til Graven med en Sørgemarsch og forlade den med en lystig Melodi , “ sagde Kievisch . „ Lad os følge Krigernes Exempel . Vi have nu offret de Afdøde en alvorlig Tanke , lad os nu vende tilbage til Livet og nyde dets Glæder . “ Det lille Selskab svang sig i Saddelen , og i den deilige Aftenstund vare de strax Alle rede til at følge Kievischs Raad . — Omtrent en Fjerdingvei fra Hovedgaarden boede en ung Gaardmand , til hvis Datter ' Baronesse Hilda havde staaet Fadder . Ved deres Hjemkomst hørte hun , at Barnet var blevet meget sygt , og besluttede derfor næste Morgen at staae tidligere op end sædvanligt , før at besage Barnet før Frokosttiden . Allerede før Klokken 7 gik hun den følgende Morgen derhen , blot ledsaget af sin lille Søster Ellen . „ Hilda ! Hilda ! “ raabte Ellen pludselig . „ Der er Tosselars . Han kommer lige hen imod os , og han seer frygteligt ud . Hvor skal vi skjule os ? “ Hilda saae ham nu ogsaa komme løbende over Marken . Klæderne hang uordenligt om ham , Hovedet var ubedækket , og det tykke Haar flagrede i Vinden . Hans Øine stirrede vildt paa dem . Hun blev greben af en lammende Skræk . Begge vendte om og ilede tilbage saa hurtigt som muligt . Da den Vanvittige saae dem løbe , forfulgte han dem . De fordoblede deres Kræfter , men de svigtede dem snart ; de følte sig nær ved at segne om , og ingen Hjelp var isigte . De hørte hans Skridt nærmere og nærmere , og pludselig følte Hilda sig greben af hans jernhaarde Hænder . Han bøiede sit røde , fortrukne Ansigt imod hendes ; hans Aandedræt var som et vildt Dyrs . Det sortnede før hendes Øine , og hun sank besvimet til Jorden . Ellen udstedte et hvinende Skrig og forsagte med sine smaa Hænder at befrie Søsteren , men den Afsindige gav hende et saa voldsomt Slag , at hun tørnede mod et Træ , dog uden at tabe Bevidstheden , saa at hun endnu kunde udstøde det ene hjerteskærende Skrig efter det andet . Synet af den bevidstløse Hilda syntes at glæde den Vanvittige . Han betragtede hende opmærksomt og brød ud i en vild Latter , kastede sig over hende og greb hende med begge Hænder om Struben . I samme Nu sprang en Mand forbi Ellen , greb fat i Uhyret og kastede ham til Jorden . En heftig Kamp begyndte nu mellem ham og Tosselars , der var i Besiddelse af Kæmpekræfter , men Emil havde fra Begyndelsen saaet Overhaand over ham ved at sætte Knæet paa hans Bryst og fast slutte sine Hænder om hans Haandled , før han tænkte paa at sætte sig til Modværge . Han raabte til Ellen , gt hun skulde løbe før at faae Hjelp . I samme øieblik kom lykkeligviis en Bondevogn kjorende . Det var paa høie Tid , thi den Vanvittige var som et vildt Dyr , der udstødte hæse Hyl og vilde bide Emil , medens hans med Blod underløbne Øine viste , at han vilde dræbe Enhver , hvis han fik Overhaand . Ved Hjelp af Bonden lykkedes del at binde ham med et Reb og faae ham lagt op paa Vognen . Derpaa bad Emil Bonden at kjøre op til Gaarden , for at underrette Beboerne om , hvad der var passeret . Hilda laa endnu bevidstløs , og Ellen badede hendes Ansigt med sine Taarer . Emil sik koldt Vand fra en Aa og badede hendes Tindinger , men forgjæves , og han blev ængstelig , især da han bemærkede underløbet Blod paa hendes Hals , Mærker af den Vanvittiges Fingre . Han betænkte sig ikke længe , men løftede hende op paa sine Arme og gik med hende til hendes Hjem , fulgt af den grædende Ellen . Strax efter kom et let Kjøretøi farende henad Veien , det var Baron Wilhelms . Han var bleg som et Lig og i en Tone , der røbede den største Sjeleangst , raabte han , idet han sprang af Vognen : „ Er der Haab om hendes Liv ? “ Han rev Søsteren ud af Emils Arme , trykkede den smukke , livløse Skabning til sit Bryst og udbrød fortvivlet : „ O Gud ! det er min Skyld . Jeg lod det Uhyre blive her paa Godset . Døer Du , velsignede lille Søster , bliver jeg aldrig Menneske igjen . “ Ellen hulkede høit , og Emil kunde ikke give Haab ; han havde selv tabt det . Hun blev forsigtigt lagt paa Vognen ; dens Bevægelse vækkede hende af hendes dødlignende Tilstand . Et let Suk opsteg fra hendes Bryst , hun slog Øinene op , men i samme Nu lukkede hun dem igjen og faldt atter tilbage i sin bevidstløse Tilstand . Ellen , der sad ved hendes Side med Armen om hendes Nakke , havde dog seet det . „ Hun lever ! “ raabte hun jublende . Emil og Baron Wilhelm vendte sig hurtigt om , men hun laa atter bevidstløs for dem . Broderen vilde ikke troe Ellen , men hun forsikkrede , at hun havde slaaet Øinene op . „ Gud være lovet , saa er det kun en Besvimelse , “ sagde Emil . Baron Wilhelm trykkede hans Haand med Taarer i Øinene og sagde kun : „ Min Taknemmelighed mod Dem er sførre , end jeg kan sige Dem . “ Efterretningen om Ulykken , som Bonden havde bragt , udbredte sig snart til alle Gaardens Beboere . De ulykkelige Forældre vare lammede af Skræk . Paa Kievisch virkede det som et Lynslag . Han skjulte Hovedet i begge stne Hænder , og man saae tydeligt hans Taarer strømme . Da Lyden af Vognen naaede hans Øren , var han den Første , der ilede den imøde . „ Hun er reddet ! hun lever ! “ raabte Wilhelm til ham . „ Hun lever ! “ gik det fra Mund til Mund , og som et Trylleord vakte det Liv hos Alle , først og fremmest hos de . stakkels Forældre . Hun blev baaren ind og lagt paa en Sopha , og ved stærke Midlerlykkedes det omsider at kalde Livet tilbage hos hende . Men den Rystelse , den Dødsangst , hun havde gjennemgaaet , havde været altfor stærk . Hun vaagnede op i Vildelse , skreg og raabte , at man skulde befrie hende for det rædsomme Menneske , og hun kjendte Ingen . Flere Dage og Nætter laa hun i de vildeste Phantasier . Moderen veg ikke fra hendes Seng . Man læste Ængstelse og Bekymring paa alle Ansigter . Paa den før saa muntre og lystige Gaard herskede der Dødsstilhed . Man vidste ikke , om Dødsengelen var ifærd med at afplukke den smukkeste Blomst . — Men Himlen hørte de mange Bønner for den Kjære . Hendes Ungdomskraft feirede i denne tause , mystiske Kamp . En Krisis blev lykkelig overstaaet , og hun var frelst . Aarsagen til al denne Ængstelse og Farer , Tosselars , blev bragt til en Daareanstalt . Han havde været snu nok til , da han hiin Morgen tilfældigviis havde været ubevogtet , at opdage , hvor Gaardmandens Brændeviin var gjemt , havde brækket Laasen op og beruset sig , hvorefter han fik et Anfald af sit gamle Galskab . I denne Tilstand havde han mødt de unge Baronesser og strax udseet dem til sit Offer . Den første Dag , Hilda kunde komme ind i Havestuen , var en sand Glædesfest for Alle . Hun var meget bleg og afmagret , men saae fortryllende ud i sin hvide , kniplingbesatte Morgendragt . „ Det er første Gang , jeg seer Dem efter hiin forfærdelige Morgen , “ sagde hun til Emil , idet hun rakte ham Haanden og lod sine mørke Øine med et taknemligt Blik hvile paa ham . „ Jeg skylder Dem mit Liv . Hvorledes stat jeg kunne gjengjelde Dem det ? “ Kievisch ønskede sig i dette Øieblik i Emils Sled . „ Den største Løn , “ svarede Emil , „ er den Bevidsthed at have kunnet redde Deres Liv . “ „ Jeg vil troe Dem , “ sagde den gamle Baron . „ Min Kone og jeg føle Begge , at uden Dem havde min Datter været et Dødens Bytte , og vi takke Dem af Hjertet . Betragt fra idag mit Huus som Deres andet Hjem , og vær forsikkrer om , at Øe i hele Deres Liv ikke vil finde trofastere Venner end os . “ „ Og en Moders Taknemlighed svigter ligesaa lidt som hendes Moderkjærlighed , “ tilføiede Baronessen . Den gamle , livlige Stemning vendte atter tilbage . Man lo og spøgte , men da Baronesse Hilda endnu var svag , samledes man efter Middag i Havestuen istedetfor at streife om i Omegnen . Posten kom daglig , og man greb begjerligt efter Aviser og Breve . En Dag var iblandt Brevene et til Kievisch . Da han havde læst de første Linier , udbrød han : „ Har I jeg nogensinde hørt Mage ! Min gamle Ven , Kammerjunker Staal , er blevet gal ! “ „ Er Staal gaaet fra Forstanden ? “ spurgte Baron Wilhelm . „ Ja , det seer saaledes ud , “ svarede Kievisch . „ Han har forlovet sig med Grevinde Stjernholm . “ Enhver af de Tilstedeværende brast i Latter , undtagen Emil . „ Men hvem kan dog have bragt ham paa den Idee ? “ spurgte Baron Wilhelm . „ Sagen er , “ svarede Kievisch , „ at Magelighed altid har været Staals Skjødesynd . Han har altid ønsket en Herregaard , og den skal nu Grevindens Penge hjelpe ham til . Jeg vil dog raade ham til , naar jeg seer ham , at han sørger for at faae en Eiendom med en smuk Skov til , for at han kan faae et anstændigt Egetræ at hænge sig i . “ „ Har Grevinde Stjernholm ikke en Datter ? “ spurgte den gamle Baron . „ Jo , en udmærket smuk og yndig Pige ! “ sagde Kievisch med et Udtryk , der var heelt forskjelligt fra hans tidligere satiriske Tone , og hvorover baade Baronesse Hilda og Emil studsede . „ Moderen var ogsaa engang smuk , “ vedblev Baronen og trak paa Skulderen . „ Men Comtesse Arabella ligner ikke i fjernesle Henseende sin Moder , “ tog Kievisch ivrig Ordet . „ Hun er den elskværdigste og qvindeligste unge Pige , man kan tænke sig . “ „ Man siger ellers , at Æblet falder ikke langt fra Stammen , “ indvendte Baronen . „ Da er her et Exempel paa , at selv en fordærvet Stamme kan bære en smuk Frugt , “ svarede Kievisch og rødmede . „ Det er næsten utroligt , under saadanne Omgivelser og med et saa flet Exempel for Øie , “ bemærkede Baronessen . „ Hvorledes den unge Pige har kunnet udvikle sig saa smukt og saa reen , veed jeg ikke , “ svarede Kievisch alvorligt . „ Himlen benytter undertiden forunderlige Midler , og man bør ikke fordømme Børnene for Forældrenes Skyld . “ Samtalen blev afbrudt ved at en Tjener meldte , at Hestene stode for Døren . De unge Herrer havde aftalt en Ridetour , og Kievisch gik et Øieblik bort for at forandre sit Toilet . „ Der havde vi nær gjort Kievisch vred . Det var hans ømme Side , vi angreb , “ sagde Baron Wilhelm polidsk . „ Hvorledes det ? “ spurgte Moderen . „ Han er naturligviis forelsket i den unge Comtesse op over begge Øren . Han kommer meget i det Stjernholmske Huus , og naar vi kjende hans Mening om Grevinden , er det da tydeligt , at han ikke kommer der for hendes Skyld . “ Med disse Ord forlod ogsaa Baron Wilhelm Værelset , for at ride ud . „ Hvor Du seer bleg og angreben ud , Hilda ! “ udbrød Baronessen ængsteligt og greb Datterens Haand . „ Du er jo iiskold . “ „ Jeg har vistnok overanstrengt mig idag , “ svarede Hilda og forsøgte at reise sig , men sank atter tilbage i Lænestolen . „ Kom til Ro , mit kjære Barn , “ sagde Baronen . „ Støt Dig til mig . Naar Du har hvilet Dig , gaaer det nok over . “ Han lagde Armen om hendes Liv og mere bar end førte hende til hendes Værelse . Her faldt hun i en heftig Graad , der i høi Grad ængstede Forældrene . Der blev strax sendt Bud efter Lægen , og da han kom , laa hun i Feber . Man vaagede over hende hele Natten , og først henad Morgenen blev hun roligere , og Feberen tog af , men det varede flere Dage , inden hun kunde forlade sit Værelse . Den Eneste , der havde gjennemskuet Grunden til hendes Tilbagefald , var Emil , fordi han selv følte en lignende Smerte . Ogsaa han havde tilbragt en søvnløs Nat . Den Medbeiler , hans Phantasi før havde foregjøglet ham , kjendte han nu , og han tvivlede ikke om , at Arabella tilsidst maatte gjengjelde den Kjærlighed . „ Og dog elsker han hende ikke som jeg ! “ tænkte han . „ Han er god , hjertensgod , men letsindig . Ellers havde han ikke saaledes flagret om Baronesse Hilda med en Andens Billed i Hjertet . “ Han gjennemgik i Tankerne Alt , hvad der kunde give ham Haab , men nu udlagde han Alt som Følgen af Medlidenhed med den fattige , forurettede Kunstner . Da Hilda atter kunde forlade sit Værelse , og Kievisch med hjertelig Deeltagelse yttrede sin Glæde over atter at see hende i deres Midte , svarede hun saa koldt , næsten spottende , at han forundret stirrede paa hende . I samme Øieblik kom Emil ind . Hun rakte ham venligt Haanden og sagde med sin sædvanlige milde Stemme : „ Tak for Deres venlige Forespørgsler til mig gjennem lille Ellen ! “ og hun henvendte sig i den følgende Samtale næsten udelukkende til ham . Kievisch trak sig noget fornærmet tilbage . Han opdagede snart , at Hilda stadig undgik ham . Enhver af hans venlige Ittringer besvarede hun paa en sareastisk Maade , som han før ikke havde kjendt hos hende . Emil saae det og forstod det . Det forekom ham , at de Begge kæmpede paa en og samme Valplads . Et hjerteligt , søsterligt Forhold opstod imellem dem , og dette kom ganske naturligt , da Emil fra den . Dag , han havde reddet hendes Liv , af hele det Kongsbergske Huus blev betragtet og behandlet som et Medlem af Familien . Kun Kievisch bedømte det anderledes , især da han mærkede , at Emil var bleven tilbageholdende ligeoverfor ham og ikke opsøgte ham som tidligere . Kievisch , der troede at have opdaget en gjensidig Kjærlighed , blev skinsyg og følte sig forstemt og ubehageligt tilmode . Han forsøgte vel at indbilde sig selv , at den Sag jo kunde være ham aldeles ligegyldig , men det lykkedes ham ikke , og han besluttede at forlade Kongsberg . Alle Baron Vilhelms Overtalelser hjalp ikke . Han reiste . Fra den Dag var Hildas paatagne Munterhed forbi , og hun gik stille og tankefuld omkring . „ Stakkels Pige ! “ tænkte Emil , „ der før var saa livsglad og munter ! Man siger , at Kjærlighed strøer Roser paa Menneskets Vei ! Den bortriver Roserne og lader kun Tornene blive tilbage . “ 12 . Kammerjunker Staals Bryllnp med Grevinde Stjernholm var bestemt til Begyndelsen af Februar . Grevinden skulde forinden ordne sine Pengeaffairer , og efter Arabellas indstændige Anmodning var Doctor Anker blevet hendes Curator . Det viste sig , at næsten hele hendes Formue var sat i Grosserer Frederiksens Handel . Han var en af Kjøbenhavns flotteste Grosserer , hvis vovelige Speculationer altid vare kronede med et usædvanligt Held . Doctor Anker var ikke af dem , der beundrede og applauderede Grossererens halsbrækkende Kunststykker , og han besluttede med Arabellas Samtykke at tage den Deel af Forumen , der tilhørte hende , ud af Hans Handel . Grossereren blev i høi Grad fornærmet , og udbad sig ialfald Frisf til den næste Termin , da han ikke havde en saa sfor Sum disponibel for Øieblikket . Det gik Anker ind paa . En Dag sadde Staal og Grevinden alene i det chinesiske Lysthuus . „ Jeg har Noget at foreslaae Dig , min Kjære , “ begyndte Staal . „ Og jeg haaber , at Du ligesom jeg føler , at vor Kjærlighed er saa stor , at vi kunne opoffre Alt for hinandens Lykke . “ „ Det bør Du ikke tvivle om , “ svarede Grevinden , „ men Du gjør mig ganske nysgjerrig . Hvad vil Du foreslaae mig ? “ „ Jeg vil kun have et Beviis paa Din Kjærlighed , min Engel . Det er kun et lille Offer fra Din Side . “ „ Du gjør saa maage Forberedelser , “ bemærkede Grevinden , „ at det seer ud , som om Du havde noget Ubehageligt at sige mig . “ „ Saa vil jeg uden Omsvøb sige Dig , “ afbrød Staal , „ at min Ven , Ritmester Silfverskjold , vil sælge sit Gods i Skaane , og har spurgt mig , om jeg vil kjøbe det paa fordeelagtige Vilkaar . “ „ Det vilde være en daarlig Speculation , “ udbrød Grevinden . „ Da Stjernholm døde , saae jeg , hvorledes alle Mennesker paa Gaarden bedroge mig , og jeg takkede Gud , da jeg vel blev af med den . Det Samme vilde gjentage sig , da vi jo i Kjøbenhavn ikke kan have Tilsyn med en Eiendom i Sverrig . “ „ Det har jeg ogsaa tunkt paa , “ svarede Staal . „ Jeg har derfor besluttet at tage min Afsked . Jeg veed nok , at Du ikke holder af Landlivet , men som en kjærlig Hustru vil Du nok følge mig og leve med mig paa en Herregaard . “ Grevinden saae paa ham med et Blik , der røbede alt Andet end Kjærlighed . „ Aha ! “ udbrød hun . „ Saa det var det lille Offer ? Du er virkelig beskeden i dine Fordringer . Jeg hader at boe paa Landet , og saa vil Du ovenikjøbet begrave mig i et fremmed Land ? “ „ Det skal Du ikke frygte , “ indvendte Staal . „ Den svenske Adel er netop en Omgang for Dig . Nei , bliv nu ikke hidsig . Det er dog ikke formeget forlangt af en Mand , der tilbeder Dig . “ „ Dine Ord og Fraser bryder jeg mig ikke en Døit om , “ svarede Grevinden . „ Viis Du det i Gjerningen og opgiv din Plan . Vi blive boende i Kjøbenhavn , og til Vinter indfører Du mig ved Hoffet . “ „ Du vil altsaa leve for Verden og ikke for micf ? “ spurgte Staal i en bitter Tone . „ Og Du vil leve for din Magelighed og ikke for mig ? “ udraabte Grevinden . „ Jeg kan ikke forstaae , “ vedblev Staal i samme bittre Tone , „ af Du kan elske Kjøbenhavn , endskjøndt den indeslutter Erindringer , som jeg synes , Du helst maatte undflye . “ „ Skal det være en Allusion til min Fortid ? “ foer Grevinden op . „ Du sfammer Dig maaskee over mig , den rige Grevinde , der er saa taabelig af ville gifte sig med en sättig Kapitain ? “ Staal foer op fra sin Stol , purpurrød i Ansigtet . „ Rikke ! Du forglemmer Dig . ' “ raabte han , men han lænkte , af hvis det nu blev forbi mellem dem , var det ogsaa forbi med de to Hundrede Tusinde Daler , og af han Heller maatte give efter , til Brylluppet var overstaaet . Saa skulde han nok vise , hvem der var Herre i Huset . ' Grevinden lænkte ligesaa , „ hvis det bliver forbi mellem os , blev jeg til Spot og Latter , men jeg vil ikke boe paa Landet . Pengene ere mine . Han faaer ikke en Skilling . Nu veed jeg , hvad han speculerer paa . “ Efter en Pause , hvori Enhver besfjeftigede sig med disse Tanker , begyndte Staal . „ Jeg vil see af glemme Dine Ord . “ „ Nu vel , lad det saa være glemt . Opgiv Du dine Planer . Jeg samtykker aldrig deri . “ „ Det skal vi faae at see , “ tænkte Staal , men sagde : „ Du har maaskee Ret i , at det var en ufornuftig Speculation . “ „ Endelig gaaer Du da i Dig selv , “ vedblev Grevinden glad . „ Og saa lover Du mig at præsentere mig ved Hoffet ? “ „ Jeg er da ikke gal , “ tænkte Staal , men sagde : „ Det bliver da ikke før vi blive gifte . “ Derefter fulgte en Forsoningsscene , og Grevinden triumferede over sin indbildte Seir . En af de følgende Morgener blev Arabella overrasket ved , at hendes Kammerpige indførte gamle Jacobs Kone , der grædende og jamrende styrtede paa Knæ for hende og med foldede Hænder raabte : „ Frels ham , naadige Comtesse ! De have flæbt ham i Fængsel ! “ Arabella var nærved at besvime . En frygtelig Ahnelse greb hende , og hendes Stemme rystede , da hun bad Konen at fortælle hende Alt . Hun fortalte , / at man havde beskyldt Jacob for at have stjaalet et Armbaand fra Grevinde Stjernholm , at han havde tilstaaet , at han havde solgt Smykket , og uagtet han svor paa , at han var uskyldig , havde man dog arresteret ham som Tyv , især fordi han ikke vilde forklare , hvorledes han var kommen i Besiddelse deraf , og hvortil han havde brugt Pengene . Førend man transporterede ham bort , havde han dog faaet Leilighed til at hvidske til sin Kone , at hun skulde fortælle Comtessen Alt , men under fire Øine , da hun var den Eneste , der kunde frelse ham . Arabella var bleg som Døden , medens hun søgte at berolige den stakkels Kone . I samme Øieblik styrtede Moderen ind i Stuen . „ Det er en deilig Historie ! “ raabte hun . „ Jeg tænkte strax , at det var stjaalet , men det faldt mig rigtignok ikke ind , at Jacob var Tyven , ham Du elsker saa høit . Der seer Du igjen , hvor meget jeg tænker paa Dig . Havde jeg ikke meldt det til Politiet , havde Du aldrig faaet dit Armbaand igjen . “ „ Det har Du gjort , Moder ? “ spurgte Arabella . „ Ja ! og i dette Øieblik er jeg bleven stævnet til at møde for Politiet , da det har opdaget , at et Armbaand af den opgivne Beskrivelse i forrige Vinter er blevet solgt til en Iuveleer for 1200 Rigsdaler af et Bud ved Navn Jacob Petersen , der før har været Tjener i vort Huus . “ „ Jacob er ingen Tyv ! “ raabte Konen og vred sine Hænder . „ Om de ogsaa flæbe ham i Tugthuset , paastaaer jeg , at han er uskyldig . “ „ Det er noget Snak ! “ sagde Grevinden . „ Han har jo selv tilstaaet , at han har solgt Armbaandet . Følgelig er han en Tyv . “ „ Jacob har solgt Armbaandet for mig , og jeg har modtaget Pengene for det , “ sagde nu Arabella med fast Stemme . Den stakkels Kone sukkede og græd af Glæde , men Grevinden erklærede det for en Usandhed , der kun skulde redde Jacob , og mente , at intet Menneske vilde troe noget saa Usandsynligt . Arabella svarede ikke , men gik ind i sit Værelse . Et Øieblik efter kom hun tilbage med Juvelerens Qvittering . Grevinden stirrede stum af Forbauselse paa Datteren , og greb hende heftigt i Armen med det Udraab : „ Hvad kan Du sige til Din Undskyldning og Retfærdiggjørelse ? “ „ Intet ! “ svarede Arabella . „ Jeg beder kun om Din Tilgivelse . “ Heldigviis traadte Staal i samme Øieblik ind og studsede ved at see den hele Situation . Grevinden slap Arabellas Arm og begyndte med heftige Gesticulationer at fortælle , hvad der var passeret . Staal hørte roligt derpaa , men hans ondskabsfulde Smiil og lumske Sideblik undgik ikke Arabella . „ Har Du kjendt Mage til Datter ? “ endte Grevinden sin Beretning . „ Hvad vil Verden dømme , naar den hører , at Comtesse Stjernholm seier sine Smykker ud , og at Moderen anmelder dem før Politiet som stjaalne Sager ? “ „ Det er en meget combineret Historie , “ sagde Staal med en vigtig Mine ; „ men Du skal ikke dømme din Datter , før Du har Hørt hendes Bevæggrunde . Maastee ligger der en dyb Hemmelighed til Grund . “ „ Det er rigtigt ! “ mente Grevinden . „ Arabella ! Du har øieblikkelig at fortælle , hvorfor Du solgte dit Armbaand , og hvortil Du har brugt Pengene . Til Pynt og Fornøielser har det ikke været . Det nægter jeg Dig aldrig . “ — „ Hvor længe vil Du lade mig vente paa Svar , “ vedblev hun , da Arabella taug . Hendes Taarer slode rigeligt , men hun var fast besluttet paa , ikke at give sit Hjerte eller den unge Maler til Priis før Moderens eller Staals Spotterier . „ Arabellas Taushed bekræfter min Formodning , “ sagde Staal . „ Det er nok bedst , at jeg tager mig af den Historie og faaer Fyren løsladt , førend den kommer ud mellem Folk . “ „ Ja , min dyrebare Staal ! “ udraabte Grevinden . „ Spar hverken paa Penge eller paa gode Ord . Sagen maa neddysses . Gud være lovet , fordi jeg har Dig , medens min Datter kun volder mig Sorg og Ulykke . Jeg stoler paa din Klogstab og dit ædle Hjerte . “ Staal lovede , Intet at forsømme , tog Qvitteringen ud af Arabellas Haand og lagde den i sin Brevtaske . Derefter holdt han en Formaningstale til Arabella om , Intet at skjule for sin Moder , der burde være hendes Fortrolige i Alt , og begav sig strax bort , for at tage til Kjøbenhavn . Da Jacobs Kone vilde gaae , tog Arabella hendes Haand og sagde : „ Gaae med Gud ! Tilgiv mig al den Sorg , jeg mod min Villie har foraarsaget Eder . Hils Jacob fra mig og siig ham , at jeg snart kommer til Byen for at tale med ham . “ Da Moder og Datter bleve ene , fulgte naturligviis nogle ubehagelige Scener . Hverken Vrede , Trudsler eller Befalinger kunde formaae Arabella til at røbe sin Hemmelighed , og saaledes forløb et Par Dage . Staal kom tilbage og fortalte , at Sagen var neddysset , men at det ikke havde været ham muligt at skaffe Armbaandet tilveie . Juveleren havde nemlig solgt det til en Dame , der reiste til Amerika . Denne Efterretning bedrøvede Arabella , da hun dog havde troet idetmindsfe at faae det Udbytte af den hele Historie , at see sit kjære Smykke igjen . Istedetfor at Staal ved sin Nærværelse skulde gjøre Forholdet mindre Pinligt , arbeidede han tvertimod paa at gjøre det endnu mere spændt mellem Moder og Datter . Grevinden raadede han til ikke at ydmyge sig ved at trygle om en Fortrolighed , der tilkom hende , og Arabella var stadig Gjenstand for hans ondskabsfulde Hentydninger . Grevinden gjorde intet Spørgsmaal mere , men talte saagodtsom aldrig til Arabella , der maaskee under andre Forhold vilde have tilstaaet hende Sandheden . Hun behøvede nu al sin Taalmodighed for at bære det Kors , der var paalagt hende , og som tyngede hende mere og mere , jo nærmere hun lærte Staals Indflydelse og Karakter at kjende . — I Midten af September flyttede Grevinden til Kjøbenhavn , og det syntes , at hun nu vilde søge Opreisning for den lange , kjedsommelige Tid , hun havde tilbragt paa Landet . Den ulykkelige Staal maatte være i uafbrudt Activitet , fare fra Visit til Visit , og havde ovenikjøbet den Ærgelse , at see mange sarcastiske Smiil , naar man lykønskede ham , eller naar han præsenterede sin Forlovede . Da de fleste Familier endog undlode at gjøre Contravisit , bestyrkedes han endnu mere i sin Beslutning , at ville boe paa Landet , naar han blev gift , endskjøndt han forudsatte den Skærsild , han maatte gaae igjennem , før han kom saa vidt . Ved Tanken om alle disse forestaaende Scener blev hans Humør mere og mere pirreligt , og det gik ud over Arabella , da han ikke turde lade Grevinden undgjelde for sit onde Lune . Io blidere og elskværdigere Arabella var , desto haardere forfulgte han hende , da han sølle , hvor langt lykkeligere hun kunde have gjort ham , og med hvilken Stolthed han kunde have forestillet hende for Verden som sin Brud . Alt dette bidrog til , at hans Følelse for hende næsten blev hadefuld , saa at det , ved ogsaa stadig at ægge Moderen mod hende , tilsidst lykkedes ham at gjøre Hjemmet til et Helvede for hende . Paa sit eensomme Værelse udgræd hun sin Sorg , og saae ikke nogen Ende paa den . Hun kjendte Ingen af sin Slægt , hos hvem hun kunde søge sig et nyt Hjem , naar Moderen giftede sig ; thi de vare Alle fjendtligt stemte mod Grevinden og havde kun lidet tilovers for Datteren , som de ikke kjendte . Under alle disse smertelige Forhold havde hun dog to sande Venner , der kastede en Lysstraale over hendes mørke Liv ved at tage hendes Forsvar paa en hensynsfuld og sfaansom Maade . Det var Doctor Anker og Kammerjunker Kievisch , der i den senere Tid var bleven en stadig Gjæst i Huset og med stor Interesse fulgte Sagernes Gang . Ligeoverfor Arabella var han aaben og hjertelig , som en Ven , ikke som en Elsfer , skjøndt han vidste , at han nærede en saadan Følelse for hende . Grunden dertil var en stadig voxende Agtelse og Ærbødighed , der gav hans Kjærlighed et større Præg af Alvor end nogensinde før . At vinde hende , ansaae han vel for en Lykke , men naar han tænkte paa Moderens Karakteer og paa Staals modbydelige og latterlige Forhold til hende , nølede han og vaagede over sig , for ikke letsindigt at lege med hendes Hjerte og maaskee forøge den Byrde , der allerede tyngede paa hende . Arabella glædede sig- over hans Venskab , men Kievisch var hende ikke farlig . Hendes Hjerte tilhørte en Anden . I Slutningen af November finde vi Grevinden , Arabella , Staal og Kievisch samlede ved en splendid Diner hos Grosserer Frederiksen . Ved Bordet blev Historien om Baronesse Kongsbergs Fare og Frelse omtalt , og en ung Frøken , der „ kjendte enhver Omstændighed ved den “ , fortalte , hvorledes en ung Kunstner , Norstrand , havde frelst begge de unge Damers Liv , og at han siden betragtedes næsten som Søn i det Kongsbergste Huus . „ Han er for otte Dage siden kommen med Kongsbergs hertil Byen , “ saaledes endte hun , „ og han har allerede faaet flere Bestillinger , end han kan overkomme . Han er ogsaa en udmærket Kunstner , og de Portræter , han har taget af Baronen og Baronessen , vinde Alles udeelte Bifald . “ Nu begyndte en almindelig Lovtale over Emil . Den Ene fremhævede hans Talent , en Anden hans Skjønhed , en Tredie hans hele ridderlige Væsen o . s . v . , og da Kongsbergs Familie var meget anseet , vakte Historien Sensation , og den fattige , beskedne Kunstner blev pludselig Dagens Helt . Kun To af de Tilstedeværende delte ikke Begejstringen , nemlig Grevinden og Staal , der med indædt Harme maatte høre paa Lovtalerne , og det var kun med meget Besvær at Staal fik hende til at tie , af Frygt for at hun skulde forløbe sig . „ Alt , hvad jeg har hørt idag , har glædet mig , “ sagde en ældre Officeer . „ Jeg har kjendt den unge Kunstner som Dreng , og veed , at han er en vakker og ufordærvet ung Mand , der har maattet kæmpe mod en haard Skjæbne og smaa Kaar . “ Arabellas Hjerte bankede af Glæde over ethvert lille Laurbærblad , der blev flettet om Emils Navn . Hun henvendte sig til Kievisch , der sad ved hendes Side , og spurgte ham , hvorfor han aldrig havde fortalt hende den Historie , da han jo havde været paa Kongsberg i Sommer . Han rødmede og gav et undvigende Svar , og Arabella spurgte ham da , om han ikke delte den almindelige Mening om Nordstrand . „ 2o , jeg mener , at Alt , hvad der er sagt om den talentfulde unge Kunstner , fortjener han i fuldt Maal , “ svarede Kievisch , hvis aabne Karakteer altid feirede i enhver Kamp mod smaalig Skinsyge . Samtalen blev afbrudt , da Værten i en meget smigrende Tale udbragte en Skaal for Grevinde Stjernholm og hendes Forlovede . Paa Grevindens rynkede Pande og opbragte Blik saae han , at Samtalen ikke behagede hende , og han søgte derfor at udglatte Rynkerne ved sin fade Tale . Kort efter reiste Selskabet sig og fordelte sig i de mange glimrende Værelser . En udmærket Pianist tog Plads ved et kostbart Flygel og fængslede snart Alles Opmærksomhed . Arabella havde trukket sig tilbage til et lille Kabinet , hvor Musikens Toner hentryllede hende i Phantasiens Land . Hun drømte , at den lille Lanrbærgren , hun engang skjænkede Emil , var voxet op til et løvrigt Træ , og at hun saae ham staae i dets Skygge og række Armene ud imod hende . Med et Par kunstige Accorder forstummede Musiken , og Phantasierne flygtede bort , men hun kunde hvidske til sig selv : „ Den , jeg elsker , er min Kjærlighed værdig . “ 13 . „ Det er et Hundeliv ! Jeg troer , Gud fordømme mig , jeg er bleven mager af al den Hoveritjcnesfe , der begynder med Frokosten , hvor Dagsprogrammet opsættes . Først til Modehandleren , Mannfacturhandleren , Kniplingshandleren , Baandhandleren og alle de Handlende , Fanden har opfundet . Saa til Juvelerer , Parfumerer , paa Meubelmagasiner , i Jernboutikker o . s . v . for det velsignede Udstyrs Skyld . Saa komme alle de fordømte Visiter til Creti og Pleti ; og naar vi komme dødtrætte hjem , saa enten i Middagsselskab eller selv have Fremmede . Ere vi tilfældigviis hjemme , maa jeg læse høit ! Om Aftenen i Theatret eller paa Concert . Det er en complet Musikgalsfab . Hun forstaaer sig ligesaa lidt paa Musik som jeg . Og til Syvende og Sidst skal alle Dagens Begivenheder recapituleres , inden jeg faaer Lov til at gaae hjem . “ Saaledes talte Staal halvhøit med sig selv , henstrakt i en Gyngestol og med Cigaren i Munden . „ Men , “ vedblev han , „ min Tid kommer ogsaa . Saa skal jeg vise , at jeg ikke lader mig bøie og beherske , “ og saa begyndte han igjen at drømme om de mange Penge og det magelige Herregaardsliv , men blev afbrudt af Kievisch , der kom ind i Værelset , saae spørgende paa Staal og udbrød : „ Vi ere dog Alle nogle store Børn , som hele Livet igjennem more os med at blæse Sæbekugler . “ „ Hvad mener Du med det ? “ sagde Staal . „ Nu ligger Du der , “ svarede Kievisch , “ og gotter Dig med din Cigar og ved dine Udsigter , og ahner ikke det Uveir , der er brudt løs over Dig . Det gjør mig ondt , at jeg stal være den Første , der bringer den Nyhed . “ „ Tal nu ikke i Gaader ! “ bad Staal temmelig forundret . „ Det gjør mig meget ondt for Comtesse Arabella , “ vedblev Kievisch , og et alvorligt og veemodigt Udtryk afspeilede sig i hans smukke Ansigt . „ Men jeg beder Dig at tale rentud , hvis Du vil , at jeg skal forstaae Dig . “ „ Har Du da ikke Hørt , hvad hele Byen idag taler om , at Grosserer Frederiksen har gjort en storartet Fallit og er rømmet til Amerika ? Et Handelshuus i Bordeaux har trukket ham med , da han allerede længe har staaet paa svage Fødder . Alt er pantsat ; der er ikke en Skilling til Creditorerne . “ Staal blev dødbleg . Alle hans skjønne Drømme vare med Eet tilintetgjorde . Han tabte Cigaren ud af Munden og gik op og ned i Værelset , uden at sige et Ord , før han blev afbrudt af sin Tjener , der bragte et Brev fra Grevinden , hvori hun bad ham øieblikkelig at komme til hende . „ Siig Grevinden , at hun snart skal høre fra mig , “ sagde Staal , og Tjeneren gik . „ Jeg skal følge Dig derhen , “ sagde Kievisch . „ Det vil ikke være ubeskedent , da Du veed , hvor megen Deel jeg tager i deres Ulykke . “ „ Men jeg gaaer ikke derhen , “ svarede Staal trodsigt . „ Vil Du gaae derhen , maa Du gaae alene . “ „ I Nødens Time stal man kjende sine Venner , “ sagde Kievisch alvorligt . „ Vil Du da trække Dig tilbage ? “ „ Du veed ikke , hvad jeg i disse Maaneder har gjennemgaaet . Jeg har været hendes Tjener , hendes Hund . “ „ Altsaa ? “ „ Jeg vil være ærlig imod Dig , “ sagde Staal efter et Øiebliks Betænkning . „ Du kan da ikke troe , at jeg nogensinde har elsket denne Qvinde . Jeg vilde . kun være riig , og derfor vilde jeg udholde Alt , men ikke en Time længer end til Bryllupsdagen . Nu stod jeg lige ved Maalet , og saa styrter hele Bygningen sammen ! “ — Han sank om i en Stol og skjulte fortvivlet Ansigtet i sine Hænder . „ Under andre Omstændigheder , “ svarede Kievisch , „ veed jeg nok , hvad jeg vilde kalde din Opførsel , men maaskee er der Noget , der kan undskylde Dig ligeoverfor Grevinden , men ligeoverfor Comtesse Arabella har Du jo opført Dig som — — “ „ Du lader til , “ afbrød Staal ham med et ondskabsfuldt Smil , „ at have meget tilovers for Äradella . Jeg giver Dig min Velsignelse . Mere kan Du ikke forlange af mig . “ Kievisch værdigede ham ikke et Svar og vilde forlade ham , men med en ynkelig Stemme kaldte Staal ham tilbage . „ Du maa ikke gaae endnu , førend Du har lovet mig ikke at lade Grevinden vide , at jeg har hørt Noget om den fordømte Fallit . Det er en Venflabstjenesfe , jeg beder Dig om , og raad mig saa , paa hvilken Maade jeg bedst kan hæve den ulykkelige Forbindelse . “ „ Skriffligt ! Det er det eneste Raad , jeg kan give Dig , “ svarede Kievisch . „ Skriv strax , og jeg skal sige Dig min Mening om det . “ „ Det er godt nok at sige , skriv strax ! men jeg veed ikke , hvilke Grunde jeg stal angive for et saa pludseligt Brud . “ „ Jeg giver Dig en halv Time til Betænkningstid . Er dit Brev saa ikke færdigt , gaaer jeg . “ Med disse Ord satte Kievisch sig hen i Sophaen , tændte en Cigar og bladede i en Bog . Det morede ham at iagttage Staal , der under denne uvante Hjerneanstrengelse sad og vred sig utaalmodigt , og blev mere og mere rød i Hovedet . „ Nu fik jeg en Idee ! “ udraabte Staal . „ Jeg vil skrive , at jeg er for gammel til at gifte mig . “ „ Det kan Du skrive med en god Samvittighed , “ svarede Kievisch . „ Enhver , der seer Dig i de daglige Folder , kan give Dig Attest derpaa . “ „ Du er i Grunden uforskammet , “ mente Staal . „ Nei , jeg siger Dig blot Sandheden . Det er mit Privelegium ligeoverfor Dig , og ifølge det vil jeg nu ogsaa gjøre Dig opmærksom paa , at Du med det Samme tager Afsfed med alle fremtidige Ægteskabsplaner . “ „ Hvorfor det ? “ spurgte Staal . „ Ligefrem fordi enhver Dør vil være lukket for Dig efter denne Hisforie , der ikke vil bringe dine Actier i Veiret , at sige naar man mærker , at Du banker paa med Frierhænder . “ „ Derfor vil jeg fra dette Øieblik betragte mig som en gammel Mand , “ svarede Staal med et dybt Suk , et Afskedssuk . „ Dertil siger jeg Amen , “ lo Kievisch og tog Afsfed . — Samme Morgen stod Grevinde Stjernholm i sin Dagligstue , beskjeffiget med at studere den nyeste Modejournal . I Værelsef ved Siden af ventede hende et Frokostbord , der kunde bringe enhver Lækkermunds Tænder til at løbe i Vand , og hvor der var dækket til tre Personer . Hun ventede utaalmodigt sin Forlovede , og da det ringede i Entreen , blev hun ubehageligt overrasket , da ikke han men Doctor Anker lidt efter traadte ind . Arabella kom paa samme Tid ind fra den modsatte Side , og ved at see Ankers alvorlige og sorgfulde Blik , udbrød hun : „ De har vist en Hjobspost at bringe os ? “ „ Det har jeg , “ svarede han . „ Har De Intet hørt ? “ Da hun benægtede det , satte han sig og sagde , at det gjorde ham ondt , at netop han skulde bringe Efterretning om en Ulykke , der havde rammet dem Begge , men som han haabede , de vilde bære med Fatning . Derefter fortalte han saa lempeligt som muligt , hvad vi ovenfor have hørt i Samtalen mellem Kievisch og Staal . Da Grevinden hørte , at hun var ødelagt , udstødte hun et Skrig og sank i heftige Kramper tilbage i Lænestolen . Da hun kom nogenlunde til sig selv , foer hun omkring paa Gulvet som en Afsindig , udstødende Forbandelser over Frederiksen og over den Skjæbne , der gjorde hende til en Tiggerske . Arabella bevarede sin Fatning og søgte tilligemed Anker at berolige Moderen , uden at det lykkedes dem , hverken ved at forestille hende Sagen som mindre farlig , eller ved at tye til Religionens Trøst . „ Hvad mon Staal vil sige til alt det ? “ udbrød Grevinden pludselig . „ Hvorfor er han ikke kommen endnu ? — Send øieblikkelig Bud efter ham ! Jeg vil tale med ham . “ Doctor Anker , der ikke kunde blive længer , tog Afsfed med nogle trøstende Ord og lovede at komme igjen i Dagens Løb . Tjeneren kom tilbage med Hilsen fra Staal , at Grevinden skulde høre fra ham . Arabella fattede Mistanke , men rodmede selv over den , da hun dog ikke kunde troe saa flet om Staal . Tjeneren blev atter sendt afsted , for at sige Kammerjunkeren , at han øieblikkelig maatte komme , men lidt efter vendte han tilbage , da han havde mødt Kammerjunkerens Tjener med et Brev til hendes Naade , hvilket han hermed bragte hende . Da Grevinden havde læst det , udstødte hun et hvinende Skrig , kastede Brevet paa Gulvet , trampede paa det og fik atter Krampe . Medens de tililende Folk hjalp hende , læste Arabella Brevet , der lød : „ Min kjære Veninde ! Da vi staae i Begreb med „ at foretage os det for Mennesket vigtigste Skridt i „ Livet , tør jeg ikke opsætte at meddele Dig den Over „ beviisning , jeg efter moden Overveielse er kommen „ til , at jeg er for gammel til at indtræde i Ægte „ standen . Den Ungdommelighed , som Du har beva „ ret baade i dit Ydre og i dit Indre , fordrer en ung „ Mand før at gjøre Dig lykkelig . Jeg har kun din „ Lykke før Øie , og derfor giver jeg Dig herved dit „ Ord tilbage . Jeg haaber , at Du intet Øieblik mis „ kjender mine Bevæggrunde til det før mig saa smer „ telige Skridt , og at Du altid vil mindes mig som „ din trofaste Ven . Staal . “ Forgjeves anvendte Arabella alle Midler , før at bringe sin Moder til Besindelse , og fortvivlet sendte hun Bud efter Doctor Anker . Da han kom , lod hun ham læse Staals Brev , der vakte hans dybeste Foragt . Han gik hen til Grevinden , der kastede sig krampagtigt til alle Sider , og først ved at gribe hendes Arm og fæste et gjennemborende Blik paa hende , lykkedes det ham et Øieblik at tvinge hende til Rolighed . „ Slip mig ! “ raabte hun . „ Nei , ikke før De lover mig at sidde stille og høre mig . “ „ Jeg vil Intet høre ! “ „ Men De skal høre mig , “ vedblev han roligt . En Kraftløshed greb hende , og uden at sige et Ord sank hun grædende tilbage i Stolen . Arabella tog kjærligt hendes Haand og trykkede den i begge sine . „ See paa Deres Datter , Grevinde ! “ sagde Anker , „ dette kjærlige og fromme Væsen , som Gud har skjænket Dem , og svar mig saa oprigtigt , om De Heller vilde give Afkald paa hende end paa Staal ? “ Grevinden saae forundret paa ham , og han vedblev : „ De har maaskee aldrig tænkt paa , hvorledes han daglig arbeidede paa at stille en Kløft mellem Dem og Deres Datter . Han gravede langsomt men sikkert , og tilsidst vilde han uden Tvivl have undergravet den smukkeste af alle Qvindens Følelser , Deres Moderkærlighed . Øg hvad havde De faaet til Erstatning ? En kold og hjerteløs Egoist . — Jeg er overbevist om , at han har erfaret Tabet af Deres Formue , førend han stred det Brev . “ „ Har De nogensinde i Deres Liv læst et falsfere , nedrigere og mere udtænkt Brev end det ? “ spurgte hun heftigt , og truede med at falde tilbage i Krampe . „ Det er min Pligt , Deres Naade , at sige Dem , “ vedblev Anker med uforstyrret Rolighed , „ at De for Deres Datters Skyld ikke bør glemme Deres qvindelige Værdighed , ved et Øieblik længer at sørge over et Menneske , der har handlet saa lavt . “ Dette gjorde ingen Virkning paa Grevinden , i hvis Hjerte Staal virkelig havde havt en Plads , og Anker maatte vedblive . „ Den eneste Maade , hvorpaa De kan undgaae Verdens Spot , er at bære med Værdighed den Krænkelse , han har tilføiet Dem . “ „ Den vil alligevel ramme mig . Man vil spotte en fattig , ulykkelig Skabning . “ „ Fattigdom fortjener aldrig Spot , “ sagde Anker med den samme værdige Tone , som han havde bevaret under hele Samtalen . „ Det kommer an paa Dem selv , hvorledes De vil bære de forandrede Kaar . Læg Mærke til den blide og stille Resignation , hvormed Deres Datter bærer sin Ulykke , og man skulde dog troe , at det var vanskeligere før Ungdommen at give Afkald paa mange af Livets Nydelser . Jeg kan godt forstaae , at det især maa smerte Dem før hendes Skyld . “ Grevinden blev skamfuld . Hun hævede Blikket , saae paa Arabella og trykkede hende til sit Bryst med en Hjertelighed , hun aldrig før havde viist hende . „ Stakkels Barn ! “ sagde hun . Arabella lagde grædende sit Hoved til Moderens Skulder . „ Du sagde altid , at han ikke duede , “ tilføiede hun lidt efter næsten hvidskende . „ Glem ham , Moder ! og hold lidt af mig , “ bad Arabella . „ Du troer maaskee , at jeg elsker ham endnu ? “ raabte Grevinden og reiste sig . „ Jeg hader og afskyer ham ! “ Doctor Anker lovede at komme igjen næste Dag , for at aftale , hvorledes Sagerne bedst kunde ordnes , og hvorledes man bedst skulde realisere alle de kostbare Luxusgjenstande . „ De vil nok med Tiden komme til den Erkjendelse , at der kan findes Lykke i et tarveligt Hjem , naar der kun hersker Fred og Enighed . “ Med disse Ord forlod Anker Grevinden . Arabella fulgte ham ud og takkede ham for hans skaansomme og kjærlige Ord . Da Grevinden blev alene med sin Datter , gav hun sin Sorg paany Luft , snart i vilde Udbrud , snart i en stille Jammer . Hun lignede et Barn , der stamper mod en Jerndør og græder over sin egen Afmagt . Omsider fik Arabella hende bragt tilsengs . Lidt efter feirede Trætheden , og hun faldt i en dyb og fast Søvn . Arabella søgte sit eget Værelse ; hun gik gjennem de pragtfulde Værelser med en egen Følelse af Undseelse og Smerte , og først da hun var alene , kunde hun give sit eget Hjerte Luft . „ Min Gud ! “ bad hun . „ Forlad mig ikke , viis mig den rette Vei , nu da et nyt Afsnit af mit Liv begynder . Giv mig Kraft og Mod til at gaae Fremtiden imøde . Lær mig at savne Rigdomme — og det kan jeg , det vil jeg , men jeg trænger til din faderlige Haand . Vend min Moders Hjerte fra Verden til mig , saa at hendes Prøvelser kunne blive til Velsignelse for hende . “ Da hun havde sluttet sin Bøn og tænkt paa , hvor lidt Verdens Goder kunne flabe Lykke ; da hun følte en Byrde lettet fra sit Bryst ved at vide Staal forsvunden fra hendes Kreds , og endelig , da hendes Tanke førte hende til den , hos hvem den helst dvælede , da kunde hun slumre ind med et glad og sorgfrit Hjerte . 14 . Vi have længe ikke besøgt Emils Forældre . De sidde sammen de Gamle i Skumringen et Par Dage efter de foregaaende Begivenheder . „ Veed Du , hvad jeg tænker paa , Mutter ? “ spurgte Vagtmesteren pludselig . „ Jeg troede , at min kjære Mand sov , og saa sidder han og tænker ? “ svarede den venlige Kone . „ Jeg har ogsaa sovet , “ svarede han , „ og derfor ere Tankerne nu saa klare . Jeg tænkte over , hvor Alt dog har forandret sig siden ifjor . “ „ Vor Herre har været god mod Emil , da han lod ham træffe disse velsignede Kongsbergs . Men han er ogsaa et sjeldent Menneske , en Søn vi kan være stolt af . “ „ Det er jeg min Salighed ! ogsaa , “ raabte Vagtmesteren ; „ ligesaa stolt , som om han var bleven Oberst . “ „ Tys ! tys ! Fatter ! Du har jo lovet Emil ikke at bande . “ „ Ja visf ! Men det er sgu ogsaa for galt , siden den Dreng kom i det fornemme Selskab , “ brummede den Gamle . „ Nu kan hans fine Øren ikke taale at høre en lille uskyldig Eed . Han er istand til at gaae hen og blive en heel Modeherre ? “ „ Men dog bliver han ved at være en kjærlig Søn , “ vedblev Moderen . „ Ja , ja da ! det er sandt . Men een Ting maa Du indrømme mig , at Emil er en løierlig Stokfisk . Jeg troer , Gud hjelpe mig , at han endnu aldrig har været forelsket . “ „ Jeg veed ikke , hvad jeg skal sige om det , “ sagde Madam Norsfrand . „ Somme Tider troer jeg det , og somme Tider troer jeg det ikke . Naar jeg taler til ham derom , siger han , at han kun vil leve for sin Kunst . “ „ Han flægter sgu ikke sin Fader paa i det Kapitel , “ mente Norstrand . „ Det skulde Du glæde Dig over , “ svarede hans Kone . „ Naa ja da , “ sagde den Gamle godmodigt . „ Men Du har ikke noget at klage over , Moer ! Vi To gaae nu nedad Bakke Haand i Haand til vor Grav , og jeg vilde nok , førend jeg gaaer bort , see den , Emil stal følges med ; thi det duer min Sjel ! ikke at være ene . “ „ Destoværre troer jeg , at Emils Beslutning er urokkelig , “ sagde Moderen , da i det Samme raske , ungdommelige Skridt lode sig høre paa Trappen , og Emil traadte ind . „ Hvor her er mørkt ! “ udbrød han forundret . „ Vi kan saa godt passiare i Mørke , vi to Gamle , “ sagde Norstrand , og hans Kone gik ud for at hente Lys . Lidt efter kom hun med en smuk Lampe , og nu saae man , hvilken Forandring der var foregaaet i Værelset . Gulvtæppe paa Gulvet , smukke tykke Gardiner , nye Møbler , og Norstrand i en magelig Lænestol istedetfor paa den haarde Sopha viste , at den Lykke , Sønnen havde opnaaet , ogsaa kastede Reflex over de gamle Forældres Bolig . „ Vi sidde just og tale om Dig , Emil , “ sagde hans Fader , „ og vi vare enige om , at det vilde være en Velsignelse , naar Du engang bragte os en rigtig rar lille Kone hjem . Men Du er saa løjerlig . Det skulde have været mig , da jeg var ung ! “ Emil blev veemodigt stemt , men svarede med en forceret Livlighed : „ Jeg har noget ganske andet Alvorligt at tænke paa end saadanne Daarskaber . Jeg har formælet mig med min Pensel , og det er en ' fordringsfuld Hustru , der lægger Beslag paa mig i Et og Alt . Du maa nu finde Dig i , at nøies med den Svigerdatter , Fader ! “ „ Det er noget djævelblændt Sludder ! “ udbrød den Gamle . „ Om Forladelse ! Det var ikke pænt sagt , men jeg veed min Sjel ! ikke , hvad det er for Fiskeblod , der ruller i dine Aarer . “ Dermed greb han en Avis , hvormed han næslen skjulte sit Ansigt , idet han lod som om han læste i den , medens hans Kone med Sorg betragtede Emils veemodige Smil , og havde sine egne Tanker derom . Emil afbrød Tausheden med af sige : „ Jeg har et Forslag af gjøre Eder . Du , Fader , klager saa meget over Trapperne og over Varmen heroppe . Jeg har derfor leiet en net lille Leilighed i en Stueetage paa Nørrebro til Eder , og dertil hører en Have med Lysthuus , hvori Du kan ryge saa mange Piber , Du vil . “ „ Det kan jeg sgu lide , “ udbrød gamle Norsfrand . „ Saa kan jeg leve op igjen . Og Mutter , som holder saa meget af Blomsler ! Det var smukt af Dig , min Dreng . “ „ Men er der nu ogsaa et godt Atelier til Dig ? “ spurgte Moderen . „ Nei , der er kun Plads til Eder , men jeg har været saa heldig af faae saa mange Besfillinger , af jeg maa have mit Atelier inde i Byen . Jeg maa arbeide fra Morgen til Aften , men jeg lover af spise hos Eder hver Middag , og der bliver vel ogsaa en Aften tilovers for mine kjære Forældre . “ Madam Norsfrand var ikke synderligt glad over det Arrangement , men den gamle Vagtmester sagde paa sin djærve Maneer : „ Jeg kan sgu ikke lide det Kjellingeri . Et ungt Menneske har godt af at være lidt paa sin egen Haand , og det kan jo være , at det netop giver ham Lyst til selv engang at sætte ordentligt Bo . “ Jo længere man talte om disse Forandringer , desto mere opklaredes Madam Norstrands Ansigt . En Timestid forlød hurtigt . Lidt efter kom Doctor Anker . Han fortalte Emil Alt , hvad der var passeret i den Stjernholmske Familie og fremhævede især den forskjellige Maade , hvorpaa Moder og Datter havde taget den Ulykke , der var rammet dem . Fornemlig talte han om Comtesse Arabellas Sjelstilstand . Emil spurgte ham ængsteligt , om der var Fare for , at de skulde komme til at lide Nød . „ Nei ! “ svarede Anker . „ Jeg har talt med Comtessen om deres Anliggender ; thi med Grevinden kan det ikke hjelpe at tale . Den afdøde Greve har efterladt sin Datter en fast , ikke ubetydelig Rente , og Grevindens Smykker og Luxusartikler vilde nok kunne gjøres til en halv Snees Tusinde Daler . Til at holde Heste og Vogn bliver der rigtignok ikke Raad , saa at Grevinden nok vil kalde sig selv det fattigste og ulykkeligste Menneske paa Jorden . “ „ Den onde Kjelling ! “ brummede Vagtmesteren . „ Det er ikke mere end retfærdig Gjengjeldelse . “ „ Jeg troer ogsaa paa en saadan Nemesis , “ svarede Anker . „ Det er dog midt i den Sorg en stor Lykke for Arabella , at hendes onde Dæmon , denne Staal , har hævet sin Forlovelse med Moderen . For at staffe sig ham fra Halsen , kan man gjerne afsee en ganske god Kapital . “ „ Den gamle , forfængelige Tosse ! “ brummede igjen Vagtmesteren . „ Jeg har engang Hørt hende benytte Maria Stuarts Ord : « Is eosur 68t toujour8 vieres pour un nouve ! amour , » sagde Anker til Emil . „ Det er en modbydelig Frase i en Dames Mund , “ mente Emil . „ Men den betegner Grevinden “ indvendte Anker . „ Jeg maa nu afsted . Jeg har flere Patienter at see til . “ Dermed tog han Afsfed fra dem Alle , efterat have afslaaet Madam Norsfrands venlige Indbydelse at drikke Thee med dem . De Nyheder , Anker havde bragt , gjorde et levende Indtryk paa den lille Kreds . Vagtmesteren kunde ikke blive træt af at tale derom med sin Kone , medens Emil sad taus og hensunken i dybe Tanker , hvilket ikke undgik hans Moders Opmærksomhed . Hun fik en Ähnelst om , hvorledes det hang sammen , og beklagebe sin stakkels Søn , thi det maatte jo være en haabløs Kjærlighed , mente hun , at elske en Dame som Comtesse Arabella . Da Emil var ene paa sit Værelse , forekom det ham , som om Arabella idag var kommen ham nærmere . Rigdommens Muur var falden , men han følte , at der var flere end den , der skilte dem fra hinanden . ' Han aabnede en hemmelig Skuffe , tog Laurbærgrenen frem og trykkede den til sine Læber . „ O , gid jeg engang kunde sætte en Myrthekrands paa dit Hoved , ligesom Du engang smykkede mig med denne ! “ tænkte han , men tilføiede lidt efter , „ Nei ! for mig bliver Du aldrig Andet end Comtesse Stjernholm ! “ Han skjulte atter sin Helligdom . „ Bort , alle I Kjærlighedens Drømme ! “ vedblev han . „ Jeg er et Arbeidets Barn . Jeg bør ikke stræbe høiere end efter det , som Arbeidet kan give mig . Rig eller fattig , hun staaer dog altfor hent for mig . Kasf Kjærligheden bort , den fløver og svækker mig , istedetfor at opmuntre mig , naar der ikke er Haab om Gjenkjærlighed . “ — Han blev sin Beslutning tro , arbeidede ufortrødent Dag ud og Dag ind . Tiden forløb hurtigt , medens han med Magt concentrerede sine Tanker i Kunsten , og den indbragte ham baade Hæder og Penge , langt mere end han nogensinde havde drømt om . 15 : Grevinde Stjernholm var og blev utrøstelig . Hun tænkte og talte kun om sin Ulykke , sit Had mod Grosserer Frederiksen og Staal , og trættede Alle ved sine ynkelige Klager . Hendes Misfornøielse steg , da hun mærkede , hvorledes alle de Venner , som hendes Sekstaber havde lokket , efterhaanden forsvandt . Hun ombyttede sin store Leilighed med en mindre , og af Tjenestefolkene beholdt hun kun Kokkepigen og Kammerjomfruen , hvilken sidste hun erklærede paa ingen Maade at kunne undvære . Eqvipager og de Møbler , der ikke kunde rummes i den nye Leilighed , bleve solgte ; men sine Smykker vilde hun ikke sælge , og for første Gang hørte man hende tale om sin afdøde elskede Mand , der havde skjænket hende dem , og at hun derfor ikke kunde skille sig ved dem . Da Anker forestillede hende , at hun kun ved at sælge dem kunde tænke paa at beholde sin Kammerjomfru , reisfe hun sig i sin fulde Høide , tilkastede ham et lynende Blik , og forlod Værelset majestætisk . Anker maatte smile ved denne høitidelige Bortgang , men Smilet forsvandt , da hans Blik faldt paa Arabella , der fortvivlet spurgte , hvad Enden skulde blive derpaa . Deres Moder maa mod sin Villie tvinges til Fornuft , “ svarede han . „ Frygt De ikke . Gud forlader ikke Dem . “ Medens Grevinden sad med Hænderne i Skjødet og klagede , var Arabella ikke et Øieblik ledig , men syslede omkring som en venlig Husalf . Skjøndt ogsaa hun følte Trykket , klagede hun aldrig , men tænkte paa Emil , der ogsaa havde kæmpet samme Kamp . Hans Vaaben var Arbeidet , men hvorfra skulde hun faae det Vaaben , undtagen ved Orden og Nøiagtighed i hele Husvæsenet ? Grevinden overlod hende gjerne Husets Bestyrelse , og Arabella anvendte al den Økonomi , der var hende mulig ; men det var hende en vanskelig Opgave at tilfredsstille Moderens urimelige og ufornuftige Fordringer , uden at komme i Forlegenhed . Kievisch , der var En af de Faa , der vedbleve at besøge Grevinden , iagttog med hemmelig Beundring Arabellas hele Færd , og hans Kjærlighed snarere forøgedes end formindskedes ved den Forandring , der var foregaaet . En Formiddag traadte han uanmeldt ind i den nye Bolig og fandt Arabella i Dagligstuen alene og beskjeftiget med et Haandarbeide . „ Hvorledes finder De vort nye Hjem ? “ spurgte Arabella og bad ham tage Plads . „ Nydeligt , som Alt hvad Deres Haand har ordnet “ , svarede han . „ Men vil De ikke føle Savn af Alt det , De var vant til ? “ „ O nei ! Jeg vil Intet savne . Desuden kan vi her faae det meget godt , og være glade og tilfredse i vore smaa Kaar , naar blot Moder var af samme Mening og ikke fandt sig saa ulykkelig . “ „ Hvor kan hun søle sig ulykkelig , naar hun har en Datter som Dem ! “ udbrød han , og da Arabella smilede roligt til ham , vedblev han : „ Arabella ! Naar De vidste , hvor høit jeg elsker Dem , og hvor lykkelig jeg vilde være , hvis De vilde blive min ! “ Arabellas Arbeide sank ned i Skjødet ; hun blev bleg , og Taarerne stode hende i Øinene . „ Hvorledes skal jeg forklare Deres Taarer ? “ spurgte Kievisch ængsteligt . „ Er der ikke Grund til Taarer , naar man staaer Fare for at miste en Ven og Broder ? “ svarede hun bedrøvet . „ Nu forstaaer jeg Dem , Comtesse ! “ udbrød han og reiste sig med en stolt Mine . „ Forlad mig ikke saaledes ; jeg beder Dem , “ vedblev Arabella . „ Bliv og hør roligt , hvad jeg vil sige Dem . “ — Kievisch salte sig igjen hos hende . „ Vær vis paa , at jeg erkjender , at De har været mig en trofast og sand Ven . Derfor har jeg i mit stille Sind betragtet Dem som en kjær Broder og holdt af Dem som en saadan , uden at tænke paa , at Deres Følelser for mig vare af en anden Natur . Nu , da jeg hører det , smerter det mig at skulle volde Dem Sorg — De , som fortjener at blive elsket . “ „ Ingen er Herre over sine Følelser , “ svarede Kievisch , „ og naar De intet Haab har at give mig , vil det kun være ubehageligt for os Begge at forlænge denne Samtale . “ Med en dyb Rødme holdt Arabella ham tilbage og vedblev : „ De stal være den Første , til hvem jeg vil betroe min Hemmelighed , for at vise Dem , hvor stor Priis jeg sætter paa Deres Venskab , og hvor høit jeg agter Dem . — Jeg har bortgivet mit Hjerte til en Mand , der er mig værdig , men Livets Forhold adskille os , og derfor har jeg besluttet aldrig at give nogen Anden min Haand . “ „ Læg De kun Deres Haand med Tillid i min , som i en Broders , “ sagde Kievisch med en blød , bevæget Stemme . „ Tilgiv , at jeg et Øieblik blev bitter . Det er jo ikke Deres Skyld , at Enhver , der kjender Dem , maa elske Dem . “ „ Siig ikke det , “ sagde Arabella smilende . „ Jeg trænger ofte til Overbærenhed , og jeg beder ogsaa Dem om den , fordi jeg mod min Villie har voldet Dem Sorg . Betragt mig i Fremtiden som en Veninde . Jeg er nu saa eensom og trænger til en Ven , der kan styrke mit Mod . — Jeg veed , hvad haabløs Kjærlighed vil sige , naar den først har fæstet Rod i Hjertet ; men Deres er endnu saa ung . “ „ Jeg lover at opfylde Deres Bøn , saa meget det staaer i min Magt , “ svarede Kievisch rørt og kyssede ærbødigt Arabellas Haand . „ Farvel , min Veninde ! Vi sees snart igjen ! “ Udenfor Stjernholms mødte han Baron Wilhelm , der blev meget glad ved at gjensee ham og vilde overtale ham til at følge med sig hjem til Middag , men Kievisch afslog det , da han kun var lidt oplagt til Selskabelighed efter den foregaaende Scene . „ Kom da paa Søndag , “ vedblev han . „ Der kommer kun et Par gode Venner . Men maaskee en vis ung Dame ogsaa den Dag lægger Beslag paa Dig . “ Kievisch blev blussende rød . „ Der er Ingen , der lægger Beflag paa min Tid , og jeg stat med Fornøielse komme , men jeg troede , oprigtigt talt , at dine Forældre ikke længer brøde sig om at see mig . “ „ Hvad er det for en Passiar ! “ lo Wilhelm . „ Lad os ikke tale derom . Maaskee tager jeg feil , “ sagde Kievisch og forlod ham . Det var dog ingen Feiltagelse af Kievisch . Det havde nemlig truffet sig saa uheldigt , at han flere Gange havde maattet afslaae Kongsbergs Indbydelser , fordi han skulde til Stjernholms . Dette gjorde et saa stærkt Indtryk paa Baronesse Hilda , at hendes Forældre ikke kunde blive uvidende om hendes Hemmelighed , og de gjorde nu Alt , for at hun skulde glemme ham . Han blev ikke oftere indbuden og blev modtaget med Kulde , naar han aflagde Visiter . Om alt dette var Baron Wilhelm uvidende , da han kun opholdt sig sjeldent i Kjøbenhavn , han kom nu hjem og fortalte , at han havde indbudet Kievisch til næste Søndag , men at denne havde frygtet for , ikke at være vel seet i Familien . „ Hverken din Moder eller jeg , “ sagde den gamle Baron , „ kan gjøre for , at han foretrækker Grevinde Stjernholms Huus for vort . “ „ Saa ? “ svarede Wilhelm . „ Ja , det lader til at han bygger og boer der . Jeg traf ham , da han kom derfra , og det undrer mig , at det ikke er blevet til Alvor mellem Comtesse Arabella og ham . “ „ Kievisch er en letsindig Herre , “ sagde Baronen med usædvanlig Heftighed , „ og det geraader ham ikke til Ære at være en saa stadig Gjæst der . “ Baron Wilhelm taug , da han vidste , at det ikke kunde hjelpe at forsvare sin Ven , men det gjorde ham ondt for ham . „ Hvor Du seer daarlig ud , Hilda ! “ sagde han lidt efter . „ Jeg kan ikke lide at see Dig saa bleg og veemodig . Det er mig som en Samvittighedsbebreidelse . “ „ Du fager feil , kjære Wilhelm ! “ „ For spurgte Alle til min smukke og livlige Søster , “ vedblev han , „ men nu komme Alle og beklage Dig , fordi den ulykkelige Begivenhed i Sommer saaledes har taget paa Dig . Det er tungt for mig at høre paa . “ „ Det skal Du ikke bryde Dig om , “ sagde Hilda . „ Det er let nok at sige . Du kunde dog idetmindste gjøre Dig Umage for at see lidt munter ud . Jeg kan for min Død ikke finde mig i det Bededagsansigt . “ „ Sæt Dig nu ikke graae Haar i Hovedet for min Skyld , lille Wilhelm ! “ svarede Hilda , smilende over Broderens Vrede . „ Paa den Maade bliver Du aldrig gift , lille Hilda ! “ „ Hold nu op at drille din Søster , “ afbrød Moderen , „ jeg har udtænkt et Middel , der nok vil helbrede Hilda . “ Hilda løb hen til sine Forældre , for at erfare deres Planer , og fik at vide , at de havde tænkt at gjøre en Badereise i Juni Maaned og derefter en Tour til Italien , Schweitz eller Spanien , og at de havde bestemt at blive borte et heelt Aar . „ Gid vi kunde reise den Dag imorgen ! “ udbrød Hilda glad . Baron Wilhelm , der maatte blive hjemme for at bestyre Godset og ikke havde Lyst til at drikke Brsndvand , lovede at støde til Familien i Slutningen af Aaret . Da Kievisch næste Søndag besøgte Kongsbergs , var han usædvanligt alvorlig og taus . Hilda tænkte , at hans Tanker vare andetsteds , og undgik ham saa meget som muligt . Ved Bordet sad hun hos Emil ligeoverfor Kievisch , og omtalte med saa megen Henrykkelse den forestaaende Reise , at Kievisch tænkte ved sig selv : „ Den lille Baronesse er ikke fri for Capricer . Mig har hun nu engang beæret med sit Had , og til Emil , som jeg troede hun nærede en dybere Følelse for , fortæller hun , hvor glad hun er ved at skulle sfilles fra ham ! “ 16 . Et Aar er forløbet . Ankers Familie , bestaaende af den smukke Moder med fire ligesaa smukke livlige Børn , hvoraf det ene endnu er saa lille , at det maa bæres paa Armen , er forsamlet i den hyggelige Dagligstue og venter Faderen hjem . „ Der er han ! “ raabte den sexaarige Edvard , sprang ned af sin Gyngehest og løb ham imøde . De fo Smaapiger klyngede sig til ham og modtoge under uendelig Jubel hans Kjærtegn . Først da Klokken var otte , bleve de bragte til Ro . Anker tog Plads hos sin Kone i Sophaen og sagde kjærligt : „ Naa , hvad Nyt har Du saa oplevet idag ? “ „ Noget meget Interessant , “ svarede hun polidsk . „ Jeg har opdaget en Hemmelighed . “ „ Det var mærkværdigt . Det har jeg ogsaa . Lad mig nn først høre din Hemmelighed . Du har hele Dagen været sammen med Comtesse Arabella . Det ahner mig , at Du har aabnet en lille Hjertedør og kigget ind . “ „ Rigtigt ! — Vi gik efter Bordet en Tour sammen , og hvem troer Du , vi mødte ? Emil Norstrand ! Det gav et Sæt i Arabella , og da han gik forbi og hilsede meget ærbødigt , blev hun blussende rød , og det lykkedes hende ikke at gjenoptage vor Samtale endskjøndt hun øiensynligt gjorde sig megen Umage . Jeg lod , som om jeg Intet bemærkede , men førte Samtalen hen paa Kjærlighed og yttrede min Forundring over , at en saa smuk og elskværdig Pige som hun ikke endnu havde fundet Nogen , der var hendes Kjærlighed værdig . Hun svarede med en inderlig Veemod , at det ikke var hendes Skyld , og bad mig ikke at tale om den Ting . — Jeg er sikker paa , at hun elsker ham . “ „ Og jeg er sikker paa , “ afbrød Anker , „ at han elsker hende . Jeg havde længe ahnet det , men jeg ansaae det for urigtigt at opmuntre ham . Vished fik jeg først engang i Efteraaret , da han spurgte mig , om der ikke var Tale om en Forlovelse mellem Arabella og Kievisch . Dn skulde have seet hans Glæde , da jeg sagde nei ; og endnu mere , da jeg fortalte ham , af Kievisch var reist til Paris , for af tilbringe Vinteren der . Nu har jeg ovenikjøbet idag erfaret Noget , der bestyrker min Mistanke , og det er den Hemmelighed , jeg mente . “ „ Hvad er det ? spurgte Fru Anker . „ Jeg er nylig bleven Læge hos en Juveleer Christensen . Jeg var hos ham idag , og vi kom til af tale om Tyverier af Juveler . Pludselig spurgte han mig , om jeg kjendte Grevinde Stjernholm ? Det forundrede mig , og nu betroede han mig en lang Historie om et af hendes Datters Armbaand . “ Anker fortalte nu den hele Affaire , og endte med af berette Juvelerens Forundring over , af en saa rig Dame kunde bære sig saa besynderligt ad , og af Staal dengang havde taget det Løvte af ham , ikke af fortælle denne Begivenhed , for ikke af blamere den unge Dame . „ Jeg bad ham ogsaa om , “ vedblev Anker , „ af fortie Historien , og forsikkrede ham , af Comtessen havde brugt Pengene i et veldædigt Øiemed . “ „ Hvoraf vidste Du det ? “ spurgte hans Kone . „ Naar jeg sammenholder den Tid , da Arabella solgte Smykket , og da Madam Norstrand uventet fik sendt de 1000 Rigsdaler . “ „ Du har Ret , “ afbrød Fru Anker . „ Jeg kunde græde af Glæde over den stakkels , søde Pige ! Gid vi kunde gjøre Noget for hende ! “ „ Det seer ikke lyst ud for hende , “ sagde Anker . „ En saadan Moder er kun flabt til Ulykke for sig selv og Andre . Altid utilfreds og ufornuftig . Hun tager stadig op af sin Kapital , og det vil hun naturligviis vedblive med , indtil hun kun har Datterens Penge tilbage . “ „ Og saa ovenikjøbet at have en ulykkelig Kjærlighed ! “ udbrød Fru Anker . „ Men der maa jo dog , kunde gjøres Noget ! “ „ Det kan blive vanskeligt nok , “ mente Anker . „ For det Første en blodig Fornærmelse , og saa denne Standsforskjel . “ „ Hvad det Sidste angaaer , “ sagde Fruen , „ er Norsfand en saa udmærket og talentfuld Kunstner , og har saa megen Dannelse , at han er hævet langt over sin Fødsel . Desuden maa hans Kjærlighed , hvis den er sand , kunne kaste Glemselens Slør over en nok saa blodig Fornærmelse . “ Da Anker og hans Kone en halv Time efter sadde ved Thebordet , kom Emil for at gjøre en saa sildig Visit , da han vidste , at han ikke paa anden Tid kunde træffe sin Ven hjemme . Da han i Samtalens Løb spurgte til Kongsbergs , hørte han , at de ventedes hjem om otte Dage . Efter Theen gik Anker og Emil ind i Studereværelset , for at ryge en Cigar , og der blev bragt dem Viin og Glas ind . „ Iaften vil jeg proponere en Skaal , som vi endnu aldrig have drukket sammen , “ sagde Anker og fyldte Glassene , — „ for din tilkommende Kone ! “ Jeg vil tømme dette Glas paa din Kones Velgaaende , “ sagde Emil . „ Jeg gifter mig aldrig . “ Skaalen blev drukken , og Anker bemærkede , at en Alvorssky lagde sig over Emils Ansigt . „ Emil ! “ begyndte Anker efter en Pause . „ Lad os som altid tale fortroligt sammen . Hvorfor vil Du ikke gifte Dig , naar Du dog elsker og bliver gjenelsket ? “ „ Hvorledes falder Du paa den Tanke ? “ spurgte Emil forbauset . „ Hvad det Første angaaer , “ svarede Anker , „ fordi jeg i Aar og Dag har opdaget Comtesse Arabellas Billed i dit Hjerte . “ Emil rødmede stærkt og sagde alvorligt : „ Ja , Du har Ret ! Jeg elsker Arabella , og netop derfor vil jeg ikke gifte mig . “ „ Og naar jeg nu for det Andet siger Dig , “ vedblev Anker , „ at hun elsker Dig ? — Du ryster paa Hovedet ? Jeg veed det , og jeg skal betroe Dig en Hemmelighed , jeg idag har opdaget . “ Anker fortalte ham nu hele Hisforien om Armbaandet . Emil hørte paa ham med spændt Opmærksomhed , og , da han endte , udbrød han : „ Jeg har i mit stille Sind altid tænkt det , men jeg har aldrig ahnet , hvad hun har lidt derved for min Skyld . Men det er ikke første Gang , hun er en Lysets Engel for mig . Da Moderen haanede og spottede mig , var hun den , der ved sin Blidhed udflettede Fornærmelsen . “ „ Naar Du altsaa skylder hende saa meget , hvorfor da ikke aabent og ærligt tilstaae hende din Kjerlighed ? “ spurgte Anker . „ Der er gaaet lang Tid siden , “ svarede Emil , „ og i Aarenes Løb kan hendes Følelse have forandret sig . Maaskee har denne Følelse aldrig været Kjærlighed , og jeg viste hende da kun en slet Tjeneste , naar jeg nødsagede hende til at give mig et Afflag . “ „ Du vil da ikke , at hun skal frie til Dig ? “ spurgte Anker . „ Hvis Du kunde see i mit Hjerte , Anker , hvor ubeskrivelig hent jeg elsker hende , vilde Du ikke paa den Maade friste mig . “ „ Og alligevel fastholder Du din Beslutning , ikke at gifte Dig ? “ „ Jeg har ikke opgivet Haabet , “ svarede Emil begeistret , „ engang at kunne kalde den Engel min . I mit Hjerte har jeg opreist et Alter for hende , og det knæler jeg daglig for . — Men , “ vedblev han roligere , „ først maa jeg have erhvervet mig en uafhængig og anseet Stilling . Har Du Godhed for hende , vil Du ikke , at jeg skal kaste Fattigdommens Jernlænke over hendes Kjærlighed efter saa megen Opoffrelse . “ „ Du glemmer , at Comtesse Arabella ikke længer er riig . “ „ Men hun er og bliver dog Comtesse Stjernholm , og jeg vil ikke , at hun skal stige ned til mig . Nei , nei ! Lad mig som hidtil arbeide til mit Maal , og forstyr ikke min Sindsro ved at foregjøgle mig Drømme , som dog maaskee aldrig gaae i Opfyldelse . “ „ Og hvor mange Aar behøver Du , for at naae dette Maal ? — Hør nu mig , “ sagde Anker i en bestemt Tone . „ Jeg anseer selv Ærgerrighed for en Dyd , men den har sine Grændser . Du gaaer en farlig Vei , Emil , og derfor rækker jeg Dig min Vennehaand for at føre Dig ad-den Sti , hvor den sande Lykke blomstrer . Du elsker , men Du vil døve Kjærlighedens Stemme ved at lytte til Ærgjerrighedens Sirenesang , der kun synger om Rigdom og Anseelse . Du undergraver din Ungdom med kolde Beregninger , og henslæber dit Liv i en tom og glædeløs Tilværelse . Naar Du saa engang naaer dit Maal , er Du maaskee ogsaa ved dit Livs Maal . Det har jeg ofte seet . Eller Du er til den Tid bleven en kold og hjerteløs Egoist . “ „ Det er haarde Ord , Anker ! “ afbrød Emil . „ Men sande ! Tag Exempel af mig . Jeg var en fattig , ung Læge , da jeg giftede mig . Mine Udsigter vare ringe . - Hun var ogsaa en uformuende Pige , men af langt høiere Stand end jeg . Vor Kjærlighed overvandt alle Hindringer . Vi satte vort Haab til Gud , og han svigtede os ikke . Jeg har ogsaa havt min Ærgjærrighed , men den kan godt forenes med Kjærligheden , fordi jeg har et lykkeligt Hjem . Nu har jeg sagt Dig min Mening og viist Dig den eneste rette Vei . Vil Du ikke følge den , er Du ikke Arabellas Kjærlighed værdig , — og det skulde smerte mig dybt . “ „ God Nat , Anker ! Imorgen tales vi ved . “ Med disse Ord trykkede Emil hans Haand og tog Afsked med ham i en bevæget Stemning . Det var en varm , stille Sommernat . Al Tummel i Gaderne og den store Myresvcrrm havde trukket sig tilbage . Alle hvilede i Søvnens Arme . Emil satte sig med Haanden under Kinden ved sit Skrivebord , tankefuld og drømmende . Den frembrydende Dag fandt ham endnu der beskjeftiget med at skrive et Brev . Næste Morgen ilede Emil til Anker , førend denne endnu , havde begyndt sine Sygebesøg . „ Jeg vil med faa Ord , “ begyndte Emil , der var usædvanlig bleg og alvorlig , „ spørge Dig , om Du vil give Comtesse Arabella dette Brev . Jeg beder hende deri om en Samtale i dit Hjem . “ Med et roligt Smil svarede Anker : „ Giv mig kun Brevet . Jeg stal besørge det . “ Nogle Timer efter var Anker hos Arabella . Da hun takkede ham for hans Besøg , svarede Anker , at han ingen Tak fortjente , da hans Besøg kun var foranlediget ved en hemmelig Commission , han havde til hende . „ Fra Deres Frue ? “ „ Nei , men dog fra En , der staaer mit Hjerte meget nær , min bedste Ven . Han har bedet mig give Dem dette Brev . “ Arabella modtog det rødmende og med bankende Hjerte . „ Hvis Grevinden er hjemme , vil jeg hilse paa hende , medens De læser det , “ sagde Anker og gik lige ind i Dagligstuen . Faa Minuter efter sad Arabella i sit eget Værelse med det aabnede Brev paa Skjødet og smilede gjennem Taarer . Brevet lød saaledes : „ Comtesse Stjernholm ! Aar ere henrundne , siden jeg sidste Gang talte med Dem ; men der gives Følelser , som hverken Aar eller Adskillelse kunne forandre . Jeg modtog dengang en Gave af Deres Haand , der siden aldrig har forladt mig . Med den for Øiet har jeg stræbt fremad , og den har hvidsket til mig , at De ei var ganske ligegyldig for den dengang fattige og ubekjendte Kunsfner . Hvis der var Sandhed deri , og hvis De endnu har Spor af Interesse for mig , beder jeg Dem tilstaae mig en Samtale i Doctor Ankers Hjem , for at jeg kan sige Dem Alt , hvad jeg føler , at min Pen ikke formaaer at tolke . “ Da Arabella den følgende Dag kom hen til Doctor Anker , modtog han hende selv , men bad hende at gaae ind i Dagligstuen , da hans Kone og Børn vare paa Landet , og han selv maatte tale med sine Patienter . Han førte hende derind , men forlod hende strax . Det var som om en Sky gik for Arabellas Øie , og som om Blodet standsede i hendes Hjerte da hun saae Emil komme hende imøde med et henrykt Blik . „ Tusind Tak , fordi De tilstod mig denne Samtale , “ sagde han med en bevæget Stemme . „ Vil De nu ikke vredes , naar jeg aabner hele mit Hjerte for Dem ? “ „ O nei ! “ var hendes næppe hørlige Svar . „ Saa vil jeg samle alt mit Mod for at sige Dem , at De er den eneste Qvinde , jeg har elsket og nogensinde vil komme til at elske . Min Herkomst er ringe , mit Navn er borgerligt , min Fremtid usikker , — men dog vover jeg at bede om denne Haand , jeg , som kun har min Kjærlighed at byde Dem . — Svar mig , kan jeg haabe en saadan Lykke ? “ „ At dele Alt i Livet med Dem , deri vil min Lykke bestaae , “ svarede hun . „ De er den Eneste , jeg kunde skjænke min Tro . “ „ Arabella ! “ udbrød han . „ Forstaaer De dette Ords hellige Betydning ? “ „ Ja , jeg forstaaer den , og med Tillid lægger jeg min Fremtid i Deres Haand . “ „ Selv om jeg var den Ringeste af Alle , “ vedblev Emil , „ maatte disse Ord hæve mig fra Intet fil Noget . Min yndige Brud ! Med Guds Hjelp skal jeg blive din Tro værdig . “ — En Timestid efter traadte Anker ind fil dem . Et Øieblik stod , han taus og betragtede det elskende Par , der i deres Glædesruus ikke strax bemærkede ham . Derefter traadte han hen fil dem og gav dem en Broders hjertelige Lykønskning . Det blev besluttet , at Arabella skulde underrette sin Moder om sin Forlovelse , da hun ønskede at forskaane Emil for det Uveir , der strax vilde bryde løs over deres Hoveder . I deres Kjærlighed fandt de Begge Mod og Kraft fil at overvinde enhver Hindring . Emil lovede at komme næste Formiddag , og stolede paa , at Kjærligheden dog tilsidst skulde seire . 17 . Med Hjertet fuldt af Glæde og Fryd ilede Emil ud til sine Forældre , der modtoge ham forundrede over , at han imod Sædvane kom saa tidligt . „ Jeg har ogsaa noget ualmindeligt at fortælle Eder , “ sagde han , „ Noget , der ret vil glæde Eder . “ „ Saa kom med det i en Fart , “ udbrød Vagtmesteren . „ Du skulde da vel ikke -- -- -- -- -- ? Nei , Du er og bliver en Stokfist . “ „ Maastee Du dog denne Gang tager Feil , Fader ! Imorgen bringer jeg Eder en fød og yndig Svigerdatter . “ „ Er det muligt ? “ raabte Moderen henrykt og omfavnede ham . „ Det var mit eneste Savn . “ „ Saa er det nu forbi , “ vedblev Emil . „ Og gjætter I , hvem det er ? Arabella Stjernholm ! “ Vagtmesteren tabte af Forbauselse sin Merskumspibe , og mærkede det ikke engang . „ Saa troer jeg , “ raabte han , „ Fanden plager Ørengen , at gaae hen og forlove sig med en Comtesse ! — Hör , veed Du hväd , det er nu Altsammen godt nok , at hun kan finde sig i Dig , men hvordan skal det gaae os ? Hun bliver for fiin for os to Gamle . “ „ Nei vist ikke , “ forsikkrede Emil . „ Viis hende blot den samme Kjærlighed , som I have viist mig , saa er jeg vis paa , at hun vil blive Eder en kjærlig Datter . “ „ Naar Du blot bliver lykkelig , Emil , “ sagde nu Madam Norstrand , „ bør vi Gamle ikke tænke paa os selv . Hun maa være en brav Pige ; ellers kunde Du ikke elske hende , og jeg vil holde af hende , som var hun mit eget Barn . Gud skjænke Dig sin Velsignelse , baade Dig og hende ! “ „ Moder forstaaer nu altid at belægge sine Ord bedre end jeg , “ asbrød Vagtmesteren og trykkede Emils Haand . — For Arabella var det ikke en saa let Sag som for Emil at forberede sin Moder . Efter megen Vaklen bestemte hun sig til uden Omsvøb at fortælle hende Alt , og maatte saa efter Udfaldet see , hvorledes hun kunde formilde hendes Vrede , som hun nok forudsaae ikke vilde udeblive . Da hun sad alene sammen med Moderen , begyndte hun : „ Jeg var idag hos Doctor Anker og traf der Hr . Norstrand . “ - Grevinden gjorde en utaalmodig Bevægelse . „ Vi skjulte ikke vore Følelser for hinanden , og han bad om min Haand . “ „ Det kan jeg lide ! Har man hørt Mage til Frækhed ! “ raabte Grevinden . „ Du svarede ham da , som han fortjente ? “ „ Moder ! Jeg har aldrig turdet betroe Dig min Hemmelighed . Hør da nu , hvad jeg svarede — at min høieste Lykke vilde bestaae i at dele Alt , Lyst og Mørkt i Livet med ham . “ Grevinden sad som rammet af Lynet . „ Saa Farvel mit sidste Haab om Lykke ! “ udbrød hun . „ Det var mit Haab , at Du skulde gjøre et rigt Parti . “ „ Det var en Umulighed , Moder ! “ „ Man kommer aldrig nogen Vei med din stridige og snedige Karakteer , “ vedblev Grevinden med rystende Stemme . „ Jeg kan ikke forhindre , at Du styrter Dig i Ulykke — og mig med ! “ „ Jeg følger den Vei , der alene kan gjøre mig lykkelig “ , svarede Arabella roligt . „ Du sagde dog engang , at Du aldrig vilde indgaae nogen Mesalliance . “ „ Det siger jeg endnu , Moder , men dengang forstod jeg ikke , hvad en Mesalliance var . En Forbindelse kan kun kaldes saaledes , naar man maa skamme sig ved sit Valg . Jeg er stolt af ham . Jeg vil aldrig komme til at rødme over hans Herkomst , da hans Talent og Karakteer hæver ham høit over saadanne Anskuelser . “ Til Arabellas Forundring rødmede Grevinden og blev hende Svar skyldig . Det var en Erindring om svundne Tider , der jog Blodet til Grevindens Kinder . Hun følte det selv og forklarede : „ Du bringer mig til at rødme af Skam over din Opførsel . “ Der opstod en ny Pause . „ Naar Du imorgen seer Emil , “ tog Arabella , der fik nyt Mod , omsider Ordet , „ saa tænk paa , hvorledes Du engang fornærmede ham . Dengang var Du forblindet , men Tiden har nu afsløret baade hans kjærlige Overbærenhed og Staals beregnende Falskhed . “ Dette var den bedste Maade at afvæbne -Grevindens Vrede imod Emil , thi naar hendes Tanker faldt paa Staal , concentrerede sig al hendes Vrede om ham . Hun kom i et voldsomt Oprør og var nærved at qvæles af Raseri , uden at kunne faae et Ord frem . Hun reiste sig pludselig og forlod Værelset . — Da hun senere kom tilbage , talte hun ikke et Ord til Arabella , der var glad ved at kunne hengive sig til sine lykkelige Drømmerier , uden af forstyrres ved nogen uhyggelig Scene . Den næste Dag kom Emil . Arabellas Hjerte bankede , da hun førte ham ind til Moderen . Grevinden reisfe sig og modtog ham med kold og afmaalt Høflighed . Emil studsede ved af see den Forandring , som disse Aars Sorger og Ulykker havde frembragt G i hendes Idre . Hun saae nedbsiet ud , hendes Haar var blevet graasprængt , Ansigtet furet , men man læste endnu det samme trodsige Udtryk deri . Ogsaa hun forbausedes ved af gjensee Emil , der ikke længer stod for hende som den beskedne , ubekjendte Kunsfner , men som den tillidsfulde , selvbevidste Mand . „ Jeg kommer med det Haab , “ sagde han til Grevinden i en ærbødig Tone , „ af det Skridt , Deres Datter har gjort , ikke har vakt altfor ugunstige Følelser mod den Mand , i hvis Haand hun har lagt sin Fremtid . “ Et haanligt Svar svævede paa Grevindens Læber , men ved af see Emils rolige og imponerende Holdning og hans kloge , gjennemtrængende Blik , blev hun mod sin Ville nsdsaget til af svare med usikker Stemme : „ Som min Datters Forlovede byder jeg Dem velkommen i mit Huus . “ „ Forældrenes Velsignelse er nødvendig for Børnenes Lykke , “ vedblev Emil . „ Jeg beder Dem derfor om Deres . “ Grevinden svarede ikke strax , men Arabella greb Emils Haand og nærmede sig sin Moder . „ Kjære Moder ! Lad nu Alt være glemt , og viis Du , at Du nu bedre forstaaer Emils Værd som Kunstner og Menneske ! “ Grevinden rødmede ved Tanken om sin tidligere Opforsel imod Emil og sagde . „ Den bedste Opreisning , jeg kan give , er min Velsignelse . “ Hun lagde sin Haand over de Unges forenede Hænder , men det var kun Læberne , ikke Hjertet der talte , thi det gik hende , som det gaaer saa mange Mennesker , at de lettere tilgive en Fornærmelse end forsone sig med den , der tilgiver Fornærmelsen . Derefter bad Emil hende at maatte føre Arabella til sine Forældre . „ Naturligvis ! “ svarede Grevinden spottende . „ Min Datter maa jo see sin tilkommende Mands Forældre . “ Arabella udslettede med et kjærligt Blik Moderens Spot , og faa Minutter efter gik de Forlovede til de gamle Norstrands , der modtoge hende med en Hjertelighed “ , der dannede en sfærende Contrast til Emils Modtagelse hos hendes Moder . — Faa Dage efter sin Forlovelse gik Emil til Kongsbergs . Paa Veien mødte han Kievisch , der , uden at Emil vidste det , var vendt tilbage fra sin Udenlandsreise . Kievisch yttrede sin Glæde ved at see ham og spurgte ham , hvor han agtede sig hen . „ Til Kongsbergs ! “ svarede han . „ Det var jo prægtigt . Saa kan vi følges . — Men hvad betyder den Ring ? Er De blevet forlovet , eller allerede gift ? “ „ Nei , endnu ikke , “ lo Emil . „ Det er først faa Dage siden , jeg blev forlovet med Arabella Stjernholm . — Det forundrer Øem ? Ja , det er ikke saa besynderligt , — endskjøndt vi have elsket hinanden i flere Aar . Kjærligheden har llgesom Ariadnes Traad ledet os ud af en Labyrinth af Hindringer . “ „ Det er sandt , “ svarede Kievisch alvorligt . „ De var altsaa min ukjendte Medbejler ? Det er en besynderlig Kjede , der slynger sig gjennem Livet . Den Haand , der berøvede mig Lykken , maa jeg nu takke for den . De stod engang mellem mig og Arabella , men det er ogsaa Øem , der har frelst Hilda Kongsbergs Liv . Hun er nu min Brud , og jeg rækker Øem Haanden som Ven . “ „ Jeg takker Øem af Hjertet , “ sagde Emil , „ og ønsker Øem til Lykke . Det overrasker mig forresten ikke , men fortæl mig , hvorledes det er gaaet til . “ „ Med Fornøielse ! Jeg reisfe til Paris , hvor jeg havde besluttet at opholde mig i længere Tid , men Lysten til Italien kunde jeg ikke modstaae , og jeg reisfe til Florents . Den Første , jeg mødte der , var Baron Vilhelm , der blev ligesaa glad som jeg ved at see hinanden , og han førte mig næsten i Triumf til sine Forældre . Baronesse Hilda modtog mig vel med et venligt Smil , men det forsvandt snart , og den Kulde , hvormed hendes Forældre modtoge mig , lod mig glemme Italien og tænke paa Nordpolen . Jeg besluttede strax at reise videre , men Vilhelm overtalte , ja næsten tvang mig til at blive og være Familiens Rejsefælle , da han ellers ogsaa vilde reise bort . Vi reisfe altsaa sammen ! I Begyndelsen saae Hilda og jeg hver til sin Side , men det kunde ikke vare længe , og en skjøn Dag opdagede vi , at vi elskede hinanden . Fra dette Øieblik blev Sydens Himmel mig dobbelt skjøn , Luften dobbelt reen , og de Gamles Kulde blev til Varme ; — derom kan De-selv overbevise Dem , da vi nu staae udenfor deres Dør . “ Glæden ved Gjensynet var stor paa begge Sider , og de Lykønskninger , man bragte Emil , kom fra Hjertet . Baronesse Hilda bad ham , snart at føre Arabella til dem . Hun var igjen den muntre , livsfriste Pige , hvis eneste Ønske var at gjøre godt igjen , hvad hun havde forskyldt , og allerede samme Eftermiddag kom hun og Arabella sammen for at knytte et Venskabsbaand , der blev uopløseligt . „ Naar I engang , “ sagde Baron Vilhelm , „ skulde see mig blive bleg og begynde at skrante , vil I saa ikke være saa gode at vise mig den Vei , som jeg uafvidende har viist min Søster og Kievisch . “ „ Det kommer an paa Dig selv , “ sagde Kievisch . „ Men maa jeg bede om Hindringer , “ vedblev Vilhelm . „ Kjærlighed uden Forhindringer er ligesaa slau som Kjod uden Salt . “ „ Vilhelm udmærker sig altid ved sine poetiste Billeder , “ sagde den gamle Baronesse smilende . — Grevinde Stjernholm tænkte med Forfærdelse paa Arabellas Bryllup . Den Kapital , hun selv havde havt at raade over , var betydeligt svunden ind , og hun saae ingen Udvei . Emil og Arabella mærkede hendes Angst og tilbøde hende Renterne af Arabellas Formue . Grevinden modtog Tilbudet , men den Tanke , at hun for Fremtiden var reduceret til at leve af saa Lidet og ovenikjøbet af deres Naade , var hende en stadig Anledning til nye Bebreidelser mod Skjæbnen og Uvillie mod dem , som vare de Eneste , der vilde hende vel . Paa selve Bryllupsdagen vilde hun ikke være tilstede ved Vielsen , men foregav Sygdom og kastede derved en Skygge over Arabellas Lykke paa den Dag . Den stille Vielse i Gjentoste Kirke overvcrredes kun af Emils gamle Forældre og Doctor Anker med Kone . Anker førte den unge Brud til Alteret . Hun følte sig som forældreløs i hendes Livs vigtigste Time , men netop derfor sluttede hun sig med desto større Inderlighed til Emils Forældre , der viste hende al optænkelig Kjærlighed . Da det unge nygifte Par næste Morgen sadde i deres hyggelige og smagfulde Hjem og nøde deres Morgenkaffe , sagde Emil : „ Jeg har en lille Morgengave til min unge Kone . Luk dine Øine og giv mig din Haand ! “ Arabella gjorde , som han ønsfede , og følte , at han heftede Noget om hendes Haandled . „ Nu maa Du see ! “ raabte han muntert . Arabella udstødte et Jubelraab , da hun saae det kjære , savnede Armbaand funkle sig imøde fra Armen . „ Tak , min elskede Emil ! “ udbrød hun og slyngede Armen om hans Hals . „ Du kunde ikke have gjort mig nogen større Glæde . Men hvorledes er det kommet i dine Hænder , og — Du veed altsaa Alt ? “ Emil fortalte hende nu , hvorledes han havde erfaret Alt af Anker , og hvilken Velsignelse dette Armbaand havde bragt baade ham og hans Forældre . For omtrent en Maaned siden havde han atter spurgt Anker , om det dog ikke var muligt at komme paa Spor efter det , og han hørte da , at den Dame , der havde kjøbt Armbaandet , var død i Amerika , og at en Slægtning af hende her i Byen havde arvet hende . Emil søgte ham strax op , og havde den Glæde , at Arvingen satte mere Pris paa Penge end paa Smykker . Han var glad ved at finde en Kjøber . „ Det lader fil , “ sluttede Emil , „ at det var Skjebnens Villie , at jeg skulde give Dig Armbaandet ; — men jeg har ikke dermed betalt min Gjeld fil Dig . Paa den skal min Kjærlighed stedse gjøre Afbetalinger . “ „ Det er som en Hilsen fra min afdøde Fader , “ sagde Arabella bevæget . „ Jeg seer heri et Varsel om , at han sender sin Velsignelse fil vor Forening , ligesom han paa min Consirmationsdag skjænkede mig den med Armbaandet . “ I det Samme traadte gamle Jacob og hans Kone ind , for af lykønske de Nygifte . „ Undskyld , “ sagde Jacob , „ af vi komme saa tidligt , men jeg kunde ikke lade være . Det var mig hele Dagen igaar , som om den gamle Greve ret glædede sig i Himlen . “ „ Kan Du nu tvivle om , Emil , “ sagde Arabella med Glædestaarer , „ af min elskede Faders Aand svæver velsignende om os ? Nu taler den atter til os gjennem hans gamle , trofaste Tjeners Mund . “ I den følgende Uge reiste Emil og Arabella ud til Kongsbergs , for af være tilstede ved Kievischs Bryllup med Baronesse Hilda , der blev seiret med stor Høitidelighed og Pragt . Grevinde Stjernholm overlevede kun et Aar det unge Pars Lykke , og i dette Aar var hun en Plage for sig selv og sine Omgivelser . Hendes Ødselhed O blev afløsf af en overdreven Oeconomi , idet hun nu nægtede sig selv det Nødvendigste til Livets Ophold , af Frygt for , af den Tid skulde komme , da hun saae sig nødsaget til af sfille sig ved sine Juveler . Kun ved disse kolde Stene hang endnu hendes Hjerte , ved denne Erindring om fordums Glæder . |